Gå videre til hovedindholdet

En mulig forening af tro og viden

Ifølge kirkefaderen Augustin (Om Guds stad, bog 8, kapitel 3) hævdede Socrates at kun det rene sind kunne nå virkelig erkendelse.

Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager.

I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode?

Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes).

Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden:

Nemlig kærligheden.

Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet og derved bane vej for sand erkendelse; det fænomen som kan siges at være det grundlæggende religiøse bud (3. Mosebog kap. 19, vers 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'; et bud som senere både Jesus af Nazareth og Paulus citerer som det første og det største bud).

Dermed forenes viden (Socrates: Kun det rene sind kan nå til erkendelse) og tro (næstekærlighedsbudet) i et langt enklere og måske mere sandt svar end fx Plotin nåede til i sin tågede og uklare tanke om det uudsigelige Ene.

Måske er svaret det enkle: Kærlighed.

Men det vil nok være rigtigere at sige 'i takt med at sindet renses gennem kærlighedens kraft og den etiske levevis er det muligt at nå til stadig større og mere sand erkendelse';

For erkendelsen starter ikke først ved det helt rensede sind - der under jordiske forhold er umuligt at opnå - men pågår løbene under den langvarige renselsesproces; og den menneskelige erkendelse er aldrig fuldkommen og ideal men kun delvis og tilnærmet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…