Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra september, 2012

Astral udrensning og forædling

Enhver der ønsker og vil det kan forædle sin astrale genpart og hjerne og således give en bedre astral (instinktiv og driftsmæssig) arv videre til sine børn. Dette vil give både ens børn og en selv et bedre liv. Den astrale udrensning og forædling kan ske ved at man retter sit søgelys mod dybderne - og det (astralt; instinktive, ubevidste) problematiske - i bevidstheden. Herved vil traumer, både de selverhvervede og de nedarvede, langsomt begynde at stige op til bevidsthedens overflade, erkendes, ses i øjnene - og derefter forsvinde. Denne proces kan være ledsaget af ubehag - smerte og lidelse; måske angst - men alternativet er, at individet aldrig får bearbejdet sine traumer og kastes blindt rundt i livet som passager i sit eget liv - og gentage de samme fejl igen og igen. Når astrale mørkeophobninger begynder at stige mod bevidsthedens overflade, vil man altså opleve ubehag - nogle gange kan det være et (erindrings-) billede, måske med ord, farver, landskaber osv, der så til

Noget om anger

En af de vigtigste metoder til udrensning af mørke fra ånden er gennem individets sorg og anger over tænkte, onde tanker eller handlinger, som vi kan læse det i "Vandrer mod Lyset!" s. 159. Når man har gjort et andet menneske uret - i tanke eller handling - når man har syndet og indser sin synd, så er der i hvert tilfælde to måder at reagere på: 1) den selviske sorg og anger 2) den rene sorg og anger Den selviske sorg og anger - som ikke renser ånden - kan skyldes den smerte man føler over sin fejl, sin synd. Smerte er jo ikke en behagelig følelse - den umodne ånd føler denne smerte og søger at frigøre sig fra den. Her lægges fokus på ens egne følelser - man ønsker brændende at blive smerten kvit - og kommer så til eventuelt at bede om modpartens, offerets tilgivelse ud fra selviske tanker og ønsker om at blive sin egen smerte kvit. Hermed bliver offeret egentlig kun et redskab for den der har syndet - egentlig et nyt overgreb - omend mildt og meget menneskeligt.

Tilgiv Ardor - bliv seende og afkort samtidig dine lidelser

Enhver der af hjertet formår at tilgive den Ældste, Ardor (Satan), vil dermed ophæve de forbandelser, han har udslynget imod os hver især, og dermed bliver man seende; man bliver i stand til at gennemskue de løgne, han har spundet enhver af os ind i, dengang han endnu var mørkets øverste repræsentant. Samtidig - via den klarere forståelse - bliver det nemmere, langt nemmere, at finde vej gennem mørket - gennem de mange inkarnationer. Dermed vil man også afkorte sine inkarnationers række og de lidelser, der uvægerligt følger med at leve i den jordiske mørkeverden. Så der er altså mange fordele forbundet med den genvej, som ved Kristi sejr over mørket i 1912 (da han vandt Ardor tilbage til lyset - se "Vandrer mod Lyset!") blev gjort tilgængelig for hele menneskeheden.

Digt

Stille går de bærere af et stille lys i verdens flimrende svimlende brændende mørke stille stille går de når floden vender aldrig overgiver de sig oh, stå fast dér hvor titanerne faldt stå fast selv om stormene raser vær klippen når floden vender vender vend dig ikke bort bøj dig ikke når helvedesvindene hyler gå stille stille bær lyset frem lad alle drikke af kilden kun den kan vise dig hvem du er og hvem du kan blive stille kommer det til dig vend dig ikke bort når floden vender og mørket brænder brøler om du så var den sidste bærer af dette lys dét alene kan være olie på det stormende skummende hav af mørke Stille! nu kommer det lyset Se! her er det 30 cm fra din næse og lidt til venstre nedad vend dig ikke bort nu

De inderste følelser

I den hjemlige debat om Islam og om religiøsitet generelt er det blevet fremført, at man har ret til at håne og spotte menneskers religiøse overbevisninger, og at religiøse mennesker må finde sig i dette. Hvad er nu dette? Siden hvornår er det blevet et udtryk for civilisation at håne og spotte menneskers inderste følelser? Hvad er det for en underlig despekt? Selv om man måske ikke deler de forskellige religiøse overbevisninger, så skylder vi da hinanden en grundlæggende respekt. Selvfølgelig er det så også tåbeligt når man farer frem med bål og brand og truer med død og vold, hvis ens inderste følelser bliver krænket. Egentlig bør man som religiøst menneske bare trække på skuldrene af disse tåbelige og barnlige forsøg på latterliggørelse. Den alvorlige, ikke-voldelige, inderlige religiøsitet bør man ikke spotte. Det er tåbeligt og forkasteligt og hører ikke hjemme i et land, der gerne ser sig selv som civiliseret.