Carsten Ploug Olsen

Problemet er ikke flygtningene, men dem der skaber flygtningestrømmene
Det måske mest brændende spørgsmål i verden i dag er spørgsmålet om flygtninge. Mange millioner menneskers lidelser er genstand for intens opmærksomhed, og populister spinner politisk guld på spørgsmålet. De vinder gehør og magt som måske aldrig før i stort set alle samfund.
Men lad os se problemet fra denne vinkel:
Er problemet de nødstedte, eller er problemet dem, der skaber nøden:
Statsledere, militærfolk og civile borgere, der starter, støtter og vedligeholder krigen i ord eller gerning?
Er problemet ofrene, eller er problemet de, der skaber krigens og nødens mange ofre? Er ved drab problemet den dræbte eller drabsmanden?
Hvis vi fastholder, at problemet er ofrene, flygtningene, og nægter dem asyl og beskyttelse, så er det at føje spot til skade og dobbelt uret.
Hvis vi fastholder og låner øren til krigsopviglerne og giver dem magt som de har agt, så bliver vi medskyldige i krigens katastrofer og medskabere af de flyg…

I min daværende praktiserende læges venteværelse hang der engang en akvarel, der viste to mænd på en trappe.
Den ene mand sad ved trappens fod med hænderne for ansigtet. Han farve var grå, tydeligvis fortvivlet og opgivende.
Den anden mand gik rank et stykke oppe ad trappen. Energisk. Hans farve var gul eller gylden.
Regn og sol. Billedets titel er 'Vejen frem'.
Bærer de den samme byrde? Er det den samme mand? To holdninger til livet og dets byrder? To muligheder for det samme menneske?
Jeg tror det. Søren Kierkegaard skriver i skriftet, 'Krisen - eller en krise i en skuespillerindes liv', om Johanne Luise Heiberg, at hun bar en tung byrde, men den var nødvendig og uden den kunne hun ikke præstere som hun gjorde.
Hun kom fra svære forhold i barndommen med alkoholisme og fattigdom (kilde: Dansk Wikipedia), men steg til guldalderens top 'uden at miste sin sjæl'.
Byrden var - som jeg forstår Kierkegaard - nødvendig for at hun ikke skulle miste jordgrebet og svæve ud i in…

Jeg har efterhånden så tit iagttaget det vi kan kalde mørkets, det ondes, kortslutninger, fx ved mine egne lidelser (jeg lever med en alvorlig sindslidelse):
Når jeg raser mod Gud pgra mine lidelser, så skaber jeg de lidelser, jeg raser over.
Jeg har iagttaget dette i mange forskellige tilfælde og forhold:
Fx at begæret afskærer en fra det, man begærer, eller hvis begæret opfyldes det så ikke mætter eller bliver ligegyldigt eller at det ledsages af en dårlig smag i munden:
Som den, der begærer magt, bliver magtesløs, som den, der begærer rigdom, og for hvem penge og ejendom snarere bliver en byrde end et aktiv, eller den, der begærer sex men aldrig mættes og er på evig jagt, eller den, der begærer berømmelse for berømmelsens egen skyld - at være kendt - men måske uden substans bag eller pgra mindreværdsfølelser og som meget godt føler det hule i det og for hvem berømmelsen bliver et problem og som ønsker igen at være anonym osv.
Det synes at være sådan, at begæret afskærer os fra det, vi b…

Gud er kærlighed og derfor søgbar i hjertet
Foranlediget af en læser (af indlægget To Gudsbeviser), der undrede sig over, hvad jeg egentlig mener med hjertets bevis for Guds eksistens og den efterfølgende forståelse af noget af den Almægtiges natur - at Gud er kærlighed - skal jeg her give en kort og forhåbentlig klar forklaring.
Jeg vil give den i form af en tænkt pædagogisk situation mellem en mor og hendes 3-5 årige barn:
Barnet spørger hvem Gud er og hvor Han er. Moren peger på barnets hjerte og siger:
- Der bor Gud! Kan du ikke mærke Ham?
Mere er det egentlig ikke. Barnet vil da kunne mærke eller føle Gud i tryghed, ro og glæde.
Det er kun os voksne, der ofte er så tumpede, at vi skal vejen rundt om filosofi, religion, hellige skrifter, dogmer og indviklede forklaringer og dertil hørende stridigheder, krige, fordømmelser og andre tvivlsomme kilder og fænomener.
Der er egentlig ikke noget nyt i dette. Der er tale om en religiøs grunderfaring, som mange troende - jøder, kristne, muslimer,…

Ligesom det ikke giver mening med tvungne regimeskift ved militær intervention i verdens brændpunkter - da indgrebet medfører et magtvakuum som derefter søges udfyldt af andre forskellige og stridende parthavere i landets politik, hvilket med nødvendighed fører til borgerkrig - er det muligt at argumentere mod andre faser og fænomener med hensyn til krig og krigens væsen:
Det giver ingen mening at føre regulær angrebskrig - altså hvor målet er erobring og ikke regimeskift - da en international praksis hvor lande søger erobring, danner en præcedens hvor andre lande vil gøre det samme, hvilket da meget let slår tilbage på det eller de lande, der først starter en krig.
Ved at starte en erobringskrig skaber man en norm, som andre vil efterligne - eventuelt som forsvar eller som det man kalder forebyggende krig  - og dermed har vi international krig eller i sin yderste konsekvens en verdenskrig.
Hvis vi ser på borgerkrigen, så giver det ingen mening at dræbe sine landsmænd, da også disse drab…

Som jeg forstår Kierkegaards filosofi, er hans to grundlæggende spørgsmål, som udfoldes i forfatterskabet, følgende:
1) Hvad vil det sige at være kristen, og hvordan bliver man det?
2) Hvad vil det sige at være sig selv, og hvordan bliver man det?
Spørgsmålet om kristendommen er for Kierkegaard det arkimediske punkt i det evige, mens det eksistentielle grundspørgsmål er det tilsvarende punkt i det timelige.
De to sfærer, det evige og det timelige, har deres brændpunkt eller skæringspunkt i Kristus; dels gud, dels menneske, dels det evige og dels det timelige.
At det evige og det timelige overhovedet mødes (i Kristus), er for Kierkegaard troens paradoks.
For Kierkegaard bliver man kristen ved Springet og troens dobbeltbevægelse: Man springer ud på de 70 000 favne idet man opgiver sig selv eller alt, og Gud griber det således udsatte menneske, og giver os tilbage til os selv.
Således skærer det evige og det timelige også hinanden i os; det religiøse og det eksistentielle mødes med Kristus som …

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…