Gå videre til hovedindholdet

Opsats 76; Jeg er vinden

Jeg er vinden, en susen i trækroner, blade der rasler og stilheden om et menneske før det fødes og som vokser omkring det når det dør

Jeg er en kvindes dæmpede latter en sommernat hvor et vindue står på klem og lyset på hendes natbord

Jeg er vinden.

Jeg er skriget når et menneske fødes og en mors lykkelige smil og en fars hændervriden når underet sker og han ikke ved om det er begyndelsen eller enden

Jeg er stilheden -

I et spørgsmål uden svar, i sneen i skoven i hytten, hvor lyset strømmer ud i det endeløse mørke -

Jeg er opfyldelsen af vilde drømme eller vild smerte, jeg er brevet på bordet, blomsten i vasen, roden i jorden, fortvivlelsen ved det som ikke kan ændres

Jeg er et fremmed sprog, tegnene i et ukendt alfabet, kærlighedens og sorgens syntaks og alt det du håber og frygter

Jeg er skriget når du fødes og sangen når du lever og sukket når du dør

Jeg er svaret på et spørgsmål du ikke stiller, jeg er det du ikke vil vide, jeg er spot og bål og fordømmelse

Jeg er trøst og omsorg og din gråd når du falder i søvn, jeg er et navn for det du længes efter, kun et billede, en skygge, en udrømt drøm

Jeg er et billede, jeg er sorte tegn på din skærm, et håb, en længsel

Jeg er frøet du sår og det der vokser op og det du sår dybt, høster du sent

Et billede, et skrig, et suk, en latter, en sorg

Jeg er vinden -

I dit hår, cellerne, stjernerne i din hjernes galakse, en ven der kommer og en ven der går

Jeg vil gerne gøre dig lykkelig

Jeg er lykken du søger og smerten du får -

Jeg er vinden, jeg er sorgen, jeg er freden, jeg er skyggen i dit hjerte og lyset i dit blik

Jeg er livet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere