Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra december, 2019

Opsats 89; Sorgens billeder

At miste er en naturlig del af kærligheden og livet. Når vi mister, dannes et tomrum, et vakuum, som tilsuger sig vores tanker og følelser og som farver livet i mørke nuancer. Jo dybere vi elsker, jo dybere tomrum og vakuum, også som et meteorologisk lavtryk og dermed forbundet uvejr, hvor der før var varmehøjtryk og sommer, eller som et kar fyldt med (livets) vand hvor proppen trækkes op, hvorefter vandet løber ud og væk. Kærlighed og sorg er så nært forbundne, at vi næsten kan tale om en kærlighedens og sorgens dialektik. Det ene optræder sjældent eller aldrig uden det andet. Er det bedre aldrig at elske? Tørrer livskilderne så ikke ind og dør hjertet så ikke af mangel på næring, af sult? Er det ikke bedre at overgive sig til det største og acceptere dualiteten af eller dialektikken mellem kærlighed og sorg? Er det ikke bedre om så kun en gang at blive rørt i det inderste og acceptere smerten der, når vi mister? Jeg ved det ikke. Det synes at være et almenmenneskeligt vil

Vi er skabt i kærlighedens billede

Hvis det er sandt at vi er skabt i Guds billede, og Gud er kærlighed, så er vi skabt i kærlighedens billede og kærligheden er vores sande, indre natur Som tidligere nævnt (indlægget, Kærlighed er vejen til fred), så fremførte den kinesiske tænker, Mozi, en lære om universel kærlighed som vejen til fred. I  Britannica  kan man læse, at Mozis lære nok var ædel og højsindet, men også for krævende og i modstrid med menneskets natur, og at den derfor, efter nogle århundreder forsvandt som indflydelsesrig kilde til menneskets åndelige liv. Men er det sandt? Er mennesket per definition lavsindet, krigerisk og rovbegærlig? Ligger det i selve vores natur, at vi per definition kommer til kort overfor det høje og ædle som en Mozi eller en Jesus af Nazareth eller andre beriger os med? Nej. Det er som jeg skriver først i dette indlæg: Vi er skabt i Guds og derfor i kærlighedens billede. Menneskets natur er derfor ikke per definition lavsindet og krigerisk og uværdig til det høje og ædle.

Digt

Se Gudsånd dale mildt med glans Den søger den glade og den sorgfulde og den lidende ligeligt Den søger den frie og lykkelige Den søger den bundne og ulykkelige Den søger flygtningen, der mistede alt, den søger den forhånede og uønskede migrant, den søger alle, der trænger Varsomt Han opbryder det indre fængsel Den der blev brændt af kærlighed eller had Stille kommer Han til forbryderen og misbrugeren og morderen med tilgivelse og velsignelse Varsomt indblæser Han sin fylde i den, hvis hjerte lider under tomhed eller meningsløshed eller forladthed Se Gudsånd spørge mildt før Han lægger hånden på den fortvivledes hjerte for at hele det og give det håb, så vished Hør, Gudsånd synge i mørket, se den dale med mildhed og velsignelse og glans, med Guddomsvinge frembærer Han blidt lysets node: Frygt ikke!

Opsats 88; Noget om barmhjertighed

Tilgiv jeres fjender! Opgaven er ikke at tilintetgøre de onde, men at vinde dem tilbage. Ved at tilintetgøre dem, dræbe dem, bliver vi som dem. Hvordan vinder vi dem tilbage? Ved at elske dem. Hvordan lærer vi at elske dem? Ved at tilgive dem. Hvordan kan vi tilgive dem? Ved at prøve at forstå dem. Hvordan forstår vi dem? Vi kan forstå dem ved at se på, hvordan, hvilke lidelser vi selv hjemsøges af, når vi selv fejler og øver ondt og har brug for barmhjertighed og tilgivelse. Se denne verdens krigsherrer, se morderne og dem der begår terror: Hvert eneste menneske de dræber og hvis død eller fordrivelse de er ansvarlige for, lægger de på deres egne skuldre, og byrden er tung. Denne byrde lægger de selv på deres skuldre, ingen andre gør det. Sådan er loven. Byrden skal bæres og sones til sidste del og rest, ikke som straf, men for at de kan forstå hvilke lidelser de selv forårsager. De lidelser de bringer over de dræbte og fordrevne kommer de selv til at høste, ikke

Digt

Lad ikke lyset lande på fjendtlig kyst Men hvis det gør Vil det lyse i mørket Lad lyset lande og slå rod på mørke strand Hvis det gør Vil det vinde det ondes fanger tilbage Lad lyset lande og slå rod Overalt Lad det fremvokse fredens blomst I mørkeste dyb til højeste sal

Kærlighed er vejen til fred

Verden brænder, når hjerterne fryser Jeg har altid troet, at det kristne næstekærlighedsbud skyldtes Jesus. Men for nogle år siden opdagede jeg, at dette bud findes allerede i 3. Mos. 19, 18 og nu finder jeg hos den kinesiske tænker, Mozi (Mo tzu, Motse), som også levede længe før Jesus af Nazareth, de samme tanker om næstekærlighed (ctext.org; Mohism, book 4, 'Universal Love'). Mozi trækker nogle konsekvenser ud af sine tanker om kærligheden, som nok er en eftertanke værd: (Næste-)kærlighed er vejen til fred. For hvis alle elsker, vil ingen øve uret. Den der elsker sin familie, vil ikke skade den, den hersker, der elsker sine undergivne og undersåtter vil ikke skade dem, den borger, der elsker sin hersker, vil ikke skade ham eller søge at styrte ham, den hersker, der elsker andre lande og deres mennesker vil ikke føre krig mod andre folkeslag og stater osv. Derfor - siger Mozi - vil kærlighed skabe fred i verden, hvorimod had vil skabe ufred og uorden. Vejen til en a

Spørgsmålet om menneskerettigheder og den nationale suverænitet

Undertiden bliver overgreb og politisk undertrykkelse og undertrykkelse af menneskerettigheder i forskellige lande af det repressive regime skudt ind under begrebet interne anliggender og søgt retfærdiggjort ad den vej. Men er dette et gyldigt argument? For det første kan vi til dette spørgsmål anlægge en pragmatisk synsvinkel: Henvisning til et lands interne anliggender som legitimation af undertrykkelse er endnu en uheldig konsekvens - udover spørgsmålet om krig og fred - af den nationale suværenitet som øverste myndighed i verden (se indlægget Lov og ret (denne blog, 15.11.2019)  og Emery Reves' Fredens anatomi). Under dette dække kan enhver stat øve alskens uret - fængsling, henrettelse, forfølgelse - uden at blive krævet til regnskab for overgrebene. Dette er et pragmatisk argument imod henvisningen til interne anliggender. Vi kan også forsøge et principielt argument: Hvis vi opfatter de grundlæggende menneskerettigjeder som retten til liv, frihed og ejendom, så

Missilskjold og risikoen for atomkrig ved et first strike

I disse dage læser jeg udvalgte taler og interviews med den tidligere generalsekretær for Sovjetunionens kommunistiske parti, Mikhael Gorbatjov ( Glasnost,  Forlaget Tiden, 1987). Jeg hæfter mig især ved Gorbatjovs tanker om stjernekrigsprojektet, SDI; at en militarisering af rummet kunne få fatale følger for verden, idet kaprustningen og risikoen for militær konfrontation kunne løbe løbsk og være ude af stand til at bremse en allerede da tilspidset situation og meget farlig kurs. Disse tanker har også relevans i dag, hvor man taler om missilskjold. Det hævdes, at et sådant skjold kun har defensiv karakter og er vendt mod de såkaldte 'slyngelstater'. Men det sidste er lige så forkert og misvisende som Irans påstand om kun at ville udvikle atomteknologi til civile og fredelige formål. Selvfølgelig er skjoldet primært rettet mod Rusland og selvfølgelig forsøger det iranske diktatur at udvikle atomvåben - for at gøre det umuligt at angribe landet og derved styrke grebet om

Brudstykker og sentenser 5

1) Imperiers naturlige grænse. Den der med våben erobrer land, får fjender i det erobrede land. Den der med våben erobrer meget land og måske skaber et Imperie, får mange fjender. Den der med våben vil være verdens herre, får verden til fjende. Den modmagt en erobrer mødes med vil tilstræbe en magt der er stor nok til at knuse erobreren. Og alt dette markerer den naturlige grænse og undergang for Imperier. 2) Ground Zero. Når vi kører fast i livet eller når vi måler mørket og det derved giver sit maksimale udslag, det vi frygter mest, kommer vi til et nulpunkt. Men disse nulpunkter, denne bund, kan samtidig  være et vendepunkt; som ved vintersolhverv hvor lyset efter mørkets herredømme igen vender tilbage (21.12.2019) 3) Flygtninge og etik. Det kærligheden koster os er dens værdi. Det etikken koster os (materielt og mentalt) er dens værdi. Vi bør behandle mennesker i nød som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation. Er etik kun (gratis) ord og tåbelige

Unio Mystica

I både den vestlige og den østlige mystik, fx hos Mester Eckehart og Rumi, søges udtryk for en særlig gudserfaring eller forening med universets eller Altets inderste kerne. Det siges at denne erfaring egentlig unddrager sig sprog og begreb idet den transcenderer og sprænger alt sprog og alle begreber. Derfor bruges fx ofte i mystikken ordet Navnløs om denne erfaring eller denne alttranscenderende Gud og gudserfaring. Efter min opfattelse er denne mystiske tradition på afveje af den enkle grund, at det endelige og begrænsede menneske ikke kan rumme den uendelige og ubegrænsede Gud. Gud er i øvrigt heller ikke et mystisk, uendeligt princip, eventuelt en oprindelig enhed som det fx hævdes i visse taoistiske tekster (fx hos Zhuangzi), men en Personlighed. Den mystiske forening med Gud, Unio Mystica, er ikke en forening med den virkelige Gud, men derimod en forening med den kraft, der i Bibelens syndefaldsmyte skildres som Slangen, der bringer urmennesket til fald idet den lover me

Hvis jeg skulle prædike Gud

Hvis jeg skulle prædike Gud, ville jeg prædike den alle elskende, den uendeligt milde Gud og den uendelige Magt og det uendelige Værn. Jeg ville lede mennesker til åbenbaringen, en åbenbaring der kan modtages i tryghed og ro og stilhed og glæde. Jeg ville give et sprog til det sprogløse eller et sprog vi har kendt og mistet. Jeg ville ikke dømme, kun vise hvor lille vi med religionerne har gjort den Almægtige. Mine ord skulle ikke være en knyttet næve, men et kærtegn til det inderste. Hvis jeg kunne gøre det, ville jeg være et værdigt vidne om den uendelige Kærlighed, som er Guds. Hvis mennesker ville spørge mig: Hvor har du din viden fra? Findes Gud overhovedet? Hvordan er Han? Så ville jeg svare: Spørg ikke mig, spørg Gud. Og Hans svar ville komme - hvordan ved jeg ikke. Måske som en rolig drøm, som et kys til sjælen, en brise i sommernatten eller, nej, jeg ved det ikke. Kun det ved jeg: At hvis du spørger, får du svar.