Gå videre til hovedindholdet

Magtanalyse - er krig uundgåelig eller er varig fred mulig?

Hvis vi opfatter en given magt, en regering, hvad enten den er demokratisk eller monarkisk eller andet, som et punkt, der i sin natur ønsker at udbrede sig - i magt, rigdom og indflydelse - så synes krig at være uundgåelig, da det ene punkt (en magt) bestandig vil møde andre punkter (magter), der vil det samme.

Når to af disse punkter mødes (geografisk eller i indflydelsessfære eller på anden måde), har vi krigen.

Ved krigen sejrer den ene og svækker eller tilintetgør den anden, hvorved der opstår et magtvakuum i det besejrede eller svækkede punkt; et vakuum som nationale eller internationale magter søger at udfylde, og så har vi borgerkrigen eller en besættelse eller en tilintetgørelse af det besejrede punkt.

Nu - tænker vi en verden med kun et punkt (en magt), opnået ikke ved krig, tvang eller erobring men på et oplyst og frit grundlag - en Verdensregering med en fri og demokratisk forfatning (fx med udgangspunkt i de universelle menneskerettigheder) - så undgås umiddelbart punkternes (magternes) sammenstød og krig og vi får en helt ny forståelse og realitet af begrebet magt og samfund:

En magt der ikke kun er til for sin egen skyld og som søger udbredelse og ekspansion som en kræftknude i et sygt verdenslegeme eller -samfund, men en magt der - i mangel på fjender - kan koncentrere sig om at skabe den størst mulige lykke for flest mulige (utilitarismen; Bentham, Mill).

Er dette en utopi? Kunne en sådan magt fungere eller drives samfund og mennesker - både af biologiske og økonomiske og politiske - love hvori krig er indskrevet med nødvendighed (evolution, kapitalisme, den stærkes selvhævdelse på den svageres bekostning)?

Eller er det et rationelt alternativ til krigen, hvis fred er rationel og krig er irrationel, og fordi der i sidste ende i alles kamp mod alle kun er en vinder eller nummer 1 og resten er tabere?

Er alles kamp mod alle (punkterne forstået både som stater og individer) rationel eller kan vi tænke og frem for alt handle anderledes?

Er fred - varig fred - mulig?

Note 1:

Et magtpunkt det kun eksisterer for sin egen skyld og udbredelse og for enhver pris er - udover uundgåeligt at medføre krig med andre magter - også hul, da den ikke bygger på ønsket om menneskelig lykke (utilitarisme) eller andre virkelige værdier, og i sidste ende selvdestruktiv hvis dens eneste drivkraft er nådesløs ekspansion.

Til sidst - når der ikke er mere at erobre - politisk og økonomisk og territorialt og på anden måde - vil den begynde at 'æde sig selv' og sit eget grundlag, 'verdenskroppen', som en dødelig kræftknude eller infektion; en brist der er indbygget fra et sådant magtpunkts begyndelse eller fødsel.

Note 2:

Det er ikke sikkert at Adam Smith har ret i (Wealth of Nations) at en økonomi og et samfund kun drives frem af egennytte.

Egennytten er nødvendig under truslen om udradering eller tilintetgørelse fra andre, men hvis vi opfatter hinanden som medspillere i skabelsen af gode liv og virkelige værdier (uden at være tvunget til det) og ikke grundlæggende som modstandere i verden og livet og økonomien, bortfalder i hvert fald en del af egennyttens incitament.

Det afgørende er om 'verdensmiljøet' er eller opfattes som grundlæggende venligt eller fjendtligt. Om det er det ene eller det andet har alle indflydelse på ved sin egen adfærd.

(Udover intuitiv-inspiratorisk metode skylder dette indlæg en del til Emery Reves og universalismen)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...