Gå videre til hovedindholdet

Aktiv dødshjælp og gengældelsesloven

Det følgende jeg vil sige om aktiv dødshjælp og gengældelsesloven bygger på to forudsætninger som enhver selv må vurdere rigtigheden af:

1) Vandrer mod Lyset er også på dette punkt den største autoritet da den er en meddelelse fremkommet under Guds øverste ledelse

2) Gengældelsesloven er en af de hovedlove vi mennesker lever under, og den er ikke skabt for at straffe os, men for at opdrage os ved at vi får de samme lidelser vi har bragt andre (dette er min forståelse af gengældelsesloven som man vil kunne finde en del indlæg om her på bloggen)

Mit sigte et ikke at dømme nogen men derimod at vise virkeligheden og dermed søge at give en virkelig hjælp.

Hvad siger Vandrer mod Lyset om aktiv dødshjælp?

Den siger at den der vælger denne udvej - ligesom ved ethvert andet selvmord - efter døden igen og igen i tanken må genopleve den selvvalgte død og de lidelser man ved selvmordet forsøgte at flygte fra - indtil den dag og den time indtræder, der af Gud var sat som det pågældende menneskes dødsdag og time.

Den der støtter aktivt enten med råd eller handling bliver af Gud betragtet som morder, og han eller hun skal i fremtidige inkarnationer frelse lige så mange mennesker fra en brat død som der er taget.

Selvmorderen skal genopleve de lidelser han eller hun søgte at flygte fra på et mørkt og ensomt sted.

Det siger Vandrer mod Lyset.

Er Gud så uretfærdig eller grusom?

Nej, for de lidelser vi møder i dette liv er en konsekvens af de samme lidelser vi engang har bragt over andre.

Derfor er dette dels opdragelse (i de tilfælde hvor vi ikke fortryder og angrer det vi har bragt over andre), dels retfærdighed.

Dette ikke være sagt som en fordømmelse men som et forsøg på at fraråde ulykkelige og lidende selvmordets falske håb om lindring.

Lindringen og lettelsen kommer når de lidelser der er os beskåret er udstået - ikke ved selv at søge døden.

Hvis det jeg her har skrevet er rigtigt, skulle det være tydeligt hvilke forfærdelige lidelser der venter de ulykkelige selvmordere og deres 'hjælpere'.

Aktiv 'dødshjælp' er ingen hjælp men en illusion der skaber og ikke fjerner lidelser, og intet samfund bør derfor tillade det.

En virkelig hjælp vil være at søge at lindre lidelserne uden derved at afkorte det pågældende menneskeliv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst