Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Udvalgt indlæg

Gud

Flere steder i bibelen og koranen siges det, at Gudsfrygt er starten på visdom. Fx nævnes det i bibelen, hvor frygteligt det er, "at falde i den levende Guds hænder" og i 2. Mosebog, 19 og følgende kapitler åbenbarer 'Gud' sig på Sinaj bjerg for Moses og israelitterne under torden og lyn og røg og til lyden af horn for de forfærdede mennesker. (Der er tilsvarende beskrivelser af den forfærdende 'Gud' i koranen).Men er dette rigtigt? Har vi grund til at frygte Gud?Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se - eller rettere føle - noget om hvem Han er.I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst - og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige.Tværtimod - de åbenbaringer jeg har haft er af en Gud, som på den e…
Seneste indlæg

Folkeforfølgelser

Hvad er det for dybe understrømme og spøgelser der drager gennem de vestlige samfund i vor tid. Disse:

Frygten for en muslimsk magtovertagelse baseret på øget antal muslimer og en fascistisk modreaktion, der i yderste konsekvens kan skabe forhold som i 30' ernes Tyskland hvor det var jøder der stod for skud. I dag er det muslimer.

Atmosfæren er betændt. Hvad sker der? I medierne og i sociale sammenhænge møder vi oftere og oftere ringeagtende udsagn om 'de fremmede' parret med slet skjult aggression. Det er en etisk menneskepligt at sige fra overfor dette.

Hvis ikke vi siger fra, kan det blive fatalt. Den lille mand er blevet modig og bærer som mulighed den stærke mand på skuldrene. Fordi der er flest som han. Den lille mand lugter magt og venter på den der tør gribe den.

Det er også en etisk menneskepligt at sige fra overfor den fascistiske og totalitære islamisme. Det er en pligt at sige fra og ikke gemme sig bag resterne af en politisk korrekthed. Ligesom det er en pligt…

Vejen til Gud

Mennesker har ikke brug for religioner men for Gud

Hvis religioner og hellige skrifter er billeder af Gud, hvorfor så nøjes med billeder?

Løft nu blikket fra skrifterne og vend hjertet og sindet mod Gud! Da vil du finde Ham. Vejen til Gud er kort!

Hvorfor skal vi bruge så megen tid på at omvende hinanden, når den sande omvendelse gøres af Gud?

Hvorfor drage gennem verden med ild og sværd for at omvende til kærlighed og barmhjertighed?

Hvorfor råbe 'Gud!' og 'lys!' og selv blive i mørket? Når vi sidder ved lampen og studerer de hellige skrifter; hvorfor så lade vores skygge falde på de hellige ord?

Gud er ikke i lønkammeret men blandt mennesker.

Men tro heller ikke dette billede og gå heller ikke min vej. Vend sindet og hjertet mod Gud, lad ikke din skygge falde på dette billede og denne vej og på skrifterne.

Gud er en levende kilde, en varme og tryghed og Magt og ro. Gud er ikke døde ord i døde skrifter i døde hjerter.

Men tro heller ikke dette billede. Lad Gud selv vågne…

Plotins Ene og syndefaldsmyten

Den tidligste oprindelse til ideen om en formodet enhedserkendelse af verden som præger visse dele af moderne vulgær spiritualitet er efter hvad jeg ved Plotins (Plotin; 205-270 e. Kr) tanke om det Ene der skulle ligge bag alle fænomener og over intellektet og sjælen.

Tanken er enkel nok:

Bag ethvert fænomen ligger både ontologisk og forklaringsmæssigt et simplere fænomen. Og bag dette simplere fænomen ligger et endnu simplere fænomen og således videre indtil man ender ved et fænomen der både i forhold til eksistens og forklaring er usammensat.

Dette fænomen er i Plotins filosofi det Ene. Dette Ene kan ikke begribes med intellektet, hævder han, men må opleves eller erfares direkte. Da det Ene betinger alt og ligger bag alt vil erfaringen af det gøre mennesket alvidende eller alvis.

Erfarer man dette Ene, har man altså nået livets højeste niveau eller erkendelse/erfaring. Selve oplevelsen skulle være en ekstatisk forening med kosmos, der ikke kan forklares men må opleves af den enkelte…

De evige sandheder

Findes der sådan noget som evige sandheder, eller må vi tænke, at al viden er relativ og tidsbunden?

På trods af at videnskaben i dag synes at bekræfte det sidste, at viden er relativ og tidsbunden idet nye opdagelser hele tiden erstatter ældre videnskabelige resultater, kun for selv senere at blive erstattet af andre, vil jeg forsøge denne tanke:

Lysets sandheder er de evige sandheder

At nutidige videnskabelige resultater hele tiden veksler kan ses som et udtryk for det man kalder den selvkorriggerende videnskab og metode.

Det gode og sunde ved denne metode er, at intet er hævet over retten til undersøgelse. Alt er principielt åbent for undersøgelse og man søger efter sandheden hvorhen så denne søgen bringer forskeren. En videnskabelig undersøgelse starter med åbne spørgsmål ideelt set uden forudfattede meninger, og accepterer sandheden hvor man finder den, også selv om det går imod etablerede sandheder og hævdvundne videnskabelige resultater.

Men hvis min tanke er rigtig; at der find…

Mørkets paradokse natur

Udover den iagttagelse at mørket har en dobbelt natur, en 'lys' og en rent sort side af det samme mørke, har jeg iagttaget det vi kan kalde mørkets paradokse natur.

Denne kommer for eksempel til udtryk når mennesker flygter fra kærligheden af angst for at miste den og når mennesker begår selvmord af angst for døden.

I disse tilfælde narrer mørket mennesket ind i det det frygter vil ske.

Et andet eksempel er den magtbegærlige der i sit begær efter magt bliver afmægtig.

Med hensyn til flugten fra kærligheden kan den have mange ansigter. Man kan for eksempel søge at dulme sin angst for tabet med alkohol, piller, narko osv. Eller man kan forlade sin partner - i en paradoksal angst for at miste vedkommende og fordi man ikke kan udholde smerten ved tanken om tab.

Mørkets paradokse natur - at det får os til at gøre det vi frygter mest eller narrer os ind i det vi frygter - kan også iagttages i kristendommen.

Jeg tænker her på visse kristne forestillinger om, at vejen til Gud går genn…

Om gerninger og gerningers værdi

Det en gerning koster er dens værdi

Sådan kunne en simpel variant af den moralfilosofi som Kant formulerer i Kritik der praktischen Vernunft lyde.

De egentlig moralsk værdifulde handlinger, siger Kant, er dem vi udfører til gavn for andre på trods af ens tilbøjelighed til at lade være.

Moral - og kærlighed - koster. Men det de koster gør dem netop værdifulde. De koster selvopofrelse, ofte anstrengelse, og at vi somme tider sætter os selv i anden række, omtanke osv.

De gerninger vi udfører til gavn for andre, men som ikke koster noget, kalder Kant legale, men ikke egentlig værdifulde.

Enhver der lever i et længerevarende forhold eller ægteskab kender til disse gerninger vi gør for den anden, og som koster selvovervindelse og lignende; og at hvis vi ikke sommetider sætter os selv og vores behov i anden række og handler med omtanke til fordel for partneren;

Så dør kærligheden eller er tegn på at den allerede er død.

Moral og kærlighed koster; men netop derfor er de så værdifulde.

Eller v…

Jødedommens, kristendommens og islams fælles vej

Ved næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog kap. 19, vers 18 som Gud giver Moses, kan det siges, at der derved anvises en vej, som er fælles for jødedom, kristendom og islam:

Kærlighedens vej.

Dette er indlysende gældende for jødedommen, da Mosebøgerne er jødedommens centrale helligtekst, og for kristendommen idet både Jesus og Paulus citerer det som en del af det første og største bud og som 'lovens opfyldelse' og inderste mening.

For islam gælder det, at de i Vesten så smædede begreber som jihad og sharia både kan tolkes negativt som terroristerne gør;

Eller man kan prøve at finde ind til den inderste mening, som jeg tolker som den kamp eller anstrengelse, jihad, det er at holde sig på vejen til Gud, sharia (sharia kan betyde 'vejen til vandhullet' dvs et billede på vejen til Gud) efter at man har overgivet sit inderste hjerte til Gud ved den islamiske trosbekendelse, shahada.

Overgivelsen af hjertet til Gud i islam er parallel til Kristi ord på spørgsmålet om det største b…