Carsten Ploug Olsen

Som man nok har bemærket, har jeg ikke bragt nye tekster en tid på denne blog. Jeg henviser interesserede i mit litterære virke til carstenplougolsen.com hvor man både vil finde en blog med kortere tekster og en side med længere. Derudover er det via denne adresse muligt at købe trykte bøger med udvalg af tekster fra forfatterskabet, som jeg har navngivet Højtryk.

Udover de problemer ved Humes erkendelsesteori som jeg og andre har påtalt; At hans egen erkendelsesteori ikke bygger på sanseindtryk (impressions), og derfor er ugyldig, samt at vi ikke har noget sanseindtryk af vores tanker som sådan, altså ikke det tankerne er om men tankerne som sådan, hvorfor enhver tanke må være ugyldig og derfor enhver erkendelse ugyldig og umulig; Så er det et problem, når han afviser begreber generelt i erkendelsen, fordi de ikke er afledte (derived) af sanseindtryk (impressions). Det er et problem, idet vi så også må afvise begrebet "sandhed". Hvis Humes teori er sand, må vi afvise begrebet "sandhed", hvorfor hans teori ikke kan være sand, hvilket er en selvmodsigelse, kontradiktion. Reddes hans teori hvis vi siger, at "sandhed" ikke findes som sådan, som begreb, men kun eksempler på noget sandt? Efter min opfattelse nej. For eksempler forudsætter noget, det er eksempler på, accidents (tilfælde) forudsætter begreb. Således foruds

Der findes ikke noget i vores erkendelse, som ikke først er i vores sanser,- Sådan skrev John Locke (1632-1704) i An essay concerning human understanding, med en parallel i David Humes (1711-1776) tanke fra A treatise of human nature, at alle vores ideer og dermed vores erkendelse stammer fra (sanse-)indtryk (impressions), som svagere (efter-)billeder af disse. Det er ret let at modsige denne tanke: Noget der er i vores erkendelse, og noget der med sikkerhed ikke modsvares af noget ydre - hverken som simple eller sammensatte ideer (Hume) eller stammende fra sanseindtryk eller sansningen generelt (Locke) - er vores tanker selv. I den udstrækning vi har en ide og en erkendelse af selve vores tanker, eller af tanken som alment begreb eller fænomen, har vi en ide og en erkendelse, som ikke modsvares af noget ydre, og som ikke først er i vores sanser. Tanker og erkendelsen af dem modbeviser således Lockes og Humes empirisme.

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden

I vestlig skolastisk filosofi i Middelalderen var en væsentlig bestræbelse at søge at forene religion og filosofi. Siden kom den moderne naturvidenskabelige metode til med afsæt i Francis Bacons ufuldendte  Magna Instauratio  og Novum Organum. Spørgsmålet er, om ikke det er muligt at skabe en syntese af alle tre åndsområder med afsæt i spørgsmålene: Ikke hvordan de forskellige naturlove er og fungerer og kan formuleres (overvejende matematisk), men hvorfor er de som de er, og hvorfor findes der overhovedet - i den udstrækning det er tilfældet - love for stof, rum, tid og bevidsthed, og hvorfor findes der overhovedet stof, rum, tid og bevidsthed? Der er altså tale om en mulig udvidet åndsretning og syntese med et skift fra hvordan til hvorfor. Umiddelbart synes der at være to muligheder: Enten findes der en Gud som har skabt alle (natur)love, eller også findes der ikke en Gud, og alle love er opstået enten tilfældigt eller som konsekvens af endnu ukendte love og forhold i verden generel

Hvis vi følger Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft, så må vi opdele erkendelsen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt. Kant siger så, at der mellem de to er en uoverstigelig kløft, idet vi ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den kommer til syne for os. Denne dikotomi synes indbygget i selve tanken, den måde vi tænker på. Hvis jeg fx vil erkende noget om stoffets natur, prøve at forstå kvanteteorien eller måske Kants egen erkendelsesteori, så må jeg så at sige holde det, jeg forsøger at erkende ud for mit indre blik, min tanke. Tanken deler sig op i mig, der betragter objektet (fx en bestemt fysisk teori eller erkendelsesteori) og objektet selv (teorien). Hvis Kant har ret, kan jeg ikke erkende objektet i sig selv, fx hans egen erkendelsesteori, det vil sige, jeg kan ikke nå til en fuldstændig forståelse eller det, han kalder apodiktisk vished om noget som helst, en vished og fuldstændig erkendelse som er objekti

Det siges af og til, at alle religioner i deres grund er ens, at de bærer den samme kerne. Det mener jeg er rigtigt. Se på jødedom, kristendom og islam: Hvis der findes en Gud, findes der kun en. Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Det vi har af den Almægtige er billeder, og de kan være mere eller mindre nøjagtige. Der findes også inden for de forskellige religioner forskellige billeder, ja, der er nok et for hver troende. Det alle religioner har til fælles, den fælles kerne, er kærligheden: Jødedom har næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18), det samme har som bekendt kristendom, idet både Jesus og Paulus gentager budet, og kalder det det største og vigtigste bud af alle. Og hvis vi forstår islam som det inderste hjertes overgivelse til Allah (jf trosbekendelsen, shahada), så er også islams kerne kærlighed. Gennem  Vandrer mod Lyset   lærer vi, at alle de store religioner er opstået ud fra en oprindelig verdensimpuls af kærlighed, men