Gå videre til hovedindholdet

Opsats 70; Katarsis for en nedbrudt sjæl

For at finde en kildes udspring 
Må man gå mod strømmen

 Se, den ulykkelige flygte fra brand og pest med hænderne for ansigtet, se den unge, der træder ud over afgrundens kant og hør hans skrig i faldet.

Se, alle disse ulykkelige vride og vende sig på lejet uden at finde hvile, alle disse nedbrudte; dem vil jeg lære artaraxia, sjælens ro:

Hvis lidelsen er i det inderste, så er også helbredelsen der; der hvor såret og blødningen er, der skal vi stoppe den; hvis det inderste skriger i smerte, så er det der vi skal lægge den lægende hånd.

Hvis sygdommen er til døden, ligger helbredelsen i livet. Døden er sikker, men livet får det sidste ord.

Når sindet knuses begynder straks flittige indre hænder at arbejde på dets genheling:

Tanke for tanke, gerning for gerning; tanker der føder følelser, følelser der føder tanker, tanker og følelser, der føder gerninger, og gerninger der føder tanker og følelser;

Dette er de indre hjælpere, der ikke mister modet selv om vi fortvivler og ikke kan gå videre; tanken vedbliver med at arbejde og følelsernes strøm flyder uhindret, de være aldrig så smertefulde.

Måske tager helingen år eller årtier; jo dybere sår, jo længere tid; men også: Jo dybere sår og jo længere lidelse: Jo dybere bliver roen til sidst og jo mere vægt og fylde får ånden.

Lad dette være om ikke andet så ord til håb; og lad trygt det indre selv helbrede.

Trods alt: Sjælen finder sin ro til sidst og den sygdom findes ikke som ikke har sin helbredelse.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere