Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra april, 2021

Lockes og Humes empirisme

Der findes ikke noget i vores erkendelse, som ikke først er i vores sanser,- Sådan skrev John Locke (1632-1704) i An essay concerning human understanding, med en parallel i David Humes (1711-1776) tanke fra A treatise of human nature, at alle vores ideer og dermed vores erkendelse stammer fra (sanse-)indtryk (impressions), som svagere (efter-)billeder af disse. Det er ret let at modsige denne tanke: Noget der er i vores erkendelse, og noget der med sikkerhed ikke modsvares af noget ydre - hverken som simple eller sammensatte ideer (Hume) eller stammende fra sanseindtryk eller sansningen generelt (Locke) - er vores tanker selv. I den udstrækning vi har en ide og en erkendelse af selve vores tanker, eller af tanken som alment begreb eller fænomen, har vi en ide og en erkendelse, som ikke modsvares af noget ydre, og som ikke først er i vores sanser. Tanker og erkendelsen af dem modbeviser således Lockes og Humes empirisme.

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden

Videnskab, filosofi og religion - en mulig syntese?

I vestlig skolastisk filosofi i Middelalderen var en væsentlig bestræbelse at søge at forene religion og filosofi. Siden kom den moderne naturvidenskabelige metode til med afsæt i Francis Bacons ufuldendte  Magna Instauratio  og Novum Organum. Spørgsmålet er, om ikke det er muligt at skabe en syntese af alle tre åndsområder med afsæt i spørgsmålene: Ikke hvordan de forskellige naturlove er og fungerer og kan formuleres (overvejende matematisk), men hvorfor er de som de er, og hvorfor findes der overhovedet - i den udstrækning det er tilfældet - love for stof, rum, tid og bevidsthed, og hvorfor findes der overhovedet stof, rum, tid og bevidsthed? Der er altså tale om en mulig udvidet åndsretning og syntese med et skift fra hvordan til hvorfor. Umiddelbart synes der at være to muligheder: Enten findes der en Gud som har skabt alle (natur)love, eller også findes der ikke en Gud, og alle love er opstået enten tilfældigt eller som konsekvens af endnu ukendte love og forhold i verden generel