Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra maj, 2014

Status

Hvad handler popkultur om andet end at gøre sig lækker i publikums øjne?

Ja ja, der er mange måder at pakke en lort ind på. Guldpapir og sløjfer eller on the rocks.

Endeløse interviews med popikoner der forgæves og patetisk og ynkeligt forsøger at formulere en tanke.

Så hedder det: Øh, bøh, det ved jeg sgu ikke, men flot er det.

I reklamen hedder det: Her er en bøf. Og så får man en pakke tyggegummi.

Det smager godt - i 5 min - derefter; ingenting.

Masser af effekt og affekt - ingen tanke - tanker sælger ikke.

Vi lever i en rungende stilhed - med al den larm der hører til.

Vi lever i et glimtende storsælgende helvede.

Vi lever i drømmen om rampelyset.

Vi lever i drømmen om ingenting

Vi lever i drømmen om magt og ære - magtesløse og æreløse - af drømmen

Vi lever i de store egoers tid

Vi lever uden sjæl

Se, her sælger de den

til tyren med de store nosser som de andægtigt stryger

Se, her myrder de deres gud

og bygger kirker i blind tilbedelse af drabet

Hør, de råber: Gud er stor!

med …

Tro og Viden

Tro og viden står historisk i et skævt forhold til hinanden på den måde, at man traditionelt opfatter de to som naturlige eller principielle modsætninger. Hvad vi tror, det tror vi og kan ikke vide, og hvad vi ved, det ved vi, og så er tro unødvendig eller overflødig.

Men det behøver ikke være sådan. Fejlen består i at man betragter fx bibelen eller koranen eller for den sags skyld "Vandrer mod Lyset!" som den endegyldige sandhed - den hele og fulde sandhed. Tror man sig i besiddelse af den fulde og hele sandhed - hvorfor så søge videre? Sandheden er jo givet. Og så stagnerer kulturen.

Forholdet er imidlertid det, at den hele og fulde sandhed, al sandhed, ikke kan åbenbares eller fremtænkes for eller af mennesker. Ikke her og ikke i evigheden. At tro at man ejer al sandhed er at tro at man er lig Gud i alvidenhed. Hvilket naturligvis er umuligt.

Derfor vil der altid være mulighed og behov for at søge videre. Vi kan bestandig øge vores viden - men al viden får vi aldrig.

Med …

Alt eller intet

Et grundtræk i vestlig filosofi, nærmere bestemt i vestlig erkendelsesteori (epistemologi) kan siges dels at være et forsøg, en bestræbelse på at vide alt, dels en tanke om, at vi egentlig intet ved eller kan vide (med sikkerhed).

Jeg vil i det følgende søge at vise, at disse to yderpoler er et eksempel på det jeg har kaldt mørkets dualitet, den tanke, at det samme mørke indeholder en "lys" og en rent sort side.

Hos filosoffen David Hume (1711-76) møder vi i hans "A Treatise of Human Nature" (da. "En afhandling om den menneskelige natur") den tanke, at der ingen nødvendig forbindelse findes mellem årsager og virkninger i genstandene selv. Ideen om en nødvendig forbindelse stammer fra indtryk vi får eller rettere fra vanen; at vi er vant til at iagttage, at to eller flere genstande altid optræder sammen.

Indtryk definerer Hume som enten en sanseoplevelse eller stammende fra tænkning, og alle ideer vi har, er afledte af indtryk, dvs af sansning eller tænkni…

Indre og ydre erkendelse

Findes der en sjæl? Hvordan kan vi afgøre dette spørgsmål - enten bekræftende eller benægtende?

For at besvare spørgsmålet må vi skelne mellem ydre og indre ting eller fænomener. De ydre ting kan man forklare eller erkende ved fx naturvidenskabelige metoder - ved observation af ydre ting, objektiv testbar hypotese- eller teoridannelse ud fra ydre observationer osv. Kort sagt: Til ydre fænomener anvendes den ydre, objektive erkendelse (med ydre mener jeg stoffet og stoffets natur - herunder den menneskelige hjerne).

Men med begrebet sjæl er det noget andet. Hvis den findes, kan den ikke høre til de ydre ting (stoffet). Den må høre til noget indre. Og til erkendelse af indre ting eller fænomener hører nødvendigvis indre erkendelse - til at erkende sin egen indre natur, sit jeg, sin sjæl, sit subjekt - hører altså med andre ord subjektiv erkendelse.

Men dermed er det ikke sikkert, at denne erkendelse eller viden kan meddeles - endsige bevises - ud fra objektive kriterier, objektiv bevisf…

digt

hvornår begyndte lidelsen?
den fortaber sig
i historiens skakt
stående i en bus
på bunden af et dybt vand
overfor mig den betingelsesløse kærlighed
og jeg ved
i morgen går verden under

Er kristendommen sand (2)?

I dette indlæg vil jeg prøve at se, hvorledes den kristne tanke om fortabelsen er forenelig eller uforenelig med tanken om Guds alkærlighed og almagt. Antagelsen er altså, at Gud er alkærlig og almægtig.

Lad os starte undersøgelsen med det kristne tænkere som Augustin og Calvin kaldte forudbestemmelseslæren. Ifølge denne lære er det forudbestemt af Gud, hvem der skal fortabes og hvem frelses. Mennesket kan hverken gøre fra eller til siges det, alt er forudbestemt af Gud.

Hvilket billede af Gud og det guddommelige finder vi i denne tanke? Gud skænker forud sin nåde til nogle, sin fordømmelse til andre. Hvad andet end en - med et jordisk billede - simpel tyran er da ikke Gud? Nådig mod nogle, fordømmende (evigt) mod andre. Er denne Gud alkærlig? Eller bare kærlig?

Det næste jeg vil undersøge er den tanke, at mennesket alligevel kan gøre noget for sin egen frelse eller selv gøre sig skyldig i sin fortabelse.

Hvilket billede af Gud finder vi her? For at svare retfærdigt må vi antage, at m…

Hvad er vigtigst?

Den senere tid har jeg personligt gennemlevet en slags nyorientering, hvor jeg har taget mit liv, min grundliggende indstilling op til revision. Her kom seminaret forleden om tilgivelse, arrangeret af Vandrer mod Lyset Forum, og Tutu Global Forgiveness Challenge, som en gave.

I mange år har jeg været optaget af et ønske om at forstå verden og livet. Jeg har studeret en del filosoffers tanker, undersøgt den naturvidenskabelige tilgang til verden og som sædvanlig tænkt meget over "Vandrer mod Lyset!" og det, der siges i dette værk.

Dybe tanker som jeg har prøvet at danne mig en mening om. Men den nyorientering eller erkendelsesproces som jeg har gennemlevet og stadig gennemlever har flyttet mit fokus, min prioritering, et lidt andet sted hen - i retning af det etiske og den etiske udvikling af min sjæl, af mig.

Det er ikke sådan, at jeg nu tænker, at filosofi og videnskab og religion ikke betyder noget; dvs at prøve at danne sig sin egen mening om disse emner. Men at flytte fo…

Tanker om sorg

Det er min erfaring, at der findes en sorg, der opbygger og drager lyset til os, og så findes der den nedbrydende, sjælsødelæggende sorg. Vi kalder begge dele sorg, men de er vidt forskellige.

Den nedbrydende sorg kan man få ved fx ulykkelig kærlighed, dødsfald osv. Den er velbeskrevet i litteraturen og mennesker frygter den. Her træder engle varsomt. Måske er det den, der samtidig kan gøre os bange for kærligheden. Man kan blive bange for at elske for dybt, fordi vi inderst inde ved, at vi skal miste - enten ved dødsfald eller fordi vi bliver forladt.

Forleden så jeg en krimi (af alle ting) hvor denne sorg var eksemplificeret. En kvinde havde elsket dybt, med hele sin sjæl. Og havde mistet. Hun endte med at begå selvmord efter mange års lidelser.

Men det almenmenneskelige dilemma er, at vi samtidig længes dybt efter kærligheden, og at kærligheden gør os sårbare. Vi er nødt til at åbne os, fordi dette er livet, men når vi åbner os, åbner vi samtidig en flanke for sorgen, ta…