Gå videre til hovedindholdet

Opsats 70; Katarsis for en nedbrudt sjæl

For at finde en kildes udspring 
Må man gå mod strømmen

 Se, den ulykkelige flygte fra brand og pest med hænderne for ansigtet, se den unge, der træder ud over afgrundens kant og hør hans skrig i faldet.

Se, alle disse ulykkelige vride og vende sig på lejet uden at finde hvile, alle disse nedbrudte; dem vil jeg lære artaraxia, sjælens ro:

Hvis lidelsen er i det inderste, så er også helbredelsen der; der hvor såret og blødningen er, der skal vi stoppe den; hvis det inderste skriger i smerte, så er det der vi skal lægge den lægende hånd.

Hvis sygdommen er til døden, ligger helbredelsen i livet. Døden er sikker, men livet får det sidste ord.

Når sindet knuses begynder straks flittige indre hænder at arbejde på dets genheling:

Tanke for tanke, gerning for gerning; tanker der føder følelser, følelser der føder tanker, tanker og følelser, der føder gerninger, og gerninger der føder tanker og følelser;

Dette er de indre hjælpere, der ikke mister modet selv om vi fortvivler og ikke kan gå videre; tanken vedbliver med at arbejde og følelsernes strøm flyder uhindret, de være aldrig så smertefulde.

Måske tager helingen år eller årtier; jo dybere sår, jo længere tid; men også: Jo dybere sår og jo længere lidelse: Jo dybere bliver roen til sidst og jo mere vægt og fylde får ånden.

Lad dette være om ikke andet så ord til håb; og lad trygt det indre selv helbrede.

Trods alt: Sjælen finder sin ro til sidst og den sygdom findes ikke som ikke har sin helbredelse.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere