Gå videre til hovedindholdet

'Ingen kan være i mørket evigt'

Ved læsning af forskellige religiøse tekster, fortrinsvis bibelen og koranen, og forskellig mytologi, slår det mig, hvor ny Vandrer mod Lysets tanke, ingen kan være i mørket evigt, og ingen skal fortabes er.

Ser vi på de våben Gud i jødedommens, kristendommens og islams helligtekster angiveligt bruger mod 'de syndige, vantro og ulydige mennesker', så adskiller de sig ikke meget fra de våben de hedenske guder bruger fx i Homers Iliaden og Odysseen eller i Vergils Æneide:

Den jødiske, kristne og islamiske 'Gud' dømmer og fordømmer mennesker mens budet til mennesker lyder døm ikke, at du ikke selv skal dømmes;

I de hedenske mytologier er guderne ofte intrigante og voldelige og ufredsstiftere;

Gud og guderne er her gud og guder af navn, ikke af gavn, og de bruger de ondes våben:

Trusler, vold, list og fordømmelse.

Lige sådan i jødedom, kristendom og islam.

Hvor anderledes er så ikke den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, den Gud der tålmodigt og ved kærlighed og mildhed drager alle til sig og som tilgiver også de onde og Hans egen modstander gennem evigheder: Satan (Ardor).

Denne Gud lever op til budet tilgiv dine fjender!

I stort set al kendt religion og mytologi (kristendom, islam, jødedom, zarathustrianisme; græsk, romersk, sumerisk-babylonisk mytologi) bruger 'Gud' og guderne de ondes våben mod de onde;

'Gud' udsletter de onde eller fordømmer dem til evige lidelser, hvorved han overgår de ondes ondskab og dommen over dem bliver samtidig dommen over ham selv;

Mens Gud i Vandrer mod Lyset vinder alle tilbage til fred, renhed og salighed ved sin alkærlighed og Almagt.

Kunne det tænkes, at de to magter, godt og ondt, bruger forskellige våben: Godt og ondt?

Hvilken Gud er størst? 

Den dømmende eller den tilgivende; den Gud der dømmer nogle og frelser andre eller den Gud der tålmodigt vinder alle for sig; den Gud der udsletter sine fjender eller dømmer dem til evige lidelser eller den Gud der siger ingen kan være i mørket evigt og ingen, heller ikke Satan (Ardor), skal fordømmes eller udslettes eller fortabes?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…