Gå videre til hovedindholdet

Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed

En del af usikkerheden ved den menneskelige erkendelse ligger i den kendsgerning, at vi ikke ved hvad eksistens er.

Når vi udsiger noget om virkeligheden bruger vi hele tiden en form af verbet at være; enten som prædikat eller som et udtryk for at noget er.

Martin Heidegger forsøgte i værket Sein und Zeit (1927; da. Væren og tid) at indkredse begrebet eksistens men måtte opgive at forklare det. Han sluttede første del af værket med at sige, at vi må orientere begrebet eksistens i retning af begrebet tid, men den påtænkte anden del hvor eksistensen skulle være afdækket blev aldrig skrevet.

René Descartes forsøgte med sin systematiske eller radikale tvivl at reducere begreberne ned til noget, der ikke kunne betvivles og endte med den berømte sætning, cogito ergo sum (Jeg tænker, altså er jeg) hvor tanken er, at kun tanken kunne ikke betvivles, for en tvivl er også en tanke; tanken og dermed individet må derfor med nødvendighed eksistere og kan ikke betvivles.

Det der bliver tilbage ved tvivlens syrebad er tanken og eksistensen.

Men hvad præcis eksistens er, besvarer han ikke.

Platon forsøgte i en af sine dialoger at indkredse hvad det ikke-eksisterende er, men som han skriver er selve denne sætning og tanke problematisk. For ordet det i sætningen henviser til noget eksisterende, men det han vil forstå er netop det ikke-eksisterende.

Så sproget og tanken bryder sammen alene i formuleringen af spørgsmålet.

Vi ved altså hverken hvad eksistens eller ikke-eksistens er, og så længe vi ikke ved det, vil erkendelsen ligge i en grundliggende usikkerhed, da erkendelsen søger at forstå det eksisterende, fænomener og virkeligheden.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…