Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra 2013

Er kristendommen sand? (2)

Gennem årtusinder er der blevet gjort mange forskellige opfattelser af kristendommen gældende. En markant opfattelse, gennemkonsekvent og vel gennemtænkt må man sige skyldes den danske filosof og religiøse forfatter, Søren Kierkegaard (1813-55). I en lang række skrifter, både de pseudonyme og de med Kierkegaards eget navn under, gøres denne opfattelse gældende. Modsat andre må man sige, at den Kierkegaardske opfattelse er mørk i anslaget; i Kierkegaards opfattelse fremhæves bestandig lidelse, selvfornægtelse, forargelse, anfægtelse, forfærdelse osv. I skriftet, "Sygdommen til døden", Kirkegaards skrift om fortvivlelse, skriver han, at synden mod helligånden er at erklære kristendommen for usandhed og løgn. Hvad han ikke skriver direkte er, at denne synd ikke tilgives af Gud - en traditionel kristen opfattelse. Man må altså tro, at gør man dette, erklærer kristendommen for usandhed og løgn, så hjemfalder man til den evige fortabelse. Nu - det gør jeg personligt - e

Hvorfor er Gud usynlig?

Hvorfor er Gud usynlig? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor åbenbarer Gud sig ikke direkte, synlig for alle? Dette kan der være mange grunde til. En af dem er anført i VmL; hvis Gud valgte i sin fulde lysstyrke og -intensitet at gæste jordplanet, ville alle menneskeånder viljeløst opsuges, tilintetgøres fordi de mangler den fornødne styrke til at være i Guds umiddelbare nærhed under sådanne forhold. En anden begrundelse tænker jeg mig skyldes en universel lov eller snarere mekanisme med hensyn til lys og mørkes indbyrdes forhold. Således reagerer mørket på enhver intensivering (udvikling) i lyset. Hvis derfor Gud nedsatte sin egen lysstyrke og gæstede jordplanet (som han kan og af og til gør ifølge "Spørgsmål og Svar") men på en sådan måde at menneskeånderne ikke blev tilintetgjorte, men - synligt for alle, ville et sådant magtsprog få stærke mørkekræfter i os til at reagere negativt imod os - da man jo må tænke sig at der dog ville være tale om en meget stærk lyspåvir

Er kristendommen sand?

Hvad er kristendom? Hvad er kristendommens inderste? Er det ikke følgende: Ved tro på - og ved ikke at forarges eller stiller sig ligegyldig - Kristi forsoningsdød bliver sjælen, der som udgangspunkt er tabt (ved syndefaldet) atter Guds, og således frelses mennesket fra den evige fortabelse. Er dette en rigtig udlægning af kristendommen? Hvis ja; er dette så sandt? Om dette kunne der strides længe - og det er der så vist også blevet i de årtusinder, der er gået siden Kristi liv og død og siden kristendommen grundlagdes af Paulus. Går man til mennesker med dette spørgsmål, har man straks striden. Går man derimod til den eneste, der vel kan svare sandt og med guddommelig myndighed på spørgsmålet - nemlig Gud selv - så er svaret: Nej! Dette gøre enhver, der har interesse i dette spørgsmål - jeg foregiver ikke at være en autoritet her - jeg har blot forelagt Gud dette spørgsmål - og svaret som jeg fik var som givet ovenfor.

Om kærlighed

Inspireret af Kierkegaards, "Kærlighedens gerninger", vil jeg sige, at det, der kan gøre en kærlighed fortvivlet, er kravet om besiddelsen. Dette krav - hvis det hedder: Dét eller døden - annullerer på en måde kærligheden, da ægte kærlighed sætter fri.

Økonomisk evolution

Den af Charles Darwin fremsatte teori om arternes oprindelse og udvikling gennem naturlig udvælgelse og overlevelse af de bedst egnede kan ses i et bredere perspektiv, og kunne måske egne sig til andre videnskabsgrene end den oprindelige biologiske. Jeg tænker mig her som eksempel den økonomiske teori. Da jeg ikke er fagøkonom, og ikke har nogen videnskabelig uddannelse af anden art, er jeg ikke klar over, om det jeg her vil fremsætte tidligere er fremsat af andre. Jeg er dog, som ren amatør, ikke bekendt med noget sådant. Den naturlige udvælgelse og overlevelsen af de bedst egnede tænker jeg mig således anvendt indenfor fx økonomisk teori til beskrivelse af fænomener i den markedsøkonomiske model og system. Således tænker jeg mig, at de bedst egnede produkter og virksomheder overlever (eller bliver stærkere - rigere) i konkurrence med andre produkter og virksomheder. Derigennem kan man sige, at der ligesom i biologien sker en langsom forædling af produkter, virksomheder mv. De

En verdensregering?

Ved samtale med forskellige mennesker er jeg den senere tid uafhængigt af hinanden stødt på tanken om, at vi mennesker burde samarbejde i stedet for at konkurrere med hinanden. Som jeg ser det, også inspireret af den geniale, politiske tænker, Emery Reves, (Fredens anatomi), har den nuværende verdensorden, hvor der flere (mange) steder suverænt opstilles normer for lov og ret, det med at skabe konkurrence, hvor nogle vinder og andre (mange) taber. I en moderne kontekst (Reeves tanker er formuleret omkring eller lige efter 2. verdenskrig) med den såkaldte globalisering, kunne man hævde, at de mange steder på kloden, hvorfra man opstiller normer for lov og ret, udvikler konkurrerende, ikke-samarbejdende, markeder, hvor få er vindere og mange er tabere, med deraf følgende social nød, krige osv osv. Kunne man forestille sig, at man som modtræk til de konkurrerende og stadig større enheder (som ser ud til at være ved at have udlevet sit potentiale - jeg tænker her på den globale, økon

Mørkets natur

Tidligere har jeg skrevet om mørkets dobbelte natur - dets "lyse" side og dets rent sorte. Som tilføjelse til dette vil jeg sige, at mørkets "lyse" side har en tendens til at beruse, så at sige, åndeligt set, samtidig med at det - hvis man tager det ind i tanken eller handler efter det (viljen) - fratager den enkelte overblikket og kontakten til virkeligheden. Eksemplerne på denne beruselse eller rus er mange her på Jorden. Fx kan man narres af denne rus i meditationssammenhænge, hvis man har som mål at blive Gud lig (eller ét med kosmos) - hvilket kendes fx fra kundalinimeditationer og andet. Andre eksempler kendes fx fra chakralæren (i hvilken skikkelse den så har), læren om "Mestrene" osv osv. Det karakteristiske ved mørkets rus, dets "lyse" side er bla at man tager nogle elementer fra virkeligheden og drejer det en anelse så udsagnet (hvis der er tale om en decideret lære beskrevet i bøger eller formidlet mundtligt) bliver sort - elle

Skepticisme

Den berømte sokratiske sætning; "det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved", er måske det mest præcise udtryk for skepticismen, som i århundreder har været diskuteret i filosofien; også af en filosof som David Hume. Men ser man nærmere på sætningen, viser det sig at den er en selvmodsigelse. Sætningen lyder altså: "det eneste jeg ved er, at jeg ingenting ved". Men hvordan, kan man så spørge, ved du at du ingenting ved. Du siger jo, at det eneste du ved er, at du ingenting ved, så derfor ved du heller ikke, at du ingenting ved. Sætningen ophæver sig selv. Dette er meget langt fra at være en positiv og sikker definition af viden; hvad kan vi vide, og hvad kan vi ikke vide osv. Men det ser ud til, at skepticismen, dette kors for tanken, i sin mest radikale form blot er en selvmodsigelse.