Carsten Ploug Olsen

I kristendommen - i hvert fald den evangelisk-lutherske - hævdes det, at troen er vejen til frelse: Vi tiltales eksistentielt af helligånden ('talsmanden') gennem evangeliet og det forkyndte, levende ord, vi frelses af Kristus (sønnen) og vi hviler derefter i Faderen. I buddhismen hævdes det gennem 'de fire hellige sandheder', at vejen til forløsning eller frelse går gennem erkendelse: Erkendelse af lidelsen og lidelsens oprindelse, erkendelse af lidelsens ophør og vejen til lidelsens ophør. I både kristendom og buddhisme er frelsen eller forløsningen efter nogles opfattelse mere en indre tilstand end et ydre, konkret sted, og kan som sådan nås allerede i det jordiske liv.  I islam hævdes det parallelt til den kristne opfattelse, at vejen til frelse går gennem tro: Tro på den ene Gud, Allah, som ikke har nogen (anden gud) ved sin side, og at Muhammed er hans profet ('Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet (den islamiske trosbekendelse, shahada)). Ve

 Jeg har tidligere i flere indlæg, fx  Syndefald, faustmyte og kundalini , skrevet om begrebet og fænomenet kundalini, som af nogle betragtes som en art guddommelig visdomskraft, eller endda en kraft eller energi, der bærer universet eller Verdensaltet. Virkeligheden er dog, at kundalini er af det onde og at den identifikation med Gud som den kan give ('jeg er Gud') er illusorisk. Den historiske baggrund for fænomenet er Ardors og de øvrige ældstes fald, hvor de ville være lig Gud og skabe som Gud; først udødelige væsener i deres egen lignelse, og siden - da dette viste sig umuligt - det dødelige, fysiske menneskelegeme (se Vandrer mod Lyset). Gud er En, og alle forsøg på at gå Ham i bedene og at ville være lig Ham er naturligvis umuligt. Dette indså de ældste ikke, eller de glemte det i det hovmod og den selvbeundring der greb dem, da Gud stillede dem direkte overfor mørket engang i tidernes morgen. Ved at ville være lig Gud forlader mennesker visdommens vej, og træder ind på

Kend dig selv,- Oraklet i Delphi  Hvad er livet andet end en lidenskabelig samtale med os selv,- Marcel Proust (citeret efter hukommelsen) Medmennesket er et spejl for os. Det medmennesket vækker i os - godt eller ondt - er et spejl og tegn på vores indre. Den der rummer skønhed kan se skønheden i enhver. Den der ikke rummer skønhed, kan heller ikke se den i andre, men kaster sine skygger på medmennesket. Medmennesket vækker både det vi ønsker at se i os selv og det vi ikke ønsker at se. Livet er dels udvikling, dels et spejlbillede - en status - for udviklingen. Det vi tænker og gør tilbagespejles i os selv. Det vi sår, høster vi. Den der sår hvede, høster hvede, den der sår kærlighed, bliver elsket, den der sår had høster had. Livet og medmennesket er lidenskabelig samtale og et spejl af vores indre. Vi ser os selv i medmenneskets og livets spejl. Kend dig selv! Se ud, se op, se ind. Så ved du hvem du er.

For nylig i en diskussion på Facebook skrev en, at en kilde til krig opstår, når et menneske eller - tilføjer jeg - en organisation eller et trossamfund stiller sig op og siger: Vi alene har sandheden. Jeg finder tanken rigtig, men vil her anføre nogle andre tilsvarende kilder: For eksempel når sandhed kolliderer med økonomiske interesser og magt, eller - nok endnu vigtigere - selve det globale militærindustrielle kompleks, der i dag er så stort og økonomisk tungt som en af verdens største økonomiske og industrielle sektorer, at det er en selvstændig magt, måske større end nogen enkeltstat og helt uden demokratisk fundament og kontrol. Det globale militærindustrielle kompleks er så økonomisk og i henseende til magt tung en spiller i verdenssamfundet og i verdenspolitikken, og det har interesse i at skabe og vedligeholde militære konflikter så mange steder som muligt, at jeg vurderer, at denne ene - mere prosaiske -  kilde til krig er langt større og mere betydende end alle andre kilder

Dem vi strider mod i dag, skal vi samles med i Paradis 'i morgen'  Derfor er al strid og splid og krig og vold og bedrag og tyveri meningsløs. Enhver sten vi kaster på en andens vej, bliver en sten i den mur, der adskiller os fra Paradiset. Enhver sten vi kaster i en andens bane, skal vi selv engang bære væk og fjerne. Så hvad er meningen med strid, splid, krig, vold, bedrag og tyveri? Hvad vinder vi ved det, andet end en længere, tungere og mere smertelig vandring mod Hjemmet?

En afgørende forskel mellem lysets og mørkets kræfter og energier er, at lysets, kærlighedens, energi og kraft ikke - som mørket - aftager men tiltager og forstærkes ved brug. Eller som det vist er sagt før af andre: Kærligheden bliver større når den deles. Den lysomhyldning, som Vandrer mod Lyset siger det, ligger omkring kloden, aftager ikke og formindskes ikke ved brug. Den tiltager i kraft og styrke og udstråling når mennesker bruger den. Det vil sige, at når mennesker elsker hinanden, så tiltager lysets kraft og energi på Jorden. Kærligheden er altså ikke en kraft, vi kan opbruge og løbe tør for, som med mørkets kræfter og energier. Kærligheden vokser i samme takt som vi elsker hinanden. Eller sagt enkelt: I kærlighedens matematik bliver 1 + 1 mere end 2, og 2 + 2 bliver ikke 4 men mere, langt mere. Eller med et glimt i øjet: Kærligheden er en bæredygtig og ren energikilde. Og uudtømmelig. Evig. Jorden er svøbt i kærlighed. Det er bare at række ud med åben hånd - til medmennesket.

Ligesom kroppen ved smerte producerer endorfiner, som efter hvad jeg ved er kroppens egen morfin og smertestillende stof, kan sindet måske ved smerte producere smertestillende stoffer, der virker som visse euforiserende stoffer, fx heroin- og kokainlignende stoffer. Dette er et mere eller mindre kvalificeret gæt ud fra egne oplevelser med psykose og psykisk smerte. Hvis den psykiske smerte bliver ubærlig, tænker jeg, hvis virkeligheden og livet bliver uudholdeligt, kan produktionen af disse stoffer blive ekstrem og fremkalde egentlige psykoser. Denne forståelse - dette gæt - tager afsæt i min egen oplevelse af ekstrem psykisk smerte, og smerten er altså den egentlig betydende faktor for eller årsag til udviklingen af psykose, og de smertestillende, psykogene stoffer en virkning eller konsekvens. Teorien passer med fænomener jeg har iagttaget hos mig selv og andre. Fx ledsages mani ofte efterfølgende af depression, på samme måde som kokain først kan give manilignende tilstande og dereft