Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra september, 2019

Den islamiske tanke om underkastelse

Ordet Islam betyder underkastelse og muslim betyder en som underkaster sig (under Gud).

Ønsker og kræver Gud underkastelse?

Nej.

Da Gud er en Lysets og kærlighedens Almagt, hverken ønsker eller kræver Han dette. Gud ønsker at vi - i frihed - vil elske Ham og - ligeledes i frihed - vil søge at lutre vores ånd med lysets kerneværdi og essens: Kærligheden.

Den fejlagtige tanke om Guds krav om underkastelse findes også i kristendommen i beretningen om syndefaldet og menneskets ulydighed mod Gud.

Begge religioner gør dog vold på det sandt guddommelige og kræver blind lydighed og underkastelse selv under det absurde, utroværdige og blasfemiske:

At Gud vil straffe os evigt hvis ikke vi underkaster os, hvis ikke vi tror det rigtige (men absurde); at Gud skulle kræve stening eller afhugning af lemmer i visse tilfælde af lovbrud, at vi ved 'at spise Guds kød og drikke Hans blod' kan opnå syndsforladelse, at Gud skulle være blevet menneske og en masse andre tåbelige tanker.

En tvungen omv…

Hvorfor Vandrer mod Lyset er sandhed

I mange år har jeg været i tvivl om Vandrer mod Lysets sandhed og ægthed. Jeg tror det er gået mig sådan, fordi jeg oprindeligt ikke fulgte Agerskovs indledende advarsel - fremsat efter ønske fra den oversanselige verden - om ikke at dømme før alle bogens tanker var gennemtænkt og derefter forelagt min samvittigheds domstol.

Min dom var nok forhastet - dog positiv. Omkring den tid da jeg læste bogen første gang (1987 eller 1988) førtes i Jyllands-Posten en diskussion om værket, og jeg sendte et læserbrev til avisen, uden først at være nået til en sikker bedømmelse. Indlægget blev dog ikke trykt. Selv om min dom var positiv, skulle jeg nok have undladt dette og ladet værket bundfælde sig, indtil min dom var sikker.

Men - nu - så mange år efter - har den Almægtige vist mig, at værket er sandhed. Denne dom er jeg ikke kommet til ved egen kraft eller ved logisk efterprøvelse - men er blevet mig givet som en gave fra Gud. Jeg kan ikke overfor andre bevise værkets sandhed. Måske fordi et be…

Gud Herren - den eneste retmæssige Herre over liv og død

I vores verden forekommer mord, krig og selvmord ofte, alt for ofte.

Nogle tager liv i affekt, nogle efter omhyggelig planlægning, nogle sender tusinder i krig hvor mange dør, andre tager liv af politiske eller religiøse grunde, nogle får, støtter eller udfører provokeret abort.

Alle skal vide, at Gud er den eneste retmæssige Herre over liv og død, og alle liv der tages - af hvilken grund det end måtte være - skal af den grund gives tilbage til Herren.

Dette gælder både for stater, religiøse samfund, politiske organisationer og enkeltpersoner.

Alle skal vide, at det enhver gør mod andre - godt eller ondt - gør vi samtidig mod os selv (karma- og gengældelsesloven, som vi sår skal vi høste).

Derfor bør alle - stater, religiøse, politiske og andre samfund, samt enkeltpersoner - betænke sig meget, før man begår den største og værste af alle forbrydelser - at tage liv (også sit eget).

Alt der tages skal gives tilbage med renter og rentes renter.

Måske tænker nogle: Sikken en nar, han er jo ga…

Den gyldne middelvej

Striden ligger i ekstremerne, freden på halvvejen mellem de to

Denne tanke er inspireret af Buddhas ide om den gyldne middelvej, vejen til sindsro og i sidste ende til Nirvana. 

Lad mig her illustrere tanken kombineret med Buddhas ide og med udgangspunkt i andre og senere tænkere:

Ifølge Spinoza (Ethica ordine geometrico demonstrata) er der i verden en grundliggende, selvberoende substans, hvis yderside i Durants udlægning (Verdens kulturhistorie) er materien og hvis inderside er ånd.

I Hegels dialektiske idealisme (Åndens fænomenologi) udfolder ånden sin historie som en kamp eller stadig overgang mellem ekstremer (fx intellekt overfor følelse som i overgangen mellem oplysningstid og romantik), mens Marx' og Engels dialektiske materialisme angiver en del af udviklingen i materien som en tilsvarende kamp eller overgang mellem forskellige klassers interesser og dominans.

