Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra maj, 2012

At vandre mod lyset

Vi, Guds børn, har begrænsede tanker og viljer, og derfor kan vores erkendelser af den i sig selv uendelige verden, kosmos, også kun blive begrænsede.

Men at det forholder sig sådan betyder også, at der altid vil være noget vi kan lære. Vores tanke og vilje kan vokse evigt, men dog forblive begrænsede.

At vi kan vokse evigt betyder også, at vi evigt kan forædle vores ånd. Væksten ligger i lyset, stilstanden i mørket.

Som jeg tidligere har skrevet, så er åndens forædling ikke så meget stammen og kronen over jorden, men mere en rod, der får dybere og dybere fat.

Det afgørende i tanken og viljens stadige vækst, åndens forædling, er viljen til lyset samt tålmodighed. Ved viljen til lyset og tålmodighedens mægtige sværd vil vores livsrod langsomt, gradvist få dybere og dybere fat, vil vores ånd således evigt forædles.

De mange ånder og Gud

Ifølge Vandrer mod Lyset! har Gud skabt mange, mange åndelige, evige væsener, Guds børn. Hver af disse Hans børn har Han givet en gnist af sin egen Tanke og Vilje.

Dermed har Han ikke begrænset sin egen Tanke og Vilje. For en overfladisk betragtning kunne man tro dette; altså for hver nyskabt ånd, har Gud mistet noget af sin Tanke og Vilje.

Men det er som med lysomhyldningen her på Jorden; den udstråler bestandig den samme energi, uanset hvor meget vi bruger af den. Således også med Guds Tanke og Vilje; De vedbliver begge at være uendelige.

Det er kun her på Jorden, i mørkets verden, at vi er vante til at tænke, at når man bruger fx energi, bliver der mindre af den. Men dette gælder kun for mørket, ikke for lyset. Lyset udstråler således bestandig den samme, evige energi, og således også med Guds Tanke og Vilje.