Carsten Ploug Olsen

Moderne stater kan lære en del af den konfucianske filosof, Mengzi (Meng-tse, Mencius; 372-289 f. Kr) med hensyn til hvordan de bliver stærke og stabile: En stat og et styre bliver stærkt ved indadtil at søge at gavne borgerne og udadtil ved fredelige hensigter og praksis. Et folk der oplever god vilje fra sin regering, vil søge at bevare styret og styrke det, og fremmede stater vil have mindre tilskyndelse til at angribe en fredelig stat. Hvorimod et styre der indadtil regeres ved undertrykkelse og tvang vil være udsat for borgernes uvilje og fjendskab, og de vil søge at styrte regeringen, hvis undertrykkelsen bliver hård. Fremmede stater vil have tilskyndelse til at angribe en krigsnation og søge at ødelægge eller erobre landet for at fjerne en trussel mod sig selv. Tyranniet vil indføre det gode ved tvang. Den der tvinges, tvinges mod sin vilje, og hans eller hendes og de mange undertvungnes viljer vil være mod det tyranniske styre, som dermed bliver ustabilt og ikke - i læn

Den kinesiske filosof, Kong-tse (Confucius, Kong Fuzi), hævder (Analekter) at et styre snarere skal regere ved dyd end ved straf. Jeg finder tanken rigtig, og vil her forklare hvorfor: Hvis et styre primært lovgiver for at skræmme til lydighed og lovlydighed gennem en barbarisk straffelov, så vil borgerne måske ikke afstå fra fx vold og drab fordi vold og drab er forkert, men fordi de frygter straffen. Derfor vil borgerne i princippet kunne tænke, at vold og drab ikke i sig selv er forkert, men afstår kun fra de handlinger af frygt for konsekvenserne. I et sådant land vil den etiske højnelse hæmmes af frygt for straf, og borgerne vil have svært ved at indse det forkerte i onde handlinger, idet fokus er på straffen og ikke på det onde som ondt og forkert. Og et sådant land vil handle mod sine egne interesser, fordi borgerne ikke lærer hvad godt og ondt er. Landet vil dermed udsætte sig selv for fx vold og drab, fordi disse handlinger ikke erkendes som onde i sig selv. Derfor

For Hegel (1770-1831)  manifesterer verdensånden sig i den ydre verden gennem en dialektisk proces af tese, antitese og syntese og processen slutter med den absolutte viden ved identitet mellem subjekt og objekt (Hegel, Åndens fænomenologi). For Hegel er den dialektiske proces åndelig eller idealistisk. Marx (1818-1883)  danner herimod en antitese idet han siger, at det materielle, særligt de økonomiske realiteter, skaber de åndelige eller psykiske realiteter, fx religion, kunst osv. For Marx er den dialektiske proces materiel ved klassernes indbyrdes kamp om dominans. Ligesom feudalsamfundet banede vej for og gik over i det kapitalistiske samfund, vil det kapitalistiske samfund afløses af det kommunistiske (Bregnsbo; Marxismens elendighed). Marx hævder på den måde den dialektiske materialisme som en antitese til Hegels dialektiske idealisme. For Hegel viser det åndelige sig i materien, for Marx viser materien sig i det åndelige. For Hegel er det åndelige det primære, for Marx

Hvis udgangspunktet for det fænomen vi kalder videnskab er, at videnskab skal være empirisk, kontrollerbar og falsificerbar (jf. Bregnsbo, Marxismens elendighed) , så møder videnskab generelt det problem, at den i sine forskellige grene bygger på grundantagelser, der ikke (kan) bevises eller modbevises, og således hverken er empirisk, kontrollerbar eller falsificerbar. Selv matematikken bygger på sådanne grundantagelser. Derfor ser det ud til, at videnskab i sin grund og paradoksalt nok er uvidenskabelig eller også er kravet om falsificerbarhed forkert eller uhensigtsmæssigt. Vi bliver ikke reddet ved at forsøge blot at beskrive virkeligheden og verden, da også en sådan aktivitet (videnskab) bygger på den antagelse, at vi ved at beskrive virkeligheden og verden (neutralt) kan udsige noget (sandt) om virkeligheden og verden. Videnskab ligner derved - ved sine ikke falsificerbare grundantagelser - tro; tro, man som Kierkegaard skriver om den kristne religion, må indtræde i ved et s

Hej, det er mig igen, Sofie. Husker du mig? Jeg vil fortælle dig noget spændende. Jeg er ved at lære at lave mad. Jeg synes det er mega nize. Min mor er ved at lære mig at lave opbragt sovs. Det kan man bruge til mange retter. Selv om min mor siger, at det er lidt syndigt. På grund af smørret. Måske er det det, der gør at det hedder opbragt. Men jeg ved det faktisk ikke. Når vi går i køkkenet kan jeg godt lide at streame en serie på min tablet som jeg stiller ved siden af komfuret. Jeg prøver at forstå alle de mange spændende serier der findes. Gå lidt bag om dem som man siger. Det har altid undret mig, at der altid er et kamera i nærheden, når der sker alle de spændende ting. Hvordan er det muligt? Jeg ved det faktisk ikke. Men en dag forstår jeg det måske. Når jeg spørger min mor, tjatter hun mig på skulderen og siger, at jeg er fjollet. Nå, nu er sovsen færdig. Bøffen klar. Velbekomme!

