Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra 2018

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…

Mål for stress

Jeg forstår det ikke. Jeg føler mig underkendt, overset, ja, ladt i stikken og smidt på glemslens losseplads.

I starten tænkte jeg: Denne tanke er for stor til Danmark. Jeg prøver i England eller USA.

Det gjorde jeg. Larmende tavshed. Ikke så meget som en tak for henvendelsen.

Så prøvede jeg med Psykologisk Institut ved Københavns Universitet. Samme ubehøvlede tavshed.

Jeg taler naturligvis om min opdagelse af stresskvotienten:

Det du har om ørerne divideret med det du har mellem ørerne.

Hvis kvotienten er over 1, er du i fare for at udvikle stress. Er den under 1 kan du slappe af og ingen fare.

Kvotienten bliver høj:

Enten ved et for højt aktivitetsniveau eller ved lav IQ.

Hvis kvotienten ligger mellem 1 og 1,5 bør man drosle lidt ned for aktiviteten, da intelligensen næppe kan påvirkes positivt i den relativt korte tid man har før det bliver kritisk.

Ligger den mellem 1,5 og 2 eller derover skal man skynde sig hjem og lægge sig i sengen og slukke lyset og putsove.

Hvorfor bliver en …

Ting du skal vide

Nu synes jeg lige der er et par ting vi må have på det rene:

1) Dansk Folkepartis succes over de sidste årtier er ikke et udtryk for små men konstante skridt mod fascismen og vild flugt fra de værdier vi byggede FN på efter 2. Verdenskrig: Menneskerettighederne

2) I Danmark og andre lande er frihed og respekt for menneskers værdighed og integritet kerneværdier og derfor er det logisk at vi må tvinge folk ud af burka og til at trykke hånd og hvad der ellers må følge

3) Det er ikke topmålet af hykleri at sammenligne frihedskampen under 2. Verdenskrig med kampen mod islamisme og islam ved at gøre livet mere og mere utåleligt for muslimer, og det er ikke et led i en omfattende og konstant chikane

4) Det er rimeligt at vi bomber hvor det passer os og derefter nægter asyl til ofrene for krige vi selv starter eller deltager i

5) De mennesker der i dag råber højest om danske værdier som demokrati, frihed og menneskerettigheder er i ånden de samme som dem der skabte dem. De kan ikke på nogen m…

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Helligtekster: Kan de rumme al sandhed?

Det argument mod helligteksters totalitet jeg før har fremført;

At ingen tekst kan rumme al sandhed fordi hvis vi antager at de kunne, ville vi hvis vi tilegnede os alt i en given helligtekst (fx bibelen eller koranen eller Vandrer mod Lyset eller andre) ville vi blive lig Gud i alviden;
Dette argument gælder også hvis vi - som nogle gør - hævder, at en given helligtekst rummer en overflade og derunder en uendelig dybde - som et isbjerg med 1/10 over overfladen og derunder resten;
Hvis vi antager dette og vi antager at en troende tilegnede sig eller fx ved 'helligånden' blev givet at forstå alle bibelens formodede lag, og dette så var al sandhed;
Så var denne troende lig Gud og dermed forlader vi - som tidligere sagt - troen og begiver os ind i patologien. For denne troende ville helligteksten blive et isbjerg - han forliser på.
Så: Uanset hvor mange lag vi tilskriver eller formoder i enhver tekst, så må den nødvendigvis være begrænset, da vi er begrænsede.

Opsats 71; Himmelpistolen

Kosmos ånder, ved udånding manifesterer skabelsen sig, ved indånding trækkes, indsuges den igen og forsvinder.

Det kosmiske åndedrag foretages af en ukendt essens, og et slør er trukket for denne hemmelighed.

Sådan siger Den hemmelige Lære med en parallel i legenden om Det store Brag.

Og mennesker søger at udgrunde mysteriet. Det de finder bag sløret er ikke essensen, men slangen der lover gudslighed og himlen nu gennem himmelpistolen.

De naive forstår ikke himlen - skridt for skridt at opbygge den indre basis - og den evige begrænsning.

Stakkels naive. I bliver lovet himlen, men får helvede og falder med et skrig.

Hvorfor ikke acceptere at vi ikke er guder? Hvorfor er alle disse patologiske febersyner - Mestre, stråler, chakras - så fristende?

Hvorfor ikke gå himlens vej - skridt for skridt på Jorden og i hverdagen?

Hvorfor følge slangen når vi kan følge Gud og være Hans børn?

Doktor Flinq får vinger

Jeg længes efter en Jord, der kan bære os;

Hvis man en morgen gribes af uro kan det være ubehaget ved ikke længere at have nattens vinger; (begge af ukendt oprindelse)

Det var omtrent på den tid hvor jeg - på den hårde måde - lærte, at hvis man opfører sig som en hund, bliver man behandlet som en hund -

at jeg første gang mærkede en let kløe mellem skulderbladene. Jeg så mig i spejlet, og ja, jeg kunne tydeligt se to røde prikker der hvor jeg mærkede kløen.

Jeg gik til lægen, men han kunne ikke se problemet, og han lod forstå at jeg enten så syner eller var hypokonder.

Men kløen blev ved og blev værre. Nu kunne jeg se to buler - og efter et stykke tid - to små men tydelige ansatser til - vinger.

Når sådan noget sker - tænkte jeg - er det altid spændende om vingerne der bryder frem - er hvide eller sorte.

Mine - styrefjer (sådan så jeg det) - var tydeligt hvide, mens resten var nærmest grålige - kun få rent sorte.

Når jeg gik rundt i byen eller på Borgen hændte det at jeg stillede mig o…

Kærlighedens filosofi

Ting af værdi koster;

Efter min opfattelse kan Kants moralfilosofi (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten; Kritik der praktischen Vernunft) og Benthams og Stuart Mills utilitarisme (deres tanker om af og til at underkaste sig et mindre onde for at opnå et større gode) oversættes til en egentlig kærlighedens filosofi idet vi opfatter kærlighed mere som vilje og mindre som følelse.

Hvis ikke vi af og til overvinder os selv og investerer vilje i kærligheden og gør ting for hinanden eller sammen, men blindt lader os lede af vores tilbøjelighed og magelighed, dør kærligheden.

Kant udtrykker i de nævnte værker noget lignende i sin morallære:

At kun de gode ting vi gør på trods af vores tilbøjelighed (eller lyst) har egentlig moralsk værdi. De gode ting vi gør efter tilbøjelighed er legale, siger han, men uden egentlig værdi.

Således også i kærlighed.

Ekstreme eksempler på dette finder vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af hvordan de yngste overtog ledelsen af menneskeånderne og tog kampen …

Opsats 70; Katarsis for en nedbrudt sjæl

For at finde en kildes udspring 
Må man gå mod strømmen

Se, den ulykkelige flygte fra brand og pest med hænderne for ansigtet, se den unge, der træder ud over afgrundens kant og hør hans skrig i faldet.

Se, alle disse ulykkelige vride og vende sig på lejet uden at finde hvile, alle disse nedbrudte; dem vil jeg lære artaraxia, sjælens ro:

Hvis lidelsen er i det inderste, så er også helbredelsen der; der hvor såret og blødningen er, der skal vi stoppe den; hvis det inderste skriger i smerte, så er det der vi skal lægge den lægende hånd.

Hvis sygdommen er til døden, ligger helbredelsen i livet. Døden er sikker, men livet får det sidste ord.

Når sindet knuses begynder straks flittige indre hænder at arbejde på dets genheling:

Tanke for tanke, gerning for gerning; tanker der føder følelser, følelser der føder tanker, tanker og følelser, der føder gerninger, og gerninger der føder tanker og følelser;

Dette er de indre hjælpere, der ikke mister modet selv om vi fortvivler og ikke kan gå videre…

Den indre rejse

Som i al historie er vi på vandringen altid midt i det hele. Umuligt at sige hvornår den begyndte, men sikkert at den aldrig ophører.

Pilgrimmen forstod idet han søgte kærligheden, at han måtte rense sit hjerte for at elske.

Han måtte finde et ærligt punkt, hvor kærligheden ikke drejede sig om ham, hvor den ikke var en nedstigning fra Olympen, hvor den ikke var program eller teater eller konkurrence, men en gerning øje til øje, menneske til menneske, der gror naturligt frem fra en indre trang.

Kort sagt: Hvor den er virkelig.

Det ærlige punkt fandt han i hjertets inderste: Det rolige og ubedragelige punkt, der renser kærligheden med ild og brænder slaggeret væk og kun efterlader den ædle sten.

Og han forstod, at den der råber velsignelser fra bjergets top i virkeligheden står på havets bund og ser verden gennem slør og spytter bobler, der stiger til overfladen, hvor han selv burde være: Blandt mennesker.

Sådan fandt han kærligheden.

Uhørlige tone, syng let

Uhørlige tone, lyt
Simurghen synger partituret
Gyldne noder daler stille
Denne sang er vores

Noder rives ud og kastes i ilden
Når en mangler skurrer tonen
Den uhørlige tone, bliv stille
Vær Simurghens smil og glans

Syng ikke den dybeste sorg
Gør ikke sangen forgæves
Gennem tider og verdner
Skulle en mangle, forstummer tonen

I en gylden kugle i dyb nat
I begyndelsen fødtes tonen
Langsomt stiger den i styrke
I indre stilhed verdens helhed

Simurghen synger sjælen ren
Dens gyldne vinges kærtegn:
Stjerner danser sølv i blikket
Og fred daler glimt af det kommende:

Det blivende

Individuel eller kollektiv skyld og straf i relation til retssamfundet

Det er afgørende for ethvert samfund der vil kaldes et retssamfund at insistere på individuel og ikke kollektiv skyld i retsplejen.

For hvis et individ bliver dømt for en forbrydelse han ikke personligt har begået men som er begået fx af en fra familien eller fra hans race eller tro, er der ikke langt til folkeforfølgelsen og i sidste ende folkedrabet.

Hvis skylden for virkelige eller påståede forbrydelser opfattes kollektivt bliver straffen kollektiv; altså folkeforfølgelse eller folkedrab.

Dette så man fx under folkedrabet på jøderne under 2. Verdenskrig.

Selvfølgelig giver det mening fx ud fra Grundloven at opløse foreninger der virker ved vold ved dom og dermed i en vis forstand at straffe kollektivt.

Men her er det primært den formaliserede vold man straffer og mindre foreningens medlemmer. Man straffer foreningen, ikke medlemmerne.

Set i dette lys og med et aktuelt eksempel giver det ikke mening at kræve at fx alle muslimer bliver holdt ansvarlige for forbrydelser de ikke person…

Opsats 69; Kærlighedens ligning

Når du synker i mit inderste, er det der jeg føler smerten når du går.

Når jeg skærmer mit inderste, brændt af smerten, og ikke lukker nogen ind, er jeg ensom og lever ikke.

Er det da valget: Kærlighed og smerte eller ensomhed? Er smerten kærlighedens nerve, angsten for at du går, og dør kærligheden med smerten?

Når jeg lukker dig ind, og du mig, så lever du i mig og jeg i dig, og kærligheden bliver en udmattelseskrig og vi er begge bange.

Hvorfor kan vi ikke bevare vores inderste når vi lukker hinanden ind, hvorfor kan vi ikke være to i hjertet, hvorfor bytter vi hjerte og inderste?

Er kærligheden nødvendigvis lidelse eller kan vi være to? Behøver jeg at dø, når jeg elsker dig?

Er vi en hver for sig, dig i mig og jeg i dig, eller kan vi være to i hver og dermed fire; begge i begge hjerter?

Er kærlighedens ligning at 1+1=4?

Et kort over vores uvidenhed

Måske er den tanke jeg har forsøgt at formulere i indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed rigtig:

At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater.

Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning:

Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt.

Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller.

Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delinger og kam…

Den store kærlighed i livet og i litteraturen

Se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden livets og dødens træer gror; se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden paradis og helvede er; se, både godt og ondt rækker ud efter hjertet; det gode vander det med vand fra Eunoe, indsigtens kilde, og får det til at gro; det onde rykker det op med rod og kaster det i flammerne

Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse:

I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin.

I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab.

I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til grunde …

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Opsats 68; Tro og tvivl

Wo Zweifel nah dem Herzen wohnt,
Das wird der Seele schlimm gelohnt; Wolfram von Eschenbach (Parzival)

Tro er for hjertet, tvivl for hjernen.

Den der tvivler i hjertet er lige så at beklage som den der aldrig tvivler med hjernen.

Den der undlader hjertets perspektiv og at sætte sin viden i forbindelse med det indre menneske - hvad betyder det, er det vigtigt, betyder det noget - undsiger kundskabens etiske forankring - han er pedant og fjols - og bygger lige gerne bomber og broer.


Den der undlader hjernens tvivl: Se fanatikeren med det stive blik og hårde hjerte, den dårligt dannede, det alvidende fjols.

Men er så den vise ikke den; han der tvivler med fornuften, men aldrig, aldrig giver tvivlen bo ved hjertet?

'Ingen kan være i mørket evigt'

Ved læsning af forskellige religiøse tekster, fortrinsvis bibelen og koranen, og forskellig mytologi, slår det mig, hvor ny Vandrer mod Lysets tanke, ingen kan være i mørket evigt, og ingen skal fortabes er.

Ser vi på de våben Gud i jødedommens, kristendommens og islams helligtekster angiveligt bruger mod 'de syndige, vantro og ulydige mennesker', så adskiller de sig ikke meget fra de våben de hedenske guder bruger fx i Homers Iliaden og Odysseen eller i Vergils Æneide:

Den jødiske, kristne og islamiske 'Gud' dømmer og fordømmer mennesker mens budet til mennesker lyder døm ikke, at du ikke selv skal dømmes;

I de hedenske mytologier er guderne ofte intrigante og voldelige og ufredsstiftere;

Gud og guderne er her gud og guder af navn, ikke af gavn, og de bruger de ondes våben:

Trusler, vold, list og fordømmelse.

Lige sådan i jødedom, kristendom og islam.

Hvor anderledes er så ikke den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, den Gud der tålmodigt og ved kærlighed o…

Det var tider (nostalgi er ikke hvad det har været)

Det var tider. Det var en tid. Det var tiden.

Det var dengang jeg lærte - på den hårde måde - at hvis man opfører sig som en skraldespand, bliver man behandlet som en skraldespand.

Det var dengang det var et ufravigeligt dogme, at der ingen dogmer måtte være.

Det var dengang med antiautoritære oprør, og alle var mod ensretning og uniformering og alle gik med hjemmestrikkede sweatre og batik og alle havde langt hår og skæg og alle smed bh' en og - måske endnu mere interessant - trusserne, og godheden og det åbne sind og fri tanke og kærlighed var obligatorisk.

Det var tider. Det var en tid. Det var tiden.

Det var dengang tyranniet skiftede ham og godheden og det åbne sind sad i skægget og det lange hår og det var dengang vi kastede åget - bh' en og trusserne - af os, og det var dengang nærvær og ømhed og omsorg og respekt og frisind og ansvar og glæden ved at opdage blev stoppet i piber og gik op i røg.

Det var dengang man skulle langt væk - mindst til Indien - for at finde hjem…

Epistemologisk metode. Observation, teori og test

Den gamle drøm om at videnskabeliggøre filosofien kan måske lykkes, hvis vi kan formulere en bestemt epistemologisk metode, og har fokus på den og mindre på resultaterne på samme måde som i naturvidenskaben.

Og hvorfor ikke undersøge om den naturvidenskabelige metode - observation,  teoridannelse og test - kan tillempes filosofien?

Hvis vi med epistemologisk observation mener et fænomen, et erkendelsesteoretisk problem eller spørgsmål eller teori, der kommer til syne - ikke for øjet men for tanken (ikke for den ydre men for den indre sans) - og hvis vi med en epistemologisk test mener at teste en hvilkensomhelst teori på sig selv, så har vi måske omridset af en epistemologisk metode, der kan kaldes videnskabelig og lige så objektiv som naturvidenskabelig metode.

En sådan metode vil ikke skulle bruge matematik som hjælpemiddel men logik, idet filosofien beskriver fænomener, der ikke kan beskrives matematisk men logisk.

De epistemologiske problemer kan være grundliggende spørgsmål eller…

Tro og viden (2)

En central diskussion i middelalderen handlede om tro overfor viden, Gud eller kejser, kirke eller stat, evighed eller timelighed, Gud eller verden. Er disse begreber eller fænomener uforenelige eller kan de forenes, hvilket sidste var skolastikkens grundlæggende antagelse?

Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam.

Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige:

At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv.

Konflikten kan siges at spalte mennesket i to:

For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt.

Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel:

Tro med hjertet, vid med hjernen

Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konkrete indhold i d…

Den rationelle kærlighed

Nogle mener at kærlighed er irrationel; at hjerne og hjerte nogle gange er uforenelige og at man nogle gange må vælge hjerte frem for hjerne og fornuft.

Men hvis den guddommelige hovedlov vi mennesker lever efter er karmaloven - som du sår skal du høste - ser det anderledes ud:

Den der sår kærlighed, høster kærlighed. Den der elsker, bliver elsket.

Set på denne måde er kærligheden rationel, lige som had er irrationel, for:

Den der sår had, høster had. Den der hader, bliver hadet.

Bemærk at jeg med kærlighed ikke mener forelskelse. Forelskelse er i min forståelse noget andet end kærlighed og måske af det onde.

For forelskelse - ikke kærlighed - gør blind, og forelskelse synes derfor at høre til den blindende magt vi kalder mørke, og det er vel den man mener når man siger at kærlighed og fornuft undertiden er uforenelige.

Men i den her anførte forståelse af kærlighed forsvinder vanskeligheden, idet det er fornuftigt at elske fordi man derved selv høster kærlighed.

Nominalisme, realisme og konceptualisme

Lad mig prøve her at illustrere tanken fra indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed på den filosofiske strid i Middelalderen mellem Vilhems realisme, Roscelins nominalisme og Abelards kompromis konceptualismen:

Alt der eksisterer, siger Vilhem med Aristoteles, er enkeltting; dette bord, dette menneske, denne kærlighed.

Nej, sagde Roscelin med Platon, det eneste der eksisterer er almenbegreberne; et bord, mennesket og kærligheden, alt læst som (almen-) begreber. Denne opfattelse har ældre medklange i hinduistisk filosofis tanke om en fælles- (verdens-) bevidsthed som individerne kun er illusoriske dele af og i Plotins nyplatoniske tanker om det abstrakte Enes evige udstrømning i det individuelle konkrete.

Abelards kompromis, konceptualismen, siger at almenbegreberne eksisterer som fornuftens nyttige konstruktion så vi kan skabe videnskab og filosofi.

Men - alle tre opfattelser mangler at forklare hvad det egentlig vil sige og hvad vi mener når vi siger eller spørger til…

Offertankens forbandelse

Som det er klart påvist i Vandrer mod Lyset så bringer tanken om Kristi sonoffer ikke mennesket tættere på Gud og troen på det gør ikke mennesker 'retfærdige'.

Det der kan løsrive og frigøre mennesker er ikke en eller anden tro (på fx Kristus eller Allah) men derimod sorgen og angeren over ens forsyndelser mod Gud eller mennesker.

Når det er sådan så er det rigtigt at sige, at troen på fx Kristi offerdød hviler over menneskeheden som en forbandelse, ligesom enhver offertanke i enhver helligtekst eller religiøs praksis, der hævder retfærdighed og frelse ved offeret, gør det;

Fordi offertanken spærrer for det der frigør os fra mørket og synden; sorgen og angeren; og derfor fastholder mennesker i mørket og synden og ikke frigør os.

Det er det der i Vandrer mod Lyset menes med at troen på Jesu offerdød og forsoningslæren hviler som en forbandelse over menneskeheden, ligesom enhver anden udgave af offertanken gør det (fx også offertanken i Det gamle Testamente (3. Mosebog)).

Mennesk…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed

En del af usikkerheden ved den menneskelige erkendelse ligger i den kendsgerning, at vi ikke ved hvad eksistens er.

Når vi udsiger noget om virkeligheden bruger vi hele tiden en form af verbet at være; enten som prædikat eller som et udtryk for at noget er.

Martin Heidegger forsøgte i værket Sein und Zeit (1927; da. Væren og tid) at indkredse begrebet eksistens men måtte opgive at forklare det. Han sluttede første del af værket med at sige, at vi må orientere begrebet eksistens i retning af begrebet tid, men den påtænkte anden del hvor eksistensen skulle være afdækket blev aldrig skrevet.

René Descartes forsøgte med sin systematiske eller radikale tvivl at reducere begreberne ned til noget, der ikke kunne betvivles og endte med den berømte sætning, cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg) hvor tanken er, at kun tanken kunne ikke betvivles, for en tvivl er også en tanke; tanken og dermed individet må derfor med nødvendighed eksistere og kan ikke betvivles.

Det der bliver tilbage ved tv…

En krise i filosofien og videnskaben

Hvis vi bruger den epistemologiske test jeg har foreslået tidligere på en række nyere filosofiske teorier, at teste en teori på sig selv, og derudover betragter naturvidenskaben er det klart, at filosofien og videnskaben er i krise:

Socialkonstruktivisme: Efter denne teori er sandheden den vi bliver enige om. Udover det tvivlsomme ved denne teori hvis vi betragter konsekvensen i fortidig erkendelse; fx at Jorden næppe var flad i middelalderen for så at blive rund ved naturvidenskabens gennembrud osv;

Så kan vi indse teoriens tvivlsomhed ved den principielle overvejelse, at hvis sandheden er det vi bliver enige om, så er denne sandhed, at sandheden er den vi bliver enige om, kun sand hvis vi bliver enige om at sandheden er den vi bliver enige om osv i en uendelig regres eller epistemologisk, erkendelsesteoretisk kortslutning. Teorien kan med andre ord ikke hævdes som absolut sand men kun sand i den udstrækning vi bliver enige om at den er sand.

Socialkonstruktivismen er så selv en konst…

Helvede findes ikke mere

Jeg tror det er rigtigt at sige, at med godt og vel 2 mia mennesker der bekender sig til kristendommen og islam har vi mennesker et skævt forhold til Gud og det guddommelige.

Begge religioner hævder at mennesket eksistentielt er skyldigt, og at vi kun kan håbe på 'Guds nåde' hvis vi skal undgå at komme i helvede.

Men i Vandrer mod Lyset er der gjort nøje rede for det sande forhold: Nemlig at helvede ikke findes mere og da det fandtes var det ikke et sted Gud dømte de ulykkelige fortabte til.

Men for den nøjere redegørelse må der henvises til værket selv.

Kun vil jeg her sige, at den samme Gud som åbenbarer sig for mennesker i Vandrer mod Lyset, har åbenbaret sig for mig personligt, og derfor er jeg fuldstændig sikker på at værket er sandt, også i forhold til det at helvede ikke findes mere, og at det aldrig har været Guds vilje at straffe nogen med evige lidelser.

Den Gud der åbenbarer sig i Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig på anden vis også er en altbeherske…

Requiem

Blæsten tog i hendes lange mørke hår og blæste det bagud som en komets halo men af mørke. Vi var på vej.

Som altid var jeg i tvivl om hvor jeg og hvor hun var på vej hen. Mod noget eller væk fra noget. Måske mod hinanden eller væk fra hinanden.

Hvem ved? Jeg talte. Det kom over mig. Det sker sjældent. Normalt er jeg tavs.

Jeg har forlængst opgivet at finde ud af hvad der driver mennesker.

Måske savner jeg en basal indre menneskelighed. En menneskelighed andre har som en selvfølge. Hvorfor spørge hvad der driver mennesker? Hvad driver mig? Måske er det det jeg savner at vide.

Det indre pres er taget til i de seneste måneder. Nu - i bilen på vej mod syd - kun os to i bilen - nåede byrden en sådan intensitet at ordene ligesom blev presset ud, som saften fra en appelsin eller som den troendes byrde af synd når han hører Ordet.

Hun sad ved siden af og lyttede og vippede med foden. Med hele den fortabtes fortvivlede og afmægtige raseri væltede ordene ud af mig.

Hun forblev tavs, vippede med…

Om Kristi efterfølgelse

Elsk din næste som du elsker dig selv!

Lignelse:

To mænd læste disse ord og grundede over dem.

Den ene gik ind i sit studere- og arbejdsværelse og søgte ved lange studier at udgrunde det der forekom ham dunkelt og uforståeligt.

Hvem er næsten? Hvad er kærlighed? Hvordan elsker man?

Efter års intensivt åndeligt arbejde havde han skrevet bindstærke værker og disse værker blev grundlag for hele samfund og kirker.

Endvidere så han en stolthed i at følge mesteren i døden (ikke i livet) ved at fornægte sig selv og følge frelseren op på korset og på mange andre måder pine og dræbe sig selv.

Den anden gik ud af døren, ud til mennesker.

Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme?

Om at tænde lys

Det er bedre at tænde et lys end at bande over mørket; Kong-tse 

Lignelse:

To mænd kom en dag ind i et mørkt rum. Den første gav sig straks til at bande og råbe og smadrede i mørket al inventaret og stødte og slog sig slemt under raseriet.

Den anden gik forsigtigt hen til kontakten og tændte lys så de begge kunne se.

Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme?

(Kontakten har været kendt altid: Der er en kontakt der hedder kærlighed, en der hedder barmhjertighed, en der hedder tilgivelse og en der hedder fred)

Opsats 67; Kernen

Er vi billeder af universet?

Et uendeligt univers uden påviseligt centrum? En virkning af mange dele? Er vi en helhed af mange dele uden centrum?

Er det et menneske?

Eller er der et centrum, en kerne der er årsag til delene, til helheden?

Er mennesket årsag eller virkning?

Vi siger: Min krop, min hjerne, mit hjerte, mine følelser, mine tanker, min vilje, mit håb, min fortvivlelse, min glæde, min sorg, min smerte, min sjæl, min ånd.

Hvem er det der siger min om alt dette? Er det kernen, centret, det uforklarlige og unikke punkt i hver?

Er vi årsag eller virkning, virkelighed eller drøm og illusion, er vi en udødelig og unik kerne eller skrøbeligt skum der brister på evighedens hav af sten?

Syndefaldsmyten og Guds dom (Dommedag)

Et fællespunkt for kristendom og islam er tanken om et oprindeligt fald for mennesket og som konsekvens en enten fremtidig og fælles dommens dag eller en dom straks efter døden, hvor nogle så går ind til den evige frelse, andre til evig fordømmelse og fortabelse.

Mennesket - hævder de to verdensreligioner - er syndigt og hvis ikke vi tror, fortabes vi.

Men disse tanker bunder i en grundlæggende misforståelse; syndefaldsmyten er netop myte og ikke bogstavelig virkelighed:

De der faldt engang var ikke mennesket men nogle af Guds først skabte børn - de ældste (se Vandrer mod Lyset). Mennesket er ikke eksistentielt skyldigt i kraft af en oprindelig synd og ulydighed mod Gud, der af nogle tænkes nedarvet gennem generationerne (arvesynden). Mennesket er eksistentielt uskyldigt;

Og derfor tilkommer det ikke Gud at dømme noget menneske.

Og det gør Han da heller ikke. I Vandrer mod Lyset forklares det indgående, at efter hver inkarnation skal mennesket aflægge regnskab for sit liv; gode og dårl…

Doktor Flinqs anden lykkelige dag

I mit ansvars- og byrdefulde hverv som folkevalgt sniger der sig af og til en forårsdag ind - helt uventet - mellem mørke dages tunge vinter.

Som i dag.

Straks jeg vågnede i morges kunne jeg mærke det helt ud i lilletåen; det her bliver en god dag!

For det første overraskede det mig at jeg ikke var blevet vækket om natten med opkald fra bekymrede partifæller eller dagen før ikke var havnet i en shitstorm på de sociale - nogle vil sige antisociale - medier.

Men det der overraskede mig mest var, at Bertel Haarder ikke var minister.

Jeg har gennem min efterhånden solide erfaring på tinge og i livet i almindelighed erhvervet mig en viden som kan udtrykkes sådan:

1) Den der altid lægger sig fladt ned som et gulvtæppe, ender med at blive foragtet og trådt på

2) Den der altid står rank i stiv kuling, ender med at knække

Og syntesen:

3) Den der ved hvornår man skal bøje af og hvornår man skal stå fast - ender som minister

Nå, men dette var altså min lykkelige dag. Jeg følte velværet og Solen ind…

Igen om gengældelsesloven

Det jeg indtil videre har erkendt og beskrevet om gengældelsesloven er, at loven ikke er Guds straf men opdragelse, at gengældelsen er personlig og derudover en væsentlig drivkraft for menneskehedens vandring mod lyset (se eventuelt tidligere indlæg).

