Carsten Ploug Olsen

Som i al historie er vi på vandringen altid midt i det hele. Umuligt at sige hvornår den begyndte, men sikkert at den aldrig ophører.

Pilgrimmen forstod idet han søgte kærligheden, at han måtte rense sit hjerte for at elske.

Han måtte finde et ærligt punkt, hvor kærligheden ikke drejede sig om ham, og hvor den ikke var en nedstigning fra Olympen men en gerning øje til øje, menneske til menneske.

Det ærlige punkt fandt han i hjertets inderste: Det rolige og ubedragelige punkt, der renser kærligheden med ild og brænder slaggeret væk og kun efterlader den ædle sten.

Og han forstod, at den der råber velsignelser fra bjergets top i virkeligheden står på havets bund og ser verden gennem slør og spytter bobler, der stiger til overfladen, hvor han selv burde være: Blandt mennesker.

Sådan fandt han kærligheden.

Uhørlige tone, lyt
Simurghen synger partituret
Gyldne noder daler stille
Denne sang er vores

Noder rives ud og kastes i ilden
Når en mangler skurrer tonen
Den uhørlige tone, bliv stille
Vær Simurghens smil og glans

Syng ikke den dybeste sorg
Gør ikke sangen forgæves
Gennem tider og verdner
Skulle en mangle, forstummer tonen

I en gylden kugle i dyb nat
I begyndelsen fødtes tonen
Langsomt stiger den i styrke
I indre stilhed verdens helhed

Simurghen synger sjælen ren
Dens gyldne vinges kærtegn:
Stjerner danser sølv i blikket
Og fred daler glimt af det kommende:

Det blivende

Det er afgørende for ethvert samfund der vil kaldes et retssamfund at insistere på individuel og ikke kollektiv skyld i retsplejen.

For hvis et individ bliver dømt for en forbrydelse han ikke personligt har begået men som er begået fx af en fra familien eller fra hans race eller tro, er der ikke langt til folkeforfølgelsen og i sidste ende folkedrabet.

Hvis skylden for virkelige eller påståede forbrydelser opfattes kollektivt bliver straffen kollektiv; altså folkeforfølgelse eller folkedrab.

Dette så man fx under folkedrabet på jøderne under 2. Verdenskrig.

Selvfølgelig giver det mening fx ud fra Grundloven at opløse foreninger der virker ved vold ved dom og dermed i en vis forstand at straffe kollektivt.

Men her er det primært den formaliserede vold man straffer og mindre foreningens medlemmer. Man straffer foreningen, ikke medlemmerne.

Set i dette lys og med et aktuelt eksempel giver det ikke mening at kræve at fx alle muslimer bliver holdt ansvarlige for forbrydelser de ikke person…

Når du synker i mit inderste, er det der jeg føler smerten når du går.

Når jeg skærmer mit inderste, brændt af smerten, og ikke lukker nogen ind, er jeg ensom og lever ikke.

Er det da valget: Kærlighed og smerte eller ensomhed? Er smerten kærlighedens nerve, angsten for at du går, og dør kærligheden med smerten?

Når jeg lukker dig ind, og du mig, så lever du i mig og jeg i dig, og kærligheden bliver en udmattelseskrig og vi er begge bange.

Hvorfor kan vi ikke bevare vores inderste når vi lukker hinanden ind, hvorfor kan vi ikke være to i hjertet, hvorfor bytter vi hjerte og inderste?

Er kærligheden nødvendigvis lidelse eller kan vi være to? Behøver jeg at dø, når jeg elsker dig?

Er vi en hver for sig, dig i mig og jeg i dig, eller kan vi være to i hver og dermed fire; begge i begge hjerter?

Er kærlighedens ligning at 1+1=4?

Måske er den tanke jeg har forsøgt at formulere i indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed rigtig:

At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater.

Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning:

Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt.

Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller.

Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delinger og kam…

Se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden livets og dødens træer gror; se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden paradis og helvede er; se, både godt og ondt rækker ud efter hjertet; det gode vander det med vand fra Eunoe, indsigtens kilde, og får det til at gro; det onde rykker det op med rod og kaster det i flammerne

Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse:

I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin.

I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab.

I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til grunde …

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …