Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Udvalgt indlæg

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…
Seneste indlæg

Det teocentriske verdensbillede

Siden oldtiden hvor Ptolemæus omkring 150 e. Kr. skrev sin Almagest med dets geocentriske verdensbillede, Jorden som universets ubevægelige centrum, er de herskende verdensbilleder skiftet nogle gange, først med Kopernikus' teori om det heliocentriske verdensbillede i 1400-1500 tallet, Solen opfattet som midtpunktet, og siden det centrumløse og uendelige univers i begyndelsen af det 20. Århundrede, baseret på astronomiske iagttagelser af rødforskydning af lyset fra stjernerne og den deraf fremkomne teori om the Big Bang.

Den centerløse verden har siden fået en parallel i tanken om det centerløse menneske, fx repræsenteret i Jesper Hoffmeyers, En snegl på vejen, om biosemiotikken, tegnets og sprogets betydning for alt levende.

Hvor er menneskets centrum, dets kerne som vel alle oplever, hvis vi betragter mennesket som et udelukkende fysisk, biologisk væsen: I hjernen (i en særlig del af hjernen?), i hjertet, i maven eller en anden kropsdel?

Måske er mennesket uden påviseligt centru…

Slettede indlæg i forbindelse med corona-krisen

Jeg har valgt at slette tre indlæg fra bloggen i forbindelse med corona-krisen.

Det drejer sig om indlæggene, Verden i dag - med et glimt i øjet, Verden i dag - den dag verden blev forkølet samt Eventyret om undergangen.

Jeg må bare konstatere, at der vist alligevel ikke er så meget at grine af i denne krise og vil ikke bidrage til bagatellisering og mulig uansvarlig opførsel.

Sorry!

Men: This too shall pass!

Tro, håb og kærlighed

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden; 1. Kor. 13, 13

Nogle religiøse personligheder, deriblandt Muhammed og Luther siger:

Alt godt gror af troens træ. Gode gerninger, kærlighed, ja, evigt liv.

Se på verden. Er det sådan? Er det ikke snarere sådan, at både godt og ondt gror af troen?

Den giver nogle fred, andre dræber i dens navn.

Nogle fatter håb af tro, andre fordømmer og udelukker.

Nogle øver barmhjertighed af tro, andre forfølger og skænder og brænder i dens navn.

Sig mig, alle I, der tror:

Hvad ondt gror derimod af kærlighedens træ? Er kærlighed ikke større end tro, alene derved at intet ondt gror af den?

Er kærlighed ikke for alle, tro ikke? Er kærlighed ikke for alle, uanset tro eller ikke-tro?

Hvad er størst: Kærlighed uden tro, eller tro uden kærlighed?

Hvad kan vi først undvære, kærlighed eller tro?

Hvad er da størst?

erkendelsesdigt

Når vi hører en løgn og tror den, er det som at sænke et glødende jern i vand; det koger og bruser og vi får ikke ro.

Når vi hører en sandhed og tror den, er det som når en blomst lukker sig om sin støvdrager ved aften; blomsten går til ro og intet er mere naturligt

Løgnens og vildfarelsens oprørte vande spejler lyset brudt eller slet ikke; sandhedens rolige spejl gengiver lys, skov, menneske, livet selv

Tanken flyder i en verden der flyder
Når vi vil forstå udhæver sig tanken
Fra fænomenet, fra objektet, det vi vil forstå
Det er Kants adskillelse mellem subjekt og objekt
Det erkendende subjekt overfor det erkendte objekt
Subjektet overfor tingen i sig selv
Og tingen for os

Når tanken således sig udhæver, ophæver
Ser vi objektet fra alle sider
Vi søger at forstå, danne billede, optage

Når vi har dannet et billede, en forståelse
Indsynker billedet i tanken
Det er Hegels identitet mellem subjekt og objekt
Sammensmeltning, enhed

Kant og Hegels to led i erkendelsen:
Adskillelse ved betragtn…

Højsang III

Når mørket - det vældige -
Rejser sig mod lyset jeg bringer
Storm mod ro
Jeg ryster og vil kun ligge i mørket
Lytte til varmens sagte susen i rørene
Dit åndedræt, du er der et sted
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

Ved bjergets rand, ved afgrunden
Jeg skælver når jeg ned med lampen lyser
Jeg drømmer om strand og varme og hænder
Alene, iskold vinternat ved polen
Dybet skiller mig fra menneskelandet
Jeg skælver for Uhyggesmagten
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

Trangen til flugt, tryghed, glemsel
Men jeg står og bliver stående
Som jeg forsøger: Urokket
Rystet i det inderste
Her står jeg, Gud hjælpe mig,
Jeg kan ikke andet
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

Jeg søger ly for stormen hos dig, min elskede
Og måske er det stormen
At søge livet i døden, lyset i mørket
Kun jeg selv kan bære min vægt, min sjæl
For dig ubærlig
Stryg en tændstik i dette mørke og det op lyses
Et lys plantet,
Er sommer bragt nær

Gud, jeg ligger og ryster i mørket
En lille fugl, katten kommer
Jeg huler hånden om flamme…

Højsang II

Gives Paradis for en slik,
For intet, for et sennepskorn?
Ja, det frø der er -
Ikke din tro - men din kærlighed
Gennem evighed,
Du vokse ind i Paradis

Jeg ser mod himlen, det uendelige rum
Sjælen isner, tænker -
Er det mit billede, er vi alene?
Kold som spot fremglimter da stjernen
Gennem evighed,
Du vokse ind i Paradis

Jeg ser det uendelige ydre
Hører talen om erobring, tanken om magt
Men den sande uendelighed er i det indre,
Tiden og udødeligheden
Gennem evighed,
Du vokse ind i Paradis 

Hvad hjælper det at vinde verden
Hvis prisen er dit hjerte
Til hvad nytte afklippe den grønne vinge
For at komme først og derved blive sidst
Gennem evighed,
Du vokse ind i Paradis

Du, krigsherre, se din fremtid
I slagmarkens lemlæstede kroppe
Den tid kommer hvor du bliver som dem
Ikke som straf, men for at åbne dit blinde øje,
Dog,
Gennem evighed,
Skal også du vokse ind i Paradis

Gnid, sjæl, dit hjertes magiske lampe
Se Guds Ånd fremspringe
Se den genlyse kærlighedens streng
Til dobbelt, ti-dobbelt, tusindfold hø…

Højsang

Nu sjælen stævner på havet ud
Ser sig selv i karmas spejl
Sår godt, sår skidt og høster snart
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis

Nu sjælen spørger
Med hvad kranse mit flag?
Med hvad tegne mit billede?
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis

Med kærlighed kranse sit billede
Det der hæfter, forbinder, forener
Fredens kilde, værdigheds krone
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis

Kan evighed fremdrømmes?
Salighed og værdighed nås uden kamp?
Paradis let som intet, uden vægt og fylde?
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis

Når uro er i sindet
Det er veer, sjælen der vokser
Fødes ud af sit trange svøb
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis

Byrden du bærer: Dig selv, din vægt
Ved at bære vinder du styrke
Til evighed at bære uden at vakle
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis


Skal vi byrden afkaste
Kræve løn før arbejdet er gjort?
Høste uden at så?
Gør dig smuk, sjæl
I morgen er du i Paradis

Fra hjerte til hjerte
Kærligheds net at skabe
Alle forbundne, alle tilvundne
Gør di…