Et andet aspekt er, at Gud ikke i henhold til gengældelsesloven aktivt fremkalder de lidelser vi hjemfalder til ved denne lov.

Men i den jordiske verden hjemsøges vi af mange forskellige, nogle gange tilfældige, ulykker og lidelser. Og når vi er ude for noget der giver os lidelser, uden at være planlagt, så udligner Gud ved loven noget af vores karma.

Gengældelsen og lidelsen er ikke noget Gud aktivt fremkalder. Det er mørket og ikke Gud der skaber lidelsen, og Han udnytter dette mørke i lysets tjeneste ved den nævnte udligning i det karmiske regnskab.

Det mørke der giver os lidelser er det samme mørke vi aktiverede (egentlig: polariserede), da vi gjorde andre ondt, og derfor vil det give os præcis de samme lidelser som vi bragte over an…

Kristendom

Sandheden kan ethvert barn forstå, løgnen kan end ikke 1000 vise udrede på 1000 år

Et forsøg på bestemmelse af hvad kristendom er:

Himmeriget er kommet nær (Matt. 3, 2; 4, 17; 10, 7-8)

Ved Kristus er dette sket, hævder kristendommen. Kristus er ikke kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (dvs den gamle pagt (Det gamle Testamente) fornyer og opfylder han). (Matt. 5, 17-18; med Pauli variant i Rom. 3, 31 og Lukas 16, 17).

Om loven og profeterne siger Kristus, at de er udtrykt ved Den gyldne Regel (Matt. 7, 12; 'Gør mod andre hvad du vil andre skal gøre mod dig') og at de hviler på budet om kærlighed til Gud og næsten (Matt. 22, 37-40).

Ligesom Gud ved skabelsen indblæste Adam livsånde, således indblæser Helligånden ved Kristus tro til evigt liv efter syndefaldet og den deraf følgende synd og død ved lovens opfyldelse og den nye pagt (frelse ved tro; Paulus, fx Rom. 10, 4, og senere Luther).

Mennesket frelses ikke ved gerninger, men ved den tro, der fød…

En kongefodslæge fortæller

Dengang universet endnu var ungt, greb jætterne uretmæssigt ud efter den Krone, der kun tilkommer En.

Ekkoer af den begivenhed findes i mange folkeslags sagn og fortællinger; Myten om Adam og Eva og slangen, der forledte dem; Myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet og mange andre myter og sagn.

Idet jætterne greb ud efter Kronen, forsvandt grunden under dem, og de hvirvlede i afgrunden og Yggdrasil visnede.

Efter flugten til Midgård greb de ofte igen efter magten - og misbrugte den når de fik den.

Ofte har mennesker troet, at det gjaldt om at knuse og tilintetgøre jætterne. Men sandheden er, at det fra tidernes morgen har været asernes første og vigtigste opgave; ikke at knuse dem men at vinde dem tilbage fra den afgrund de alle styrtede i.

Den første betingelse for at kunne hjælpe jætterne var at forstå dem. Og for at vinde denne forståelse måtte aserne for en tid dele deres liv og vilkår, og derved lære det ondes frygtelige knuen af sindet at kende, dets angst…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Et billede på åndelig vækst

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod der får dybere og dybere fat

Lige så høj tinden vi søger er, lige så dybt skal lyset finde rod: Et træ uden rod er skrøbeligt og falder ved første vindpust: Jo højere et træ skal række sin krone mod himlen, jo dybere rod er nødvendig.

Derfor er en opstigen også en nedstigen; ikke i et hovedkulds fald, men forsigtigt og for at tænde lys i mørket.

Tinderne vil fortsat komme. Og derfor og sådan, ved den dybere og dybere rod, vokser vi evigt.

Halløj i Det ovale Værelse (Trump Towers)

For nylig havde jeg det held at trænge ind i Det ovale Værelse forklædt som potteplante, og der overhørte jeg en tilfældig (?) samtale mellem POTUS og staben omkring ham.

Før jeg gik ud (igen) mente jeg at have fået en vis forståelse for hvad der egentlig sker i dette prægtige hus. En viden som jeg gerne vil dele med andre for at så tryghed og ikke frygt.

Før jeg gengiver samtalen vil jeg dog først slå fast:

Frygt ikke for hvad der sker mellem POTUS og 'the little rocketman (with the funny hair)'; de taler jævnligt sammen ved frisøren. De bliver klippet samme sted - hos Erdogan effendi - og hygger sig vældigt mens de snakker om hvem de skal bombe og undertrykke og nedværdige og intimidere i ugen der kommer.

Putin er også med i klubben, men bliver kun studset let. Og får poleret issen. Derfor føler han sig lidt udenfor. Men grundlæggende swinger de tre - fire hvis vi regner frisøren med - godt sammen.

Ingen panik.

Nå. Her er hvad der skete og blev talt om i det ovale værelse:

P…

Skagen 1871

Den gamle kvinde står ved det oprørte hav. Solen synker stille som en guldmønt eller et liv eller et hjerte der lægges i en kiste.

Eller som en gud der langsomt lukker sit flammende blik i sorg.

De krappe skyggesvøbte bølger rejser sig som hendes tanker mod himlen i trods og trusler.

Hun har ingen ro. Hun er halvt vanvittig af sorg.

Havet tog først hendes mand. Så to sønner. Sandet pisker mod hendes ansigt som tusind nåle kastet af deres skygger.

Tag også mig!

Tanken er ny som den endnu ufødte dag, den hun nægter at se, og gammel som sorgens kræft.

Tung som hendes fødder som hun prøver at tvinge til at bære sig hjem til hytten bag klitterne. Forgæves.

Stille synker Solen som et hjerte der langsomt drukner og slukkes og forsvinder.

Med det skal hun leve, endnu en tid skal det pumpe blod rundt i kroppen og give hende liv.

Hun husker hvordan det var. Hvordan hun sad ved danserestauranten og tog sin første snaps og luften der begyndte at vibrere af små kys og tusind usynlige, lokkende smil…

digt

dybt i mørket
dit brysts grønne æble
dit skøds glas på stilk
fyldt med en mørk væske
jeg drukner min sorg
knuser glasset
mod den lukkede himmels sten

I stilhed blandt høje træer

Den unge kvinde går gennem skoven en månelys og lun sommernat.

Fra vældige rødder skyder bøgestammer deres kroner mod himlen som hænder foldet i bøn.

Kvinden standser idet hun synes at høre en lyd. Hun ved ikke hvor den kommer fra.

I underskoven pusler det som af småsten der skrider sammen. Måske et egern eller et pindsvin eller en mus.

Så er lyden der igen. Det lyder som dæmpet sang af mange stemmer.

Hun kommer til søen. Piletræer bøjer deres top mod søspejlet og månen ser hun spejlet på den blanke overflade.

Den svæver i et dyb af mørke hyldet i stjerner et sted dernede.

Hun standser. Lyden er der stadig. Den tager til og dæmpes så igen.

En ung mand står i skjul af træer og buske på den anden side søen. Han ser hende - en gylden node - bukke sig ned, hule hænderne om vandet og drikke.

Han hører også musikken. Den kommer fra hende, fra ham, fra alle.

Gyldne noder svæver i sommernatten blandt høje træer. De falder til ro på netop deres plads i partituret.

I et glimt aner vi på søens m…

Jeg, Simurghen

Jeg, Simurghen, synger om verdens skabelse og dens fuldendelse.

Jeg synger om sorg og glæde; min sorg kender ingen - dyb som tiden - og min glæde, som er over jer, som fornægtedes af jeres skabere og som jeg tog i pleje i min rede.

Min sorg gælder dem, glæden jer.

Fra verdens kerne til den fjerne horisont; Fra jeres kerne til universets og tidens ende breder jeg mine vinger, at ingen skal falde ud over verdens kant;

Vær trygge, ikke I, men det onde er dømt.

Hør min stemme, hør min glæde, mennesker, over jer; jeg breder en kreds af hellig urørlighed om jer;

Kom, kom, til fred hos mig, jeg længes efter jer, kom, kom nu, hør min stemme synge jeres hjertes navn, hør mig kalde jeres inderste ved navn!

Jeg er med jer til dagen der ikke ender oprinder, min sang finder jer og bringer jer ved Lysets bro hjem.

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …

Hvordan sky det onde?

I Vandrer mod Lyset siges det, at vi mennesker skal sky det onde. Men hvordan?

Mørket, det onde, er en urkraft med mange udslag og kræfter og det er umuligt at beskrive alle disse forskellige udslag og hvordan vi beskytter os mod det.

Men det er muligt at opridse visse generelle måder at håndtere urkraften konstruktivt:

Viljen kan i det enkelte menneske beskytte og skærme tanken.

Jeg tror det er det Kristus mener, når han i sin tale i Vandrer mod Lyset siger, at vi skal gøre os til herrer over vores tanker.

Viljen kan således styrke tankens evne til at frastøde mørkets angreb. Disse angreb kan tage form af urene og forbryderiske tanker, som ifølge Vandrer mod Lyset påvirker de mennesker vi tænker ondt om og flere andre former.

Det skal tilføjes at vi ikke kun påvirker hinanden med de onde tanker, men også med de gode.

I en mere jordnær fortolkning af denne påvirkning kan andres onde tanker opfattes af mennesker som en mørk og frastødende 'aura' eller udstråling fra dem der tænk…

Simurghens fjer

Fra ukendte dybder og andre dimensioners æter ser Simurghen, som har set alle aldre og derfor har lægedom for alt, mod verden med et blik som en Guds dyb.

Mennesker der fornægtedes af deres skabere tog du, Simurgh, i pleje i din rede, og du plukkede en fjer fra dit bryst og gav os den med bud og løfte om at brænde den, når nøden er størst og da komme os til hjælp.

Nu kaster jeg fjeren i ilden; og se; straks er den her:

Om verden er splittet fordi vi er splittede indeni, eller om vi er splittede indeni fordi verden er splittet og delt og hærget; det ved jeg ikke.

Men jeg ved hvad Simurghen hvisker i mørket på kanten af gryet:

Nu er mørket tættest men morgenen er nær og kommer. Den uro I føler i hjertet og sindet og den følelse af grunden der skrider under jer uden at I kan finde fodfæste noget sted er Livjatans sidste kramper;

Den skriger i dødsangst sit urgamle bud: Del og hersk! Så bror står mod bror og søster mod søster og forældre mod børn og nation mod nation.

Sådan lærer den sin …

Gud på Instagram

Kære børn!

Jeg er glad for at så mange er kommet (og flere vil følge) til min fremvisning af billeder fra min ferie og fra forskellige festlige lejligheder.

Da tiden for længst er løbet fra lysbilleder og Dias shows vil jeg bede jer blot logge på min profil på Instagram og scrolle nedad i stakken på jeres smartphones. I kender mit brugernavn og password, så lad os komme i gang.

Det første billede er taget af Duns Scotus og flere har taget lignende billeder; men se nu:

I ser mig som den første og ubevægede bevæger. Og selv om billedet er lidt uskarpt, bliver jeg alligevel lidt bevæget ved at gense det.

Ligner det mig virkelig, Scotus? Er jeg virkelig sådan en mystiker eller skyldes de tonede farver lidt Photo Shop?

Nå. Det næste er taget af min kære dreng, Plotin, og forestiller materien i uafbrudt emanation fra det uudsigelige Ene. Det vil sige Mig? Nå, kære Plotin, er det virkelig et fotografi eller et maleri du selv har lavet?

Det næste er taget af Spinoza og viser mig forklædt som …

Hvis Gud er kærlighed..

Hvis Gud er kærlighed..

Med hvilken ret da føre krig i Hans Navn?

Med hvilken ret rejser da folk sig mod folk, bror mod bror i Hans Navn?

Med hvilken tåbelighed da at indlade sig på endeløse, hadefulde, nerveflænsende diskussioner og gensidige fordømmelser - om kærlighedens natur?

Med hvilken ret strides om den ene vej, når kærlighedens veje er mange og forskellig for hvert menneske?

Se, mennesker blive klemt i den ene port, når alle porte ved siden af den står åben på vid gab!

Se, mennesker der vil tvinge til frihed og kærlighed! Hør deres skænderier, se dem skræve over millioner af døde på vej til den Højeste magt, som de søger at rane, men ingen adkomst har til?

Gud og Guds veje er kærlighed og fred og mange og en for hvert menneske.

Hvis ikke det var så tragisk kunne det kalde på smilet og den humoristiske sans; den nidkærhed mennesker følger sin egen vej og skænder og brænder den der afviger herfra!

Guds nåde og trøste den der ikke går kærlighedens vej!


Pilgrimmen

I mange år gik pilgrimmen ad støvede og stenede veje mod Det forjættede Land.

Undervejs samlede han bøger; religiøse, videnskabelige, filosofiske og helt opdigtede historier.

Og han talte med vise og enfoldige mennesker og levede med dem for en tid; men så bød hans rastløse og urolige sind og hjerte ham at haste videre.

Og vejen var lang og stenet og støvet. Og han fandt ikke den fred han søgte.

Så endelig en dag nåede han rejsens mål. Et mægtigt palads kronede den hellige by i det hellige land. Og han gik med øjne der var blindede af solens ild og vejens støv hen til porten og bankede på.

Straks åbnede husets Herre for ham. Herren sagde:

Min søn, vær velkommen! Længe har jeg ventet dig og set mod horisonten om du dog ikke snart ville være her. Og nu er du kommet! Træd ind, men efterlad din byrde udenfor. Den har du ikke brug for her! Det eneste fornødne her er det du bærer og som banker i dit bryst, det der giver dig livet ved Mig!

Og pilgrimmen efterlod sækken med bøger udenfor og tr…

Undergang eller overgang?

De skygger vi kaster på hinanden
risikerer at blive til virkelighed

Til flygtningekrisen og migrationen til de vestlige samfund er knyttet en undergangsfortælling.

Det hedder sig at tilstrømningen af mennesker fra andre dele af verden truer vores samfunds sammenhængskraft og eksistens.

Derved aktiveres de voldsomme kræfter der er indeholdt i selvopretholdelsesdriften og når dette er tilfældet for et helt folk eller civilisation kan konsekvenserne blive fatale.

Men er vi egentlig truet på vores eksistens? Eller skulle man hellere sige, at tilstrømningen til det aldrende Europa og Vesten rummer en mulighed for at revitalisere vores samfund gennem nyt blod, nye ideer og andre måder at gøre tingene på og organisere os?

Hvem siger at vi i Vesten har fundet de vises sten og at alt fremmed er skidt og uden værdi? Vil dette ikke få vores samfund til at stivne og til sidst dø? Er stagnationen og den manglende åbenhed ikke den egentlige trussel?

Det populære svar; en tåbelig dvælen ved fortidens…

Teser om godhed og visdom

1. Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden som den er en rod der får dybere og dybere fat. Den er ikke vildtvoksende men en intensivering og koncentration; som en diamant der presses og slibes stadig finere.

2. Født af lys, støbt under mørkets uendelige smertepres, vinder vi den største visdom.

3. Godhed lader sig ikke udbasunere og glimre på torvet; den bor ikke på læben, men skjult ved hjertet, kun synlig i handling.

4. Visdom er at sætte viden i forbindelse med det indre menneske og dermed få perspektiv og dybde.

5. Man kan ikke tvinge til frihed, kærlighed, fred og tolerance. Enhver må selv frivilligt tilslutte sig disse værdier. Enhver tvang i denne forbindelse ødelægger de værdier man søger at udbrede eller beskytte.

6. For at kunne bære udødeligheden må man møde og overvinde de kræfter der vil det modsatte. At gøre det er at gå fra død til liv gennem nåleøjet.

7. For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen.

8. Når rødderne får fat, springer træet i b…

Magtens anatomi 3

Hvis en politiker splitter et folk, vil folket være umuligt at regere; Barack Obama

Hvordan opnår man et stabilt politisk styre?

Den første betingelse for politisk stabilitet er at mennesker der går ind i politik gør det for at gavne sit land som helhed og ikke sig selv eller en snæver samfundsklasse.

Hvis vi tager et ekstremt fænomen, diktaturet, bliver pointen klar:

Et diktatur fødes ved at rane eller arve enemagten. Diktatoren gør alt for sin egen skyld og fordel. Han betaler eller giver privilegier til en større eller mindre kreds for at opnå en vis stabilitet og sikre sin (illegitime) magt.

Men alle dem han skader og undertrykker vil ikke tænke på andet end at komme af med despoten og vælte magten, som oftest ved vold.

Da de undertrykte i diktaturet altid er de fleste vil de manges vilje før eller senere overmande de få. Derfor er intet diktatur stabilt.

I en dansk eller vestlig og demokratisk samfundsmodel oplever vi som bekendt en vis politikerlede.

En del af den skyldes vel at…