Se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden livets og dødens træer gror; se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden paradis og helvede er; se, både godt og ondt rækker ud efter hjertet; det gode vander det med vand fra Eunoe, indsigtens kilde, og får det til at gro; det onde rykker det op med rod og kaster det i flammerne
Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse:
I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin.
I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab.
I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til grunde i en ulykkelig kærlighed der ikke kan rummes i denne verden.
Hvorfor gror livets og dødens træer, paradis og helvede, kærlighed og sorg så nært?
Måske fordi kærligheden undertiden lægger eksistensen over i en andens skød, så man som Kierkegaards æstetiker fortvivler fordi lykken lægges udenfor en selv.
Måske fordi vi somme tider elsker så meget at vi mister os selv, når vores eksistens ikke længere er i vores egne hænder og magt, fordi vi river hjertet ud og lægger det i en andens hænder.
Men er det kærlighed?
Hvad er Dantes Beatrice andet end et febersyn, et billede, et genfærd der hjemsøger den fortvivlede?
Hvad er riddernes fruer og romantikkens guder og gudinder andet end luftspejlinger ved afgrunden som vi styrter i når vi griber efter dem og favner den tomme luft?
Måske er det sådan, at når andre skal vække eller give os livet, mister vi det. Måske er døden og sorgen når vi elsker et menneske som en engel. Måske er fortabelsen når vi skal frelses af et menneske.
Måske er det sådan, at når den indre fred og lykken skal komme udefra, kommer den aldrig.
Måske er det sådan, at når den ulykkelige når til det uudholdelige og behovet for fred kræver en gud og ikke et menneske af kød og blod og ikke kommer indefra, styrter vi.
Måske er det derfor at kærligheden og sorgen er tvillinger, måske må freden nødvendigvis - ligesom skønheden - komme indefra, måske er det en naturlov, at vi styrter når vi griber efter lykken i den anden - i den tomme luft.
Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse:
I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin.
I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab.
I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til grunde i en ulykkelig kærlighed der ikke kan rummes i denne verden.
Hvorfor gror livets og dødens træer, paradis og helvede, kærlighed og sorg så nært?
Måske fordi kærligheden undertiden lægger eksistensen over i en andens skød, så man som Kierkegaards æstetiker fortvivler fordi lykken lægges udenfor en selv.
Måske fordi vi somme tider elsker så meget at vi mister os selv, når vores eksistens ikke længere er i vores egne hænder og magt, fordi vi river hjertet ud og lægger det i en andens hænder.
Men er det kærlighed?
Hvad er Dantes Beatrice andet end et febersyn, et billede, et genfærd der hjemsøger den fortvivlede?
Hvad er riddernes fruer og romantikkens guder og gudinder andet end luftspejlinger ved afgrunden som vi styrter i når vi griber efter dem og favner den tomme luft?
Måske er det sådan, at når andre skal vække eller give os livet, mister vi det. Måske er døden og sorgen når vi elsker et menneske som en engel. Måske er fortabelsen når vi skal frelses af et menneske.
Måske er det sådan, at når den indre fred og lykken skal komme udefra, kommer den aldrig.
Måske er det sådan, at når den ulykkelige når til det uudholdelige og behovet for fred kræver en gud og ikke et menneske af kød og blod og ikke kommer indefra, styrter vi.
Måske er det derfor at kærligheden og sorgen er tvillinger, måske må freden nødvendigvis - ligesom skønheden - komme indefra, måske er det en naturlov, at vi styrter når vi griber efter lykken i den anden - i den tomme luft.
Kommentarer
Send en kommentar