Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra 2018

Religion og videnskab

Et væsentligt træk i menneskets kulturhistorie er de forsøg, der i perioder er forsøgt ikke bare i den kristne kulturkreds, men også i jødisk (Gersonides, Maimonides) og islamisk tænkning (Avicenna, Averroes) på at forene tro og religion med videnskab (her filosofi, fornuft). Disse forsøg - primært på at forene Aristoteles med jødedom, kristendom og islam - er dog strandet - som jeg ser det - på den i alle tilfælde ufuldstændige overleverede tro og religion. Hvis vi imidlertid lægger Vandrer mod Lyset til grund for troen, forsvinder alle vanskeligheder. Lad mig illustrere det med et par eksempler: Hvordan forener vi tanken om menneskets frihed med tanken om Guds forudviden? Med gængs religion er det umuligt. Men VmL forklarer, at Gud - netop for at give os frihed - har begrænset sin forudviden. Hvordan forener vi tanken om Guds alkærlighed med livets lidelser, sygdomme og elendighed? Med gængs religion kan det ikke lade sig gøre. Men VmL forklarer, at Gud ikke har skabt d

Magtanalyse - er krig uundgåelig eller er varig fred mulig?

Hvis vi opfatter en given magt, en regering, hvad enten den er demokratisk eller monarkisk eller andet, som et punkt, der i sin natur ønsker at udbrede sig - i magt, rigdom og indflydelse - så synes krig at være uundgåelig, da det ene punkt (en magt) bestandig vil møde andre punkter (magter), der vil det samme. Når to af disse punkter mødes (geografisk eller i indflydelsessfære eller på anden måde), har vi krigen. Ved krigen sejrer den ene og svækker eller tilintetgør den anden, hvorved der opstår et magtvakuum i det besejrede eller svækkede punkt; et vakuum som nationale eller internationale magter søger at udfylde, og så har vi borgerkrigen eller en besættelse eller en tilintetgørelse af det besejrede punkt. Nu - tænker vi en verden med kun et punkt (en magt), opnået ikke ved krig, tvang eller erobring men på et oplyst og frit grundlag - en Verdensregering med en fri og demokratisk forfatning (fx med udgangspunkt i de universelle menneskerettigheder) - så undgås umiddelbart pu

At højne det etiske niveau

Nogle drømmer om at forandre verden gennem viden og teknologi og politik. Men hvis ikke vi samtidig højner det etiske niveau bliver den forandrede verden kun krigens forlængelse og udvidelse med endnu frygteligere midler end de nu kendte. Hvordan forædler vi så det etiske i os? Det er så enkelt og samtidig i alles magt: Gennem kærlighed og det at elske. Derved forandres både vi selv og dem vi elsker og derved højnes hjertets dannelse i os selv og dem vi elsker og derved til sidst verden. Det står i vores magt. Alle længes efter og har brug for kærlighed. Derfor er midlet til verdens virkelige forandring dels i alles magt, dels det verden higer efter og savner og råber på. Vi har alle midlet og alle har brug for det og alle længes efter det. Vi har ikke brug for krig med nye midler, men fred elsket frem. Vi har ikke brug for sindrige politiske programmer og indviklet ideologi for at skabe den virkelige forandring. Kun det ene enkle: Kærlighed, din og min.

Opsats 77; Bødlen og offeret

Som du sår, skal du høste Så lad sandhed høres og advare og løfte: Den der dræber et medmenneske, dræber mennesket i sig selv. Dehumaniseringens første offer er forfølgerens indre menneske. Hans hjerteløse tale og gerninger viser det. Kend træet på dets frugter. Hvilken rigdom er det vi bygger på andres ulykke og fattigdom? Overmenneskets yderste elendighed? Herrefolkets hybris? Og sådan fører vi an i guldkalvens dance macabre og påkalder nemesis. Tale og gerninger er sjælens spejl. Lad os kunne tåle og vedkende os det billede vi ser deri. Lad ikke hårdhed og uforsonlighed og ufred trække sit hæslige slør over verden. Lad det ydre spejle det indre - den inderste skønhed alle besidder - lad det inderste hjerte blive vejen i det ydre. Lad hadets og forfølgelsens og krigens stemme forstumme for evigt. Lad aldrig mere du, bøddel, føre - dig selv - til skafottet.

Opsats 76; Jeg er vinden

Jeg er vinden, en susen i trækroner, blade der rasler og stilheden om et menneske før det fødes og som vokser omkring det når det dør Jeg er en kvindes dæmpede latter en sommernat hvor et vindue står på klem og lyset på hendes natbord Jeg er vinden. Jeg er skriget når et menneske fødes og en mors lykkelige smil og en fars hændervriden når underet sker og han ikke ved om det er begyndelsen eller enden Jeg er stilheden - I et spørgsmål uden svar, i sneen i skoven i hytten, hvor lyset strømmer ud i det endeløse mørke - Jeg er opfyldelsen af vilde drømme eller vild smerte, jeg er brevet på bordet, blomsten i vasen, roden i jorden, fortvivlelsen ved det som ikke kan ændres Jeg er et fremmed sprog, tegnene i et ukendt alfabet, kærlighedens og sorgens syntaks og alt det du håber og frygter Jeg er skriget når du fødes og sangen når du lever og sukket når du dør Jeg er svaret på et spørgsmål du ikke stiller, jeg er det du ikke vil vide, jeg er spot og bål og fordømmelse Jeg

Tilgivelsens mening og værdi

Som det vil fremgå ved læsning af Vandrer mod Lyset er værket et kærligheds- og tilgivelsesbudskab fra den oversanselige verden til os mennesker - frembragt under Guds, kærlighedens uendelige Magts, øverste ledelse. Så lad mig her sige lidt om, hvad tilgivelsens egentlige mening og værdi er og hvorfor den er så vigtig for vores vandring mod lysets og kærlighedens evige salighed: Ved at tilgive dem der har forbrudt sig mod hver af os i stedet for at søge hævn og være uforsonlige kan vi fritage vores skyldnere fra en del lidelser, de samme lidelser de har bragt os som de ellers hjemfalder til i kraft af gengældelsesloven, og derved vise os som klare afspejlinger af og værdige børn af Gud. Hvis ikke denne tanke kan finde rum i vores hjerter og sind, kan måske denne tanke motivere os til barmhjertighed: At tilgive vore skyldnere ud fra en tanke om den barmhjertighed vi selv ønsker og har brug for i forhold til dem som vi selv forbryder os imod. For intet menneske er fejlfrit og v

Demokratiets stabilitet og rationalitet

Jo mere en regering styrer efter folkets vilje, jo mere stabilt er styret; jo mere den regerer mod folkets vilje, jo mere ustabilt er styret Dette bør enhver magthaver og ethvert parti der ønsker magten og at bevare den lægge sig på sinde. Og hvorfor er det sådan? Fordi en regering der regerer ved tvang og mod folkets vilje før eller senere vil blive omstyrtet af de manges vilje, og tvang er derfor et ustabilt magtmiddel. Omvendt: En regering der regerer ved frihed og efter folkets vilje er stabil fordi de mange - hvis vilje den repræsenterer - vil ønske at bevare den. Der er også et samspil mellem en regerings og et folks vilje. En regering kan ved politisk lederskab påvirke et folks vilje. Omvendt kan et folks vilje påvirke det politiske lederskab. Det afgørende for et politisk lederskab er dels at det repræsenterer folkets vilje, dels at det ønsker folkets vel. For hvis ikke også den anden betingelse for det stabile lederskab er opfyldt, vil det folk, der ser og føler

Bud til sjælen om at forandre verden

1) Hvis du synes verden er ond, så vær god 2) Hvis du synes verden er nådesløs, så vær barmhjertig 3) Hvis du synes verden er grim og beskidt, så vær smuk 4) Hvis du synes verden er kold og kærlighedsløs, så elsk 5) Hvis du synes verden er hård og uforsonlig, så tilgiv 6) Hvis du vil ændre verden, så forandr først dig selv 7) Hvis du vil ændre verden på et øjeblik, så skal du vide at det tager evigheder gennem liv og død og liv igen 8) Hvis du vil ændre verden og gøre den god og smuk og barmhjertig - Så grib om tålmodighedens mægtige sværd og søg først den nødvendige indre basis i dig selv; For verden er fuld af frelsere der lover himlen nu og stjæler din sjæl - Verden er fuld af gyldne men tomme løfter - Det eneste du for alvor kan ændre er dig selv og dem du kan elske - Men dette vil til sidst forandre alt!

Opsats 75; Uni og Esar postscriptum

Det er bedre at tænde et lys end at bande over mørket; Kong-tse Det kongelige segl, kærlighedens sarte og almægtige blomst; i det indre gror den og den der rykker den op til fri beskuelse vil se den dø. Hvordan bør det menneske arbejde der ønsker lysets fremgang? Vil han eller hun fare frem med strenghed og brændemærke dem der lever i mørke? Vil han kræve tilbedelse og berømmelse og rigdom? Vil han råbe og ruske i døre og vinduer fordi han har travlt, eller vil han banke forsigtigt på og spørge mildt fordi han har evigheden? Hvad er overhovedet lys og hvordan udbrede det, hvordan tænde det? Hvad er lys andet end kærlighed og hvordan udbrede det og tænde det andet end ved det enkle at elske? Som det er sagt: Den du ikke kan elske, kan du ikke ændre. Med strid vækkes kun uro og kaos, og strenghed når ikke hjertets rod. Hvem der længes efter og har brug for kærlighed kan vækkes med pisk? Hvornår har strenghed og strid vækket blot en? Hvor ofte har ikke kærligheden ændret a

Nogle kosmologiske overvejelser og spørgsmål

Hvordan skal vi egentlig forstå teorien om The big Bang? Som jeg forstår det, skete den oprindelige eksplosion ikke som en eksplosion af stof (eller stoffets forløbere) i rum, men derimod som en udvidelse af rum (rummets eksplosion?). Denne rummets udvidelse trak og trækker stadig stoffet med i en potentielt evig udvidelse, som når en ballon pustes op? Eller drives rummets udvidelse af stoffets eksplosion? Er der således en endnu ukendt sammenhæng mellem rum og stof (og tid), eller må teorien opgives? Hvis der er sagkyndige der læser dette, vil en forklaring være meget velkommen.

Broen mellem den sanselige og den oversanselige verden

Til alle tider har religionsstiftere og religiøse reformatorer - med større eller mindre held - søgt at danne bro mellem den sanselige og den oversanselige verden En kommentar til det foregående indlæg (Kants erkendelsesteori og kvantefysikken) har fået mig til at tænke videre over problemet med virkelighedens erkendelse, og jeg har opdaget nogle ting, der kunne have interesse for andre: Tanken i det oprindelige indlæg er en sammenhæng mellem Kants erkendelsesteori og kvantefysikkens tanke om den principielle usikkerhed ved erkendelse på atomart og subatomart niveau. Jeg ender op med at tænke, at vi grundlæggende ikke erkender verden som den er i sig selv, men kun som den fremtræder for os. Dette er på en måde det samme som at sige, at vi dybest set ikke kan erkende noget (med sikkerhed); eller spidsformuleret: Alt er illusion som østlige traditioner vil vide: Maya (sanskrit for illusion). Men det kræver en lille ekstra overvejelse og korrektion. For strengt taget hævdes det

Kants erkendelsesteori og kvantefysikken

Hvis vi betragter Kants erkendelsesteori sammen med kvantefysikken er der nogle lighedspunkter mellem Kants tanker om tingen-i-sig-selv (ding-an-sich) og tingen-for-os (ding-fur-uns) og Heisenbergs usikkerhedsrelation: Ifølge Kant kan vi ikke vide noget om tingen-i-sig-selv men kun om tingen-for-os, tingen som den kommer til syne for os (Erscheinung). Tilsvarende hævder kvanteteorien, at iagttageren påvirker det iagttagne; vi kan - idet vi måler på elementarpartiklerne (fx elektroner) - ikke både nøjagtigt kende en elektrons position og hastighed; jo mere nøjagtigt vi vil kende positionen, jo mere unøjagtig bliver målingen af hastigheden og omvendt. Ligheden mellem de to teorier - eller rettere dele af de to - kan forstås ved at vi siger, at kvanteteoriens indbyggede usikkerhed kun kommer til syne hvis vi måler på fx en elektron. Hvis ikke vi måler på den og ønsker at bestemme dens position eller hastighed kan det være, at elektronen alligevel til ethvert tidspunkt er på en vel

En kort redegørelse for forfatterskabet

For år tilbage var jeg i mit virke som forfatter og skribent mest præget af min personlige lidelse, som jeg har søgt at beskrive i selvbiografien Natten og gryet.  Men senere - omkring 2007 og frem - søgte jeg at undlade de mange smertelige beskrivelser i forfatterskabet - og koncentrere kræfterne om ting der kunne have større værdi for flere mennesker; dels ved at forholde mig til etableret filosofi og religion, dels ved at arbejde bevidst med den nøje i Vandrer mod Lyset beskrevne metode: Den intuitive inspiration. Metoden går kort fortalt ud på at spørge de oversanselige intelligenser om svar på et konkret spørgsmål og så lade det hvile en stund; hvorefter svaret på det enkelte spørgsmål indgives fra oversanselig side som en tankeindskydelse. Jeg har aldrig været klar over præcis hvem der har indgivet mig de enkelte svar eller inspirerende tanker, men svarene har i sig haft en karakter af klarhed og ro og styrke som gør mig sikker på deres oprindelse i lyset. Dette er også be

Opsats 74; Erkendelsens arkitektur

Hvis De ser til venstre, har De det slot Kant byggede. Kant yndede klarhed og vælde, derfor byggede han i glas. Slottet er dog temmelig koldt og vinden slår gennem gange og sale - han glemte varmekilden - eller udelod den bevidst ud fra en beregning af hvad varme koster; slottet er som De ser gennemsigtigt og den der tager bolig i det, står nøgen for alles blikke. Lidt længere nede ad vejen har vi så Hegels underjordiske bunker, skabt til at modstå atomkrig længe før atombomben blev opfundet. Jeg har selv været inde og kigge, og gangene er knudrede og vidt forgrenede - man farer let vild, og jeg var nær aldrig kommet ud under Solen igen. Så er der Spinozas bolig - eller som De ser - trædemølle. Han bor der endnu og det er ham De ser løbe grinende fra øre til øre i hjulet. Og sådan er der så mange måder at bo på. Heidegger, Descartes, Kierkegaard, Popper, Kuhn, Derrida, Locke; ja ja det er et fint og dyrt kvarter hvor kun få har råd til at bo. Men - på den anden side; hvorfo

Verden vågner

Når verden vågner, så lad det ikke være som en rivende flod, der skyller retfærdige og uretfærdige væk i samme strøm. Lad det ikke være en brand, der lægger Jorden øde, og bagefter står som en rygende tomt. Lad det være som stjerner, der tændes en for en og lyser klart og stille. Lad det være som et træ, der langsomt gror og hvis rødder får fat - hvorefter træet springer i duftende, strålende blomst. Lad verden vågne.

Opsats 73; Enten-Eller

Er valget: At drives ud af fællesskabet af menneskefrygt eller fordi jeg bare ikke passer ind? Eller ægteskabet som et hjerte der langsomt og ubønhørligt knuses dag for dag, år for år, celle for celle? Enten ensomhedens eller kærlighedens kvaler? Selvmord? Jeg tror ikke at selvmordere egentlig ønsker døden. Gør jeg? Måske vil man bare have smerten og lidelsen eller måske angsten til at holde op. Måske er det følelsen af livet der vokser en over hovedet eller livet der som en glechter knuser det stakkels menneske. Måske andre ting. Måske er det grundliggende valg: Kærlighed eller ensomhed, liv eller død og de to er nogenlunde lige smertefulde. Eller også er det mig der intet forstår eller som mangler en basal indre menneskelighed og livsduelighed. Hvem ved?

Augustin og forståelsen af Gud og Kristus

I Augustins værk, Om Guds stad (bog 8, kap. 5 og 6) afvises det, at Gud er krop med den begrundelse at Gud er evig og uforanderlig modsat kroppen. Dette bliver egentlig til en afvisning af, at Kristus skulle være Gud, da Jesus af Nazareth jo var krop og menneske, hvilket synes at være en væsentlig kristen pointe (at han både var Gud og menneske og at Gud hermed kommer til syne for mennesker som (kropsligt; kødeligt) menneske i Kristus). Hvis Augustin derfor har ret i dette spørgsmål må grundlaget for kristendommen afvises: Hvis Gud ikke er eller var krop, var Jesus ikke Gud eller identisk med Ham, og derfor har Gud ikke i Kristus ofret sin enbårne Søn, en del af sig selv (treenigheden), og dermed heller ikke skaffet soning for os mennesker (forsoningslæren) ved sin død og opstandelse til frelse for alle som tror. Hvis Augustin har ret må også nadveren afvises, da Gud så ikke er tilstede i eller identisk med nadverbrødet og -vinen (krop, stof; transsubstantiationsproblemet).

Opsats 72; To verdener og den imellem

Se, i et syn så jeg to verdener, Utopia og Dystopia,  og verden imellem dem, to verdener nær ved eller fjernt fra vores eller ved at blive den ved menneskers vilje. I den ene verden er alle mennesker, al tro og viden, al etik og Gud og mennesker forbundet i kærlighed. Kærligheden renser sindene og baner derved vej for sand erkendelse, og stadig mere, menneske elsker menneske og Gud, og Gud elsker alle. Mennesker handler etisk ved at behandle mennesker i nød som det selv ville ønske at blive behandlet hvis det var i dets sted, og ved at gøre mod andre som det ønsker andre skal gøre mod ham eller hende. Dette er Utopia. Fjernt fra eller nær vores verden. I den anden verden splittes menneske fra menneske, menneske fra sandhed og mennesker fra Gud ved hadet. Mennesker hader hinanden og de mørke sind fostrer løgnen og ingen ved noget sandt. Mennesker river ned, spreder det der samles og skænder og brænder alt der bygges op. Bror står mod bror, søster mod søster, mor mod barn

En mulig forening af tro og viden

Ifølge kirkefaderen Augustin ( Om Guds stad, bog 8, kapitel 3) hævdede Socrates at kun det rene sind kunne nå virkelig erkendelse. Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager. I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode? Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes). Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden: Nemlig kærligheden. Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet

Åndens forædling - kærlighedens rod

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden som den er en rod der får dybere og dybere fat Hvad er denne rod og dermed forædling og vækst andet end kærlighed? Dybere og dybere - og skjult - finder kærligheden rod og større og stærkere bliver det træ roden sætter. Nogle rykker roden op og ud i lyset til andres påsyn og beundring - men da dør træet og roden. Ud af kirkerne, ud af moskeerne, ud af synagogerne, ud af bederummet, ud af studereværelset, ud af meditationsrummet - Ud blandt mennesker peger kærlighedens evige vej. Kærligheden, sjælens rod, er ikke en slutning og perfektion og dermed egentlig død engang i fremtiden men en evig fødsel og begyndelse nu. Mod næsten, mod medmennesket peger forædlingen, væksten ved kærligheden, næret af den usynlige, dybtgribende rod, dog synlig i handling. Ingen kan læse eller meditere sig ind i Paradis, kun kan vi elske os på vej - i handling ved kærlighedens gerninger. Sand forædling og vækst handler - gennem kæ

Mørkets ringdannende polarisering

Når vi handler efter mørkets indflydelse polariseres det som det er beskrevet i Vandrer mod Lyset. Denne polarisering har karakter af en ringdannelse (jf Tolkiens Ringenes Herre) eller vi kan sige, at det er som en lås, der går i hak eller som binder tanken og viljen. Dette forhold har også den konsekvens, at vi glemmer handlingen eller 'ringen' eller låsen så kun en langvarig mental proces og erkendelse igen kan bringe handlingen til erindring og ud i lyset. Handlingen, 'ringen' eller låsen synker ned under det bevidstes tærskel - jo værre gerning jo dybere synker den ned i glemslen og jo længere tid tager det før vi genfinder 'nøglen' til låsen og dermed igen kan gøre os fri af det onde vi handlede efter og dermed blev bundet af. Ringen - eller vi kunne også billedligt kalde det 'stenen' - eller mørkets indkapsling af en del af bevidstheden i et minde - kan være et kompleks sammensat til en helhed af tanker, følelser, billeder, ord, lyde, lugte

Den polyfone og kinetiske livs-, historie- og kulturopfattelse

Intet liv og ingen kultur og historisk periode er entydig. Et menneske rummer i sin genpulje anlæg for en masse ting; godt helbred eller visse sygdomme, talenter osv. Jeg tror det er rigtigt at sige, at vi alle rummer lidt af det hele men også at hos nogle mennesker er anlæggene for fx at spille violin eller for at udvikle kræft større end hos andre. På samme måde kan vi betragte historien og kulturene; enhver periode og kultur er aldrig entydig og enstemmig; fx var det langtfra alle i den periode vi nu kalder renaissancen der deltog i den genfødsel af den antikke kultur gennem eftersporing af antikke manuskripter, inspiration til kunst, digtning og arkitektur som har givet perioden omkring 1300-1500 i europæisk kulturhistorie sit navn. Mange var fuldstændig uvidende om denne tendens og mens fokus nok for nogle ændrede sig fra Gud til mennesket ved den humanistiske bevægelse, vedblev andre at koncentrere sig om tro og det evige og andre igen havde andre prioriteter fx blot tilkæm

Hvad er retfærdighed?

Retfærdighed kan udtrykkes ved karmalovens; som du sår, skal du høste. Dette gælder for både enkeltmennesker og stater og karmaloven er et nøjagtigt spejl af vores handlinger - på godt og ondt (vi høster også gode frugter - af vores gode handlinger). Spinozas og andres; magt er ret; er derfor misvisende. En magt der sår splid, krig og undertrykkelse har eller er ikke ret. Kun den magt der sår det gode (beskyttelse af borgere og deres naturlige rettigheder (liv, ejendom osv), som søger fremgang for samfundet og dets borgere på ærlig vis uden krig og undertrykkelse af egen befolkning eller fremmede stater osv) har eller er ret (retfærdig). Retfærdighed er altså også intimt forbundet med begrebet om det gode. Magt er ret, er indifferent overfor begrebet om godt og ondt, og hvis vi hævder denne tanke, ville nazisterne - hvis de havde vundet 2. verdenskrig - have defineret retten som deres i lighed med enhver totalitarisme og diktatur, hvilket er urimeligt. Derfor må tanken (magt er

Etisk pligt. En tilføjelse

Hvis vi indrømmer det rationelle i og den universelle gyldighed af den etik jeg tidligere har formuleret med hovedpunktet; At behandle mennesker i nød som vi selv ville ønske at blive behandlet hvis vi var i deres sted; Så vil jeg give denne tilføjelse: At hvis ikke vi kan leve op til denne - som jeg mener - etiske pligt, specielt i forbindelse med mennesker på flugt - så må vi håbe - hvis vi en dag selv får brug for at flygte eller på anden vis får brug for hjælp - at vi da vil modtages af mennesker og samfund som kan og vil. Kort sagt: At vi da selv vil finde større barmhjertighed end den usle behandling med daglig chikane, fordømmelse, hån og stigmatisering som vi i den såkaldt civiliserede verden i dag præsterer. Måtte de små mennesker - på begge sider - aldrig møde spejlbilledet af det snævre hjerte: Den store kanon og den vilde flugt fra de værdier de priser så højt og samtidig træder i støvet. Disse værdier - som vi kalder universelle og som den her skitserede etik

At bryde vej gennem sten

For at finde en kildes udspring må man gå mod strømmen Hvordan skal vi forstå de største lysbringere? Hvilke veje vandrer de? Står de på bjergets top og udbringer milde velsignelser til det hungrende folk, bliver de fejret med palmer og vinkende jubel? Eller hører dette til i ugeblades åndelighed? Der hvor mørket er tættest og tungest arbejder og vandrer de største lysbringere. Det største lys tændes i det dybeste mørke. Se en Jesus af Nazareth hvis byrde dæmpede blikkets naturlige styrke og kraft og gjorde det sorgfuldt og dybt; Se en Muhammed med de ædle træk vakle under presset fra den ekstreme ondskab idet også han søgte at gennembryde muren; Se en Michelangelo der i et tidligt brev til sin far skrev, at det nu var femten år siden han i nogle få timer havde følt sig afslappet og veltilpas; Se en Luther med det urolige og anfægtede og forpinte sind fuld af skyldfølelse og helvedesangst; Se den aldrende Grundtvig med lidelsen men også beslutsomheden mejslet og ædlet i

Brudstykker og sentenser 4

1) Hævn eller tilgivelse. Vold og hævn i verden er som dominobrikker, der vælter. Den første brik der vælter når vi søger hævn er os selv. Når vi derimod tilgiver, standser brikkernes - sjælenes - fald. Engang i tidernes morgen væltede den første brik og trak mange med sig. Skal hele voldsprocessen stoppes, skal alle faldne genoprejses, skal vi tilgive dette oprindelige fald. Tilgiv jeres fjender! 2) Hvor er Gud? Gud er cirka 30 centimeter fra det søgende blik: I hjertet. 3) Etik og kærlighed. Måske er det rigtigt at betragte Den gyldne Regel, gør mod andre hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, som etikkens ideal og kærlighedsbudet, elsk din næste som dig selv, som kærlighedens ideal. Om ikke andet kan disse læresætninger ses som pejlemærker for vandringen mod Lyset. 4) Karmaloven. Det du gør mod andre - godt eller ondt - gør du samtidig mod dig selv. For som vi sår, skal vi høste! Derfor - hvis det er rationelt at så gode frugter og irrationelt at så onde frugter - er kærlighe

Ved første blik

Selvfølgelig, Det var kærlighed Ved første blik Ved første hik Ved første nik Ved første click Swipe Hvem bekymrer sig, Du er en kvinde Du er ryger Du er frisør Du er socialist, Swipe Swipe Hvem bekymrer sig, Om sjælen bag Dit blik Dit tavse punkt Din indre forsinkelse Dig Swipe Swipe Swipe

Argumenter mod militære og voldelige løsninger på politiske problemer

I lande der kalder sig kristne burde det være indlysende, at militære og voldelige løsninger på politiske problemer ikke er vejen frem men skridt tilbage til barbariet. Som du sår, skal du høste, hedder det således i bibelen. Vi kunne også formulere det sådan: Det vi gør mod andre, gør vi samtidig mod os selv. Hvis derfor et samfund tyer til vold og krig, bliver høsten vold og krig. Da det som oftest er de civile der lider mest og bliver ramt hårdest af krigens og voldens gru (døde, sårede, ruinerede, flygtninge osv), burde det være et globalt folkekrav til vores politiske ledere, at alle konflikter skal løses fredeligt og uden brug af vold. Lad os gøre denne tanke lidt tydeligere og mere vedkommende ved at konstatere, at hvis krigen og volden regnes for en acceptabel måde at håndtere politiske problemer, og landene styrker og opruster militært, så går vi ind i en ond spiral (eller rettere; der er vi nu), hvor oprustning et sted medfører tilsvarende oprustning andre steder.

Aktiv dødshjælp og gengældelsesloven

Det følgende jeg vil sige om aktiv dødshjælp og gengældelsesloven bygger på to forudsætninger som enhver selv må vurdere rigtigheden af: 1) Vandrer mod Lyset er også på dette punkt den største autoritet da den er en meddelelse fremkommet under Guds øverste ledelse 2) Gengældelsesloven er en af de hovedlove vi mennesker lever under, og den er ikke skabt for at straffe os, men for at opdrage os ved at vi får de samme lidelser vi har bragt andre (dette er min forståelse af gengældelsesloven som man vil kunne finde en del indlæg om her på bloggen) Mit sigte et ikke at dømme nogen men derimod at vise virkeligheden og dermed søge at give en virkelig hjælp. Hvad siger Vandrer mod Lyset om aktiv dødshjælp? Den siger at den der vælger denne udvej - ligesom ved ethvert andet selvmord - efter døden igen og igen i tanken må genopleve den selvvalgte død og de lidelser man ved selvmordet forsøgte at flygte fra - indtil den dag og den time indtræder, der af Gud var sat som det pågældende me

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?' Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt. Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i. Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed. For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre? Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre. Og hvor er fronten? Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark? Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt. Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste. 'Det onde skal tabe' siger Grieg ogs

Mål for stress

Jeg forstår det ikke. Jeg føler mig underkendt, overset, ja, ladt i stikken og smidt på glemslens losseplads. I starten tænkte jeg: Denne tanke er for stor til Danmark. Jeg prøver i England eller USA. Det gjorde jeg. Larmende tavshed. Ikke så meget som en tak for henvendelsen. Så prøvede jeg med Psykologisk Institut ved Københavns Universitet. Samme ubehøvlede tavshed. Jeg taler naturligvis om min opdagelse af stresskvotienten: Det du har om ørerne divideret med det du har mellem ørerne. Hvis kvotienten er over 1, er du i fare for at udvikle stress. Er den under 1 kan du slappe af og ingen fare. Kvotienten bliver høj: Enten ved et for højt aktivitetsniveau eller ved lav IQ. Hvis kvotienten ligger mellem 1 og 1,5 bør man drosle lidt ned for aktiviteten, da intelligensen næppe kan påvirkes positivt i den relativt korte tid man har før det bliver kritisk. Ligger den mellem 1,5 og 2 eller derover skal man skynde sig hjem og lægge sig i sengen og slukke lyset og putsove.

Ting du skal vide

Nu synes jeg lige der er et par ting vi må have på det rene: 1) Dansk Folkepartis succes over de sidste årtier er ikke et udtryk for små men konstante skridt mod fascismen og vild flugt fra de værdier vi byggede FN på efter 2. Verdenskrig: Menneskerettighederne 2) I Danmark og andre lande er frihed og respekt for menneskers værdighed og integritet kerneværdier og derfor er det logisk at vi må tvinge folk ud af burka og til at trykke hånd og hvad der ellers må følge 3) Det er ikke topmålet af hykleri at sammenligne frihedskampen og beskyttelsen af de danske jøder under 2. Verdenskrig med kampen mod islamisme og islam ved at gøre livet mere og mere utåleligt for muslimer, og det er ikke et led i en omfattende og konstant chikane og dehumanisering. Muslimer i dag og jøderne under 2. Verdenskrig kan ikke sammenlignes og de få der endnu tør forsøge at beskytte muslimer mod spot og chikane og hvad fremtiden ellers kan bringe i den frugtbare danskhed og det sunde åndelige klima kan ikke

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset. Eksemplerne på det er mange: Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret. Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver. Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse. Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom. Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke. Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer. Og det er måske

Helligtekster: Kan de rumme al sandhed?

Det argument mod helligteksters totalitet jeg før har fremført; At ingen tekst kan rumme al sandhed fordi hvis vi antager at de kunne, ville vi hvis vi tilegnede os alt i en given helligtekst (fx bibelen eller koranen eller Vandrer mod Lyset eller andre) ville vi blive lig Gud i alviden; Dette argument gælder også hvis vi - som nogle gør - hævder, at en given helligtekst rummer en overflade og derunder en uendelig dybde - som et isbjerg med 1/10 over overfladen og derunder resten; Hvis vi antager dette og vi antager at en troende tilegnede sig eller fx ved 'helligånden' blev givet at forstå alle bibelens formodede lag, og dette så var al sandhed; Så var denne troende lig Gud og dermed forlader vi - som tidligere sagt - troen og begiver os ind i patologien. For denne troende ville helligteksten blive et isbjerg - han forliser på. Så: Uanset hvor mange lag vi tilskriver eller formoder i enhver tekst, så må den nødvendigvis være begrænset, da vi er begrænsede.

Opsats 71; Himmelpistolen

Kosmos ånder, ved udånding manifesterer skabelsen sig, ved indånding trækkes, indsuges den igen og forsvinder. Det kosmiske åndedrag foretages af en ukendt essens, og et slør er trukket for denne hemmelighed. Sådan siger Den hemmelige Lære med en parallel i legenden om Det store Brag. Og mennesker søger at udgrunde mysteriet. Det de finder bag sløret er ikke essensen, men slangen der lover gudslighed og himlen nu gennem himmelpistolen. De naive forstår ikke himlen - skridt for skridt at opbygge den indre basis - og den evige begrænsning. Stakkels naive. I bliver lovet himlen, men får helvede og falder med et skrig. Hvorfor ikke acceptere at vi ikke er guder? Hvorfor er alle disse patologiske febersyner - Mestre, stråler, chakras - så fristende? Hvorfor ikke gå himlens vej - skridt for skridt på Jorden og i hverdagen? Hvorfor følge slangen når vi kan følge Gud og være Hans børn?

Doktor Flinq får vinger

Jeg længes efter en Jord, der kan bære os; Hvis man en morgen gribes af uro kan det være ubehaget ved ikke længere at have nattens vinger; (begge af ukendt oprindelse) Det var omtrent på den tid hvor jeg - på den hårde måde - lærte, at hvis man opfører sig som en hund, bliver man behandlet som en hund - at jeg første gang mærkede en let kløe mellem skulderbladene. Jeg så mig i spejlet, og ja, jeg kunne tydeligt se to røde prikker der hvor jeg mærkede kløen. Jeg gik til lægen, men han kunne ikke se problemet, og han lod forstå at jeg enten så syner eller var hypokonder. Men kløen blev ved og blev værre. Nu kunne jeg se to buler - og efter et stykke tid - to små men tydelige ansatser til - vinger. Når sådan noget sker - tænkte jeg - er det altid spændende om vingerne der bryder frem - er hvide eller sorte. Mine - styrefjer (sådan så jeg det) - var tydeligt hvide, mens resten var nærmest grålige - kun få rent sorte. Når jeg gik rundt i byen eller på Borgen hændte det at je

Kærlighedens filosofi

Ting af værdi koster; Efter min opfattelse kan Kants moralfilosofi (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten; Kritik der praktischen Vernunft) og Benthams og Stuart Mills utilitarisme (deres tanker om af og til at underkaste sig et mindre onde for at opnå et større gode) oversættes til en egentlig kærlighedens filosofi idet vi opfatter kærlighed mere som vilje og mindre som følelse. Hvis ikke vi af og til overvinder os selv og investerer vilje i kærligheden og gør ting for hinanden eller sammen, men blindt lader os lede af vores tilbøjelighed og magelighed, dør kærligheden. Kant udtrykker i de nævnte værker noget lignende i sin morallære: At kun de gode ting vi gør på trods af vores tilbøjelighed (eller lyst) har egentlig moralsk værdi. De gode ting vi gør efter tilbøjelighed er legale, siger han, men uden egentlig værdi. Således også i kærlighed. Ekstreme eksempler på dette finder vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af hvordan de yngste overtog ledelsen af menneskeånderne og

Opsats 70; Katarsis for en nedbrudt sjæl

For at finde en kildes udspring  Må man gå mod strømmen Se, den ulykkelige flygte fra brand og pest med hænderne for ansigtet, se den unge, der træder ud over afgrundens kant og hør hans skrig i faldet. Se, alle disse ulykkelige vride og vende sig på lejet uden at finde hvile, alle disse nedbrudte; dem vil jeg lære artaraxia, sjælens ro: Hvis lidelsen er i det inderste, så er også helbredelsen der; der hvor såret og blødningen er, der skal vi stoppe den; hvis det inderste skriger i smerte, så er det der vi skal lægge den lægende hånd. Hvis sygdommen er til døden, ligger helbredelsen i livet. Døden er sikker, men livet får det sidste ord. Når sindet knuses begynder straks flittige indre hænder at arbejde på dets genheling: Tanke for tanke, gerning for gerning; tanker der føder følelser, følelser der føder tanker, tanker og følelser, der føder gerninger, og gerninger der føder tanker og følelser; Dette er de indre hjælpere, der ikke mister modet selv om vi fortvivler og ik

Den indre rejse

Som i al historie er vi på vandringen altid midt i det hele. Umuligt at sige hvornår den begyndte, men sikkert at den aldrig ophører. Pilgrimmen forstod idet han søgte kærligheden, at han måtte rense sit hjerte for at elske. Han måtte finde et ærligt punkt, hvor kærligheden ikke drejede sig om ham, hvor den ikke var en nedstigning fra Olympen, hvor den ikke var program eller teater eller konkurrence, men en gerning øje til øje, menneske til menneske, der gror naturligt frem fra en indre trang. Kort sagt: Hvor den er virkelig. Det ærlige punkt fandt han i hjertets inderste: Det rolige og ubedragelige punkt, der renser kærligheden med ild og brænder slaggeret væk og kun efterlader den ædle sten. Og han forstod, at den der råber velsignelser fra bjergets top i virkeligheden står på havets bund og ser verden gennem slør og spytter bobler, der stiger til overfladen, hvor han selv burde være: Blandt mennesker. Sådan fandt han kærligheden.