Som jeg mener at have vist, så er tanken af ikke-fysisk eller metafysisk, oversanselig natur (En krise i filosofien og videnskaben (22.7.2018)). Dette peger på et behov for en ny metafysik eller metafysikkens genkomst. I moderne videnskab afvises imidlertid al metafysik som uvidenskabelig. For eksempel skriver Henning Bregnsbo i Marxismens elendighed (Berlingske Forlag 1980) at videnskab skal være eller er kendetegnet ved, at den er kontrollerbar, empirisk og falsificerbar og dermed videnskabelig. Dette nævner han er den logiske kerne og fællesnævner for al videnskab. Nu kan vi imidlertid spørge, om dette krav i sig selv er kontrollerbart, empirisk, falsificerbart og dermed videnskabeligt? Hvis ikke, så hviler den empiriske og falsificerbare videnskab på et ikke-kontrollerbart, metafysisk grundlag. Jeg bruger her den metode jeg har beskrevet i Epistemologisk metode. Observation, teori og test (01.08.2018), nemlig at teste en teori på sig selv. Den videnskabelige metode (og

Jeg har netop genlæst lignelsen To brødre i Vandrer mod Lyset, og her finder jeg - udover den symbolik der forklares i stykket med småt - en ny indsigt i, hvad Krist efterfølgelse vil sige: Den første bror (som er et billede på Jesus af Nazareth, Kristus), er lille af vækst og bærer tunge byrder, men går rank og glad på sit livs vej. Han støtter sig til en vandringsstav, giver de tørstende vand fra sit bæger, og tager sine medvandreres byrder og lægger dem på sine egne skuldre ovenpå sine egne tunge. Hvordan er dette muligt? Denne brors (Kristi) hemmelighed, det der gør, at han kan vandre så let under sine tunge byrder og støtte alle på sin vej er - efter hvad jeg forstår - hans tillid til Guds Almagt og hans vished om Guds kærlighed. Hvor mange er vi ikke, som ligner den anden bror (i første omgang et billede på Josef af Arimatæa)? Vi bærer måske lette byrder, men vejens længde og Solens brændende stråler tynger os og blinder os, og vejens sten sårer vores fødder. Vi forband

Den gamle Mester tænkte til denne verdens kerne og fandt vejen. Han kalder den nået af den uden ønsker, han kalder det det navnløse og jeg tilføjer det uden ansigt. Det dybe, det uudgrundelige, det tomme og uudtømmelige. Han fandt kernen og kaldte den vejen, men den er døden. Andre siger, at selvet og verdenssjælen er et. Ved livets opfyldelse, efter tusind liv, finder de ved indsigt denne verdens kerne: Døden. Opfyldelsen; for de ser ikke bedraget og illusionen: At denne verden er illusion; det er illusionen. Mesteren fra Nazareth lærte os kærlighed, og for det korsfæstede vi ham, og tilbad derefter hans offer. Derfor tilbeder også de kristne denne verdens kerne, døden, og kalder den liv. Profeten for gennem verden med ild og sværd og død. Hans disciple og arvtagere forstod budskabet, underkastelsen, og gjorde døden til livets forudsætning; de fandt også kernen, døden, og kaldte den liv og frelse. Mange tror, at livet ligger i selvfornægtelse, selvoffer, askese og de gør l

Lad os sammen tage et par skridt på den moderne spiritualitets trappe, der - sikkert og vist - fører til himlen: Her til højre ser De raketter, men det er i virkeligheden ikke raketter, men mestrene, der stiger. Gnisterne bag er sjæle, der følger og gerne vil være som dem. Til venstre snurrer chakraene nok så lystigt i alle farver; hvis ikke man fatter sig, kan man blive lidt svimmel, men det er helt normalt, så bare rolig. Ligefrem ser De discountmarkedet, seernes butik, der sælger billig ånd til folket, det er demokratisk og ingen bliver snydt, her kan alle uanset pengepung være med. Her er vi ved slottet, der huser himlens hieraki. Her er de højeste, deriblandt ærkeenglene, ofte forsamlet i magtfulde plenarmøder. Mikael er der ikke lige nu, beklager, han går med aviser, der bringer nyt fra Hjemmet, her i Deres landflygtighed. Og i os stiger nu visdomskraften over dem alle: Kundalini. Den fås både i hvid, rød og sort, så De kan selv vælge. Som De ser er dette landskab ove