Carsten Ploug Olsen

Mennesker skaber falske myter. For eksempel den om Sauron og den om Voldemort og den om Ildsøen . Jeg ville rejse til stormens indre for at stille den. Ved begyndelsen svimlede jeg og mistede balancen; jeg greb fortvivlet efter fæste; da rakte stormen mig våben i hånd, og der  begynder de falske myter. Gå roligt, gå sagte, tag ikke det ondes våben. Målet er ikke at dræbe, men at løse. Efter lang tids vandring nåede jeg det ondes port. Trommer buldrede i dybet bag porten i afgrunden og det lød som slyngedes der mægtige trærødder og centnertunge spyd af jern mod den indefra. Jeg åbnede porten, hængslerne skreg - Og jeg fandt en rislende kilde, der randt så livsaligt og stille fra en lille gylden fontæne: Selv i det mørkeste hjerte rinder lyset, selv det sorteste hjerte er perfekt - Se Solen stige af regn! Se Solen stige så stille! Se livet begynde i dødens inderste!

Foranlediget af at  Poul Erik Bendtsen i dag på Facebook har skrevet nogle overvejelser om det relative i vores erkendelse, idet han blandt andet skriver at det relative er relativt, står i forhold til os, som tænker eller sanser bestemte ting, vil jeg her dele nogle tanker jeg fik da jeg læste hans post: Hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781/87; da. Kritik af den rene fornuft)  finder vi begreberne tingen-i-sig-selv og tingen-for-os som den (tingen; som både kan være en sansning (fx en stol) eller et begreb eller teori (fx kvanteteori eller logik eller 'verden' eller 'virkeligheden')) kommer til syne for os i betragtningen ('erscheinen' på tysk; eller fænomen (af græsk: phainomenon; komme til syne/det der viser sig (Den danske Ordbog)). Tilsynekomsten kan både være en sansning eller komme til syne for tanken idet vi tænker over, overvejer en ting). Hvis vi nu i stedet for Kants angivelse af tingen-i-sig-selv som et noumenon, et grænsebegreb for erkende

Ifølge kristendommen hævdes Gud at være treenig, Far, Søn og Helligånd, og vendingen En sand treenig Gud indgår som en fast bestanddel af den protestantiske liturgi. Men er det sandt? Er Jesus (Kristus) ligestillet med Gud Fader og eksisterer Helligånden som en del af den treenige Gud, ligestillet med Faderen og Sønnen? Om forholdet mellem Gud Fader og sig selv siger Kristus i Forsoningslæren og genvejen (udgivet 1920 ved Michael Agerskov): Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en dråbe mod Jordens største hav er min magt og vælde mod Hans. Som et sandskorn mod Jordens højeste bjerg er min viden og mine kundskaber mod Hans. Som et fnug, ja som et usseligt fnug mod det hele univers er min kærlighed mod den kærlighed, som Han bærer til jer! Dette er det sande størrelsesforhold. Jesus er Guds søn, ja, men kun ligesom enhver mand er det og enhver kvinde er Guds datter. Vi er Guds børn. Kristus er altså ikke ligestillet med Gud og på ingen måde Gud lig. En sådan tanke er en besp

Det fænomen der beskrives i Vandrer mod Lyset i forbindelse med Urtankens og Urvilkens kamp mod mørket og fremad mod lyset - At tanken for hvert mørke den overvandt oplevede en intensiv trang til at standse kampen, men hvor viljen gav tanken nyt mod og bevirkede at processen ikke stoppede på noget tidspunkt men fortsatte frem mod tankens og viljens forening og dermed Guds emanation eller fremståen som personlighed som lysets behersker og mørkets besejrer - kan vi mennesker også opleve i vores kamp mod mørket og vandring fremad mod lyset, dog kun i en svag afglans af Den Almægtiges kamp og sejr: Også vi kan fristes - efter en sejr over noget af mørket - til at indstille kampen, da kampen mod det onde i os selv altid er forbundet med anstrengelse og måske lidelser. Men ligesom urviljen bestandig styrkede urtanken, kan også vores vilje give tanken og hjertet nyt mod, når vi ellers fristes til at opgive den langvarige kamp og selvlutring, hvorved vi kan vandre videre mod det fjerne