Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens filosofi

Ting af værdi koster;

Efter min opfattelse kan Kants moralfilosofi (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten; Kritik der praktischen Vernunft) og Benthams og Stuart Mills utilitarisme (deres tanker om af og til at underkaste sig et mindre onde for at opnå et større gode) oversættes til en egentlig kærlighedens filosofi idet vi opfatter kærlighed mere som vilje og mindre som følelse.

Hvis ikke vi af og til overvinder os selv og investerer vilje i kærligheden og gør ting for hinanden eller sammen, men blindt lader os lede af vores tilbøjelighed og magelighed, dør kærligheden.

Kant udtrykker i de nævnte værker noget lignende i sin morallære:

At kun de gode ting vi gør på trods af vores tilbøjelighed (eller lyst) har egentlig moralsk værdi. De gode ting vi gør efter tilbøjelighed er legale, siger han, men uden egentlig værdi.

Således også i kærlighed.

Ekstreme eksempler på dette finder vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af hvordan de yngste overtog ledelsen af menneskeånderne og tog kampen op mod mørkets magter og lod sig føde blandt mennesker for at lede os ud af mørket og fremad mod lyset og dele menneskers glæder, sorger og lidelser.

Og enhver vil kende det fra sit eget liv i mindre målestok:

Hvordan kærligheden trives, lever og får fylde når vi kæmper for den og overvinder vores trang og tilbøjelighed til at lade stå til, når vi gør ting for hinanden der koster; og hvordan den dør uden den lejlighedsvise selvopofrelses næring.

Derfor mener jeg at det er rigtigt at sige at kærlighed mere er vilje og mindre følelse. Kærligheden kan vel starte som en følelse, men uden handling kan den ikke bestå.

Følelsen er i øjeblikket; men øjeblikket er ikke kærlighedens dommer. Det er livet, hele livet, og evigheden.

Og dermed ender denne kærlighedens filosofi op med en konklusion modsat kristendommens (i hvert fald den evangelisk-lutherske) men i overensstemmelse med almindelig dansk retspleje:

Ikke på vores følelse eller tro men på vores gerninger skal vi og vores kærlighed dømmes - eller frikendes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d