Carsten Ploug Olsen

Dengang universet endnu var ungt, greb jætterne uretmæssigt ud efter den Krone, der kun tilkommer En.

Ekkoer af den begivenhed findes i mange folkeslags sagn og fortællinger; Myten om Adam og Eva og slangen, der forledte dem; Myten om Ikaros, der fløj for tæt på Solen og styrtede i havet og mange andre myter og sagn.

Idet jætterne greb ud efter Kronen, forsvandt grunden under dem, og de hvirvlede i afgrunden og Yggdrasil visnede.

Efter flugten til Midgård greb de ofte igen efter magten - og misbrugte den når de fik den.

Ofte har mennesker troet, at det gjaldt om at knuse og tilintetgøre jætterne. Men sandheden er, at det fra tidernes morgen har været asernes første og vigtigste opgave; ikke at knuse dem men at vinde dem tilbage fra den afgrund de alle styrtede i.

Den første betingelse for at kunne hjælpe jætterne var at forstå dem. Og for at vinde denne forståelse måtte aserne for en tid dele deres liv og vilkår, og derved lære det ondes frygtelige knuen af sindet at kende, dets angst…

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod der får dybere og dybere fat

Lige så høj tinden vi søger er, lige så dybt skal lyset finde rod: Et træ uden rod er skrøbeligt og falder ved første vindpust: Jo højere et træ skal række sin krone mod himlen, jo dybere rod er nødvendig.

Derfor er en opstigen også en nedstigen; ikke i et hovedkulds fald, men forsigtigt og for at tænde lys i mørket.

Tinderne vil fortsat komme. Og derfor og sådan, ved den dybere og dybere rod, vokser vi evigt.

For nylig havde jeg det held at trænge ind i Det ovale Værelse forklædt som potteplante, og der overhørte jeg en tilfældig (?) samtale mellem POTUS og staben omkring ham.

Før jeg gik ud (igen) mente jeg at have fået en vis forståelse for hvad der egentlig sker i dette prægtige hus. En viden som jeg gerne vil dele med andre for at så tryghed og ikke frygt.

Før jeg gengiver samtalen vil jeg dog først slå fast:

Frygt ikke for hvad der sker mellem POTUS og 'the little rocketman (with the funny hair)'; de taler jævnligt sammen ved frisøren. De bliver klippet samme sted og hygger sig vældigt mens de snakker om hvem de skal bombe og undertrykke og nedværdige og intimidere i ugen der kommer.

Putin er også med i klubben, men bliver kun studset let. Og får poleret issen. Derfor føler han sig lidt udenfor. Men grundlæggende swinger de tre godt sammen.

Ingen panik.

Nå. Her er hvad der skete og blev talt om i det ovale værelse:

POTUS: Jeg skal sådan bombe. Hvem vil I foreslå?

Stabschefen: …

Den gamle kvinde står ved det oprørte hav. Solen synker stille som en guldmønt eller et liv eller et hjerte der lægges i en kiste.

Eller som en gud der langsomt lukker sit flammende blik i sorg.

De krappe skyggesvøbte bølger rejser sig som hendes tanker mod himlen i trods og trusler.

Hun har ingen ro. Hun er halvt vanvittig af sorg.

Havet tog først hendes mand. Så to sønner. Sandet pisker mod hendes ansigt som tusind nåle kastet af deres skygger.

Tag også mig!

Tanken er ny som den endnu ufødte dag, den hun nægter at se, og gammel som sorgens kræft.

Tung som hendes fødder som hun prøver at tvinge til at bære hende hjem til hytten bag klitterne. Forgæves.

Stille synker Solen som et hjerte der langsomt drukner og slukkes og forsvinder.

Med det skal hun leve, endnu en tid skal det pumpe blod rundt i kroppen og give hende liv.

Hun husker hvordan det var. Hvordan hun sad ved danserestauranten og tog sin første snaps og luften der begyndte at vibrere af små kys og tusind usynlige, lokkende sm…

dybt i mørket
dit brysts grønne æble
dit skøds glas på stilk
fyldt med en mørk væske
jeg drukner min sorg
knuser glasset
mod den lukkede himmels sten

Den unge kvinde går gennem skoven en månelys og lun sommernat.

Fra vældige rødder skyder bøgestammer deres kroner mod himlen som hænder foldet i bøn.

Kvinden standser idet hun synes at høre en lyd. Hun ved ikke hvor den kommer fra.

I underskoven pusler det som af småsten der skrider sammen. Måske et egern eller et pindsvin eller en mus.

Så er lyden der igen. Det lyder som dæmpet sang af mange stemmer.

Hun kommer til søen. Piletræer bøjer deres top mod søspejlet og månen ser hun spejlet på den blanke overflade.

Det ser ud som svæver den i et dyb af mørke hyldet i stjerner et sted dernede.

Hun standser. Lyden er der stadig. Den tager til og dæmpes så igen.

En ung mand står i skjul af træer og buske på den anden side søen. Han ser hende - en gylden node - bukke sig ned, hule hænderne om vandet og drikke.

Han hører også musikken. Den kommer fra hende, fra ham, fra alle.

Gyldne noder svæver i sommernatten blandt høje træer. De falder til ro på netop deres plads i partituret.

I et glimt ane…