Et billede på den dialektiske idealisme og materialisme er to slagsbrødre, der hiver og slider i det samme tov og…

Kun det stille vand genspejler himlen

Det er bedre at tåle undertrykkelsen, end at søge at fjerne den med vold

Dette gælder både i det indre og det ydre.

Hvis vi søger at tvinge tyranner fra magten ved vold, vil de dukke op andre steder, til andre tider, endnu mere forbitrede og hadefulde.

Tilgiv jeres fjender!

Med den indre og sande kærligheds stilhed kan vi vinde tyrannen for os og drage ham til os, så han aldrig mere går syndens vej.

Ved at føje synd til synd, ved at søge at afkaste syndens åg ved synd, gør vi synden dobbelt.

Hvis vi inddæmmer synden med sand tilgivelse, hvis vi 'bliver som vand' overfor forhindringer, som det hedder i kinesisk filosofi, vil den sten, der spærrer strømmen langsomt borterodere, og vandet igen strømme frit.

Hvis vi tåler undertrykkelsen og tilgiver, fraregnes det vores gæld i det karmiske regnskab, og vi kan vinde undertrykkeren for os.

Hvis vi søger at bortsprænge undertrykkelsen, lægger det til gælden, og undertrykkeren forhærdes.

Vær i rum med vreden. Søg ikke at undertrykke den…

Kærlighedens vej

At ville påtvinge andre det gode, er af det onde; den der vil tvinge andre, har forladt lysets, kærlighedens vej

Denne sandhed kan både bruges i en religiøs praksis og forståelse, og i politisk sammenhæng.

Det politiske først: Hvis vi opfatter danske og europæiske værdier som for eksempel frihed, åbenhed, tolerance og respekt for andre og for forskellighed som gode - hvilket vi kan med rette - så bør vi ikke søge at påtvinge andre disse værdier.

Det er meningsløst at ville tvinge andre til frihed.

Hvis vi alligevel forsøger at tvinge det gode frem, vil resultatet være negativt og uden værdi, så længe disse værdier ikke tilegnes selvstændigt og i frihed så de bliver en del af ens indre menneskelighed.

En påtvungen værdi er ingen værdi, fordi den ikke er groet frem i vores eget indre, som huser de menneskelige værdier, og derfor er den ikke vores egen og den bliver hul og udvendig. Selve tvangen vil snarere afskære os fra det gode, end bringe os det, fordi man vil føle sig menneskeligt f…

Den søgende

Den der søger klarhed, styrke og værn for livets storme, bør ikke søge til mennesker, men til Gud.

Den der søger mennesker; hans urolige vande vil aldrig stilles. Kun hos Gud er freden.

Nogle søger de falske profeter, der siger: Freden er hos mig! Men freden er ikke hos dem, kun bedraget, der får vandene til at bruse og overskylle og drukne den søgende.

Nogle søger Jesus og Muhammed; de var ægte profeter - dog ikke fejlfrie - men mennesker fordrejede deres ord, lagde noget til og trak noget fra så kilden blev en bitter drik der ikke stiller men skærper tørsten.

Nogle søger de hellige skrifter, men Gud er ikke i bøger, men i hjertet - helt nær.

Kun hos Gud finder vi Værn, kun Gud stiller den brændende tørst.

Tanker om samfund og individ og den delte ejendomsret

Hvis vi forstår kernen i liberalismen og socialismen som en fundamental forskel i synet på ejendomsretten;

At liberalismen hævder den suveræne private ejendomsret overfor socialismens (eller kommunismens) suveræne kollektive ejendomsret;

Så er der en logisk tredje vej, nemlig i tanken om den delte ejendomsret:

At individet kan og bør tilstedes ret til ejendom, og det samme må tilstedes staten eller samfundet.

Der har gennem tiden været ført ikke så få kampe og konflikter ud fra dette skæringspunkt; snart har man hævdet individets uindskrænkede ret til ejendom, snart har man hævdet det samme men for samfundet.

Resultatet og den praktiske politik har været et stadigt og ukonstruktivt tovtrækkeri og ufred til skade både for individerne og samfundene; et skridt frem og et tilbage.

Hvis vi altså i stedet tilsteder både individ og samfund ret til ejendom - individet for eksempel ejendom over sin arbejdskraft og bolig, samfundet for eksempel ejendom over naturressourcer og infrastruktur - så…