En central diskussion i middelalderen handlede om tro overfor viden, Gud eller kejser, kirke eller stat, evighed eller timelighed, Gud eller verden. Er disse begreber eller fænomener uforenelige eller kan de forenes, hvilket sidste var skolastikkens grundlæggende antagelse?
Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam.
Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige:
At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv.
Konflikten kan siges at spalte mennesket i to:
For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt.
Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel:
Tro med hjertet, vid med hjernen
Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konkrete indhold i diverse helligtekster (fx bibelen og koranen) så forsvinder vanskeligheden måske;
Det er fornuftstridigt fx at tro på at Gud skabte verden på seks dage eller at kødet skal opstå, men det er ikke fornuftstridigt at elske, for den der elsker bliver elsket, den der sår kærlighed høster kærlighed (karmaloven; som du sår skal du høste; se det foregående indlæg Den rationelle kærlighed).
Det lader altså til at den grundlæggende eksistentielle konflikt mellem tro og viden opløses hvis vi ikke fokuserer på troens bogstav men på dens ånd, kærligheden.
Og kan ikke alle troende blive enige om at Gud er kærlighed og at derfor troens essens er kærlighed og derfor fornuftig?
Denne diskussion førtes både indenfor kristenheden og islam.
Måske skyldtes en del af vanskeligheden at det man dengang havde af trossystemer var særdeles ufuldkomne og tilsyneladende fornuftsstridige:
At Gud skulle have skabt verden på seks dage, at mennesket skulle opstå fysisk ved opstandelsen osv osv.
Konflikten kan siges at spalte mennesket i to:
For alle har anlæg for tro og anlæg for viden. Og hvis de to er uforenelige rummer hvert menneske en tilsyneladende uløselig eksistentiel konflikt.
Men - hvis vi i stedet for de selvmodsigende og fornuftsstridige elementer i troen forsøger denne formel:
Tro med hjertet, vid med hjernen
Og altså med tro mener troens essens, kærligheden, og ikke dens konkrete indhold i diverse helligtekster (fx bibelen og koranen) så forsvinder vanskeligheden måske;
Det er fornuftstridigt fx at tro på at Gud skabte verden på seks dage eller at kødet skal opstå, men det er ikke fornuftstridigt at elske, for den der elsker bliver elsket, den der sår kærlighed høster kærlighed (karmaloven; som du sår skal du høste; se det foregående indlæg Den rationelle kærlighed).
Det lader altså til at den grundlæggende eksistentielle konflikt mellem tro og viden opløses hvis vi ikke fokuserer på troens bogstav men på dens ånd, kærligheden.
Og kan ikke alle troende blive enige om at Gud er kærlighed og at derfor troens essens er kærlighed og derfor fornuftig?
Kommentarer
Send en kommentar