Gå videre til hovedindholdet

Opsats 72; To verdener og den imellem

Se, i et syn så jeg to verdener, Utopia og Dystopia, og verden imellem dem, to verdener nær ved eller fjernt fra vores eller ved at blive den ved menneskers vilje.

I den ene verden er alle mennesker, al tro og viden, al etik og Gud og mennesker forbundet i kærlighed.

Kærligheden renser sindene og baner derved vej for sand erkendelse, og stadig mere, menneske elsker menneske og Gud, og Gud elsker alle.

Mennesker handler etisk ved at behandle mennesker i nød som det selv ville ønske at blive behandlet hvis det var i dets sted, og ved at gøre mod andre som det ønsker andre skal gøre mod ham eller hende.

Dette er Utopia.

Fjernt fra eller nær vores verden.

I den anden verden splittes menneske fra menneske, menneske fra sandhed og mennesker fra Gud ved hadet.

Mennesker hader hinanden og de mørke sind fostrer løgnen og ingen ved noget sandt. Mennesker river ned, spreder det der samles og skænder og brænder alt der bygges op.

Bror står mod bror, søster mod søster, mor mod barn og barn mod far, og deres frelser er et forargelsens tegn, fordrejet og skabt i deres billede, et tegn der splitter verden, og alle håber på den snarlige ende og altings død og at se det forhadte medmenneske brænde evigt.

Dette er Dystopia.

Fjernt fra eller nær vores verden, der ligger mellem de to og snart rykker mod den ene, snart den anden:

En fjern men klar stjerne drager os i frihed og ved vores længsel og stærke vilje eller et stinkende hul truer med at opsluge os i sin malstrøm ved de uværdiges slappe karakter.

Dette er valget og vi spørger til dit bidrag: Kærlighed eller had, sandhed eller løgn, klarhed eller rus, fred eller krig, tilgivelse og barmhjertighed eller hævn og forbandelse?

Hvem er du?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...