Gå videre til hovedindholdet

Opsats 74; Erkendelsens arkitektur

Hvis De ser til venstre, har De det slot Kant byggede. Kant yndede klarhed og vælde, derfor byggede han i glas.

Slottet er dog temmelig koldt og vinden slår gennem gange og sale - han glemte varmekilden - eller udelod den bevidst ud fra en beregning af hvad varme koster; slottet er som De ser gennemsigtigt og den der tager bolig i det, står nøgen for alles blikke.

Lidt længere nede ad vejen har vi så Hegels underjordiske bunker, skabt til at modstå atomkrig længe før atombomben blev opfundet.

Jeg har selv været inde og kigge, og gangene er knudrede og vidt forgrenede - man farer let vild, og jeg var nær aldrig kommet ud under Solen igen.

Så er der Spinozas bolig - eller som De ser - trædemølle. Han bor der endnu og det er ham De ser løbe grinende fra øre til øre i hjulet.

Og sådan er der så mange måder at bo på. Heidegger, Descartes, Kierkegaard, Popper, Kuhn, Derrida, Locke; ja ja det er et fint og dyrt kvarter hvor kun få har råd til at bo.

Men - på den anden side; hvorfor skulle man også det? De fleste bygninger er saneringsmodne eller bliver det snart.

Jeg medtager med vilje ikke de stakkels pjalter fra det spirituelle slumkvarter; de fortjener kun foragt eller fra et varmere hjerte: Medfølelse.

Lad os lukke op for hanen og skylle alle disse rønner i havet. Eller bedre: Lad os vande dem og give dem næring i karakterens dannelse når kærlighed og varme møder sin skygge.

Se så: Her stikker en gren frem, der vokser en rod, her foldes en gren ud, her åbnes en blomst og døde huse bliver til levende træer.

Det eneste vi behøver, det ene fornødne er dette:

Den der sår god sæd, høster god frugt!

 Overlad verden og dens erkendelse til guderne; de har alligevel ikke andet at lave.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere