Gå videre til hovedindholdet

Opsats 72; To verdener og den imellem

Se, i et syn så jeg to verdener, Utopia og Dystopia, og verden imellem dem, to verdener nær ved eller fjernt fra vores eller ved at blive den ved menneskers vilje.

I den ene verden er alle mennesker, al tro og viden, al etik og Gud og mennesker forbundet i kærlighed.

Kærligheden renser sindene og baner derved vej for sand erkendelse, og stadig mere, menneske elsker menneske og Gud, og Gud elsker alle.

Mennesker handler etisk ved at behandle mennesker i nød som det selv ville ønske at blive behandlet hvis det var i dets sted, og ved at gøre mod andre som det ønsker andre skal gøre mod ham eller hende.

Dette er Utopia.

Fjernt fra eller nær vores verden.

I den anden verden splittes menneske fra menneske, menneske fra sandhed og mennesker fra Gud ved hadet.

Mennesker hader hinanden og de mørke sind fostrer løgnen og ingen ved noget sandt. Mennesker river ned, spreder det der samles og skænder og brænder alt der bygges op.

Bror står mod bror, søster mod søster, mor mod barn og barn mod far, og deres frelser er et forargelsens tegn, fordrejet og skabt i deres billede, et tegn der splitter verden, og alle håber på den snarlige ende og altings død og at se det forhadte medmenneske brænde evigt.

Dette er Dystopia.

Fjernt fra eller nær vores verden, der ligger mellem de to og snart rykker mod den ene, snart den anden:

En fjern men klar stjerne drager os i frihed og ved vores længsel og stærke vilje eller et stinkende hul truer med at opsluge os i sin malstrøm ved de uværdiges slappe karakter.

Dette er valget og vi spørger til dit bidrag: Kærlighed eller had, sandhed eller løgn, klarhed eller rus, fred eller krig, tilgivelse og barmhjertighed eller hævn og forbandelse?

Hvem er du?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d