Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra juni, 2016

På bar 6

Det blev aften på Det rene Vanvid, det mørknede udenfor og i min sjæl og tanker, og endnu en gang måtte bartenderen Nicky lægge øre til mine depressive tirader; af en eller anden grund tror den lidende at hans lidelser er interessante; eller også håber han bare at vække medlidenhed og at en eller anden missekat vil forbarme sig over ham. - Ved du hvad jeg fortryder mest, spurgte jeg, og Nicky hævede øjenbrynene og smilede sit buddhasmil, - jeg fortryder at jeg ikke i tide har indset hvor dum man skal være for at få succes i denne verden. For eksempel da jeg gik i gymnasiet; jeg gjorde hvad jeg fik besked på og lidt til. Havde jeg gået der bare et par måneder mere, tror jeg at jeg ville have begyndt at stå ret og marchere til lærernes åndssvage melodier. I skolen og i erhvervslivet lærer vi at knuse mennesker. First they make you, then they break you, snøvlede jeg i min brandert uden helt at vide om det var korrekt engelsk og uden at bekymre mig om det. - Hvor mange tror du, at jeg h

Inspiration og kanalisering

En udbredt arbejdsmåde i den spirituelle litteratur er den såkaldte kanalisering. Det påstås da ofte, at Gud, Jesus eller andre højtstående personligheder står bag den tekst, der fremlægges, hvorefter typisk en svag tekst følger; kulørte tekster der bedst kan beskrives som historier fra de varme lande; helt typisk er den reelle inspiration den såkaldte kundalinikraft. Hvis denne mørkekraft indgår i teksten, beskrives den ofte som en universel lyskraft, hvilket yderligere devaluerer teksten. En mere konstruktiv arbejdsmåde med sikrere resultater - hvis målet er sandhed og ikke at guddommeliggøre sig selv og score kassen - er inspiration i den betydning som der gøres nøje rede for i Vandrer mod Lyset; altså stille sig til rådighed for eventuelle inspirationer fra skytsånden og derefter stå frem i eget navn og på eget ansvar. De tanker man herved eventuelt føler sig inspireret til at dele med sine medmennesker er ofte helt klare, enkle og skarpe; som modtager af sådanne inspirationer f

Tanke, vilje og sansning

Hvad enten man anlægger en rent biologisk anskuelse eller medtager en religiøs tror jeg at det er rigtigt at sige, at tanken og viljen ikke er tilgængelig for en forklaring, altså hvad disse fænomeners inderste kerne og natur er; vi må nok nøjes med en mere eller mindre omfattende beskrivelse af tanken og viljen. Det er for eksempel helt uforståeligt selv hvis man anlægger en rent biologisk anskuelse hvordan en vis blodgennemstrømning og elektriske signaler mellem neuroner i bestemte dele af hjernen kan blive til det vi oplever som overvejelser over den by eller det landskab vi netop ser, tanker over livet og døden, os selv eller andre osv. Det synes umuligt at forklare overgangen fra disse fysiske fænomener (blodgennemstrømning og elektriske impulser) til det vi oplever som bevidste tanker. Men vi kan til en vis grad beskrive tanken og viljen; Tanken kan således beskrives som en evne til at opfatte verden og virkeligheden og en evne til at skabe ting (den skabende tanke; fx ord, b

Terror i Tyrkiet

Hvis man betragter det forfærdelige terrorangreb i Tyrkiet og andre lignende angreb, fx i Ægypten, så lader det til, at strategien for terrorgrupperne, både Al Qaida, Islamisk Stat, Boko Haram og andre, er at destabilisere de forskellige samfund , fx ved at ramme de forskellige lande økonomisk (fx mindske landenes indtægter fra turisme og tvinge de forskellige lande til store udgifter til militær), for at bane vejen for en voldelig magtovertagelse. Denne strategi - hvis det er sådan - kan ikke - som det af og til fremføres i den danske og internationale debat - kaldes vanvittig; der er en form for rationale eller logik i det; et mere præcist ord er nok, at det er ondt. Dette sagt om terrorristernes strategi. Med hensyn til gerningsstederne kan det bemærkes, at efter det stort set - heldigvis - er blevet umuligt for ondsindede kræfter at slå til i fly i luften, er terroren flyttet til ankomsthallerne i flere tilfælde. Hvis man også indfører endnu skrappere kontrol og sikkerhed her, vi

Opsats 19; Den menneskelige natur

Som Jacob Ejersbo rigtigt bemærker i sin novellesamling, Superego , så har mænd to hoveder, kvinder to huller, og megen menneskelig foretagsomhed grunder i at gætte hvilke af de to der  er aktivt i et givet øjeblik. Hos kvinder er der en nær kontakt mellem de to; hos mænd som bekendt ingen forbindelse. Og så er der al den aktivitet knyttet til ønsket om belønning og frygt for smerte, og sammenhængen mellem de to. Nogle får et kick af at spise fed mad og sukker, andre af at piske sig selv med skorpioner. Og så er der dem der taler til røvhullet i folk, og dem der taler til kongen i enhver. Ser vi ud over verden er der klart flest af de første både i den frie verden og i tyrannierne. Røvhul søger røvhul. Og derfor ledes verden af røvhuller. Derfor er sætninger som: Stå fast sjæl når det onde løber storm, stort set uforståelige i denne verden; Sjæl? Det onde? Hvad taler du om? Dine ord lyder som kinesisk. I stedet jubler man over sætninger som denne in effecto : Kast dig i pølen, der

Et grundlag for etikken

Hvad enten man betragter mennesket som en biologisk organisme eller som en Gudsskabt personlighed tror jeg det er rigtigt at sige, at grundlaget for etikken er forestillingen om mennesket som et unikt, uerstatteligt individ. Og hvad enten man forstår mennesket som ren biologi eller derudover også som et åndeligt væsen er det vel rimeligt at betragte enhver af os som dette unikke, uerstattelige enkeltvæsen; min hjerne er min, jeg deler den ikke med nogen; lige sådan med mit hjerte og hele krop og eventuelt min sjæl. Barbariet begynder hvis vi ikke anerkender enhver af os som unikke og uerstattelige, umistelige. Og det fortsætter ved dehumanisering og forfølgelse af hele grupper af mennesker; det er lettere at lægge hele grupper af mennesker for had end at øve vold mod en eller flere man kender personligt. Man kan ikke personligt kende en hel gruppe af mennesker (fx muslimer); en gruppe af mennesker er i en vis forstand en tankekonstruktion, hvorimod individet er konkret eksisterende

Mørkets selvforstærkende lidelser

Når man første gang læser Vandrer mod Lyset kan Ardor og de Ældstes fald og ondskab undre en. Men personligt har jeg det sådan, at jo mere jeg beskæftiger mig med værket og jo ældre jeg bliver, jo bedre forstår jeg dem. Af egen erfaring ved jeg, at jo mere man lider, jo mere tilbøjelig vil man være til at gøre andre ondt. Lidelser kan gøre en kort for hovedet, hævntørstig, aggressiv, og jo mere man gør ondt, jo mere lider man (mørket skaber lidelser), og jo mere man lider, jo mere vil man være tilbøjelig til at gøre ondt osv i en ond spiral. Jeg tror ikke at der er nogen enkel løsning på dette problem, og hvornår man stopper den onde spiral eller fald er individuelt. Men om ikke andet så kan denne forståelse måske bidrage til, at vi forstår de Ældste bedre, og derved lettere kan tilgive dem og andre, der gør os ondt, hvorved mørkets magt langsomt, gradvist kan mindskes her på Jorden. I takt med at vi forhåbentlig lærer i hvert fald at forsøge at tilgive ud fra en dybere forståelse a

digt

sekunder flyder som vand stiger i denne lukkede boks dette øjeblik for længe siden displayet på hans ur viser 59 60 61 62 63 64 han hiver efter vejret kvæles langsomt gennem år hans liv passerer revy forsvinder han griber efter det det forsvinder sand mellem hendes tæer sorte flammer i skødet en sommerdag for længe siden stenen i hans hjerte pigen han myrdede solen synker stille

På bar 5

Jeg er efterhånden ved at have nået en alder, hvor alting er længe siden, og hvor forskellige skavanker oftere og oftere sniger sig ind i samtaler med venner, familie og bekendte. Paradentose, hjerteflimmer, besvær med at rejse sig og sætte sig ned, vandladningsbesvær og mere til. Men hvad pokker, jeg er alive and kicking og forestillingen er ikke slut før den fede dame har sunget. Så her er jeg; en fraskilt mand, der med lidt god vilje stadig er i sin bedste alder, lige nu sidder jeg på stamstedet og lytter til Zacq, aka Palle, der er ved at drive sin tvillingebror, Zed aka Benny, til vanvid med en monolog om det fornuftige i at basere sin økonomi på Oddset og Lotto. Det han, altså Zacq aka Palle, egentlig vil er at få Zed aka Benny, til at spytte i bøssen til en Lottokupon til på lørdag; selv er han flad. Jeg sidder og keder mig jævnt, men pludselig ser jeg den berømte eller berygtede eller ligegyldige altid skriblende forfatter, Carsten Ploug Olsen, træde ind i lokalet med et let

Opsats 18; De sataniske Vers

Moses. Jesus. Muhammed. De siger at jeres ånd og skrift er hellige. At jeres ånd er hellig er sandt, men jeres skrift er fyldt med sataniske vers; vers der svælger i vold, vers der slår mennesker med rædsel, vers der får mennesker til at brænde og brænde hinanden, vers der forsøger at tvinge til underkastelse. Men hvem kan bebrejde jer? Hvem kan forstå jeres svimlen, jeres angst, da I stod ved afgrunden, det brændende mørke, og så ned i det? Hvem kan bebrejde jer de sataniske vers, der sneg sig ind i jeres forkyndelse uden at I ville det? Jeres ånd er hellig, jeres forkyndelse ikke. I skulle have lært mennesker at elske hinanden og befri den onde fra mørkets kvælende, knugende pinsler, men I fejlede, og jeres arvinger gjorde ondt værre ved deres stridbarhed og vilje til krig og forfølgelse. I skulle have lært: Gud er kærlighed og ingen skal fortabes; frygt ikke, Herren er med jer; Herren tilgiver alle; Herren velsigner alle; frygt ikke! I stedet skabte jeres arvtagere et vrængbille

På bar 4

Endnu en gang var udsigten til en aften alene for skræmmende, så jeg gik ned på Det rene Vanvid der denne aften lokkede svage sjæle (som mig) med et dobbeltarrangement med live musik og bagefter boksning. Jeg sad netop og vippede med fødderne til husorkestrets (Bad Silent Suckers, der plejede at afslutte deres koncerter med at tage gidsler) første sæt, da Marianne (eks, ak så meget eks) entrede  lokalet med dronningeblik og en hvæsen til en nærgående fyr eller myg, der ikke vidste noget om endsige anerkendte hendes ophøjede majestæt. Jeg trak hovedet ned mellem skuldrene og forsøgte at falde i et med tapetet - med succes; hun værdigede mig i hvert fald ikke et blik. Nå, Det rene Vanvid havde som led i deres løbende produktudvikling som sagt arrangeret en boksekamp til at afrunde den perfekte aften i byen, og for rigtig at slå nyheden fast og tiltrække og forhåbentlig fastholde en ny kundegruppe havde de hyret to kendisser, Uffe Elleman Jensen og Søren Krarup, til at dyste i den ædle

Opsats 17; Trold kan tæmmes

Se, denne kvinde, opsat på at hævde sine rettigheder, stridbar, veluddannet, i et højtlønnet job, børnene stuvet væk et eller andet sted eller aborteret - parat til at gøre en hvilken som helst mand ulykkelig. Se, hendes magt, truslen om afsked, hun bruger mortricket, se hendes mand; snart en lille dreng med sut og ballon i hånden fra en fest som aldrig kom eller forlængst er forbi; se ham trykke ansigtet mod ruden og længselsfuldt se ind i det der kunne have været deres hus og ægteskab, det der kunne have været lyst og rart, men ender i bitterhed og anklager, og nu er mørkt og koldt og fuldt af spøgelser. Se, hendes længsel, efter en der siger "kom!", efter det stærkere blik, at lægge sin pande mod en brystkasse med nedslået blik og smilende, katteblødt hviske; "ja, herre!"

Opsats 16; To malstrømme

Rotor i bunden af to malstrømme er døden. De to malstrømme er forelskelse og ønsket om at være lig Gud. Forelskelse; en rosa storm eller orkan; man kalder den også kærlighed selv om det er kærlighedens modsætning; forelskelse, stormen slår din båd til pindebrænde, kaster vraggods, din sjæl, op på en ensom strand, og så ved du at dens kerne er døden. Den blænder dig og blindt kaster du dig i sværdet med blottet bryst. Kærligheden er rolig. Ønsket om at være lig Gud; en kugle du går rundt i, den blænder dig og hvisker, at om lidt, ved næste skridt, lige om hjørnet, ved du alt, venter saligheden. Dette er samtidig den menneskelige kulturs hybris hvis kerne og nemesis er døden; vi føler det ved den iskolde understrøm af undergang. Livet er en læreproces; det fuldkomne menneske kan intet lære og derfor er drømmen om det fuldkomne menneske en drøm om døden. Mennesket er begrænset i tanke og magt.

Personlighed og stof

Ifølge moderne videnskab er den fysiske verden alt hvad der eksisterer omend vores kendskab til den stadig har mangler. De fleste religioner (måske fraregnet buddhismen (i den udstrækning buddhismen kan kaldes en religion)) opererer dog med et yderligere lag af virkeligheden, nemlig en ikke-fysisk, oversanselig verden. Jeg vil her forsøge at argumentere for en sådan ikke-fysisk verdens eksistens og realitet ud fra et helt dagligdags og velkendt fænomen, nemlig det vi hver især oplever som vores personligheds kerne. Hvis den fysiske verden er alt der findes, så må også vores personligheds kerne være fysisk og en del af vores fysiske krop. Hvis det er sådan, så er det mest nærliggende at antage, at den fysiske hjerne er eller rummer denne kerne. Men hjernen består som bekendt af mange dele. Præcis hvilken del af hjernen kan tænkes at rumme eller være identisk med vores kerne? Eller er kernen hele hjernen? Hvis kernen rummes i en enkel del af hjernen, så må man antage, at hvis denn

Det lidelsesfrie liv

I sine romaner kommer den franske forfatter, Michel Houellebecq, flere gange ind på tanken om det lidelsesfrie liv opnået gennem medicinering i en ikke for fjern fremtid. I Houellebecqs univers er dette, som af nogle fremhæves som et ideal, ikke ønskværdigt og har dystopiske træk. Men hvorfor egentlig? Måske kan man sige, at ligesom centralnervesystemet og evnen til at føle fysisk smerte har den funktion at advare os om adfærd, der er skadelig for vores krop (fx hvis vi kommer til at sætte hånden på en tændt kogeplade), så har evnen til at føle psykisk eller åndelig smerte den funktion at advare os mod adfærd, der skader vores psyke eller ånd. Fx vil de fleste efter at have begået alvorlige forbrydelse (i hvert fald efter en tid) føle samvittighedsnag, og måske søge at gøre bod eller rette op på fejltagelserne. Det lader altså til at vi er udstyret med en indre etisk sans (mere eller mindre) som, hvis vi forbryder os mod den giver os smerte i form af samvittighedsnag. Det er klart,

Livet og døden set fra lysets og fra mørkets verden

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så er Jorden en mørkets, syndens og dødens verden, mens den oversanselige verden er en evig lysverden. Dette har betydning for forståelsen af livet og døden set fra de to verdener. Set fra Jorden ser det ud til, at døden er evig og udsletter ethvert liv fuldstændig. Set fra Jorden virker livet midlertidigt og af en kortere eller længere varighed. Set fra lysets verden, den oversanselige som Vandrer mod Lyset beskriver den, er døden derimod midlertidig, mens livet er evigt. At det ser så forskelligt ud fra de to verdener skyldes, at en egenskab ved mørket er løgnen og bedraget, mens lyset rummer sandheden. Sandheden er, at livet virkelig er evigt mens døden er midlertidig, hvilket vel de fleste religiøse mennesker vil kunne enes om som sandhed.

Den vestlige kulturs hybris og dødsdrift

Som før nævnt har moderne filosoffer, bla Derrida, søgt at efterspore en grundlæggende brist i den vestlige kulturs filosofi og værdier, og jeg har foreslået tanken om gennem videnskab og teknologi at blive lig Gud i alvidenhed (videnskab) og Almagt (teknologi), som denne afgørende brist. Indenfor fysikken er man efter nogle nylige opdagelser af Higgs-partiklen og gravitationsbølger og dermed en næsten fuldstændig bekræftelse af Standardmodellen  begyndt at tale om en krise i fysikken ; måske, siger man, er der nu ikke mere at opdage. I dele af den politiske debat taler man, eller talte tidligere, om visse utopia; dvs et endemål for den menneskelige organisering i samfund. Men altid har det vist sig, at de ønskede utopier er blevet til dystopier eller mareridt; det man troede var paradis viste sig at være helvede. Hvad er fællespunktet for disse tanker? Fællespunktet er det, at man ved den gamle drøm om at blive alvidende og almægtig søger et slutpunkt, en ende; hvis det p

Hvorfor har Gud givet love for lyset og mørket?

Af Vandrer mod Lyset fremgår det; 1) at Gud har givet love for både lyset og mørket 2) at disse love blev givet efter Hans emanation (fremståen) 3) og at lyset er kendetegnet af orden mens mørket er en kaoskraft Så kan man spørge: Hvorfor gav Gud egentlig disse love, hvorfor er det nødvendigt med love og hvad er egentlig loves (i dette tilfælde Guds) funktion? Og svaret er enkelt: Love fremmer orden og modvirker kaos. Vi kender det også fra de jordiske samfund, fx det danske hvis retsvæsen som motto har: Med lov skal land bygges. Hvis der ingen fælles regler (love) findes, bliver alt kaos, da enhver så kan gøre som man vil uden at blive stillet til regnskab. Dette kan også være en replik til de tanker om en verdensregering jeg tidligere har formuleret (primært inspireret af Emery Reves og universalismen) og en forklaring på en del af det jordiske kaos vi ser nu og altid har kæmpet med; en del af det jordiske kaos skyldes, at vi ikke har fælles, globale love