Gå videre til hovedindholdet

Den store kærlighed i livet og i litteraturen

Se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden livets og dødens træer gror; se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden paradis og helvede er; se, både godt og ondt rækker ud efter hjertet; det gode vander det med vand fra Eunoe, indsigtens kilde, og får det til at gro; det onde rykker det op med rod og kaster det i flammerne

Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse:

I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin.

I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab.

I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til grunde i en ulykkelig kærlighed der ikke kan rummes i denne verden.

Hvorfor gror livets og dødens træer, paradis og helvede, kærlighed og sorg så nært?

Måske fordi kærligheden undertiden lægger eksistensen over i en andens skød, så man som Kierkegaards æstetiker fortvivler fordi lykken lægges udenfor en selv.

Måske fordi vi somme tider elsker så meget at vi mister os selv, når vores eksistens ikke længere er i vores egne hænder og magt, fordi vi river hjertet ud og lægger det i en andens hænder.

Men er det kærlighed?

Hvad er Dantes Beatrice andet end et febersyn, et billede, et genfærd der hjemsøger den fortvivlede?

Hvad er riddernes fruer og romantikkens guder og gudinder andet end luftspejlinger ved afgrunden som vi styrter i når vi griber efter dem og favner den tomme luft?

Måske er det sådan, at når andre skal vække eller give os livet, mister vi det. Måske er døden og sorgen når vi elsker et menneske som en engel. Måske er fortabelsen når vi skal frelses af et menneske.

Måske er det sådan, at når den indre fred og lykken skal komme udefra, kommer den aldrig.

Måske er det sådan, at når den ulykkelige når til det uudholdelige og behovet for fred kræver en gud og ikke et menneske af kød og blod og ikke kommer indefra, styrter vi.

Måske er det derfor at kærligheden og sorgen er tvillinger, måske må freden nødvendigvis - ligesom skønheden - komme indefra, måske er det en naturlov, at vi styrter når vi griber efter lykken i den anden - i den tomme luft.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…