Gå videre til hovedindholdet

Opsats 74; Erkendelsens arkitektur

Hvis De ser til venstre, har De det slot Kant byggede. Kant yndede klarhed og vælde, derfor byggede han i glas.

Slottet er dog temmelig koldt og vinden slår gennem gange og sale - han glemte varmekilden - eller udelod den bevidst ud fra en beregning af hvad varme koster; slottet er som De ser gennemsigtigt og den der tager bolig i det, står nøgen for alles blikke.

Lidt længere nede ad vejen har vi så Hegels underjordiske bunker, skabt til at modstå atomkrig længe før atombomben blev opfundet.

Jeg har selv været inde og kigge, og gangene er knudrede og vidt forgrenede - man farer let vild, og jeg var nær aldrig kommet ud under Solen igen.

Så er der Spinozas bolig - eller som De ser - trædemølle. Han bor der endnu og det er ham De ser løbe grinende fra øre til øre i hjulet.

Og sådan er der så mange måder at bo på. Heidegger, Descartes, Kierkegaard, Popper, Kuhn, Derrida, Locke; ja ja det er et fint og dyrt kvarter hvor kun få har råd til at bo.

Men - på den anden side; hvorfor skulle man også det? De fleste bygninger er saneringsmodne eller bliver det snart.

Jeg medtager med vilje ikke de stakkels pjalter fra det spirituelle slumkvarter; de fortjener kun foragt eller fra et varmere hjerte: Medfølelse.

Lad os lukke op for hanen og skylle alle disse rønner i havet. Eller bedre: Lad os vande dem og give dem næring i karakterens dannelse når kærlighed og varme møder sin skygge.

Se så: Her stikker en gren frem, der vokser en rod, her foldes en gren ud, her åbnes en blomst og døde huse bliver til levende træer.

Det eneste vi behøver, det ene fornødne er dette:

Den der sår god sæd, høster god frugt!

Overlad verden og dens erkendelse til guderne; de har alligevel ikke andet at lave.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst