Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra oktober, 2016

Islam og menneskers veje

I den hurtige og overfladiske debat og i de hurtige overskrifter i diskussionen om Vesten og islam er det som om man fra begge sider søger at finde det dårligste og mest kompromitterende om hinanden, en ting der bliver brugt politisk til at skabe et forgiftet miljø mellem 'os og dem'. Vi i Vesten er dekadente og 'den store satan', muslimer er middelalderlige mørkemænd der kun tænker på at voldtage deres og vores piger og derudover sprænge sig selv og os i luften. Dog, det ville klæde debatten og skabe en renere atmosfære hvis vi forsøgte at forstå hinanden bedre og ikke altid fremhæve det dårligste hos hinanden. Islam er langt fra et entydigt begreb eller religion. Jeg opfatter islam som følger: Med varierende og individuel anstrengelse og alvor (jihad) forsøger den troende muslim at følge den vej (sharia; ordet kan ifølge Nour Tessie Jørgensens artikel på religion.dk fra 2015 oversættes med 'vejen til vandkilden') som er givet med profeten Muhammeds eksempe

Muhammeds åbenbaringer

Da Muhammed omkring år 610 modtog sin første åbenbaring i en grotte på Hirabjerget ved Mekka var det angiveligt en meget voldsom oplevelse, og han frygtede at han var ved at blive sindssyg, og ville springe ud fra bjerget og i døden. Men han besindede sig og resultatet blev sura 96 (i den egyptiske standardudgave af koranen). Selve oplevelsen beskrives ved at han blev holdt i et jerngreb af en engel og hørte ordene, 'Læs op!'. Hvordan harmonerer denne beskrivelse med opfattelsen af Gud som ikke bare Lysets og kærlighedens Almagt men også Gud som et uendelig mildt Væsen? Dårligt. Oplevelsen kan siges at være parallel til 2. Mosebogs beskrivelse af Moses åbenbaring på Sinajs bjerg, hvor Gud til skræk og rædsel for de tilstedeværende mennesker stiger ned på bjerget i en uvejrssky. Er det en mild Lysets og kærlighedens Almagt, Gud, eller er der andre kræfter på spil? Er Gud når Han åbenbarer sig en kilde til angst og rædsel, eller er de ægte åbenbaringer altid ledsaget af ro o

Mennesker og penge

I den politiske debat taler man af og til om, om mennesker kommer før systemet eller omvendt. Et parallelt spørgsmål er: Kommer penge før mennesker eller omvendt? Hvis ja, hvad er så konsekvenserne og bør det være sådan? At penge af og til kommer før mennesker eller mere præcist menneskelige værdier i os, kan ses af, at nogle gange fristes vi til at ofre indre værdier til fordel for økonomisk gevinst; fx ved at lyve og manipulere andre mennesker eller at drive rovdrift på naturen og hinanden. Jeg siger ikke, at penge i sig selv er dårligt, men at vi af og til fristes til at kompromittere vores integritet af simpel grådighed. Hertil kommer kravet om økonomisk vækst, som er integreret i de fleste politiske partiers programmer; helst skal væksten stige år for år eller i hvert fald ikke falde, og et billede på dette kan være det samme som jeg har givet i skriftet, Fredens vision, hvor eskimoen der begynder at løbe og dermed svede må løbe hurtigere for at undgå at sveden fryser til is og

Der er en mening med alt...

I den sidste tid har vi oplevet et helt nyt fænomen, aldrig set før. Der er selvfølgelig tale om den veritable epidemi af skræmmeklovne. Mediefolk og forskere og politi river sig i håret og mangler en ramme at forstå fænomenet ud fra. - Jeg har aldrig oplevet noget lignende, udtaler Jens Jensen, politifulmægtig et eller andet sted i landet, idet han fortsætter: - Det er ikke som i gamle dage, hvor klovne lo når det gjorde ondt. Disse klovne er onde. Det er ufatteligt! Hvorvidt der er tale om en tidlig fejring af Haloween, en reklamegimmick for en nyindspilning af Kings gamle trash classic , IT, der er gået viralt men i virkeligheden, eller noget helt tredje kan vi kun gisne om. Nok er det at konstatere, at de tilsyneladende formerer sig med lynets hast og viser sig snart her, snart der. Således blev der i går set adskillige på Folketingets talerstol, i søndags på adskillige prædikestole i landets kirker, i fredags i adskillige moskeer rundt om i den arabiske verden, hvor klovne for

Opsats 38; Underkastelse

Se, mennesker der i angst for det onde bøjer nakken for det. Det onde kræver underkastelse. Det ondes krybende rædsel eller dets utilslørede ansigt som slår mennesker med rædsel. Det æder os hvis vi bøjer os. Se, mennesker der kaster sig i det ondes pøl af angst for det, og se, dets kongemaske, dets blindende, hypnotiske slangeblik, fuldt af falske løfter; se, mennesker gå under med roterende, blinkende mørkestjerner i øjnene, se dem falde for det ondes løfte om guddommelighed, åh nej, se, de falder. Se, den skæggede nar med sin kalashnikov og sin koran, se ham halshugge en uskyldig og bagefter knæle i bøn, stadig med våbnet over skuldren, se dette fjols, denne forbryder, denne kriminelle tage liv for at skræmme, forarge og tvinge os til at bøje nakken, underkaste os, ikke Gud, men ondskaben. Og se, se den krig vi fører mod ondskaben, den krig der gør os selv onde; hvis vi tror at blod er den eneste vej ud af mørket, så går vi ind i det og giver det alle kort på hånden. Bl

Terrorisme. Hvad gør vi og hvad kan vi gøre ved det?

Hvordan takler vi bedst terrorismen? Hvad gør vi og hvad kan vi gøre? For at finde et svar vil jeg først ridse op hvad vi nu faktisk gør: 1) I visse tilfælde (Afghanistan og måske Irak og Libyen) har vi forsøgt med at gennemtvinge regimeskifte i lande der støtter terrorgrupper eller mentes at støtte dem. Denne strategi synes håbløs og skaber mere nød og elendighed end før invasionerne. Dette har jeg forsøgt at argumentere for i indlægget, Krigens anatomi; ved at gennemtvinge et regimeskifte, hugge hovedet af uhyret skaber vi et magtvakuum som alle derefter med vold søger at fylde til fordel for sin egen gruppe eller stamme, og resultatet er borgerkrig. Derudover risikerer vi en spredning af masseødelæggelsesvåben til 'slyngelstater' der prøver at gøre sig usårlige eller umulige at angribe. 2) I andre tilfælde henretter stater formodede eller reelle terrorister fx med droneangreb (dette gør fx israelerne og amerikanerne (i Pakistan og andre steder)). Denne praksis må stride m

Stof og ånd

Ifølge gængs hjerneforskning forklares det mentale med elektriske og kemiske processer i hjernen. Hvis denne tanke er rigtig, så må konsekvensen være, at vores tanker opstår når de og de elektriske og kemiske processer foregår. Det vil sige, at de elektriske og kemiske processer er primære og tankerne og det vi kalder vores personlighed eller 'jeg' er sekundære. Tankerne er så et sekundært produkt af de primære elektriske og kemiske processer. Hvis tanken er rigtig, er det umuligt for os at beslutte at tænke på et givet emne; tanker der fremstår og igangsættes af et jeg, som så må være forskelligt fra de elektriske og kemiske processer, vil være udelukket. Da det imidlertid er en kendsgerning som enhver kan bekræfte, at vi i hvert fald af og til beslutter os for at overveje, tænke på bestemte ting, må udgangspunktet, at elektriske og kemiske processer er primære og tankerne sekundære, være forkert. Hvis tanker udelukkende er fysisk funderet og identiske med elektriske og ke

Konstruktive og destruktive ideer i islam

Det er en grundtanke i Vandrer mod Lyset at alle gængse religioner indeholder glimt af sandhed men ofte iblandet mange løgne, fordrejninger og misforståelser. Den samme tanke findes i islam, der hævder en grundlæggende sandhed eller åbenbaring som frem til Muhammeds åbenbaring af koranen gennem ærkeenglen, Gabriel, er blevet fordrejet og forvansket. Således betragtes også kristendommen som en forvansket lære om Gud og det guddommmelige. Hvis imidlertid Vandrer mod Lyset er sand, så er også islam et eksempel på en fordrejet og forvansket udlægning af det guddommelige. Og at hævde at Vandrer mod Lyset er sand finder jeg rimeligt idet Gud her konsekvent fremstår som Lysets og kærlighedens Almagt, et Væsen der med rimelighed kan opfattes som den Højeste. Men udover fællespunktet i tanken om alle de fordrejninger gængse religioner rummer (og altså inklusive islam) så er der en fælles opfattelse af Gud som En; ikke to, tre eller mange, men En og kun En. I islam beskrives Gud også ofte so

Religiøse påstande og trusler i kristendom og islam

I kristendom og islam fremsætter man en række religiøse påstande som ikke begrundes men som man knytter sammen med evige konsekvenser - frelse eller fortabelse - alt eftersom man tror eller ikke tror på disse påstande. Derfor mener jeg at det er rigtigt at sige, at man i kristendom og islam søger at skræmme mennesker til tro, underkastelse og lydighed. Det er ikke sikkert at alle kristne og muslimer tilslutter sig de to religioner af angst og frygt, men truslerne er - i hvert fald i traditionel kristendom og islam - et fremherskende element. Med hensyn til kristendommen så er opgøret med denne destruktive religiøsitet ført til ende gennem Vandrer mod Lyset og det billede af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt som træder os imøde i dette værk. Men islam mangler stadig et fundamentalt opgør med den formørkede gudsopfattelse som også denne religion bygger på. I koranen tales der flere steder om 'klare beviser' for dens ægthed og sandhed. Så vidt jeg kan se er disse 'klare

Opsats 37; Skak (verden og livet for begyndere)

Hvorfor slås vi? Er livet dybest set krig? Er livet og verden et spil skak? En kamp mellem sort og hvid? Selvfølgelig er det det. Og ud fra denne tanke vil jeg analysere og kommentere det seneste parti mellem Putin (hvid) og Obama (sort). Hvid begynder. Hvid bonde (Ukraine) til e5. Kommentar: Allerede her påtænker hvid at ofre bonden på e5 15 træk længere fremme i spillet. Men sort ser faren og spiller defensivt: Sort springer (Mali) til h6. Snedigt snedigt. Hvid angriber med hvid løber (Syrien). Det ser ikke godt ud for sort, der tænker længe over næste træk. Han overvejer en alliance mellem sort tårn (Saudi Arabien) og bonden på h7 (Irak) mod hvid Dronning (Iran)... ...men for min skyld kan han tænke fra nu af og til juleaften, dommedag eller en anden mærkedag; I stedet vil jeg gentage: Hvorfor slås vi? Er livet krig og kun krig? Hvis ja, hvad er så prisen? Jeg tænker: Krudt og kugler er godt, man skal bare være forsigtig; man kunne jo komme til at ramme nogen; og måske er d

Opsats 36; Den farligste bog

Jeg drømte at jeg gik rundt i et bibliotek i tusmørke, gennem lange gange og korridorer, omgivet af lavmælt hvisken, stønnen, skrig, gråd, fnisen og latter fra bøgerne på hylderne; glimt af lys, sagte knitren, dæmpede brag fra eksplosioner og dybt mørke; Sveden drev mig ned over panden, kolde gys løb ned ad min ryg, jeg tog en bog, læste et par linjer i en tilfældig bog; nej, det var heller ikke der; og jeg hastede videre; jeg måtte vide det eller vide noget, i det mindste noget, bare et eller andet; jeg følte det som faldt jeg gennem et bundløst rum af mørke uden at finde et holdepunkt, et eller andet jeg kunne gribe om for at standse faldet, men der var intet; Pludselig lød en stemme gennem mørket; 'Her er det du søger, den farligste bog'; en kegle af lys rettedes mod en lille, uanselig bog på øverste hylde i korridoren jeg stod i; Jeg greb bogen og slog op på første side med tilbageholdt åndedræt; siden var tom. Jeg bladrede om til næste side; også den var tom; jeg bladre