Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Udvalgt indlæg

Gud

Flere steder i bibelen og koranen siges det, at Gudsfrygt er starten på visdom. Fx nævnes det i bibelen, hvor frygteligt det er, "at falde i den levende Guds hænder" og i 2. Mosebog, 19 og følgende kapitler åbenbarer 'Gud' sig på Sinaj bjerg for Moses og israelitterne under torden og lyn og røg og til lyden af horn for de forfærdede mennesker. (Der er tilsvarende beskrivelser af den forfærdende 'Gud' i koranen).Men er dette rigtigt? Har vi grund til at frygte Gud?Jeg har selv erfaret noget om Guds væsen, ikke fordi jeg er et specielt fremragende menneske, der har Guds særlige bevågenhed, men fordi Gud har åbenbaret sig for mig, ladet mig se - eller rettere føle - noget om hvem Han er.I de ægte åbenbaringer jeg har modtaget fra Ham kan jeg slet ikke genkende dette med at Gud skulle fremkalde frygt eller angst - og slet ikke genkende dette med at jeg bør og har grund til at frygte den Almægtige.Tværtimod - de åbenbaringer jeg har haft er af en Gud, som på den e…
Seneste indlæg

Helvede findes ikke mere

Jeg tror det er rigtigt at sige, at med godt og vel 2 mia mennesker der bekender sig til kristendommen og islam har vi mennesker et skævt forhold til Gud og det guddommelige.

Begge religioner hævder at mennesket eksistentielt er skyldigt, og at vi kun kan håbe på 'Guds nåde' hvis vi skal undgå at komme i helvede.

Men i Vandrer mod Lyset er der gjort nøje rede for det sande forhold: Nemlig at helvede ikke findes mere og da det fandtes var det ikke et sted Gud dømte de ulykkelige fortabte til.

Men for den nøjere redegørelse må der henvises til værket selv.

Kun vil jeg her sige, at den samme Gud som åbenbarer sig for mennesker i Vandrer mod Lyset, har åbenbaret sig for mig personligt, og derfor er jeg fuldstændig sikker på at værket er sandt, også i forhold til det at helvede ikke findes mere, og at det aldrig har været Guds vilje at straffe nogen med evige lidelser.

Den Gud der åbenbarer sig i Vandrer mod Lyset og som har åbenbaret sig for mig på anden vis også er en altbeherske…

Requiem

Blæsten tog i hendes lange mørke hår og blæste det bagud som en komets halo men af mørke. Vi var på vej.

Som altid var jeg i tvivl om hvor jeg og hvor hun var på vej hen. Mod noget eller væk fra noget. Måske mod hinanden eller væk fra hinanden.

Hvem ved? Jeg talte. Det kom over mig. Det sker sjældent. Normalt er jeg tavs.

Jeg har forlængst opgivet at finde ud af hvad der driver mennesker.

Måske savner jeg en basal indre menneskelighed. En menneskelighed andre har som en selvfølge. Hvorfor spørge hvad der driver mennesker? Hvad driver mig? Måske er det det jeg savner at vide.

Det indre pres er taget til i de seneste måneder. Nu - i bilen på vej mod syd - kun os to i bilen - nåede byrden en sådan intensitet at ordene ligesom blev presset ud, som saften fra en appelsin eller som den troendes byrde af synd når han hører Ordet.

Hun sad ved siden af og lyttede og vippede med foden. Med hele den fortabtes fortvivlede og afmægtige raseri væltede ordene ud af mig.

Hun forblev tavs, vippede med…

Om Kristi efterfølgelse

Elsk din næste som du elsker dig selv!

Lignelse:

To mænd læste disse ord og grundede over dem.

Den ene gik ind i sit studere- og arbejdsværelse og søgte ved lange studier at udgrunde det der forekom ham dunkelt og uforståeligt.

Hvem er næsten? Hvad er kærlighed? Hvordan elsker man?

Efter års intensivt åndeligt arbejde havde han skrevet bindstærke værker og disse værker blev grundlag for hele samfund og kirker.

Endvidere så han en stolthed i at følge mesteren i døden (ikke i livet) ved at fornægte sig selv og følge frelseren op på korset og på mange andre måder pine og dræbe sig selv.

Den anden gik ud af døren, ud til mennesker.

Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme?

Om at tænde lys

Det er bedre at tænde et lys end at bande over mørket; Kong-tse 

Lignelse:

To mænd kom en dag ind i et mørkt rum. Den første gav sig straks til at bande og råbe og smadrede i mørket al inventaret og stødte og slog sig slemt under raseriet.

Den anden gik forsigtigt hen til kontakten og tændte lys så de begge kunne se.

Hvem af dem var den vise, og hvem den dumme?

(Kontakten har været kendt altid: Der er en kontakt der hedder kærlighed, en der hedder barmhjertighed, en der hedder tilgivelse og en der hedder fred)

Opsats 67; Kernen

Er vi billeder af universet?

Et uendeligt univers uden påviseligt centrum? En virkning af mange dele? Er vi en helhed af mange dele uden centrum?

Er det et menneske?

Eller er der et centrum, en kerne der er årsag til delene, til helheden?

Er mennesket årsag eller virkning?

Vi siger: Min krop, min hjerne, mit hjerte, mine følelser, mine tanker, min vilje, mit håb, min fortvivlelse, min glæde, min sorg, min smerte, min sjæl, min ånd.

Hvem er det der siger min om alt dette? Er det kernen, centret, det uforklarlige og unikke punkt i hver?

Er vi årsag eller virkning, virkelighed eller drøm og illusion, er vi en udødelig og unik kerne eller skrøbeligt skum der brister på evighedens hav af sten?

Syndefaldsmyten og Guds dom (Dommedag)

Et fællespunkt for kristendom og islam er tanken om et oprindeligt fald for mennesket og som konsekvens en enten fremtidig og fælles dommens dag eller en dom straks efter døden, hvor nogle så går ind til den evige frelse, andre til evig fordømmelse og fortabelse.

Mennesket - hævder de to verdensreligioner - er syndigt og hvis ikke vi tror, fortabes vi.

Men disse tanker bunder i en grundlæggende misforståelse; syndefaldsmyten er netop myte og ikke bogstavelig virkelighed:

De der faldt engang var ikke mennesket men nogle af Guds først skabte børn - de ældste (se Vandrer mod Lyset). Mennesket er ikke eksistentielt skyldigt i kraft af en oprindelig synd og ulydighed mod Gud, der af nogle tænkes nedarvet gennem generationerne (arvesynden). Mennesket er eksistentielt uskyldigt;

Og derfor tilkommer det ikke Gud at dømme noget menneske.

Og det gør Han da heller ikke. I Vandrer mod Lyset forklares det indgående, at efter hver inkarnation skal mennesket aflægge regnskab for sit liv; gode og dårl…

Doktor Flinqs anden lykkelige dag

I mit ansvars- og byrdefulde hverv som folkevalgt sniger der sig af og til en forårsdag ind - helt uventet - mellem mørke dages tunge vinter.

Som i dag.

Straks jeg vågnede i morges kunne jeg mærke det helt ud i lilletåen; det her bliver en god dag!

For det første overraskede det mig at jeg ikke var blevet vækket om natten med opkald fra bekymrede partifæller eller dagen før ikke var havnet i en shitstorm på de sociale - nogle vil sige antisociale - medier.

Men det der overraskede mig mest var, at Bertel Haarder ikke var minister.

Jeg har gennem min efterhånden solide erfaring på tinge og i livet i almindelighed erhvervet mig en viden som kan udtrykkes sådan:

1) Den der altid lægger sig fladt ned som et gulvtæppe, ender med at blive foragtet og trådt på

2) Den der altid står rank i stiv kuling, ender med at knække

Og syntesen:

3) Den der ved hvornår man skal bøje af og hvornår man skal stå fast - ender som minister

Nå, men dette var altså min lykkelige dag. Jeg følte velværet og Solen ind…