Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra november, 2016

digt

Se, bøgerne brænder Biblen og koranen og filosoffernes ingenting Tilbage ligger en bunke aske der spredes for vinden Kun to smykker af guld bliver tilbage: Gud er kærlighed og barmhjertighed

En forenet verden?

I øjeblikket er der mange tendenser der synes at trække verden i retning af splittelse, strid og konflikt. Den bekendte anti-establishment bevægelse gør sig både gældende i Europa og i USA og andre steder. En tolkning af fænomenet kan være, at den politiske elite ignorerer de forskellige folks særegenhed, værdier og historie til fordel for et elitært projekt uden folkelig forankring. Disse forhold har et historisk ekko i Dostojevskijs tanker om det russiske folk som han nedfældede i sin dagbog, der egentlig består af tidsskriftartikler. Dostojevskij kritiserede de såkaldte europæister netop for at lede landet væk fra dets rødder og folk i retning af Europa og væk fra sin egen rod. I dagbogen hævder han også, at en stat har brug for en ide, en grundfortælling, og hvis denne idé svækkes, svækkes også staten, og - kunne man med et nutidigt begreb hævde - statens eller nationens sammenhængskraft svækkes, og nationen går sin undergang imøde. Dostojevskij hævder at den russiske ide og gru

Opsats 41; Magt, penge, sex

De blænder os med fiktionen; fjenden er derude! Vi er nødt til at slå ham ihjel! Vi er moralsk overlegne! Sådan siger alle krigere; USA og Rusland har delt verden op og kæmper per stedfortrædere (war by proxy) overalt i verden. I Syrien, i Irak, i brudfladen mellem Saudi-Arabien og Iran og mange andre steder. I virkeligheden forstår de hinanden fuldkommen; de er enige. Og IS og andre stemmer i med en skurrende falset. Skinger og falsk. Det fælles omkvæd: Magt, penge, sex. Her er sandheden: Engang hævede en sig over sumpen og hviskede: Tro, håb, kærlighed. Og senere: Frihed, lighed, broderskab. Men de blænder os med fiktionen; fjenden er derude! Vi er nødt til at slå ham ihjel! Vi er moralsk overlegne! De tror det er i deres interesse at blænde os og lade verden og mennesker dø. Politikere, big business, våbenproducenter og våbenhandlere scorer den svimlende fortjeneste på slagteriet, denne dødens dance macabre, den evige krig. De tror det er i deres interesse at skabe splid og li

Opsats 40; Sorg (2)

Se, denne kærlighed, se det smukke, mægtige træ, hør hvor det bruser i den ældgamle krone, se rødderne har fat og træet blomstrer; Men se, stormen kommer og vælter dette træ, det ældgamle, hør hvor det knager idet det segner, se den grænseløse smerte idet rødderne rives op fra grunden, hør skriget, det lyder som død og tilintetgørelse; Jo større og mere rodfæstet træet er, jo mere ondt gør det når det rykkes op, jo større og dybere er såret; Se, jeg kunne bygge et hus uden kærlighed, af glas, tomt og klart med en søgende, hjemløs, kold vind der blæser i gangene; Hvem tør elske, hvem tør lade være?

Stedet uden mørke

I George Orwells, 1984, er den afgørende tanke ikke så meget den massive overvågning og undertrykkelse af borgerne, som det er det der sker i 'værelse 101', stedet uden mørke, stedet hvor sjælen ligger nøgen under skærende, fjendtligt lys og blik, stedet for den inderste frygt, hvor alle knækkes; diktaturets inderste hemmelighed, anatomi og umenneskelighed. Et sted siges det, 'det gælder ikke om at forblive i live, men at forblive menneske'. Så længe borgerne 'kun' er undertrykte og overvågede er de på en måde uskyldige (ofre), og kan nægte at adlyde eller konspirere mod magten. Men menneskers egne handlinger og forræderi mod sin egen menneskelighed og værdighed og integritet kan ændre alt. De egne handlinger, os selv, kan ingen beskytte os imod. Og det er på en måde det ondes natur. Det kan true med bål og brand og det kan lokke os til at handle efter det - men det får kun magt over os hvis vi giver efter for truslerne og angsten og handler, bøjer os. Det ka

Opsats 39; Gud

Gud er usynlig for øjet og for tanken - men synlig for hjertet; der kan vi finde Ham, der bærer vi Hans billede. Gud nedstiger ikke på bjerget i ild og torden og rædsel; Den Almægtige Gud lader sig ikke korsfæste - hvilken blasfemi!; Gud griber ikke den søgende med tvang og hænder af knugende stål og truer med vanvid; Gud fremrisler stille som en kilde i ørkenen, en mild brise i brændende hede, et spørgsmål, et smil. Det er ikke frygteligt at falde i den levende Guds hænder, men saligt, saligt at hvile i Ham. Gud kaster ikke den fortabte i afgrunden, men er Hånden der bærer når afgrunden truer med at opsluge os. Gud er varm og tryg og nær.