Uhørlige tone, syng let

Uhørlige tone, lyt Simurghen synger partituret Gyldne noder daler stille Denne sang er vores Rives noder ud og kastes i ilden? Når en mangler skurrer tonen Den uhørlige tone, bliv stille Vær Simurghens smil og glans Syng ikke den dybeste sorg Gør ikke sangen forgæves Gennem tider og verdner Skulle en mangle, forstummer tonen I en gylden kugle i dyb nat I begyndelsen fødtes tonen Langsomt stiger den i styrke I indre stilhed verdens helhed Simurghen synger sjælen ren Dens gyldne vinges kærtegn: Stjerner danser sølv i blikket Og fred daler glimt af det kommende: Det blivende

Individuel eller kollektiv skyld og straf i relation til retssamfundet

Det er afgørende for ethvert samfund der vil kaldes et retssamfund at insistere på individuel og ikke kollektiv skyld i retsplejen. For hvis et individ bliver dømt for en forbrydelse han ikke personligt har begået men som er begået fx af en fra familien eller fra hans race eller tro, er der ikke langt til folkeforfølgelsen og i sidste ende folkedrabet. Hvis skylden for virkelige eller påståede forbrydelser opfattes kollektivt bliver straffen kollektiv; altså folkeforfølgelse eller folkedrab. Dette så man fx under folkedrabet på jøderne under 2. Verdenskrig. Selvfølgelig giver det mening fx ud fra Grundloven at opløse foreninger der virker ved vold ved dom og dermed i en vis forstand at straffe kollektivt. Men her er det primært den formaliserede vold man straffer og mindre foreningens medlemmer. Man straffer foreningen, ikke medlemmerne. Set i dette lys og med et aktuelt eksempel giver det ikke mening at kræve at fx alle muslimer bliver holdt ansvarlige for forbrydelser de

Opsats 69; Kærlighedens ligning

Når du synker i mit inderste, er det der jeg føler smerten når du går. Når jeg skærmer mit inderste, brændt af smerten, og ikke lukker nogen ind, er jeg ensom og lever ikke. Er det da valget: Kærlighed og smerte eller ensomhed? Er smerten kærlighedens nerve, angsten for at du går, og dør kærligheden med smerten? Når jeg lukker dig ind, og du mig, så lever du i mig og jeg i dig, og kærligheden bliver en udmattelseskrig og vi er begge bange. Hvorfor kan vi ikke bevare vores inderste når vi lukker hinanden ind, hvorfor kan vi ikke være to i hjertet, hvorfor bytter vi hjerte og inderste? Er kærligheden nødvendigvis lidelse eller kan vi være to? Behøver jeg at dø, når jeg elsker dig? Er vi en hver for sig, dig i mig og jeg i dig, eller kan vi være to i hver og dermed fire; begge i begge hjerter? Er kærlighedens ligning at 1+1=4?

Et kort over vores uvidenhed

Måske er den tanke jeg har forsøgt at formulere i indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed rigtig : At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater. Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning: Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt. Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller. Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delin

Den store kærlighed i livet og i litteraturen

Se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden livets og dødens træer gror; se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden paradis og helvede er; se, både godt og ondt rækker ud efter hjertet; det gode vander det med vand fra Eunoe, indsigtens kilde, og får det til at gro; det onde rykker det op med rod og kaster det i flammerne Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse: I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin. I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab. I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået: At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved  trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka  er Islams kerne ; Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde. Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte? Ingen steder! Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset  ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud. Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har -

Opsats 68; Tro og tvivl

Wo Zweifel nah dem Herzen wohnt, Das wird der Seele schlimm gelohnt; Wolfram von Eschenbach (Parzival) Tro er for hjertet, tvivl for hjernen. Den der tvivler i hjertet er lige så at beklage som den der aldrig tvivler med hjernen. Den der undlader hjertets perspektiv og at sætte sin viden i forbindelse med det indre menneske - hvad betyder det, er det vigtigt, betyder det noget - undsiger kundskabens etiske forankring - han er pedant og fjols - og bygger lige gerne bomber og broer. Den der undlader hjernens tvivl: Se fanatikeren med det stive blik og hårde hjerte, den dårligt dannede, det alvidende fjols. Men er så den vise ikke den; han der tvivler med fornuften, men aldrig, aldrig giver tvivlen bo ved hjertet?

'Ingen kan være i mørket evigt'

Ved læsning af forskellige religiøse tekster, fortrinsvis bibelen og koranen, og forskellig mytologi, slår det mig, hvor ny Vandrer mod Lysets tanke, ingen kan være i mørket evigt, og ingen skal fortabes er. Ser vi på de våben Gud i jødedommens, kristendommens og islams helligtekster angiveligt bruger mod 'de syndige, vantro og ulydige mennesker', så adskiller de sig ikke meget fra de våben de hedenske guder bruger fx i Homers Iliaden og Odysseen eller i Vergils Æneide: Den jødiske, kristne og islamiske 'Gud' dømmer og fordømmer mennesker mens budet til mennesker lyder døm ikke, at du ikke selv skal dømmes; I de hedenske mytologier er guderne ofte intrigante og voldelige og ufredsstiftere; Gud og guderne er her gud og guder af navn, ikke af gavn, og de bruger de ondes våben: Trusler, vold, list og fordømmelse. Lige sådan i jødedom, kristendom og islam. Hvor anderledes er så ikke den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, den Gud der tålmodigt og ve

Det var tider (nostalgi er ikke hvad det har været)

Det var tider. Det var en tid. Det var tiden. Det var dengang jeg lærte - på den hårde måde - at hvis man opfører sig som en skraldespand, bliver man behandlet som en skraldespand. Det var dengang det var et ufravigeligt dogme, at der ingen dogmer måtte være. Det var dengang med antiautoritære oprør, og alle var mod ensretning og uniformering og alle gik med hjemmestrikkede sweatre og batik og alle havde langt hår og skæg og alle smed bh' en og - måske endnu mere interessant - trusserne, og godheden og det åbne sind og fri tanke og kærlighed var obligatorisk. Det var tider. Det var en tid. Det var tiden. Det var dengang tyranniet skiftede ham og godheden og det åbne sind sad i skægget og det lange hår og det var dengang vi kastede åget - bh' en og trusserne - af os, og det var dengang nærvær og ømhed og omsorg og respekt og frisind og ansvar og glæden ved at opdage blev stoppet i piber og gik op i røg. Det var dengang man skulle langt væk - mindst til Indien - for a

Epistemologisk metode. Observation, teori og test

Den gamle drøm om at videnskabeliggøre filosofien kan måske lykkes, hvis vi kan formulere en bestemt epistemologisk metode, og har fokus på den og mindre på resultaterne på samme måde som i naturvidenskaben. Og hvorfor ikke undersøge om den naturvidenskabelige metode - observation,  teoridannelse og test - kan tillempes filosofien? Hvis vi med epistemologisk observation mener et fænomen, et erkendelsesteoretisk problem eller spørgsmål eller teori, der kommer til syne - ikke for øjet men for tanken (ikke for den ydre men for den indre sans) - og hvis vi med en epistemologisk test mener at teste en hvilkensomhelst teori på sig selv, så har vi måske omridset af en epistemologisk metode, der kan kaldes videnskabelig og lige så objektiv som naturvidenskabelig metode. En sådan metode vil ikke skulle bruge matematik som hjælpemiddel men logik, idet filosofien beskriver fænomener, der ikke kan beskrives matematisk men logisk. De epistemologiske problemer kan være grundliggende spørgsmå

Tro og viden (2)

En central diskussion i middelalderen handlede om tro overfor viden, Gud eller kejser, kirke eller stat, evighed eller timelighed, Gud eller verden. Er disse begreber eller fænomener uforenelige eller kan de forenes, hvilket sidste var skolastikkens grundlæggende antagelse? Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam. Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige: At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv. Konflikten kan siges at spalte mennesket i to: For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt. Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel: Tro med hjertet, vid med hjernen Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konk

Den rationelle kærlighed

Nogle mener at kærlighed er irrationel; at hjerne og hjerte nogle gange er uforenelige og at man nogle gange må vælge hjerte frem for hjerne og fornuft. Men hvis den guddommelige hovedlov vi mennesker lever efter er karmaloven - som du sår skal du høste - ser det anderledes ud: Den der sår kærlighed, høster kærlighed. Den der elsker, bliver elsket. Set på denne måde er kærligheden rationel, lige som had er irrationel, for: Den der sår had, høster had. Den der hader, bliver hadet. Bemærk at jeg med kærlighed ikke mener forelskelse. Forelskelse er i min forståelse noget andet end kærlighed og måske af det onde. For forelskelse - ikke kærlighed - gør blind, og forelskelse synes derfor at høre til den blindende magt vi kalder mørke, og det er vel den man mener når man siger at kærlighed og fornuft undertiden er uforenelige. Men i den her anførte forståelse af kærlighed forsvinder vanskeligheden, idet det er fornuftigt at elske fordi man derved selv høster kærlighed.

Nominalisme, realisme og konceptualisme

Lad mig prøve her at illustrere tanken fra indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed på den filosofiske strid i Middelalderen mellem Vilhems realisme, Roscelins nominalisme og Abelards kompromis konceptualismen: Alt der eksisterer, siger Vilhem med Aristoteles, er enkeltting; dette bord, dette menneske, denne kærlighed. Nej, sagde Roscelin med Platon, det eneste der eksisterer er almenbegreberne; et bord, mennesket og kærligheden, alt læst som (almen-) begreber. Denne opfattelse har ældre medklange i hinduistisk filosofis tanke om en fælles- (verdens-) bevidsthed som individerne kun er illusoriske dele af og i Plotins nyplatoniske tanker om det abstrakte Enes evige udstrømning i det individuelle konkrete. Abelards kompromis, konceptualismen, siger at almenbegreberne eksisterer som fornuftens nyttige konstruktion så vi kan skabe videnskab og filosofi. Men - alle tre opfattelser mangler at forklare hvad det egentlig vil sige og hvad vi mener når vi siger eller spør

Offertankens forbandelse

Som det er klart påvist i Vandrer mod Lyset så bringer tanken om Kristi sonoffer ikke mennesket tættere på Gud og troen på det gør ikke mennesker 'retfærdige'. Det der kan løsrive og frigøre mennesker er ikke en eller anden tro (på fx Kristus eller Allah) men derimod sorgen og angeren over ens forsyndelser mod Gud eller mennesker. Når det er sådan så er det rigtigt at sige, at troen på fx Kristi offerdød hviler over menneskeheden som en forbandelse, ligesom enhver offertanke i enhver helligtekst eller religiøs praksis, der hævder retfærdighed og frelse ved offeret, gør det; Fordi offertanken spærrer for det der frigør os fra mørket og synden; sorgen og angeren; og derfor fastholder mennesker i mørket og synden og ikke frigør os. Det er det der i Vandrer mod Lyset menes med at troen på Jesu offerdød og forsoningslæren hviler som en forbandelse over menneskeheden, ligesom enhver anden udgave af offertanken gør det (fx også offertanken i Det gamle Testamente (3. Mosebog)).

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk. Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen. Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det: At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene. På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor). Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve

Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed

En del af usikkerheden ved den menneskelige erkendelse ligger i den kendsgerning, at vi ikke ved hvad eksistens er. Når vi udsiger noget om virkeligheden bruger vi hele tiden en form af verbet at være;  enten som prædikat eller som et udtryk for at noget er. Martin Heidegger forsøgte i værket Sein und Zeit (1927; da. Væren og tid) at indkredse begrebet eksistens men måtte opgive at forklare det. Han sluttede første del af værket med at sige, at vi må orientere begrebet eksistens i retning af begrebet tid, men den påtænkte anden del hvor eksistensen skulle være afdækket blev aldrig skrevet. René Descartes forsøgte med sin systematiske eller radikale tvivl at reducere begreberne ned til noget, der ikke kunne betvivles og endte med den berømte sætning, cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg) hvor tanken er, at kun tanken kunne ikke betvivles, for en tvivl er også en tanke; tanken og dermed individet må derfor med nødvendighed eksistere og kan ikke betvivles. Det der bliver tilb