Gå videre til hovedindholdet

Mål for stress

Jeg forstår det ikke. Jeg føler mig underkendt, overset, ja, ladt i stikken og smidt på glemslens losseplads.

I starten tænkte jeg: Denne tanke er for stor til Danmark. Jeg prøver i England eller USA.

Det gjorde jeg. Larmende tavshed. Ikke så meget som en tak for henvendelsen.

Så prøvede jeg med Psykologisk Institut ved Københavns Universitet. Samme ubehøvlede tavshed.

Jeg taler naturligvis om min opdagelse af stresskvotienten:

 Det du har om ørerne divideret med det du har mellem ørerne.

Hvis kvotienten er over 1, er du i fare for at udvikle stress. Er den under 1 kan du slappe af og ingen fare.

Kvotienten bliver høj:

Enten ved et for højt aktivitetsniveau eller ved lav IQ.

Hvis kvotienten ligger mellem 1 og 1,5 bør man drosle lidt ned for aktiviteten, da intelligensen næppe kan påvirkes positivt i den relativt korte tid man har før det bliver kritisk.

Ligger den mellem 1,5 og 2 eller derover skal man skynde sig hjem og lægge sig i sengen og slukke lyset og putsove.

Hvorfor bliver en så epokegørende opdagelse negligeret - i en tid med stressramte curlingforældre og generation swipe? Ser man ikke behovet for et videnskabelig validt redskab til eksakt diagnostisering af en folkesygdom?

Tror I det er for sjov at jeg dag og nat kun tænker på hvordan jeg kan gavne menneskeheden? Tror I det er en spøg?

Jeg har haft så travlt med at rende fra Herodes til Pilatus og andre relevante personer og institutter i jagten på husly for min store tanke, at min stresskvotient i dag har passeret de 3, så jeg stopper dette fortvivlede opråb her, og skynder mig ned under dynen.

GODNAT!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere