Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra marts, 2015

Kristendommen (og islam) og helvede

Set på en vis måde kan det siges, at forestillingen om helvede er kernen i kristendommen (og islam). Tanken er følgende:

Mennesket faldt engang i tidernes morgen (syndefaldet). Men Gud ville ikke slippe os, og sendte derfor en frelser (Kristus/Muhammed). De mennesker der tror (på Kristus eller på Muhammeds budskab) frelses, mens de, der ikke tror, fortabes.

Men hvis helvede ikke eksisterer, mister også tanken om frelsen og frelseren sin mening og kristendommen og islam falder endegyldigt. Hvis fortabelsen og tanken om helvede er forkert, har vi ikke brug for en frelser (Kristus eller Muhammed); dvs hvis tanken om helvede fjernes fra kristendommen (og islam) mister disse to religioner deres mening, og derfor kan man sige, at tanken om helvede er kernen i de to religioner.

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er sandhed, så er netop dette tilfældet; helvede - siges det her - eksisterer ikke (mere), og kristendommen (og islam) giver et fortegnet og forkert billede af Gud (og Kristus/Muham…

Den frie vilje og forudbestemmelsen (prædestinationen)

Efter hvad jeg ved, opererer man stadig i den katolske kirke med begrebet forudbestemmelse, (se Catholic Encyclopedia) altså den tanke, at Gud ved alt, hvad der skal ske i fremtiden, herunder hvilke mennesker, der bliver frelst og hvilke der bliver fordømt (eng. reprobation), fordi Han har bestemt, at netop sådan og sådan skulle alt være.

Denne tanke finder støtte flere steder i bibelen, fx Ef. 1, 4-14, og også kirkefaderen Augustinus skal have hævdet sandheden af forudbestemmelsen (i værkerne, De gratia et libero arbitrio og De correptione et gratia; kilde: Wikipedia). Vi finder også tanken om prædestinationen hos den vigtigste middelalderteolog, Thomas Aquinas (Summa Theologica), og hos reformatoren Jean Calvin (1509-64).

Hos den vigtigste reformator, Martin Luther (1483-1546), er tanken om prædestinationen modificeret på den måde, at han mener, at nogle mennesker forud af Gud er udvalgt til frelse men ikke til fortabelse, en tanke som Calvin opponerede imod ved at hævde, at prædest…

Kristus, kærligheden og hans andet komme

Som det fremgår af "Vandrer mod Lyset!" så bestod Kristi opgave i hans inkarnation som Jesus af Nazareth i to ting:

1) at vinde Ardor (Satan) tilbage
2) at bringe os mennesker kærligheden

Som det også fremgår af værket, så mislykkedes opgavens første del (som den mislykkedes for mange før og efter ham); Kristus formåede ikke at bede for den Ældste og derigennem vinde ham tilbage til lyset og Gud.

Derfor lykkedes anden del af hans opgave heller ikke fuldt ud, primært fordi Ardor (Satan) stadig kæmpede imod ham, og fordi han blev mere og mere modløs pgra den Ældstes modstand og menneskers uvilje mod at modtage ham og hans lære.

Ifølge "Vandrer mod Lyset!" lykkedes disse to ting dog for Kristus - som diskarneret - i 1912 (da han vandt Ardor tilbage) og i 1914 (da han gennem sin tale i "Vandrer mod Lyset!" bragte os kærligheden gennem en letfattelig lære om hvordan vi mennesker bør leve i indbyrdes kærlighed og fred).

Dermed opfyldte han sin hovedopgave for m…

Lucy i himlen

De fleste kender forskel på dit og mit når det gælder penge, ejendom, ting. Men når det gælder det der er mellem mennesker er det vist en anden sag.

En lidende vil måske tænke, at frelsen kommer udefra - Kristus, dualen, Gud - og river på dén måde hjertet ud af brystet og lægger det i en andens hånd - hvilket giver en smerte der er lige så dyb og dødelig som hvis det var det fysiske hjerte man rev ud.

Dette menneske vil skæve ængsteligt og håbefuldt mod himlen efter frelseren - lidende helvedes kvaler - og med hvert skridt frem dolke sig selv i ryggen - en tilsyneladende uopløselig knude og indre konflikt.

Dette menneske rives op indefra af mægtige kræfter - og ingen - kun han selv - kan hjælpe. Kræften sidder i hans hjerte, og kun han selv kan helbrede det.

Hjælpen er at hans hjerte er - hans - ingen andens. Hjælpen er, at frelsen ikke kommer udefra, men gror indefra.

Bedraget er frelseren der nådigt stiger ned, frelseren der kommer udefra. Bedraget er Lucy i himlen med de glitrende …

Bør religiøs autoritet primært tillægges personen eller argumentet

I både kristendommen og islam knytter begrebet autoritet sig nært til de personer, der optræder i disse religioners hellige skrifter. Fx modtager Abraham, Moses, David og Muhammed en del åbenbaringer fra Gud, der i sidste ende betragtes som den højeste autoritet.

Måske er det derfor, at fx islam gør så meget ud af at føre kilderne tilbage til enten Muhammed eller i sidste ende Gud (gennem de såkaldte isnader (overleveringskæder)).

Men spørgsmålet er: Hvad har størst autoritet: Person (fx Gud) eller argument?

Det er mit indtryk, at i de gængse religioner (fx kristendom og islam) har man traditionelt vægtet personen højere end argumentet mht autoritet. Og at når argumentet bliver svagt, og autoriteten helt og holdent tillægges personen (fx Gud når han kræver absolut lydighed; fx i beretningen om Abraham og Isak; Abraham pålægges af Gud at ofre Isak), så begynder truslerne (fx om fortabelse) - hvilket næppe kan forenes med billedet af Gud som det Højeste Væsen - dvs lysets og kærligheden…