Til alle tider har religionsstiftere og religiøse reformatorer - med større eller mindre held - søgt at danne bro mellem den sanselige og den oversanselige verden
En kommentar til det foregående indlæg (Kants erkendelsesteori og kvantefysikken) har fået mig til at tænke videre over problemet med virkelighedens erkendelse, og jeg har opdaget nogle ting, der kunne have interesse for andre:
Tanken i det oprindelige indlæg er en sammenhæng mellem Kants erkendelsesteori og kvantefysikkens tanke om den principielle usikkerhed ved erkendelse på atomart og subatomart niveau.
Jeg ender op med at tænke, at vi grundlæggende ikke erkender verden som den er i sig selv, men kun som den fremtræder for os.
Dette er på en måde det samme som at sige, at vi dybest set ikke kan erkende noget (med sikkerhed); eller spidsformuleret: Alt er illusion som østlige traditioner vil vide: Maya (sanskrit for illusion).
Men det kræver en lille ekstra overvejelse og korrektion. For strengt taget hævdes det i tanken om Maya, at det er den fysiske verden, der er illusion.
(Denne tanke findes også modificeret hos Platon i Staten (hulebilledet)).
I vestlig (specielt nyere) tradition hævdes det omvendt, at det er den oversanselige verden (og Gud), der er en illusion.
Denne modsætning har medklange i den årtusinder lange filosofiske diskussion med yderpoler i ren empirisme hhv idealisme.
Så vi har disse to traditioner: Den ene hævder stoffets og den sanselige verdens illusion, den anden hævder den oversanselige verdens illusion.
Hvis vi kunne forbinde de to traditioner, kunne vi danne bro ikke bare mellem Øst og Vest, men også mellem den sanselige og den oversanselige verden, Jorden og Himlen.
Det er det religionsstifterne og reformatorerne altid har forsøgt.
Men broen er først for alvor blevet etableret i nyere tid på oversanseligt initiativ, idet:
Vandrer mod Lyset er denne sikre forbindelse og bro.
At det er sådan kan forstås ved, at det tilgrundliggende gudsbillede her står så uendelig højt hævet over al tidligere kendt religion, og at den Gud der her åbenbarer sig, Lysets og kærlighedens uendelige Magt, naturligvis ikke benytter løgn og falsk åbenbaring.
Billedet af Gud er så højt, at denne åbenbaring nødvendigvis er sand, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at læse værket.
Derfor: Broen er etableret ved at værket hævder både den sanselige og den oversanselige verdens realitet, og filosofisk kan vi erkende både med udgangspunkt i sansning og tænkning.
Svaret på de yderligere overvejelser er et både-og, ikke et enten-eller. Både den sanselige og den oversanselige verden er realiteter, og begge dele er åbne for menneskelig erkendelse.
En kommentar til det foregående indlæg (Kants erkendelsesteori og kvantefysikken) har fået mig til at tænke videre over problemet med virkelighedens erkendelse, og jeg har opdaget nogle ting, der kunne have interesse for andre:
Tanken i det oprindelige indlæg er en sammenhæng mellem Kants erkendelsesteori og kvantefysikkens tanke om den principielle usikkerhed ved erkendelse på atomart og subatomart niveau.
Jeg ender op med at tænke, at vi grundlæggende ikke erkender verden som den er i sig selv, men kun som den fremtræder for os.
Dette er på en måde det samme som at sige, at vi dybest set ikke kan erkende noget (med sikkerhed); eller spidsformuleret: Alt er illusion som østlige traditioner vil vide: Maya (sanskrit for illusion).
Men det kræver en lille ekstra overvejelse og korrektion. For strengt taget hævdes det i tanken om Maya, at det er den fysiske verden, der er illusion.
(Denne tanke findes også modificeret hos Platon i Staten (hulebilledet)).
I vestlig (specielt nyere) tradition hævdes det omvendt, at det er den oversanselige verden (og Gud), der er en illusion.
Denne modsætning har medklange i den årtusinder lange filosofiske diskussion med yderpoler i ren empirisme hhv idealisme.
Så vi har disse to traditioner: Den ene hævder stoffets og den sanselige verdens illusion, den anden hævder den oversanselige verdens illusion.
Hvis vi kunne forbinde de to traditioner, kunne vi danne bro ikke bare mellem Øst og Vest, men også mellem den sanselige og den oversanselige verden, Jorden og Himlen.
Det er det religionsstifterne og reformatorerne altid har forsøgt.
Men broen er først for alvor blevet etableret i nyere tid på oversanseligt initiativ, idet:
Vandrer mod Lyset er denne sikre forbindelse og bro.
At det er sådan kan forstås ved, at det tilgrundliggende gudsbillede her står så uendelig højt hævet over al tidligere kendt religion, og at den Gud der her åbenbarer sig, Lysets og kærlighedens uendelige Magt, naturligvis ikke benytter løgn og falsk åbenbaring.
Billedet af Gud er så højt, at denne åbenbaring nødvendigvis er sand, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at læse værket.
Derfor: Broen er etableret ved at værket hævder både den sanselige og den oversanselige verdens realitet, og filosofisk kan vi erkende både med udgangspunkt i sansning og tænkning.
Svaret på de yderligere overvejelser er et både-og, ikke et enten-eller. Både den sanselige og den oversanselige verden er realiteter, og begge dele er åbne for menneskelig erkendelse.
Kommentarer
Send en kommentar