Gå videre til hovedindholdet

Religion og videnskab

Et væsentligt træk i menneskets kulturhistorie er de forsøg, der i perioder er forsøgt ikke bare i den kristne kulturkreds, men også i jødisk (Gersonides, Maimonides) og islamisk tænkning (Avicenna, Averroes) på at forene tro og religion med videnskab (her filosofi, fornuft).

Disse forsøg - primært på at forene Aristoteles med jødedom, kristendom og islam - er dog strandet - som jeg ser det - på den i alle tilfælde ufuldstændige overleverede tro og religion.

Hvis vi imidlertid lægger Vandrer mod Lyset til grund for troen, forsvinder alle vanskeligheder.

Lad mig illustrere det med et par eksempler:

Hvordan forener vi tanken om menneskets frihed med tanken om Guds forudviden?

Med gængs religion er det umuligt. Men VmL forklarer, at Gud - netop for at give os frihed - har begrænset sin forudviden.

Hvordan forener vi tanken om Guds alkærlighed med livets lidelser, sygdomme og elendighed?

Med gængs religion kan det ikke lade sig gøre. Men VmL forklarer, at Gud ikke har skabt denne syndens og dødens verden som den er nu, men at lidelserne skyldes et oprindeligt fald og menneskets frihed.

Hvordan forener vi tanken om Guds alle omsluttende kærlighed med tanken om fortabelsens mulighed?

Det gør vi ved med VmL at forstå, at fortabelsen ikke er en mulighed og at alle - selv Satan (Ardor) - engang skal indgå til den evige salighed i Guds Rige.

Der er mange flere eksempler på sådanne spørgsmål og gåder som ikke kan besvares og løses med den overleverede tro men som forsvinder fuldstændig hvis vi accepterer VmL som sandhed.

Derfor behøver tro ikke at være paradoks og uforståelig og utilgængelig for logik og viden, og derfor kan religion og videnskab - let - forenes.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d