Gå videre til hovedindholdet

Demokratiets stabilitet og rationalitet

Jo mere en regering styrer efter folkets vilje, jo mere stabilt er styret; jo mere den regerer mod folkets vilje, jo mere ustabilt er styret

Dette bør enhver magthaver og ethvert parti der ønsker magten og at bevare den lægge sig på sinde.

Og hvorfor er det sådan?

Fordi en regering der regerer ved tvang og mod folkets vilje før eller senere vil blive omstyrtet af de manges vilje, og tvang er derfor et ustabilt magtmiddel.

Omvendt: En regering der regerer ved frihed og efter folkets vilje er stabil fordi de mange - hvis vilje den repræsenterer - vil ønske at bevare den.

Der er også et samspil mellem en regerings og et folks vilje. En regering kan ved politisk lederskab påvirke et folks vilje. Omvendt kan et folks vilje påvirke det politiske lederskab.

Det afgørende for et politisk lederskab er dels at det repræsenterer folkets vilje, dels at det ønsker folkets vel.

For hvis ikke også den anden betingelse for det stabile lederskab er opfyldt, vil det folk, der ser og føler sig regeret imod sine interesser, hvis kernepunkter må være frihed, fred og velstand, omstyrte eller udskifte regeringen og styret.

En dårlig regering - det vil sige en regering der regerer ved tvang og mod folkets interesser - kan maskere sine hensigter eller skjule dem - en tid - men før eller siden vil dens sande ansigt vise sig.

Derfor mener jeg at demokratiet og den demokratisk valgte regering - i den udstrækning den repræsenterer et folks vilje og regerer i overensstemmelse med dets interesser og ved frie valg kan udskiftes hvis ikke disse betingelser er opfyldt - er den mest stabile og rationelle styreform.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst