Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra 2020

Frelse og forløsning

I kristendommen - i hvert fald den evangelisk-lutherske - hævdes det, at troen er vejen til frelse: Vi tiltales eksistentielt af helligånden ('talsmanden') gennem evangeliet og det forkyndte, levende ord, vi frelses af Kristus (sønnen) og vi hviler derefter i Faderen. I buddhismen hævdes det gennem 'de fire hellige sandheder', at vejen til forløsning eller frelse går gennem erkendelse: Erkendelse af lidelsen og lidelsens oprindelse, erkendelse af lidelsens ophør og vejen til lidelsens ophør. I både kristendom og buddhisme er frelsen eller forløsningen efter nogles opfattelse mere en indre tilstand end et ydre, konkret sted, og kan som sådan nås allerede i det jordiske liv.  I islam hævdes det parallelt til den kristne opfattelse, at vejen til frelse går gennem tro: Tro på den ene Gud, Allah, som ikke har nogen (anden gud) ved sin side, og at Muhammed er hans profet ('Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet (den islamiske trosbekendelse, shahada)). Ve

Den historiske baggrund for kundalini

 Jeg har tidligere i flere indlæg, fx  Syndefald, faustmyte og kundalini , skrevet om begrebet og fænomenet kundalini, som af nogle betragtes som en art guddommelig visdomskraft, eller endda en kraft eller energi, der bærer universet eller Verdensaltet. Virkeligheden er dog, at kundalini er af det onde og at den identifikation med Gud som den kan give ('jeg er Gud') er illusorisk. Den historiske baggrund for fænomenet er Ardors og de øvrige ældstes fald, hvor de ville være lig Gud og skabe som Gud; først udødelige væsener i deres egen lignelse, og siden - da dette viste sig umuligt - det dødelige, fysiske menneskelegeme (se Vandrer mod Lyset). Gud er En, og alle forsøg på at gå Ham i bedene og at ville være lig Ham er naturligvis umuligt. Dette indså de ældste ikke, eller de glemte det i det hovmod og den selvbeundring der greb dem, da Gud stillede dem direkte overfor mørket engang i tidernes morgen. Ved at ville være lig Gud forlader mennesker visdommens vej, og træder ind på

Kend dig selv

Kend dig selv,- Oraklet i Delphi  Hvad er livet andet end en lidenskabelig samtale med os selv,- Marcel Proust (citeret efter hukommelsen) Medmennesket er et spejl for os. Det medmennesket vækker i os - godt eller ondt - er et spejl og tegn på vores indre. Den der rummer skønhed kan se skønheden i enhver. Den der ikke rummer skønhed, kan heller ikke se den i andre, men kaster sine skygger på medmennesket. Medmennesket vækker både det vi ønsker at se i os selv og det vi ikke ønsker at se. Livet er dels udvikling, dels et spejlbillede - en status - for udviklingen. Det vi tænker og gør tilbagespejles i os selv. Det vi sår, høster vi. Den der sår hvede, høster hvede, den der sår kærlighed, bliver elsket, den der sår had høster had. Livet og medmennesket er lidenskabelig samtale og et spejl af vores indre. Vi ser os selv i medmenneskets og livets spejl. Kend dig selv! Se ud, se op, se ind. Så ved du hvem du er.

Kilder til krig

For nylig i en diskussion på Facebook skrev en, at en kilde til krig opstår, når et menneske eller - tilføjer jeg - en organisation eller et trossamfund stiller sig op og siger: Vi alene har sandheden. Jeg finder tanken rigtig, men vil her anføre nogle andre tilsvarende kilder: For eksempel når sandhed kolliderer med økonomiske interesser og magt, eller - nok endnu vigtigere - selve det globale militærindustrielle kompleks, der i dag er så stort og økonomisk tungt som en af verdens største økonomiske og industrielle sektorer, at det er en selvstændig magt, måske større end nogen enkeltstat og helt uden demokratisk fundament og kontrol. Det globale militærindustrielle kompleks er så økonomisk og i henseende til magt tung en spiller i verdenssamfundet og i verdenspolitikken, og det har interesse i at skabe og vedligeholde militære konflikter så mange steder som muligt, at jeg vurderer, at denne ene - mere prosaiske -  kilde til krig er langt større og mere betydende end alle andre kilder

Sub specie æternitatis (under evighedens synsvinkel)

Dem vi strider mod i dag, skal vi samles med i Paradis 'i morgen'  Derfor er al strid og splid og krig og vold og bedrag og tyveri meningsløs. Enhver sten vi kaster på en andens vej, bliver en sten i den mur, der adskiller os fra Paradiset. Enhver sten vi kaster i en andens bane, skal vi selv engang bære væk og fjerne. Så hvad er meningen med strid, splid, krig, vold, bedrag og tyveri? Hvad vinder vi ved det, andet end en længere, tungere og mere smertelig vandring mod Hjemmet?

Kærlighedens matematik

En afgørende forskel mellem lysets og mørkets kræfter og energier er, at lysets, kærlighedens, energi og kraft ikke - som mørket - aftager men tiltager og forstærkes ved brug. Eller som det vist er sagt før af andre: Kærligheden bliver større når den deles. Den lysomhyldning, som Vandrer mod Lyset siger det, ligger omkring kloden, aftager ikke og formindskes ikke ved brug. Den tiltager i kraft og styrke og udstråling når mennesker bruger den. Det vil sige, at når mennesker elsker hinanden, så tiltager lysets kraft og energi på Jorden. Kærligheden er altså ikke en kraft, vi kan opbruge og løbe tør for, som med mørkets kræfter og energier. Kærligheden vokser i samme takt som vi elsker hinanden. Eller sagt enkelt: I kærlighedens matematik bliver 1 + 1 mere end 2, og 2 + 2 bliver ikke 4 men mere, langt mere. Eller med et glimt i øjet: Kærligheden er en bæredygtig og ren energikilde. Og uudtømmelig. Evig. Jorden er svøbt i kærlighed. Det er bare at række ud med åben hånd - til medmennesket.

Psykosens anatomi

Ligesom kroppen ved smerte producerer endorfiner, som efter hvad jeg ved er kroppens egen morfin og smertestillende stof, kan sindet måske ved smerte producere smertestillende stoffer, der virker som visse euforiserende stoffer, fx heroin- og kokainlignende stoffer. Dette er et mere eller mindre kvalificeret gæt ud fra egne oplevelser med psykose og psykisk smerte. Hvis den psykiske smerte bliver ubærlig, tænker jeg, hvis virkeligheden og livet bliver uudholdeligt, kan produktionen af disse stoffer blive ekstrem og fremkalde egentlige psykoser. Denne forståelse - dette gæt - tager afsæt i min egen oplevelse af ekstrem psykisk smerte, og smerten er altså den egentlig betydende faktor for eller årsag til udviklingen af psykose, og de smertestillende, psykogene stoffer en virkning eller konsekvens. Teorien passer med fænomener jeg har iagttaget hos mig selv og andre. Fx ledsages mani ofte efterfølgende af depression, på samme måde som kokain først kan give manilignende tilstande og dereft

Teorien om the Big Bang II

Udover det argument jeg tidligere har forsøgt imod teorien om the Big Bang (i indlægget  Teorien om the Big Bang ); At rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser ikke skyldes, at de fjerner sig fra os, men at den opstår ved det synlige lys' passage gennem mørkehobe; Vil jeg her forsøge endnu et argument imod teorien: Nemlig at hvis vi antager, at der ved begyndelsen og efterfølgende i Big Bang udsendtes lys, så må udvidelsen efterfølgende dels 1) være sket med lysets hastighed og med det synlige lys som frontbølge 2) være sket ligeligt i alle retninger, hvorved universet må være kugleformet Ad 1) Hvis ikke rummet udvidede sig med lysets hastighed og med det synlige lys som frontbølge, så må det udsendte lys være blevet afbøjet eller reflekteret ved rummets 'kant' eller grænse, hvilket vel ikke giver mening. At rummet skulle udvide sig med lysets hastighed strider, så vidt jeg kan se, mod Einsteins relativitetsteori. Og moderne kosmologi regner - i nogl

Sansning og erkendelse

Filosoffen John Locke hævder i værket An essay concerning human understanding (1689) at intet, der er i erkendelsen, ikke først har været i sansningen. Parallelt hævder Immanuel Kant i Kritik der reinen Vernunft (1781; 1787), at hvis fornuften søger at overskride enhver mulig erfaring, havner den i uopløselige selvmodsigelser, fornuftens fire antinomier. Hvis Kant med erfaring mener sanseerfaring, sansning, så er hans standpunkt parallelt med Lockes. Det er dog ret let at modbevise denne radikale empirisme, idet vi identificerer erkendelse, som med sikkerhed ikke findes i sansningen, og uden at havne i selvmodsigelser: Nemlig menneskets jeg, som vi erkender, men ikke sanser (forudsat jeget ikke, som nogle østlige filosofier vil vide, er en illusion) og menneskets tanke og vilje, som vi heller ikke sanser, men ligefuldt erkender. Der er sikkert andre sådanne ikke-sansbare eller oversanselige fænomener, som vi erkender, men ikke sanser, fx tid og rum (Kants a priori anskuelsesformer). Me

Spørgsmålet om flygtninge

Problemet er ikke flygtningene, men dem der skaber flygtningestrømmene Det måske mest brændende spørgsmål i verden i dag er spørgsmålet om flygtninge. Mange millioner menneskers lidelser er genstand for intens opmærksomhed, og populister spinner politisk guld på spørgsmålet. De vinder gehør og magt som måske aldrig før i stort set alle samfund. Men lad os se problemet fra denne vinkel: Er problemet de nødstedte, eller er problemet dem, der skaber nøden: Statsledere, militærfolk og civile borgere, der starter, støtter og vedligeholder krigen i ord eller gerning? Er problemet ofrene, eller er problemet de, der skaber krigens og nødens mange ofre? Er ved drab problemet den dræbte eller drabsmanden? Hvis vi fastholder, at problemet er ofrene, flygtningene, og nægter dem asyl og beskyttelse, så er det at føje spot til skade og dobbelt uret. Hvis vi fastholder og låner øren til krigsopviglerne og giver dem magt som de har agt, så bliver vi medskyldige i krigens katastrofer og medskabere af d

Gå rank, selv når byrden tynger

I min daværende praktiserende læges venteværelse hang der engang en akvarel, der viste to mænd på en trappe. Den ene mand sad ved trappens fod med hænderne for ansigtet. Han farve var grå, tydeligvis fortvivlet og opgivende. Den anden mand gik rank et stykke oppe ad trappen. Energisk. Hans farve var gul eller gylden. Regn og sol. Billedets titel er 'Vejen frem'. Bærer de den samme byrde? Er det den samme mand? To holdninger til livet og dets byrder? To muligheder for det samme menneske? Jeg tror det. Søren Kierkegaard skriver i skriftet, 'Krisen - eller en krise i en skuespillerindes liv', om Johanne Luise Heiberg, at hun bar en tung byrde, men den var nødvendig og uden den kunne hun ikke præstere som hun gjorde. Hun kom fra svære forhold i barndommen med alkoholisme og fattigdom (kilde: Dansk Wikipedia), men steg til guldalderens top 'uden at miste sin sjæl'. Byrden var - som jeg forstår Kierkegaard - nødvendig for at hun ikke skulle miste jordgrebet og svæve u

Det ondes kortslutninger

Jeg har efterhånden så tit iagttaget det vi kan kalde mørkets, det ondes, kortslutninger, fx ved mine egne lidelser (jeg lever med en alvorlig sindslidelse): Når jeg raser mod Gud pgra mine lidelser, så skaber jeg de lidelser, jeg raser over. Jeg har iagttaget dette i mange forskellige tilfælde og forhold: Fx at begæret afskærer en fra det, man begærer, eller hvis begæret opfyldes det så ikke mætter eller bliver ligegyldigt eller at det ledsages af en dårlig smag i munden: Som den, der begærer magt, bliver magtesløs, som den, der begærer rigdom, og for hvem penge og ejendom snarere bliver en byrde end et aktiv, eller den, der begærer sex men aldrig mættes og er på evig jagt, eller den, der begærer berømmelse for berømmelsens egen skyld - at være kendt - men måske uden substans bag eller pgra mindreværdsfølelser og som meget godt føler det hule i det og for hvem berømmelsen bliver et problem og som ønsker igen at være anonym osv. Det synes at være sådan, at begæret afskærer os fra det,

Hjertets enkle bevis for Guds eksistens

Gud er kærlighed og derfor søgbar i hjertet Foranlediget af en læser (af indlægget  To Gudsbeviser ), der undrede sig over, hvad jeg egentlig mener med hjertets bevis for Guds eksistens og den efterfølgende forståelse af noget af den Almægtiges natur - at Gud er kærlighed - skal jeg her give en kort og forhåbentlig klar forklaring. Jeg vil give den i form af en tænkt pædagogisk situation mellem en mor og hendes 3-5 årige barn: Barnet spørger hvem Gud er og hvor Han er. Moren peger på barnets hjerte og siger: - Der bor Gud! Kan du ikke mærke Ham? Mere er det egentlig ikke. Barnet vil da kunne mærke eller føle Gud i tryghed, ro og glæde. Det er kun os voksne, der ofte er så tumpede, at vi skal vejen rundt om filosofi, religion, hellige skrifter, dogmer og indviklede forklaringer og dertil hørende stridigheder, krige, fordømmelser og andre tvivlsomme kilder og fænomener. Der er egentlig ikke noget nyt i dette. Der er tale om en religiøs grunderfaring, som mange troende - jøder, kristne, m

Krigens anatomi II

Ligesom det ikke giver mening med tvungne regimeskift ved militær intervention i verdens brændpunkter - da indgrebet medfører et magtvakuum som derefter søges udfyldt af andre forskellige og stridende parthavere i landets politik, hvilket med nødvendighed fører til borgerkrig - er det muligt at argumentere mod andre faser og fænomener med hensyn til krig og krigens væsen: Det giver ingen mening at føre regulær angrebskrig - altså hvor målet er erobring og ikke regimeskift - da en international praksis hvor lande søger erobring, danner en præcedens hvor andre lande vil gøre det samme, hvilket da meget let slår tilbage på det eller de lande, der først starter en krig. Ved at starte en erobringskrig skaber man en norm, som andre vil efterligne - eventuelt som forsvar eller som det man kalder forebyggende krig  - og dermed har vi international krig eller i sin yderste konsekvens en verdenskrig. Hvis vi ser på borgerkrigen, så giver det ingen mening at dræbe sine landsmænd, da også disse dr

Kierkegaards filosofi II

Som jeg forstår Kierkegaards filosofi, er hans to grundlæggende spørgsmål, som udfoldes i forfatterskabet, følgende: 1) Hvad vil det sige at være kristen, og hvordan bliver man det? 2) Hvad vil det sige at være sig selv, og hvordan bliver man det? Spørgsmålet om kristendommen er for Kierkegaard det arkimediske punkt i det evige, mens det eksistentielle grundspørgsmål er det tilsvarende punkt i det timelige. De to sfærer, det evige og det timelige, har deres brændpunkt eller skæringspunkt i Kristus; dels gud, dels menneske, dels det evige og dels det timelige. At det evige og det timelige overhovedet mødes (i Kristus), er for Kierkegaard troens paradoks. For Kierkegaard bliver man kristen ved Springet og troens dobbeltbevægelse: Man springer ud på de 70 000 favne idet man opgiver sig selv eller alt, og Gud griber det således udsatte menneske, og giver os tilbage til os selv. Således skærer det evige og det timelige også hinanden i os; det religiøse og det eksistentielle mødes med Kristu

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper. Dernæst er teorien forstærket gennem opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling i 1960' erne. At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente Hubble måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, mørk energi eller inflatonen. Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingn

Gud, Lyset og viljen

Som troende er det naturligt at søge at udfinde Guds vilje og bøje sig for den. Men hvad sker der så med vores egen vilje? Svækkes den eller bliver den stærkere? Den bliver stærkere. Af den simple grund, at ved at forenes med den guddommelige vilje tilføres der bestandig ens vilje ny styrke og kraft fra Guds Almægtige vilje. Og alene det at søge denne forening kræver en stærk vilje til Lyset. Også det styrker ens egen vilje. Den enkleste måde at anskueliggøre hvad foreningen med den guddommelige vilje er og indebærer er at sige, at vilje til Lyset er vilje til kærlighed, til at elske, da Guds vilje er idel lys og kærlighed. Og med kærlighed kan vi helt enkelt forstå det der gavner andre, eller - med et forbehold - det vi efter bedste overbevisning og viden mener gavner andre. Derfor har foreningen med den guddommelige vilje et klart udadvendt perspektiv, da kærlighed mere er handling (til gavn for andre) end subjektiv følelse. Kærlighed og med den guddommelig vilje peger ud mod verden,

Teologiens Novum Organum

Ligesom Francis Bacon i 15-1600-tallet formulerede det naturvidenskabelige projekt, har teologien - i 1920 - fået sit Novum Organum gennem  Vandrer mod Lyset , et værk hvis potentiale er at erstatte det naturvidenskabelige verdensbillede, som foreløbig tegner et billede af et centerløst menneske i en centerløs verden, og mennesket som et rent biologisk væsen, et dyr blandt dyr i en dybest set meningsløs verden. Med dette nybrud kan vi erstatte dette billede med det teocentriske verdensbillede, eller vi skulle måske sige Genvejen,  en verden hvor Gud er centrum både hvad angår erkendelse og natur: Gud som erkendelsens fundament og Gud som verdensaltets centrum. Mennesket med et centrum eller kerne, ånden eller hjertet, i en dybt meningsfuld verden, mennesket skabt - åndeligt - af en Lysets og kærlighedens Almagt, og bestemt til den evige salighed i GUDS Rige, Paradis, når vi gennem inkarnationerne her på Jorden har overvundet det onde og har lært det at kende. Vandrer mod Lyset er ikke

Guds Almagt og prædestinationslæren

Gud er Almægtig. Betyder det at Han forud har bestemt hvem, der skal frelses, og hvem fortabes, eller har Han simpelthen bestemt alle ting og begivenheder i verden og universet fra evighed til evighed? Hvis vi skal tro visse kristne retninger og Islam (den islamiske tanke om 'Skriftens moder' hvori alt i verden af Gud er nedtegnet og bestemt fra evighed til evighed) så er begge dele tilfældet. Jeg vil her koncentrere undersøgelsen om den kristne tanke om prædestination, som både finder evangelisk støtte (Matt. 13, 24-30) og hos Paulus (Rom. 8, 28-30; Ef. 1, 11; 2. Tim. 1, 9-10) samt hos Augustin og Calvin. Først om prædestination forstået som forudbestemmelse med hensyn til frelse og fortabelse, det der er blevet kaldt Dommens dobbelte udgang: Hvis vi tager det evangeliske sted som angivet (lignelsen om ukrudtet i hveden) så er tanken den, at Gud har sået (skabt) nogle mennesker, djævelen har sået (skabt) andre. (Vi må dog her huske, at der er tale om en lignelse og altså ikke

Stormrytternes fald gennem verden

De højeste folk kan lettest blive svimle...Den, der står højest, har dybest at falde (B. S. Ingemann: Erik Menveds barndom; Prins Otto af Danmark) Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig (Halfdan Rasmussen) Slavebundne af ønsket om magt falder stormrytterne gennem verden, idet de ofrer kærligheden. De begærer magt, og beundrer deres egen skønhed og højhed, og mister dem derved. Blinde raser de gennem verden med blod og pest og brand flagrende vildt i deres spor. De kender endnu ikke den enkle sandhed: Begæret er en tørst som ikke kan stilles. Begærets pris er kærlighed. Bedraget er dobbelt: Den der sælger kærligheden mod løfter om magt, mister begge dele. Sådan bedrager det onde sin bærer. Skønhed og magt og visdom og kærlighed; alt forsvinder ved begærets skoldhede flamme og iskolde hjerte. Jeg skal give en sandhed, nøglen til magt: Magten ligger ikke ude i verden, men inde i os selv. Magt er ikke magt over andre. Magt er ikke at tvinge andre. Sværdets magt binder og gør afmægti

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviser   og Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori , vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens: Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte.  Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer: Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning. Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes. Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke. En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens. Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for e

Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori

Ifølge Nietzsches perspektivisme er der intet fast og evigt holdepunkt for sandhed eller moralsk værdi. Alt er perspektiv og position. Denne tanke deles med Einsteins relativitetsteori og tanken om, at der intet fast og foretrukket initialsystem kan findes og opretholdes i naturen og universet. Alt er ifølge disse teorier perspektiv, position og reference både i erkendelse og natur. Men, idet vi prøver tanken på sig selv - hvis det er sådan, er også denne tanke perspektiv, position og reference. Relativiteten er relativ og derfor som mulighed absolut. Dermed bliver - samlæst med Inge Houmanns teologiske doktorafhandling, 'Nihilismen' (1983), hvor forfatteren skriver, at Nietzsche var bevidst om sin positions flygtighed og behov for stadige forskydninger og stadig nye fortolkninger - relativiteten, 'alt er relativt', i natur og erkendelse et paradoks, et filosofisk og videnskabeligt sår, der stadig holdes åbent og bløder, en umulig position, eller en position, der ophæve

Gudsbeviser

Mange har i historiens løb forsøgt ved forstanden eller fornuften at bevise Guds eksistens. For eksempel har Thomas Aquinas forsøgt hele fem sådanne, eller måske rettere fem indicier, der tilsammen skulle levere et til sikkerhed grænsende bevis. Det samme har Anselm af Canterbury ved sit såkaldte ontologiske bevis for Guds eksistens. Efter hvad jeg ved har man dog siden Kants Kritik der reinen Vernunft opgivet gudsbeviserne, idet han tilsyneladende logisk gør rede for, hvorfor et bevis er umuligt ad forstandens eller fornuftens vej ved de fire antinomier (modsigelser), som fornuften geråder i, hvis den søger udover sin grænse (enhver mulig erfaring, som han skriver). Alligevel har nogle senere forsøgt at levere et videnskabeligt bevis ved tanken om intelligent design. Dog - et bevis kan findes langt enklere og tilgængeligt for enhver, ikke via forstanden eller fornuften, ikke ved hjernen, men ved hjertet. At Gud findes bliver umiddelbart klart for enhver, der søger ærligt o

Panteismens umulighed

Panteismen er en gammel bestanddel af den menneskelige åndelige fauna. Den spænder fra animisme, den tanke at alt i naturen er besjælet, til en tanke om at alt bogstaveligt er Gud. Den sidste opfattelse har klassiske udtryk, fx i Spinozas Etik (Ethica ordine geometrico demonstrata) og også moderne variationer som fx hos Martinus i hans kosmologi. Det er imidlertid ret let at afvise sådanne tanker og trosforestillinger: At hævde at alt er Gud indebærer, at fx også menneskers og dyrs ekskrementer, menneskelige voldshandlinger, krige, lossepladser, aber, spyfluer osv osv, at alt dette er Gud eller udtryk for Hans vilje. Mangt og meget i panteismen er absurd, hvilket enhver kan overbevise sig om ved bedre at forstå den Højestes ophøjede Væsen, Hans renhed, mildhed og Magt, kort sagt ved at finde eller genfinde billedet af den sande Gud i sit eget hjerte.

Det perfekte hjerte - en kort fortælling om regn

Mennesker skaber falske myter. For eksempel den om Sauron og den om Voldemort og den om Ildsøen . Jeg ville rejse til stormens indre for at stille den. Ved begyndelsen svimlede jeg og mistede balancen; jeg greb fortvivlet efter fæste; da rakte stormen mig våben i hånd, og der  begynder de falske myter. Gå roligt, gå sagte, tag ikke det ondes våben. Målet er ikke at dræbe, men at løse. Efter lang tids vandring nåede jeg det ondes port. Trommer buldrede i dybet bag porten i afgrunden og det lød som slyngedes der mægtige trærødder og centnertunge spyd af jern mod den indefra. Jeg åbnede porten, hængslerne skreg - Og jeg fandt en rislende kilde, der randt så livsaligt og stille fra en lille gylden fontæne: Selv i det mørkeste hjerte rinder lyset, selv det sorteste hjerte er perfekt - Se Solen stige af regn! Se Solen stige så stille! Se livet begynde i dødens inderste!

Det relative og det absolutte

Foranlediget af at  Poul Erik Bendtsen i dag på Facebook har skrevet nogle overvejelser om det relative i vores erkendelse, idet han blandt andet skriver at det relative er relativt, står i forhold til os, som tænker eller sanser bestemte ting, vil jeg her dele nogle tanker jeg fik da jeg læste hans post: Hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781/87; da. Kritik af den rene fornuft)  finder vi begreberne tingen-i-sig-selv og tingen-for-os som den (tingen; som både kan være en sansning (fx en stol) eller et begreb eller teori (fx kvanteteori eller logik eller 'verden' eller 'virkeligheden')) kommer til syne for os i betragtningen ('erscheinen' på tysk; eller fænomen (af græsk: phainomenon; komme til syne/det der viser sig (Den danske Ordbog)). Tilsynekomsten kan både være en sansning eller komme til syne for tanken idet vi tænker over, overvejer en ting). Hvis vi nu i stedet for Kants angivelse af tingen-i-sig-selv som et noumenon, et grænsebegreb for erkende

En sand treenig Gud?

Ifølge kristendommen hævdes Gud at være treenig, Far, Søn og Helligånd, og vendingen En sand treenig Gud indgår som en fast bestanddel af den protestantiske liturgi. Men er det sandt? Er Jesus (Kristus) ligestillet med Gud Fader og eksisterer Helligånden som en del af den treenige Gud, ligestillet med Faderen og Sønnen? Om forholdet mellem Gud Fader og sig selv siger Kristus i Forsoningslæren og genvejen (udgivet 1920 ved Michael Agerskov): Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en dråbe mod Jordens største hav er min magt og vælde mod Hans. Som et sandskorn mod Jordens højeste bjerg er min viden og mine kundskaber mod Hans. Som et fnug, ja som et usseligt fnug mod det hele univers er min kærlighed mod den kærlighed, som Han bærer til jer! Dette er det sande størrelsesforhold. Jesus er Guds søn, ja, men kun ligesom enhver mand er det og enhver kvinde er Guds datter. Vi er Guds børn. Kristus er altså ikke ligestillet med Gud og på ingen måde Gud lig. En sådan tanke er en besp

Nyt mod i kampen mod det onde

Det fænomen der beskrives i Vandrer mod Lyset i forbindelse med Urtankens og Urvilkens kamp mod mørket og fremad mod lyset - At tanken for hvert mørke den overvandt oplevede en intensiv trang til at standse kampen, men hvor viljen gav tanken nyt mod og bevirkede at processen ikke stoppede på noget tidspunkt men fortsatte frem mod tankens og viljens forening og dermed Guds emanation eller fremståen som personlighed som lysets behersker og mørkets besejrer - kan vi mennesker også opleve i vores kamp mod mørket og fremad mod lyset, dog kun i en svag afglans af Den Almægtiges kamp og sejr: Også vi kan fristes - efter en sejr over noget af mørket - til at indstille kampen, da kampen mod det onde i os selv altid er forbundet med anstrengelse og måske lidelser. Men ligesom urviljen bestandig styrkede urtanken, kan også vores vilje give tanken og hjertet nyt mod, når vi ellers fristes til at opgive den langvarige kamp og selvlutring, hvorved vi kan vandre videre mod det fjerne mål. D

Det teocentriske verdensbillede

Siden oldtiden hvor Ptolemæus omkring 150 e. Kr. skrev sin Almagest med dets geocentriske verdensbillede, Jorden som universets ubevægelige centrum, er de herskende verdensbilleder skiftet nogle gange, først med Kopernikus' teori om det heliocentriske verdensbillede i 1400-1500 tallet, Solen opfattet som midtpunktet, og siden det centrumløse og uendelige univers i begyndelsen af det 20. Århundrede, baseret på astronomiske iagttagelser af rødforskydning af lyset fra stjernerne og den deraf fremkomne teori om the Big Bang. Den centerløse verden har siden fået en parallel i tanken om det centerløse menneske, fx repræsenteret i Jesper Hoffmeyers, En snegl på vejen, om biosemiotikken, tegnets og sprogets betydning for alt levende. Hvor er menneskets centrum, dets kerne som vel alle oplever, hvis vi betragter mennesket som et udelukkende fysisk, biologisk væsen: I hjernen (i en særlig del af hjernen?), i hjertet, i maven eller en anden kropsdel? Måske er mennesket uden påviseligt c

Slettede indlæg i forbindelse med corona-krisen

Jeg har valgt at slette tre indlæg fra bloggen i forbindelse med corona-krisen. Det drejer sig om indlæggene, Verden i dag - med et glimt i øjet, Verden i dag - den dag verden blev forkølet samt Eventyret om undergangen. Jeg må bare konstatere, at der vist alligevel ikke er så meget at grine af i denne krise og vil ikke bidrage til bagatellisering og mulig uansvarlig opførsel. Sorry! Men: This too shall pass!

Tro, håb og kærlighed

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden; 1. Kor. 13, 13 Nogle religiøse personligheder, deriblandt Muhammed og Luther siger: Alt godt gror af troens træ. Gode gerninger, kærlighed, ja, evigt liv. Se på verden. Er det sådan? Er det ikke snarere sådan, at både godt og ondt gror af troen? Den giver nogle fred, andre dræber i dens navn. Nogle fatter håb af tro, andre fordømmer og udelukker. Nogle øver barmhjertighed af tro, andre forfølger og skænder og brænder i dens navn. Sig mig, alle I, der tror: Hvad ondt gror derimod af kærlighedens træ? Er kærlighed ikke større end tro, alene derved at intet ondt gror af den? Er kærlighed ikke for alle, tro ikke? Er kærlighed ikke for alle, uanset tro eller ikke-tro? Hvad er størst: Kærlighed uden tro, eller tro uden kærlighed? Hvad kan vi først undvære, kærlighed eller tro? Hvad er da størst?

erkendelsesdigt

Når vi hører en løgn og tror den, er det som at sænke et glødende jern i vand; det koger og bruser og vi får ikke ro. Når vi hører en sandhed og tror den, er det som når en blomst lukker sig om sin støvdrager ved aften; blomsten går til ro og intet er mere naturligt Løgnens og vildfarelsens oprørte vande spejler lyset brudt eller slet ikke; sandhedens rolige spejl gengiver lys, skov, menneske, livet selv Tanken flyder i en verden der flyder Når vi vil forstå udhæver sig tanken Fra fænomenet, fra objektet, det vi vil forstå Det er Kants adskillelse mellem subjekt og objekt Det erkendende subjekt overfor det erkendte objekt Subjektet overfor tingen i sig selv Og tingen for os Når tanken således sig udhæver, ophæver Ser vi objektet fra alle sider Vi søger at forstå, danne billede, optage Når vi har dannet et billede, en forståelse Indsynker billedet i tanken Det er Hegels identitet mellem subjekt og objekt Sammensmeltning, enhed Kant og Hegels to led i erkendelsen:

Højsang III

Når mørket - det vældige - Rejser sig mod lyset jeg bringer Storm mod ro Jeg ryster og vil kun ligge i mørket Lytte til varmens sagte susen i rørene Dit åndedræt, du er der et sted Et lys plantet, Er sommer bragt nær Ved bjergets rand, ved afgrunden Jeg skælver når jeg ned med lampen lyser Jeg drømmer om strand og varme og hænder Alene, iskold vinternat ved polen Dybet skiller mig fra menneskelandet Jeg skælver for Uhyggesmagten Et lys plantet, Er sommer bragt nær Trangen til flugt, tryghed, glemsel Men jeg står og bliver stående Som jeg forsøger: Urokket Rystet i det inderste Her står jeg, Gud hjælpe mig, Jeg kan ikke andet Et lys plantet, Er sommer bragt nær Jeg søger ly for stormen hos dig, min elskede Og måske er det stormen At søge livet i døden, lyset i mørket Kun jeg selv kan bære min vægt, min sjæl For dig ubærlig Stryg en tændstik i dette mørke og det op lyses Et lys plantet, Er sommer bragt nær Gud, jeg ligger og ryster i mørket En lille fu

Højsang II

Gives Paradis for en slik, For intet, for et sennepskorn? Ja, det frø der er - Ikke din tro - men din kærlighed Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis Jeg ser mod himlen, det uendelige rum Sjælen isner, tænker - Er det mit billede, er vi alene? Kold som spot fremglimter da stjernen Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis Jeg ser det uendelige ydre Hører talen om erobring, tanken om magt Men den sande uendelighed er i det indre, Tiden og udødeligheden Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis  Hvad hjælper det at vinde verden Hvis prisen er dit hjerte Til hvad nytte afklippe den grønne vinge For at komme først og derved blive sidst Gennem evighed, Du vokse ind i Paradis Du, krigsherre, se din fremtid I slagmarkens lemlæstede kroppe Den tid kommer hvor du bliver som dem Ikke som straf, men for at åbne dit blinde øje, Dog, Gennem evighed, Skal også du vokse ind i Paradis Gnid, sjæl, dit hjertes magiske lampe Se Guds Ånd fremspringe Se den genlyse kærligheden

Højsang

Nu sjælen stævner på havet ud Ser sig selv i karmas spejl Sår godt, sår skidt og høster snart Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Nu sjælen spørger Med hvad kranse mit flag? Med hvad tegne mit billede? Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Med kærlighed kranse sit billede Det der hæfter, forbinder, forener Fredens kilde, værdigheds krone Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Kan evighed fremdrømmes? Salighed og værdighed nås uden kamp? Paradis let som intet, uden vægt og fylde? Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Når uro er i sindet Det er veer, sjælen der vokser Fødes ud af sit trange svøb Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Byrden du bærer: Dig selv, din vægt Ved at bære vinder du styrke Til evighed at bære uden at vakle Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Skal vi byrden afkaste Kræve løn før arbejdet er gjort? Høste uden at så? Gør dig smuk, sjæl I morgen er du i Paradis Fra hjerte til hjerte Kær

Guds dobbeltnatur - Lysets og mørkets Gud - i den religiøse litteratur

I Vandrer mod Lyset, Ardors Beretning kap. 11 med parallelsted i Kommentaren XI, citeres Jesus af Nazareth for en tale om Guds dobbeltnatur - en Lysets og mørkets Gud - i Det gamle Testamente. Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT: I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede. Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9). I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19)  og efter pagtslutningen (2. Mos. 24)  fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren. I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige. Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testamente, fx a

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Voldens psykologi

Der findes ingen retfærdige argumenter for -personlig eller statslig - vold Med Vandrer mod Lyset er det muligt at kaste et måske nyt lys over fænomenet vold. I dette værk siges det således, at mørket kan afpolariseres på to måder: Enten ved at individet (eller tilføjer jeg staten) handler efter mørket, det onde, eller ved individets sorg og anger over onde tanker eller handlinger. I det første tilfælde kan det føles som et indre pres når mørket bygger op i os, et pres der kræver udløsning, fx i en voldelig handling. Når handlingen er udført, kan det føles som en lettelse - mørket har givet sit udslag, er blevet afpolariseret. Men lettelsen er kortvarig. For i næste øjeblik kan et tilsvarende mørke bygge op og igen kræve udløsning, igen fx ved vold. Den momentane lettelse voldsmanden kan føle er altså ikke varig, og derfor er - også set fra voldsmandens synsvinkel - denne 'løsning' dårlig og fører ikke til varig lettelse eller ro i sind og krop. Den varige lettelse

Opsats 91; Profeten og pilgrimmen

En hed sommerdag hvor Solen stod i zenith og sved landskabet gult og støvet, kom pilgrimmen til profeten, knælede og bad: - Sig mig, Mester, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre? Jeg har gjort frygtelige ting og tænkt frygtelige tanker, og jeg frygter dommen og straffen. Profeten så mildt på manden og svarede: - Tro på Gud og på dig selv. Følg Hans stemme i dit indre. Han kan vise dig vejen, jeg ikke. - Men stemmen i mig tier. Jeg frygter Guds tavshed mere end Hans vrede. Jeg er fortabt! - Vist ikke! Den Herren elsker meget, tilgiver Han meget. Hvorfor skulle Han ikke også elske dig? - Fordi jeg har syndet mod Hans bud. Jeg er et usselt menneske. Jeg fortjener ikke Hans kærlighed! - Hvis du har syndet mod Hans bud, har du tildækket din indre guddommelige kerne. Du skal så igen afdække den, så den atter bliver synlig for dig. - Men hvordan? - Når du ser på dig selv, ser du så det smukke eller det hæslige? Ser du på det smukke er det som at vande et træ: Det vokser og

Om børneopdragelse og ansvaret for de kommende generationer

I Vandrer mod Lyset fremsættes den tanke, at mindreårige børn ikke bør overdrages i fremmedes varetægt til opdragelse og fremmedes omsorg, men at denne opgave som en pligt påhviler forældrene, særligt mødrene. Det er en pligt, siges det, for forældre at skabe et lyst og fredeligt hjem for børnene, og at give sine børn en så god ballast som muligt, så børnene senere kan møde voksenlivets udfordringer og byrder, og så forældrene med god samvittighed kan sige, at hvis børnene fejler som voksne, er det deres eget ansvar. Opgaven med at give børnene åndelige værdier såsom fredskærlighed, ærlighed og sandhedskærlighed påhviler særligt mødrene, mens de materielle værdier og livsfornødenheder primært er fædrenes ansvar. Hvordan lyder disse ord og tanker i dag og om vores samfund? Man snakker meget om ligestilling, om minimumsnormeringer i daginstitutioner for børnenes skyld og om curlingforældre. Derudover har vi legal adgang til provokeret abort. Er disse ting til gavn for børn, og

Den politiske cirkel

I den traditionelle politiske tænkning og forståelse opdeler man normalt de politiske partier på en højre-venstre linje eller skala, altså en ret linje fra det yderste venstre til det yderste højre. Måske er det mere retvisende at se det politiske spektrum som en cirkel: Fra midterpartierne og udad mod fløjene drejer ideologien og politikken ind mod hinanden og samles på yderfløjene i et fællespunkt for det yderste højre og venstre. Dette fællespunkt er totalitarismen. Men også før fløjene mødes her, udad eller ind mod hinanden i cirklen, optræder der lighedspunkter eller analoge fænomener så respekten for frihed og mennesker gradvist aftager i drejningen ind mod hinanden. 'Systemets' eller herskerens vigtighed tiltager rundt på begge fløje ind mod totatilarismens fællespunkt, og borgerens værdighed og respekten for borgeren aftager i samme bevægelse 'udad' eller rettere rundt i spektret. Andre analoge fænomener for bevægelsen rundt i cirklen er højre- og ve

Noget om lysets og mørkets kampe

I Vandrer mod Lyset kan vi læse, at der siden de jordiske tiders morgen er ført en kamp mellem godt og ondt, lys og mørke: En kamp for at føre mennesker fremad og opad mod Lyset og fra mørkets side en kamp for at hindre lysets fremgang og holde os tilbage i mørket. Og vi ser i samme værk, at denne kamp efter at de ældste begyndte at inkarnere iblandt os betød skabelsen af forhold for os mennesker, som ikke var til gavn for nogen. For nogenlunde at kunne tage kampen op mod især de menneskeliggjorte, inkarnerede ældste måtte de yngste medbringe en styrke, en viden og en indsigt som lå så højt hævet over gennemsnitsmenneskenes forståelse og erfaring, at det man på den måde fra lysets side ønskede at bringe, kun blev noget udvendigt for de fleste, noget ikke selvstændigt tilegnet og erfaret: En visdom og en viden og en etik, som stod milevidt over den almenmenneskelige forståelse. Lad os betragte nogle nyere eksempler på det: Før Nazityskland hærgede Europa og verden, var Tyskl