Gå videre til hovedindholdet

Argumenter mod militære og voldelige løsninger på politiske problemer

I lande der kalder sig kristne burde det være indlysende, at militære og voldelige løsninger på politiske problemer ikke er vejen frem men skridt tilbage til barbariet.

Som du sår, skal du høste, hedder det således i bibelen.

Vi kunne også formulere det sådan:

Det vi gør mod andre, gør vi samtidig mod os selv.

Hvis derfor et samfund tyer til vold og krig, bliver høsten vold og krig. Da det som oftest er de civile der lider mest og bliver ramt hårdest af krigens og voldens gru (døde, sårede, ruinerede, flygtninge osv), burde det være et globalt folkekrav til vores politiske ledere, at alle konflikter skal løses fredeligt og uden brug af vold.

Lad os gøre denne tanke lidt tydeligere og mere vedkommende ved at konstatere, at hvis krigen og volden regnes for en acceptabel måde at håndtere politiske problemer, og landene styrker og opruster militært, så går vi ind i en ond spiral (eller rettere; der er vi nu), hvor oprustning et sted medfører tilsvarende oprustning andre steder.

Vi har nogenlunde den samme teknologiske og videnskabelige viden, særligt i vores tids globaliserede verden, hvor ikke kun økonomi, men også viden er globaliseret, og derfor bruger vi nogenlunde de samme våben til at bekæmpe hinanden med.

Derfor er oprustning og krig dybt irrationel både ud fra en militær og politisk synsvinkel, men også en økonomisk.

De penge vi bruger på militær, bruger andre også - eller vil gerne - og de våben vi retter mod hinanden er nogenlunde de samme.

Tænk hvad det ville betyde, hvis vi i stedet brugte de enorme summer, der i dag bruges på militær, til at beskytte miljøet, sikre mad og rent vand til alle og andre konstruktive ting.

Det kunne blive en verden uden krig og med sikkerhed for alle, samt en verden hvor alle kunne spise sig mætte.

Ville det ikke være en bedre og mere rationel verden?

Hvis rationalet bag krig er at beskytte vores samfund og vores værdier burde vi - udover de nævnte konsekvenser - tænke over hvad krig gør ved vores menneskelighed. Hvad er en velstand eller et demokrati eller et hvilket som helst andet system, der er bygget på vold, værd?

Hvad er det andet end flotte kulisser med råddent fundament?

Vi kan vinde en krig, men tabe vores menneskelighed.

Er det sådan det skal være?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...