Gå videre til hovedindholdet

Den polyfone og kinetiske livs-, historie- og kulturopfattelse

Intet liv og ingen kultur og historisk periode er entydig. Et menneske rummer i sin genpulje anlæg for en masse ting; godt helbred eller visse sygdomme, talenter osv.

Jeg tror det er rigtigt at sige, at vi alle rummer lidt af det hele men også at hos nogle mennesker er anlæggene for fx at spille violin eller for at udvikle kræft større end hos andre.

På samme måde kan vi betragte historien og kulturene; enhver periode og kultur er aldrig entydig og enstemmig; fx var det langtfra alle i den periode vi nu kalder renaissancen der deltog i den genfødsel af den antikke kultur gennem eftersporing af antikke manuskripter, inspiration til kunst, digtning og arkitektur som har givet perioden omkring 1300-1500 i europæisk kulturhistorie sit navn.

Mange var fuldstændig uvidende om denne tendens og mens fokus nok for nogle ændrede sig fra Gud til mennesket ved den humanistiske bevægelse, vedblev andre at koncentrere sig om tro og det evige og andre igen havde andre prioriteter fx blot tilkæmpelsen af det daglige brød osv.

Parallelt var det langtfra alle unge der i nyere tid deltog i ungdomsoprøret omkring 1968. Mange vedblev at underkaste sig de samme autoriteter som man søgte at gøre op med og frigøre sig fra, andre passede stilfærdigt deres studier eller arbejde osv.

Ethvert liv, enhver periode og kultur kan derfor siges at være polyfon eller mangestemmig.

Det der ofte giver et liv og en periode eller kultur sit præg eller navn er det der ændrer et liv, en periode eller kultur; vi kan med et lån fra fysikken sige, at det er de resulterende eller betydende kræfter (fra kinetikken; kræfter der ændrer et fast legemes bevægelsebane) der giver livet, perioden eller kulturen navn og præg.

Det vil sige, at det egentlig er det atypiske - ofte undtagelsesmennesker (genier) eller ekstraordinære omstændigheder - der præger eftertidens opfattelse af en bestemt periode eller kultur.

Derfor er det måske rigtigt at betragte livet og kulturen ikke kun som dynamisk men også polyfon i den forstand, at ethvert liv, periode og kultur rummer lidt af det hele og at det er (ofte periodisk gentagne) særtræk der i perioder stikker op over overfladen hvor de i andre perioder ligger under kulturens og livets havoverflade, samt at det er de betydende og ændrende - men atypiske - kræfter der tegner eftertidens opfattelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …