Gå videre til hovedindholdet

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt eksempel i diskussionen om tildækningsforbud - ret til at tvinge folk til at afsværge sin inderste tro og overbevisning.

Guds veje er mange, og Islam er en af dem. Men: Gud er større end al religion. Ingen kan fuldtud forstå den Almægtige. Kun gennem kærligheden kan vi have en vis forståelse og en sans for retningen til Ham.

Ingen har ret til at tvinge sine medmennesker; Gud gør det ikke og derfor bør vi heller ikke gøre det.

Men med Vandrer mod Lyset er der blandt de mange veje til Gud åbnet en genvej; en genvej gennem tilgivelse af Satan (Ardor); en vej som er kortere end andre veje fordi vi gennem den bliver mindre sårbare overfor det onde; en vej Gud ikke tvinger os til at vandre og som vi ikke bør vandre for Hans skyld men for vores egen;

Fordi vi med tilgivelsen af den dybest faldne bliver mindre tilbøjelige til at gøre det onde og derfor får behov for færre inkarnationer på Jorden.

Vandrer mod Lyset er ikke den eneste vej, men den korteste vej, og vi bør vandre den for vores egen skyld, da den er den mindst lidelsesfulde og den vej der kan skabe den samhørighed mellem mennesker vi skylder hinanden og Gud!

Note: 'Sharia' kan betyde 'vejen til kilden (eller vandhullet)' og er et billede på vejen til Gud.

'Jihad' betyder 'hellig (eller religiøs) kamp, anstrengelse eller krig' og der skelnes mellem den store jihad og den lille jihad. Det er den lille jihad som terrorrister tolker som ret eller pligt til væbnet kamp mod islams fjender og som ingen berettigelse har.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…