Doktor Flinq får vinger

Jeg længes efter en Jord, der kan bære os;

Hvis man en morgen gribes af uro kan det være ubehaget ved ikke længere at have nattens vinger; (begge af ukendt oprindelse)

Det var omtrent på den tid hvor jeg - på den hårde måde - lærte, at hvis man opfører sig som en hund, bliver man behandlet som en hund -

at jeg første gang mærkede en let kløe mellem skulderbladene. Jeg så mig i spejlet, og ja, jeg kunne tydeligt se to røde prikker der hvor jeg mærkede kløen.

Jeg gik til lægen, men han kunne ikke se problemet, og han lod forstå at jeg enten så syner eller var hypokonder.

Men kløen blev ved og blev værre. Nu kunne jeg se to buler - og efter et stykke tid - to små men tydelige ansatser til - vinger.

Når sådan noget sker - tænkte jeg - er det altid spændende om vingerne der bryder frem - er hvide eller sorte.

Mine - styrefjer (sådan så jeg det) - var tydeligt hvide, mens resten var nærmest grålige - kun få rent sorte.

Når jeg gik rundt i byen eller på Borgen hændte det at jeg stillede mig op ad en anden for at se om de kunne se det - utrolige - jeg så.

Så stillede jeg mig i profil så den anden kunne se - og føle - det samme som jeg.

- Hmmm, sagde jeg og gned mig let men ikke anmassende mod den anden.

- Noget nyt? Noget usædvanligt? Spurgte jeg henkastet.

- Kan du se noget anderledes - med mig? Kan du ikke se en forandring?

Svaret var altid benægtende. En dag spurgte jeg en tilfældig ung pige på gaden.

- Fuck af, perker! Hvæsede hun og lignede en sur smiley. Jeg skyndte mig væk.

Så fik jeg tanken: Hvad hvis vingerne betød, at jeg snart - kunne flyve?

Først afviste jeg tanken som latterlig, men den vendte altid tilbage - stærkere og stærkere.

Så jeg besluttede at prøve. Jeg gik op på toppen af byens højeste bygning og så ned. Måske? Skal, skal ikke?

Jeg bredte armene - nej, vingerne - ud, satte af, og;

Tiden gik langsomt i stå og jeg så jorden komme nærmere og nærmere, langsommere og langsommere, og livets sorg blev som et falmet minde, slidt af brug, og..