Gå videre til hovedindholdet

En mulig forening af tro og viden

Ifølge kirkefaderen Augustin (Om Guds stad, bog 8, kapitel 3) hævdede Socrates at kun det rene sind kunne nå virkelig erkendelse.

Derfor må filosofien først og fremmest beskæftige sig med moral og etik og den gode livsførelse for derved at rense sindet og nå erkendelse af ting og fænomeners natur og årsager.

I etik og moral må vi søge at formulere det højeste gode og den rette livsførelse. Men hvad er det højeste gode?

Nogle af Socrates' elever mente, at nydelse var det højeste gode (Aristipus), andre mente at det var dyden (Antisthenes).

Men måske kan vi give et enklere svar på spørgsmålet om det sindsrensende fænomen og højeste gode der - hvis Socrates' tanke om erkendelse gennem sindets renselse er rigtig - kan føre til sand erkendelse; et svar der samtidig løser Plotins og nyplatonikernes og skolastikkens forsøg på at forene tro (i deres tilfælde kristendommen) og viden:

Nemlig kærligheden.

Måske er kærligheden det højeste gode, det fænomen der kan rense sindet og derved bane vej for sand erkendelse; det fænomen som kan siges at være det grundlæggende religiøse bud (3. Mosebog kap. 19, vers 18: 'Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!'; et bud som senere både Jesus af Nazareth og Paulus citerer som det første og det største bud).

Dermed forenes viden (Socrates: Kun det rene sind kan nå til erkendelse) og tro (næstekærlighedsbudet) i et langt enklere og måske mere sandt svar end fx Plotin nåede til i sin tågede og uklare tanke om det uudsigelige Ene.

Måske er svaret det enkle: Kærlighed.

Men det vil nok være rigtigere at sige 'i takt med at sindet renses gennem kærlighedens kraft og den etiske levevis er det muligt at nå til stadig større og mere sand erkendelse';

For erkendelsen starter ikke først ved det helt rensede sind - der under jordiske forhold er umuligt at opnå - men pågår løbene under den langvarige renselsesproces; og den menneskelige erkendelse er aldrig fuldkommen og ideal men kun delvis og tilnærmet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …