Gå videre til hovedindholdet

Et kort over vores uvidenhed

Måske er den tanke jeg har forsøgt at formulere i indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed rigtig:

At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater.

Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning:

Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt.

Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller.

Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delinger og kamp mod vira og bakterier, alle de gode og skadelige bakterier, deres delinger; vores blods konkrete cirkulation, de elektriske og biokemiske processer i hjernen, fordøjelsen;

Alt dette er et drama vi er helt uvidende om. Vi kan måske sige noget principielt om disse processer og dramaer, men det biohistoriske og aktuelle og konkrete forløb kender vi intet til.

Når vi ved så lidt om os selv, hvor meget mindre ved vi så ikke om vores medmennesker og deres indre.

Det er som Proust siger et sted: Medmennesket henligger i en uigennemtrængelig tåge. Vi kan til nøds gætte og indføle os i andre; men vi kan gætte forkert og et svar fra en anden skal ikke altid tages for pålydende.

Og hvem ved hvad en tanke er, eller vores vilje, eller følelsernes oprindelse og natur?

Når vi ved så lidt om os selv og vores medmennesker, hvor forfærdende lidt ved vi så ikke om fortidens mennesker og samfundenes dynamik og udvikling og verdenshistorien og verdens inderste hemmeligheder:

Må vi ikke med et smil sige med mundheldet:

Der er ingen huller i vores uvidenhed!

Eller mere alvorligt: Vis mig det menneske der med Plotin har set verdens inderste uudsigelige Ene som alt er udstrømninger eller emanationer af;

Jeg forventer ingen vismand men et brændende blik fortabt i sin egen herlighed; et blik der ikke så slangen lægge kursen mod alvidenhed og en sjæl som blinkede, blindet, i det øjeblik den hukkede.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Mørket begærer lyset

Det du ikke begærer, vil trygt komme til dig; Halfdan Rasmussen

Et grundlæggende forhold mellem godt og ondt, lys og mørke, er at mørket begærer lyset.

Eksemplerne på det er mange:

Lyset giver magt, mørket begærer magt, men gør samtidig den magtbegærlige magtesløs, idet ingen magt for den begærlige er nok til at tilfredsstille begæret.

Derfor mener jeg at det er rigtigt, som jeg før har skrevet, at drømme om magt, drømmes af slaver.

Lyset vækker opmærksomhed og i nogle tilfælde berømmelse, mens mørket begærer opmærksomhed eller berømmelse.

Men også i dette tilfælde tilfredsstilles begæret ikke, idet den der begærer berømmelse ikke vil tilfredsstilles af nok så stor en berømmelse, og hvis man opnår en grad af berømmelse ud fra et begær efter den vil den føles tom.

Der er mange andre eksempler idet forholdet så vidt jeg kan se gælder alt lys og mørke.

Vi kunne til tanken føje, at mørket begærer lyset, men samtidig afskærer det en fra det lys vi begærer.

Og det er måske sandheden om hvor…

Kringsatt av fiender

'Hvad skal jeg kæmpe med, hvad er mit våben?'

Sådan spørger den norske digter, Nordahl Grieg, i sit berømte digt fra 1936 i en tid med krig, nød, lidelser, ondskab, sygdom og elendighed overalt.

Hvad skal vi kæmpe med, hvad er vores våben nu - i en tid der på mange måder minder om den verden Grieg levede og skrev i.

Svaret er lige så enkelt som det er svært at efterleve: Kærlighed.

For hvem er egentlig fjenden? Er det muslimer, vesterlændinge, russerne, sorte, kapitalisterne; de andre?

Nej, fjenden er det mørke, der får os til at hade muslimer, kristne, sorte; de andre.

Og hvor er fronten?

Er den i Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, USA, Storbritannien, Rusland, Danmark?

Nej, den er i os selv. Når vi drager ud og slår ihjel i retfærdighedens, demokratiets og frihedens eller i Guds navn, har kærligheden tabt.

Når vi derimod søger forsoning, forbrødring, tilgivelse og fred har kærligheden en chance - måske den eneste.

'Det onde skal tabe' siger Grieg også i digtet.

Ja, men…