Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra marts, 2018

Jødedommens, kristendommens og islams fælles vej

Ved næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog kap. 19, vers 18 som Gud giver Moses, kan det siges, at der derved anvises en vej, som er fælles for jødedom, kristendom og islam:

Kærlighedens vej.

Dette er indlysende gældende for jødedommen, da Mosebøgerne er jødedommens centrale helligtekst, og for kristendommen idet både Jesus og Paulus citerer det som en del af det første og største bud og som 'lovens opfyldelse' og inderste mening.

For islam gælder det, at de i Vesten så smædede begreber som jihad og sharia både kan tolkes negativt som terroristerne gør;

Eller man kan prøve at finde ind til den inderste mening, som jeg tolker som den kamp eller anstrengelse, jihad, det er at holde sig på vejen til Gud, sharia (sharia kan betyde 'vejen til vandhullet' dvs et billede på vejen til Gud) efter at man har overgivet sit inderste hjerte til Gud ved den islamiske trosbekendelse, shahada.

Overgivelsen af hjertet til Gud i islam er parallel til Kristi ord på spørgsmålet om det største b…

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Erkendelse og viden

Definitioner og forklaringer:

1. Ved viden forstår jeg resultatet af erkendelse af fortidige eller nutidige fænomener.

2. Ved fænomener forstår jeg det der eksisterer nu eller i fortiden. Fænomener er knyttet til årsager i fortiden og er selv årsag til fremtidige fænomener eller virkninger.

3. Årsager giver bestemte virkninger ved lovmæssigheder. Lovmæssigheder kan både være naturlove eller andre love.

3a. Fx er tyngdekraftens virkning på stoffet en naturlov mens et lands politiske styre og processer ikke er resultater af naturlove.

4. Årsager kan ved lovmæssigheder både skabe virkninger (fænomener) med nødvendighed eller ikke-nødvendighed.

4a. Fx kan det antages at tanken og viljen er frie og skaber tanker og handlinger frit men dog adlydende bestemte men ukendte love (fx love for associationer, motivdannelse o lign).

5. Erkendelse kan også medføre viden om de lovmæssigheder der forbinder årsag og virkning.

6. Erkendelse og den derved opnåede viden kan være objektiv, videnskabelig og…

Metafysikkens krise

Med Kritik der reinen Vernunft (1781 og 1787) åbner Immanuel Kant et tilsyneladende uoverstigeligt svælg mellem det erkendte objekt og det erkendende subjekt gennem ideen om 'tingen-i-sig-selv' (ding-an-sich'); et problem som flere filosoffer siden forsøgte at løse; deriblandt Hegel, der hævdede identitet mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som erkendelsens endemål i den 'absolutte viden' (G. W. F. Hegel: Phaenomenologie des Geistes, 1807).

Ifølge Hartnack gennemspiller forløbet fra Kant til Hegel (Justus Hartnack: Fra Kant til Hegel - en nytolkning, 1979) samtlige logiske muligheder for erkendelsen; fra svælget mellem det erkendende subjekt og det erkendte objekt som den ene pol i et spektrum der ender i Hegels identitet mellem de to; to modpoler eller logisk modsatte positioner.

Hele denne bevægelse i filosofien der ikke gav noget sikkert resultat kan ses som årsag til den metafysikkens eller hele filosofiens krise som flere har talt om, og som d…

Tro og dom

Hvilken Gud er størst og mest retfærdig?

Den Gud der skaber tro eller undlader det i nogle tilfælde, og som dømmer eller sætter fri alt efter den tro eller manglende tro Han selv har skabt; den Gud der nådigt frelser eller dømmer og fordømmer det Han selv har skabt eller undladt at skabe;

Eller den Gud der lader os tro frit og som dømmer os - ikke til at brænde evigt i Helvede - men til at gøre det onde vi har gjort godt igen; den Gud der lader os gennemleve de samme lidelser vi har bragt andre - ikke for at straffe os - men for - i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og nægter at forstå det vi har gjort - at vi kan forstå naturen af det onde og de lidelser vi har bragt andre (gengældelsesloven)?

Hvilken af dem er størst, mest retfærdig og kærligst?

Åbenbaringen af Gud

Gamle tiders største profeter, Moses, Jesus og Muhammed, forkyndte en magt for hvem mennesker må skælve.

Men forkyndte de Gud?

Af og til forkyndte de Gud som et fundamentalt eksistentielt valg. Til andre tider krævede de underkastelse eller tilbedelse.

Men forkyndte de Gud?

Du, Gud, var det dig de fandt i buldrende torden og ild, dig de fandt i ekstase, dig der greb dem med hænder af stål i rædsel og vanvidsfrygt? Er du en anstødssten hvorover mange snubler og sværdet mod næsten?

Eller er du hånden til hjertet, dig der taler til mig som en tryg varme i mit hjerte, lige her, en varme og en nærhed hvori jeg også fornemmer din Magt og din mildhed?

Er det dig, hvis Magt ikke er buldren, ild og rædsel, men en mild og nær stemme der taler direkte til mit hjerte og kerne? Er det dig der gør min flossede og forrevne sjæl rolig og hel?

Dig frygter jeg ikke, dig elsker jeg!

Er det dig der ikke byder os at dræbe, men at elske, dig der ikke tvinger nogen, dig hvis Magt er kærlighed og frihed?

Er d…

Det centrale mørke i dag

Da Ardor (Satan) endnu var bundet af mørket og var dets lydige tjener, var han det centrale mørke.

I dag hvor han forlængst er vundet tilbage til lyset og Gud ved Kristi forbøn og menneskers bøn for ham (1912; se Vandrer mod Lyset) og hvor hans forbandelser er brudt, kan vi stille det simple spørgsmål:

Hvor eller hvad er det centrale mørke i dag, og hvordan spreder og eliminerer vi det?

Svaret ligger lige for, hvis udgangspunktet er Vandrer mod Lyset: 

Det centrale mørke i dag ligger i æteroptegnelserne; dvs de onde begivenheder som Ardor planlagde og nedlagde i æteren omkring Jorden inden han nedbøjet af sorg og anger vendte tilbage til Gud.

For at gøre denne tanke mere anskuelig og vedkommende kan vi nævne flere af disse planer som vi ser så mange steder også i dag:

Terrorangrebene mod USA i 2001, ødelæggelsen af det arabiske forår, den fornyede spænding mellem Øst og Vest og mange mange andre.

Hvis tanken er rigtig og altså æteroptegnelserne er hovedfjenden i dag, det centrale mørke,…

Etisk læresætning

Idet jeg søger en læresætning eller et princip som bygger på Vandrer mod Lysets tanke om at vi påvirker hinanden med vores tanker og at vi ikke bør forbande men velsigne hinanden, vil jeg foreslå følgende sætning:

Ønsk for andre hvad du ønsker for dig selv

Hvis vi gør denne sætning til et princip i vores liv, kan vi drage lyset, kærligheden og freden til hinanden og gøre hver vores vandring til Gud lettere og mindre præget af lidelse.

Hvis vi forbander, samler vi mørket om hinanden og besværliggør andres og vores egen vej.

Sætningen er inspireret af tankerne og læresætningerne:

Elsk din næste som du elsker dig selv; Tilgiv dine fjender; Gør mod andre som du ønsker andre skal gøre mod dig; Behandl mennesker i nød som du selv ville ønske at blive behandlet hvis du var i samme situation; Gør godt mod dem der gør dig ondt.

Hvis vi optegner disse principper i vores sjæl og hjerte kunne vi hjælpe hinanden meget og drage os selv væk fra hævnens og forbandelsernes mudrede stier og bundløse sump…

Våbenkapløb eller afspænding

I dag brød så nyheden om at Rusland forsøger at udvikle transkontinentale ballistiske missiler, der dels skal kunne nå alle egne af Jorden og dels kunne trænge gennem ethvert missilforsvar eller missilskjold.

Dermed er det åbenbart at tøbruddet mellem Øst og Vest i årene 1985-91 var en parantes i den vanvittige historie om menneskers ønske om magt og dominans for enhver - måske menneskehedens - pris.

Atomvåben er bøllestaters forsikring mod intervention udefra og licens til at gøre hvad pokker de vil uden respekt for internationale aftaler og konventioner, og dermed undergraver de den internationale retsorden - i den udstrækning man kan tale om en sådan - og selve menneskehedens sikkerhed.

Hvor stopper det? USA udvikler missilskjold - Rusland udvikler våbensystemer der kan omgå det - næste skridt: USA udvikler andre systemer der kan beskytte mod den nye fare - Rusland (eller andre aktører) udvikler..osv osv.

Dette er et våbenkapløb der dels kræver nærmest uendelige økonomiske ressourc…