En del af usikkerheden ved den menneskelige erkendelse ligger i den kendsgerning, at vi ikke ved hvad eksistens er.
Når vi udsiger noget om virkeligheden bruger vi hele tiden en form af verbet at være; enten som prædikat eller som et udtryk for at noget er.
Martin Heidegger forsøgte i værket Sein und Zeit (1927; da. Væren og tid) at indkredse begrebet eksistens men måtte opgive at forklare det. Han sluttede første del af værket med at sige, at vi må orientere begrebet eksistens i retning af begrebet tid, men den påtænkte anden del hvor eksistensen skulle være afdækket blev aldrig skrevet.
René Descartes forsøgte med sin systematiske eller radikale tvivl at reducere begreberne ned til noget, der ikke kunne betvivles og endte med den berømte sætning, cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg) hvor tanken er, at kun tanken kunne ikke betvivles, for en tvivl er også en tanke; tanken og dermed individet må derfor med nødvendighed eksistere og kan ikke betvivles.
Det der bliver tilbage ved tvivlens syrebad er tanken og eksistensen.
Men hvad præcis eksistens er, besvarer han ikke.
Platon forsøgte i en af sine dialoger at indkredse hvad det ikke-eksisterende er, men som han skriver er selve denne sætning og tanke problematisk. For ordet det i sætningen henviser til noget eksisterende, men det han vil forstå er netop det ikke-eksisterende.
Så sproget og tanken bryder sammen alene i formuleringen af spørgsmålet.
Vi ved altså hverken hvad eksistens eller ikke-eksistens er, og så længe vi ikke ved det, vil erkendelsen ligge i en grundliggende usikkerhed, da erkendelsen søger at forstå det eksisterende, fænomener og virkeligheden.
Når vi udsiger noget om virkeligheden bruger vi hele tiden en form af verbet at være; enten som prædikat eller som et udtryk for at noget er.
Martin Heidegger forsøgte i værket Sein und Zeit (1927; da. Væren og tid) at indkredse begrebet eksistens men måtte opgive at forklare det. Han sluttede første del af værket med at sige, at vi må orientere begrebet eksistens i retning af begrebet tid, men den påtænkte anden del hvor eksistensen skulle være afdækket blev aldrig skrevet.
René Descartes forsøgte med sin systematiske eller radikale tvivl at reducere begreberne ned til noget, der ikke kunne betvivles og endte med den berømte sætning, cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg) hvor tanken er, at kun tanken kunne ikke betvivles, for en tvivl er også en tanke; tanken og dermed individet må derfor med nødvendighed eksistere og kan ikke betvivles.
Det der bliver tilbage ved tvivlens syrebad er tanken og eksistensen.
Men hvad præcis eksistens er, besvarer han ikke.
Platon forsøgte i en af sine dialoger at indkredse hvad det ikke-eksisterende er, men som han skriver er selve denne sætning og tanke problematisk. For ordet det i sætningen henviser til noget eksisterende, men det han vil forstå er netop det ikke-eksisterende.
Så sproget og tanken bryder sammen alene i formuleringen af spørgsmålet.
Vi ved altså hverken hvad eksistens eller ikke-eksistens er, og så længe vi ikke ved det, vil erkendelsen ligge i en grundliggende usikkerhed, da erkendelsen søger at forstå det eksisterende, fænomener og virkeligheden.
Kommentarer
Send en kommentar