Gå videre til hovedindholdet

Doktor Flinq får vinger

Jeg længes efter en Jord, der kan bære os;

 Hvis man en morgen gribes af uro kan det være ubehaget ved ikke længere at have nattens vinger; (begge af ukendt oprindelse)

 Det var omtrent på den tid hvor jeg - på den hårde måde - lærte, at hvis man opfører sig som en hund, bliver man behandlet som en hund -

at jeg første gang mærkede en let kløe mellem skulderbladene. Jeg så mig i spejlet, og ja, jeg kunne tydeligt se to røde prikker der hvor jeg mærkede kløen.

Jeg gik til lægen, men han kunne ikke se problemet, og han lod forstå at jeg enten så syner eller var hypokonder.

Men kløen blev ved og blev værre. Nu kunne jeg se to buler - og efter et stykke tid - to små men tydelige ansatser til - vinger.

Når sådan noget sker - tænkte jeg - er det altid spændende om vingerne der bryder frem - er hvide eller sorte.

Mine - styrefjer (sådan så jeg det) - var tydeligt hvide, mens resten var nærmest grålige - kun få rent sorte.

Når jeg gik rundt i byen eller på Borgen hændte det at jeg stillede mig op ad en anden for at se om de kunne se det - utrolige - jeg så.

Så stillede jeg mig i profil så den anden kunne se - og føle - det samme som jeg.

- Hmmm, sagde jeg og gned mig let men ikke anmassende mod den anden.

- Noget nyt? Noget usædvanligt? Spurgte jeg henkastet.

- Kan du se noget anderledes - med mig? Kan du ikke se en forandring?

Svaret var altid benægtende. En dag spurgte jeg en tilfældig ung pige på gaden.

- Fuck af, perker! Hvæsede hun og lignede en sur smiley. Jeg skyndte mig væk.

Så fik jeg tanken: Hvad hvis vingerne betød, at jeg snart - kunne flyve?

Først afviste jeg tanken som latterlig, men den vendte altid tilbage - stærkere og stærkere.

Så jeg besluttede at prøve. Jeg gik op på toppen af byens højeste bygning og så ned. Måske? Skal, skal ikke?

Jeg bredte armene - nej, vingerne - ud, satte af, og;

Tiden gik langsomt i stå og jeg så jorden komme nærmere og nærmere, langsommere og langsommere, og livets sorg blev som et falmet minde, slidt af brug, og..

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere