Gå videre til hovedindholdet

Magtanalyse - er krig uundgåelig eller er varig fred mulig?

Hvis vi opfatter en given magt, en regering, hvad enten den er demokratisk eller monarkisk eller andet, som et punkt, der i sin natur ønsker at udbrede sig - i magt, rigdom og indflydelse - så synes krig at være uundgåelig, da det ene punkt (en magt) bestandig vil møde andre punkter (magter), der vil det samme.

Når to af disse punkter mødes (geografisk eller i indflydelsessfære eller på anden måde), har vi krigen.

Ved krigen sejrer den ene og svækker eller tilintetgør den anden, hvorved der opstår et magtvakuum i det besejrede eller svækkede punkt; et vakuum som nationale eller internationale magter søger at udfylde, og så har vi borgerkrigen eller en besættelse eller en tilintetgørelse af det besejrede punkt.

Nu - tænker vi en verden med kun et punkt (en magt), opnået ikke ved krig, tvang eller erobring men på et oplyst og frit grundlag - en Verdensregering med en fri og demokratisk forfatning (fx med udgangspunkt i de universelle menneskerettigheder) - så undgås umiddelbart punkternes (magternes) sammenstød og krig og vi får en helt ny forståelse og realitet af begrebet magt og samfund:

En magt der ikke kun er til for sin egen skyld og som søger udbredelse og ekspansion som en kræftknude i et sygt verdenslegeme eller -samfund, men en magt der - i mangel på fjender - kan koncentrere sig om at skabe den størst mulige lykke for flest mulige (utilitarismen; Bentham, Mill).

Er dette en utopi? Kunne en sådan magt fungere eller drives samfund og mennesker - både af biologiske og økonomiske og politiske - love hvori krig er indskrevet med nødvendighed (evolution, kapitalisme, den stærkes selvhævdelse på den svageres bekostning)?

Eller er det et rationelt alternativ til krigen, hvis fred er rationel og krig er irrationel, og fordi der i sidste ende i alles kamp mod alle kun er en vinder eller nummer 1 og resten er tabere?

Er alles kamp mod alle (punkterne forstået både som stater og individer) rationel eller kan vi tænke og frem for alt handle anderledes?

Er fred - varig fred - mulig?

Note 1:

Et magtpunkt det kun eksisterer for sin egen skyld og udbredelse og for enhver pris er - udover uundgåeligt at medføre krig med andre magter - også hul, da den ikke bygger på ønsket om menneskelig lykke (utilitarisme) eller andre virkelige værdier, og i sidste ende selvdestruktiv hvis dens eneste drivkraft er nådesløs ekspansion.

Til sidst - når der ikke er mere at erobre - politisk og økonomisk og territorialt og på anden måde - vil den begynde at 'æde sig selv' og sit eget grundlag, 'verdenskroppen', som en dødelig kræftknude eller infektion; en brist der er indbygget fra et sådant magtpunkts begyndelse eller fødsel.

Note 2:

Det er ikke sikkert at Adam Smith har ret i (Wealth of Nations) at en økonomi og et samfund kun drives frem af egennytte.

Egennytten er nødvendig under truslen om udradering eller tilintetgørelse fra andre, men hvis vi opfatter hinanden som medspillere i skabelsen af gode liv og virkelige værdier (uden at være tvunget til det) og ikke grundlæggende som modstandere i verden og livet og økonomien, bortfalder i hvert fald en del af egennyttens incitament.

Det afgørende er om 'verdensmiljøet' er eller opfattes som grundlæggende venligt eller fjendtligt. Om det er det ene eller det andet har alle indflydelse på ved sin egen adfærd.

(Udover intuitiv-inspiratorisk metode skylder dette indlæg en del til Emery Reves og universalismen)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst