Gå videre til hovedindholdet

'Ingen kan være i mørket evigt'

Ved læsning af forskellige religiøse tekster, fortrinsvis bibelen og koranen, og forskellig mytologi, slår det mig, hvor ny Vandrer mod Lysets tanke, ingen kan være i mørket evigt, og ingen skal fortabes er.

Ser vi på de våben Gud i jødedommens, kristendommens og islams helligtekster angiveligt bruger mod 'de syndige, vantro og ulydige mennesker', så adskiller de sig ikke meget fra de våben de hedenske guder bruger fx i Homers Iliaden og Odysseen eller i Vergils Æneide:

 Den jødiske, kristne og islamiske 'Gud' dømmer og fordømmer mennesker mens budet til mennesker lyder døm ikke, at du ikke selv skal dømmes;

 I de hedenske mytologier er guderne ofte intrigante og voldelige og ufredsstiftere;

Gud og guderne er her gud og guder af navn, ikke af gavn, og de bruger de ondes våben:

Trusler, vold, list og fordømmelse.

Lige sådan i jødedom, kristendom og islam.

Hvor anderledes er så ikke den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, den Gud der tålmodigt og ved kærlighed og mildhed drager alle til sig og som tilgiver også de onde og Hans egen modstander gennem evigheder: Satan (Ardor).

Denne Gud lever op til budet tilgiv dine fjender!

 I stort set al kendt religion og mytologi (kristendom, islam, jødedom, zarathustrianisme; græsk, romersk, sumerisk-babylonisk mytologi) bruger 'Gud' og guderne de ondes våben mod de onde;

'Gud' udsletter de onde eller fordømmer dem til evige lidelser, hvorved han overgår de ondes ondskab og dommen over dem bliver samtidig dommen over ham selv;

Mens Gud i Vandrer mod Lyset vinder alle tilbage til fred, renhed og salighed ved sin alkærlighed og Almagt.

Kunne det tænkes, at de to magter, godt og ondt, bruger forskellige våben: Godt og ondt?

Hvilken Gud er størst? 

 Den dømmende eller den tilgivende; den Gud der dømmer nogle og frelser andre eller den Gud der tålmodigt vinder alle for sig; den Gud der udsletter sine fjender eller dømmer dem til evige lidelser eller den Gud der siger ingen kan være i mørket evigt og ingen, heller ikke Satan (Ardor), skal fordømmes eller udslettes eller fortabes?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere