Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra september, 2018

Aktiv dødshjælp og gengældelsesloven

Det følgende jeg vil sige om aktiv dødshjælp og gengældelsesloven bygger på to forudsætninger som enhver selv må vurdere rigtigheden af: 1) Vandrer mod Lyset er også på dette punkt den største autoritet da den er en meddelelse fremkommet under Guds øverste ledelse 2) Gengældelsesloven er en af de hovedlove vi mennesker lever under, og den er ikke skabt for at straffe os, men for at opdrage os ved at vi får de samme lidelser vi har bragt andre (dette er min forståelse af gengældelsesloven som man vil kunne finde en del indlæg om her på bloggen) Mit sigte et ikke at dømme nogen men derimod at vise virkeligheden og dermed søge at give en virkelig hjælp. Hvad siger Vandrer mod Lyset om aktiv dødshjælp? Den siger at den der vælger denne udvej - ligesom ved ethvert andet selvmord - efter døden igen og igen i tanken må genopleve den selvvalgte død og de lidelser man ved selvmordet forsøgte at flygte fra - indtil den dag og den time indtræder, der af Gud var sat som det pågældende me

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?' Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt. Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i. Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed. For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre? Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre. Og hvor er fronten? Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark? Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt. Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste. 'Det onde skal tabe' siger Grieg ogs

Mål for stress

Jeg forstår det ikke. Jeg føler mig underkendt, overset, ja, ladt i stikken og smidt på glemslens losseplads. I starten tænkte jeg: Denne tanke er for stor til Danmark. Jeg prøver i England eller USA. Det gjorde jeg. Larmende tavshed. Ikke så meget som en tak for henvendelsen. Så prøvede jeg med Psykologisk Institut ved Københavns Universitet. Samme ubehøvlede tavshed. Jeg taler naturligvis om min opdagelse af stresskvotienten: Det du har om ørerne divideret med det du har mellem ørerne. Hvis kvotienten er over 1, er du i fare for at udvikle stress. Er den under 1 kan du slappe af og ingen fare. Kvotienten bliver høj: Enten ved et for højt aktivitetsniveau eller ved lav IQ. Hvis kvotienten ligger mellem 1 og 1,5 bør man drosle lidt ned for aktiviteten, da intelligensen næppe kan påvirkes positivt i den relativt korte tid man har før det bliver kritisk. Ligger den mellem 1,5 og 2 eller derover skal man skynde sig hjem og lægge sig i sengen og slukke lyset og putsove.

Ting du skal vide

Nu synes jeg lige der er et par ting vi må have på det rene: 1) Dansk Folkepartis succes over de sidste årtier er ikke et udtryk for små men konstante skridt mod fascismen og vild flugt fra de værdier vi byggede FN på efter 2. Verdenskrig: Menneskerettighederne 2) I Danmark og andre lande er frihed og respekt for menneskers værdighed og integritet kerneværdier og derfor er det logisk at vi må tvinge folk ud af burka og til at trykke hånd og hvad der ellers må følge 3) Det er ikke topmålet af hykleri at sammenligne frihedskampen og beskyttelsen af de danske jøder under 2. Verdenskrig med kampen mod islamisme og islam ved at gøre livet mere og mere utåleligt for muslimer, og det er ikke et led i en omfattende og konstant chikane og dehumanisering. Muslimer i dag og jøderne under 2. Verdenskrig kan ikke sammenlignes og de få der endnu tør forsøge at beskytte muslimer mod spot og chikane og hvad fremtiden ellers kan bringe i den frugtbare danskhed og det sunde åndelige klima kan ikke

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset. Eksemplerne på det er mange: Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret. Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver. Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse. Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom. Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke. Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer. Og det er måske

Helligtekster: Kan de rumme al sandhed?

Det argument mod helligteksters totalitet jeg før har fremført; At ingen tekst kan rumme al sandhed fordi hvis vi antager at de kunne, ville vi hvis vi tilegnede os alt i en given helligtekst (fx bibelen eller koranen eller Vandrer mod Lyset eller andre) ville vi blive lig Gud i alviden; Dette argument gælder også hvis vi - som nogle gør - hævder, at en given helligtekst rummer en overflade og derunder en uendelig dybde - som et isbjerg med 1/10 over overfladen og derunder resten; Hvis vi antager dette og vi antager at en troende tilegnede sig eller fx ved 'helligånden' blev givet at forstå alle bibelens formodede lag, og dette så var al sandhed; Så var denne troende lig Gud og dermed forlader vi - som tidligere sagt - troen og begiver os ind i patologien. For denne troende ville helligteksten blive et isbjerg - han forliser på. Så: Uanset hvor mange lag vi tilskriver eller formoder i enhver tekst, så må den nødvendigvis være begrænset, da vi er begrænsede.