Carsten Ploug Olsen

For nylig i en diskussion på Facebook skrev en, at en kilde til krig opstår, når et menneske eller - tilføjer jeg - en organisation eller et trossamfund stiller sig op og siger: Vi alene har sandheden.
Jeg finder tanken rigtig, men vil her anføre nogle andre tilsvarende kilder:
For eksempel når sandhed kolliderer med økonomiske interesser og magt, eller - nok endnu vigtigere - selve det globale militærindustrielle kompleks, der i dag er så stort og økonomisk tungt som en af verdens største økonomiske og industrielle sektorer, at det er en selvstændig magt, måske større end nogen enkeltstat og helt uden demokratisk fundament og kontrol.
Det globale militærindustrielle kompleks er så økonomisk og i henseende til magt tung en spiller i verdenssamfundet og i verdenspolitikken, og det har interesse i at skabe og vedligeholde militære konflikter så mange steder som muligt, at jeg vurderer, at denne ene - mere prosaiske -  kilde til krig er langt større og mere betydende end alle andre kilder.
D…

Dem vi strider mod i dag, skal vi samles med i Paradis 'i morgen' 
Derfor er al strid og splid og krig og vold og bedrag og tyveri meningsløs.
Enhver sten vi kaster på en andens vej, bliver en sten i den mur, der adskiller os fra Paradiset.
Enhver sten vi kaster i en andens bane, skal vi selv engang bære væk og fjerne.
Så hvad er meningen med strid, splid, krig, vold, bedrag og tyveri?
Hvad vinder vi ved det, andet end en længere, tungere og mere smertelig vandring mod Hjemmet?

En afgørende forskel mellem lysets og mørkets kræfter og energier er, at lysets, kærlighedens, energi og kraft ikke - som mørket - aftager men tiltager og forstærkes ved brug.
Eller som det vist er sagt før af andre: Kærligheden bliver større når den deles.
Den lysomhyldning, som Vandrer mod Lyset siger det, ligger omkring kloden, aftager ikke og formindskes ikke ved brug. Den tiltager i kraft og styrke og udstråling når mennesker bruger den.
Det vil sige, at når mennesker elsker hinanden, så tiltager lysets kraft og energi på Jorden.
Kærligheden er altså ikke en kraft, vi kan opbruge og løbe tør for, som med mørkets kræfter og energier. Kærligheden vokser i samme takt som vi elsker hinanden.
Eller sagt enkelt: I kærlighedens matematik bliver 1 + 1 mere end 2, og 2 + 2 bliver ikke 4 men mere, langt mere.
Eller med et glimt i øjet: Kærligheden er en bæredygtig og ren energikilde. Og uudtømmelig. Evig.
Jorden er svøbt i kærlighed. Det er bare at række ud med åben hånd - til medmennesket.

Ligesom kroppen ved smerte producerer endorfiner, som efter hvad jeg ved er kroppens egen morfin og smertestillende stof, kan sindet måske ved smerte producere smertestillende stoffer, der virker som visse euforiserende stoffer, fx heroin- og kokainlignende stoffer.
Dette er et mere eller mindre kvalificeret gæt ud fra egne oplevelser med psykose og psykisk smerte.
Hvis den psykiske smerte bliver ubærlig, tænker jeg, hvis virkeligheden og livet bliver uudholdeligt, kan produktionen af disse stoffer blive ekstrem og fremkalde egentlige psykoser.
Denne forståelse - dette gæt - tager afsæt i min egen oplevelse af ekstrem psykisk smerte, og smerten er altså den egentlig betydende faktor for eller årsag til udviklingen af psykose, og de smertestillende, psykogene stoffer en virkning eller konsekvens.
Teorien passer med fænomener jeg har iagttaget hos mig selv og andre. Fx ledsages mani ofte efterfølgende af depression, på samme måde som kokain først kan give manilignende tilstande og derefter …

Udover det argument jeg tidligere har forsøgt imod teorien om the Big Bang (i indlægget Teorien om the Big Bang);
At rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser ikke skyldes, at de fjerner sig fra os, men at den opstår ved det synlige lys' passage gennem mørkehobe;
Vil jeg her forsøge endnu et argument imod teorien:
Nemlig at hvis vi antager, at der ved begyndelsen og efterfølgende i Big Bang udsendtes lys, så må udvidelsen efterfølgende dels
1) være sket med lysets hastighed og med det synlige lys som frontbølge
2) være sket ligeligt i alle retninger, hvorved universet må være kugleformet
Ad 1) Hvis ikke rummet udvidede sig med lysets hastighed og med det synlige lys som frontbølge, så må det udsendte lys være blevet afbøjet eller reflekteret ved rummets 'kant' eller grænse, hvilket vel ikke giver mening.
At rummet skulle udvide sig med lysets hastighed strider, så vidt jeg kan se, mod Einsteins relativitetsteori. Og moderne kosmologi regner - i nogle teorie…

Filosoffen John Locke hævder i værket An essay concerning human understanding (1689) at intet, der er i erkendelsen, ikke først har været i sansningen.
Parallelt hævder Immanuel Kant i Kritik der reinen Vernunft (1781; 1787), at hvis fornuften søger at overskride enhver mulig erfaring, havner den i uopløselige selvmodsigelser, fornuftens fire antinomier.
Hvis Kant med erfaring mener sanseerfaring, sansning, så er hans standpunkt parallelt med Lockes.
Det er dog ret let at modbevise denne radikale empirisme, idet vi identificerer erkendelse, som med sikkerhed ikke findes i sansningen, og uden at havne i selvmodsigelser:
Nemlig menneskets jeg, som vi erkender, men ikke sanser (forudsat jeget ikke, som nogle østlige filosofier vil vide, er en illusion) og menneskets tanke og vilje, som vi heller ikke sanser, men ligefuldt erkender.
Der er sikkert andre sådanne ikke-sansbare eller oversanselige fænomener, som vi erkender, men ikke sanser, fx tid og rum (Kants a priori anskuelsesformer).
Med min…

Problemet er ikke flygtningene, men dem der skaber flygtningestrømmene
Det måske mest brændende spørgsmål i verden i dag er spørgsmålet om flygtninge. Mange millioner menneskers lidelser er genstand for intens opmærksomhed, og populister spinner politisk guld på spørgsmålet. De vinder gehør og magt som måske aldrig før i stort set alle samfund.
Men lad os se problemet fra denne vinkel:
Er problemet de nødstedte, eller er problemet dem, der skaber nøden:
Statsledere, militærfolk og civile borgere, der starter, støtter og vedligeholder krigen i ord eller gerning?
Er problemet ofrene, eller er problemet de, der skaber krigens og nødens mange ofre? Er ved drab problemet den dræbte eller drabsmanden?
Hvis vi fastholder, at problemet er ofrene, flygtningene, og nægter dem asyl og beskyttelse, så er det at føje spot til skade og dobbelt uret.
Hvis vi fastholder og låner øren til krigsopviglerne og giver dem magt som de har agt, så bliver vi medskyldige i krigens katastrofer og medskabere af de flyg…