Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra 2021

Yderligere problemer ved Humes erkendelsesteori

Udover de problemer ved Humes erkendelsesteori som jeg og andre har påtalt; At hans egen erkendelsesteori ikke bygger på sanseindtryk (impressions), og derfor er ugyldig, samt at vi ikke har noget sanseindtryk af vores tanker som sådan, altså ikke det tankerne er om men tankerne som sådan, hvorfor enhver tanke må være ugyldig og derfor enhver erkendelse ugyldig og umulig; Så er det et problem, når han afviser begreber generelt i erkendelsen, fordi de ikke er afledte (derived) af sanseindtryk (impressions). Det er et problem, idet vi så også må afvise begrebet "sandhed". Hvis Humes teori er sand, må vi afvise begrebet "sandhed", hvorfor hans teori ikke kan være sand, hvilket er en selvmodsigelse, kontradiktion. Reddes hans teori hvis vi siger, at "sandhed" ikke findes som sådan, som begreb, men kun eksempler på noget sandt? Efter min opfattelse nej. For eksempler forudsætter noget, det er eksempler på, accidents (tilfælde) forudsætter begreb. Således foruds

Lockes og Humes empirisme

Der findes ikke noget i vores erkendelse, som ikke først er i vores sanser,- Sådan skrev John Locke (1632-1704) i An essay concerning human understanding, med en parallel i David Humes (1711-1776) tanke fra A treatise of human nature, at alle vores ideer og dermed vores erkendelse stammer fra (sanse-)indtryk (impressions), som svagere (efter-)billeder af disse. Det er ret let at modsige denne tanke: Noget der er i vores erkendelse, og noget der med sikkerhed ikke modsvares af noget ydre - hverken som simple eller sammensatte ideer (Hume) eller stammende fra sanseindtryk eller sansningen generelt (Locke) - er vores tanker selv. I den udstrækning vi har en ide og en erkendelse af selve vores tanker, eller af tanken som alment begreb eller fænomen, har vi en ide og en erkendelse, som ikke modsvares af noget ydre, og som ikke først er i vores sanser. Tanker og erkendelsen af dem modbeviser således Lockes og Humes empirisme.

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden

Videnskab, filosofi og religion - en mulig syntese?

I vestlig skolastisk filosofi i Middelalderen var en væsentlig bestræbelse at søge at forene religion og filosofi. Siden kom den moderne naturvidenskabelige metode til med afsæt i Francis Bacons ufuldendte  Magna Instauratio  og Novum Organum. Spørgsmålet er, om ikke det er muligt at skabe en syntese af alle tre åndsområder med afsæt i spørgsmålene: Ikke hvordan de forskellige naturlove er og fungerer og kan formuleres (overvejende matematisk), men hvorfor er de som de er, og hvorfor findes der overhovedet - i den udstrækning det er tilfældet - love for stof, rum, tid og bevidsthed, og hvorfor findes der overhovedet stof, rum, tid og bevidsthed? Der er altså tale om en mulig udvidet åndsretning og syntese med et skift fra hvordan til hvorfor. Umiddelbart synes der at være to muligheder: Enten findes der en Gud som har skabt alle (natur)love, eller også findes der ikke en Gud, og alle love er opstået enten tilfældigt eller som konsekvens af endnu ukendte love og forhold i verden generel

Tankens subjektivitet og relativitet I

Hvis vi følger Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik der reinen Vernunft, så må vi opdele erkendelsen i et erkendende subjekt og et (forsøgt) erkendt objekt. Kant siger så, at der mellem de to er en uoverstigelig kløft, idet vi ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen som den kommer til syne for os. Denne dikotomi synes indbygget i selve tanken, den måde vi tænker på. Hvis jeg fx vil erkende noget om stoffets natur, prøve at forstå kvanteteorien eller måske Kants egen erkendelsesteori, så må jeg så at sige holde det, jeg forsøger at erkende ud for mit indre blik, min tanke. Tanken deler sig op i mig, der betragter objektet (fx en bestemt fysisk teori eller erkendelsesteori) og objektet selv (teorien). Hvis Kant har ret, kan jeg ikke erkende objektet i sig selv, fx hans egen erkendelsesteori, det vil sige, jeg kan ikke nå til en fuldstændig forståelse eller det, han kalder apodiktisk vished om noget som helst, en vished og fuldstændig erkendelse som er objekti

Religionernes fælles kerne

Det siges af og til, at alle religioner i deres grund er ens, at de bærer den samme kerne. Det mener jeg er rigtigt. Se på jødedom, kristendom og islam: Hvis der findes en Gud, findes der kun en. Der findes ikke en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne og en Allah for muslimer. Det vi har af den Almægtige er billeder, og de kan være mere eller mindre nøjagtige. Der findes også inden for de forskellige religioner forskellige billeder, ja, der er nok et for hver troende. Det alle religioner har til fælles, den fælles kerne, er kærligheden: Jødedom har næstekærlighedsbudet (3. Mos. 19, 18), det samme har som bekendt kristendom, idet både Jesus og Paulus gentager budet, og kalder det det største og vigtigste bud af alle. Og hvis vi forstår islam som det inderste hjertes overgivelse til Allah (jf trosbekendelsen, shahada), så er også islams kerne kærlighed. Gennem  Vandrer mod Lyset   lærer vi, at alle de store religioner er opstået ud fra en oprindelig verdensimpuls af kærlighed, men

Lys og mørkes indvirkning på mennesket

De to urkræfter, lys og mørke, godt og ondt, virker forskelligt på os mennesker. Jeg vil her sige lidt om, hvordan de kan virke på følelserne: Lyset giver fred og ro og klarhed. Når vi erkender en sandhed, eller fx lytter til et smukt og harmonisk stykke musik, er oplevelsen som regel ledsaget af ro og fred og glæde. Mørket derimod kan virke på i hvert fald to måder, der ledsager dels mørkets 'lyse' side, som jeg før har skrevet om, dels mørkets rent sorte side: Man kan når man udsættes for mørkets kræfter gribes af en rus - fx ved forelskelse, hvis vi gribes af selvbeundring, eller ved indtagelse af fx alkohol eller narkotiske stoffer. Denne virkning er karakteristisk for mørkets 'lyse' side. Ved mørkets rent sorte aspekt kan det knuge sindet og hjertet, og det kan skabe en meget ubehagelig indre spænding, som vi da måske søger at frigøre os fra. Frigørelsen kan ske på to måder: Vi kan handle efter det onde, hvorved det gran mørke vi påvirkes af afpolariseres, hvilket

Ingen er alene

I mange øjeblikke med fortvivlelse og dyb lidelse tænker jeg: Gud give at ateisterne har ret, og så ville jeg ønske, at jeg kunne tilslutte mig den skare, der slår syv kors for sig ved enhver tanke og tale om Gud. Spøg tilside: Et langt liv med uudholdelige og vedvarende lidelser i forbindelse med en psykisk lidelse (skizofreni) har givet mig en fredelig tanke: At alt slutter ved døden, og der intet evigt liv er. I sådanne øjeblikke håber jeg, at det er rigtigt, hvad der står i Vandrer mod Lyset: At vi kan vælge evighedslivet fra. Det er, når lidelsen bliver for stor, mit evighedshåb.  På den anden side har alle disse lidelser givet mig en forståelse for de faldne og deres lidelser: Jeg forstår, hvad lidelse kan bringe en sjæl til, og jeg forstår, hvordan det onde kan tvinge os til uhyrligheder, hvordan det kan binde tanke og sjæl, hvordan det kan lukke mentale rum i stedet for at åbne, og jeg kender den angst, der følger med det. Jeg forstår noget om, hvad der drev Satan, da han forba

Sandhed

I Vandrer mod Lyset gives implicit nogle meget værdifulde redskaber til sandhedens erkendelse: I fortalen bedes vi mennesker nøje gennemtænke alle tanker i værket, og derefter forelægge spørgsmålet om værkets eventuelle sandhed for vores samvittighed. Denne metode kan videre bruges for ethvert værk, fx også for Descartes' eller Kants erkendelsesteorier, eller generelt for ethvert værk eller udsagn, der beskæftiger sig med eller hævder at være sandhed, herunder alle filosofiske, religiøse eller videnskabelige værker og teorier. Hvis det der søges er noget helt nyt og endnu ukendt, kan en anden af de metoder, der gives i Vandrer mod Lyset bruges, nemlig inspirationen.  Inspirationen eller den intuitive metode består i, at man i tankerne søger at formulere, hvad man ønsker viden om, og derefter lægger spørgsmålet til side og tænker på andre ting, hvorved tanken gøres parat til at modtage den intuitive, inspiratoriske meddelelse. Hvis det fra oversanselig side skønnes, at det er formål

Krigsherrer, våbenindustrien og gengældelsesloven

Hvis mennesker generelt kendte de egentlige konsekvenser ved krigens afskyelighed, ville krig ikke forekomme og der ville ikke blive produceret våben overhovedet. Virkeligheden er denne: Da ethvert mørke, enhver ond handling - hvortil krig og vold skal regnes - uvægerligt engang ifølge en af Guds love, gengældelsesloven, vil vende sig mod sin ophavsmand og bringe ham eller hende de samme lidelser, som vedkommende har gjort sig skyldig i, så følger det, at enhver politiker eller hersker, der gør sig skyldig i krig, engang selv skal høste den onde sæd, han har sået; det vil sige at lide den samme død og de samme lidelser, den krig han eller hun er skyldig i forvolder, og frelse lige så mange liv, som krigen har taget, indtil man indser, hvor afskyelig og forkastelig krig under alle former er. Men så er det lettere og mindre lidelselsfuldt at indse sandheden i det nu - og at handle derefter, det vil sige at standse al krigsførelse og aldrig mere påbegynde den - i stedet for at gå omvejen

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Sådan kan vi bringe hadet ud af verden

Hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så følger en række vigtige ting for os mennesker. Vi får blandt meget andet en mulighed for at bringe hadet ud af verden igen ved at følge tråden tilbage til dets første oprindelse: Den situation for længe siden hvor den Ældste, Ardor (Satan), alene i mørket og gennemstrømmet af dets tunge og lidelselsfyldte bølger forbandede alt og alle, også Gud. Ved at tilgive ham dette had og alt hvad der fulgte, kan vi neutralisere og eliminere dette mørke. For at gøre det lettere at tilgive hans had og hans forbandelser, må vi prøve at forstå, hvad der lå bag; vi må forstå, at forbandelserne ikke skyldtes en notorisk og evig ondskab, men derimod fødtes af grænseløse lidelser. Enhver kender sikkert fra sig selv, hvad lidelser kan afføde af vrede og had; lidelser kan føde had, og had føder nye lidelser, der igen forstærker hadet osv. Der er tale om en ond cirkel, som de fleste kan forstå. Den eneste måde at bryde hadet og forbandelserne på er i Ardors tilfælde at

Olien som geopolitisk konstant

Hvis den globale bestræbelse på inden for de næste år og årtier at gøre sig fri af fossile brændsler lykkes, så vil olie, kul og gas blive taget ud af den globale geopolitiske ligning. Det vil blandt andet betyde, at den vestlige afhængighed af den mellemøstlige olie vil svinde bort, og dermed forsvinder også Vestens politiske interesse i Mellemøsten, og dermed ønsket om indflydelse i regionen. Hvis vi skal tro nogle kilder, fx DR Podcasten, Jihadisternes hævn, ved Martin Grønne, så er den vestlige indblanding i Mellemøsten generelt og Saudi-Arabien specielt, en del af motivationen for visse terrorgruppers, her al-Qaidas, aktiviteter. Hvis derfor indblandingen mindskes eller helt forsvinder, så vil altså en del af terrorens brændsel fordufte - og derfor vil vi måske se en nedgang i den ulykkelige globale terror. Konspirationsteoretikere vil her se den egentlige årsag til den globale bestræbelse på at udfase de fossile brændsler, deriblandt olien, men dem hører jeg ikke til. Jeg antager

Voldelig revolution og dens konsekvenser

Hidtil har jeg forsøgt at argumentere for, hvorfor tvungent regimeskifte udefra ved militær intervention - trods eventuelt gode hensigter - er irrationelt og ved det militære indgreb opståede magtvakuum med næsten matematisk sikkerhed fører til borgerkrig. Og jeg har forsøgt at argumentere for, at retsstaten er det bedste middel mod borgerkrig. Jeg vil her forsøge at argumentere for, hvorfor heller ikke et tvungent regimeskifte indefra - ved en voldelig revolution - trods eventuelt gode hensigter og under fx paroler som ved den franske revolution om frihed, lighed og broderskab - er vejen til varig forbedring for borgere, der lever under et forhadt og diktatorisk styre: Det første der her springer i øjnene er det paradoksale i at ville gennemtvinge friheden, hvis frihed er den (sunde) værdi, der ønskes og måske mangler. Dernæst må vi sige, at oprørsbevægelser, der med vold søger at gennemtvinge regimeskifte, er nødt til at øve en vold, der er større end den man bekæmper, hvis deres for

Frihed og samvittighed

Den vestlige religiøse, filosofiske, videnskabelige og politiske historie fra omkring år 1400 og frem kan læses som en langsom, gradvis frigørelsesproces og frihedskamp, hvor strålende ånder under stor og indædt modstand fra fx religiøse og politiske autoriteter og magthavere har søgt at skabe grund og virkelighed for frihedens tanke og realitet. Vi nævner her nogle få: John Wycliff, Martin Luther, Rene Descartes, Baruch Spinoza, Francis Bacon, Nikolaus Kopernikus, Voltaire og John Stuart Mill. Den frihed som disse personligheder - og mange andre med dem - kæmpede for, kan ikke kun relateres til den vestlige kultur, men må hævdes og tilkæmpes universelt. Vi må hævde tanke- og trosfrihed (herunder retten til ikke at tro), ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, politisk frihed og retten til deltagelse i magtudøvelsen gennem demokrati og demokratiske forfatninger som universelle og umistelige rettigheder gældende for alle mennesker, uanset hvor man er født og lever. Vi må hævde og kræve univer

Det rene hjerte, vejen og genvejen til Gud

Ved at sammenholde forskellige skriftsteder fra Vandrer mod Lyset, kan vi få en viden om, hvordan vi mennesker renser vores hjerter og ånd, og dermed hvordan vi arbejder os hen mod den størst mulige jordiske og menneskelige fuldkommenhed: I Ardors beretning, kap. 14 siger Jesus, at vi skal angre vores onde gerninger for at rense vores hjerter og gå frem til større fuldkommenhed. Tilsvarende står der i Kommentaren, side 158-159, at sorg og anger over onde tanker og handlinger udrenser og neutraliserer mørket i os. I Spørgsmål og Svar II, no 64 står der, at når alt ondt, alt mørke i os er udrenset og elimineret, så vil vores tanke og vilje smelte sammen, og vi bliver upåvirkelige af mørkets kræfter og udstrålinger i al evighed, og efter at vi har sonet eventuel restkarma, siges vi - af Kristus - løs fra al videre inkarnation på Jorden, og vandrer videre fra lysklode til lysklode i den oversanselige verden, indtil vi når Guds Rige, Paradis. Dermed kan vi gennem sorg og anger gå frem - som

Vandringen mod lyset

Det er sværere at gå op ad trappen, end det er at lade sig falde, Vi lever med livets hastighed, tiden, Ombølget af Guds stærke lysranker, Lad tvivlen falde, verden begynde  Den genvej til Lyset og Gud som Vandrer mod Lyset anviser må af mennesker vandres i frihed og uden tvang. Som Ignatius Loyola siger i sin opsummering af genvejen i Forsoningslæren og genvejen, så er det første skridt en oprigtig tilgivelse af den dybest faldne, Ardor (Satan). Denne tilgivelse kan ikke fremtvinges af andre eller gives af andre for os, men må gives af hver især personligt i frihed, og den vej der vandres under tvang eller pres er ingen vej eller en omvej. Vejen må således vandres i frihed, ikke for Guds eller de yngstes skyld, men for menneskers egen. For kun de værdier, de sandheder vi tilegner os i frihed, og kun den etik, der leves i frihed, har egentlig og evig værdi for ånden.

Retsstaten som værn mod borgerkrig

Som jeg før har udviklet, så vil tvungent regimeskifte ved militær intervention med næsten matematisk nødvendighed føre til borgerkrig, idet det herved opståede magtvakuum vil søges udfyldt af stridende fraktioner og grupperinger, som måske tidligere kæmpede mod den magt, som interventionen omstyrtede. Og derfor er heller ikke en rationel exit-strategi mulig. Eksempler på det har vi i tilfældene Afghanistan, Irak og Libyen, hvor vestlig militær intervention i øvrigt selv har været med til at skabe de flygtningestrømme, som man er så fortørnet over, et medansvar man søger at løbe fra ved at nægte de således nødstedte asyl og beskyttelse. Det følger heraf, at en stærk centralmagt er nødvendig, hvis borgerkrig skal undgås. Men ikke en hvilken som helst centralmagt. For hvis magten er diktatorisk og undertrykkende, vil de undertrykte borgeres indre trang og vilje til og behov for frihed søge at omstyrte regimet, og derved igen skabe et tomrum, som - både ved selve oprøret og efterfølgende