Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Viser indlæg fra august, 2018

Opsats 71; Himmelpistolen

Kosmos ånder, ved udånding manifesterer skabelsen sig, ved indånding trækkes, indsuges den igen og forsvinder.

Det kosmiske åndedrag foretages af en ukendt essens, og et slør er trukket for denne hemmelighed.

Sådan siger Den hemmelige Lære med en parallel i legenden om Det store Brag.

Og mennesker søger at udgrunde mysteriet. Det de finder bag sløret er ikke essensen, men slangen der lover gudslighed og himlen nu gennem himmelpistolen.

De naive forstår ikke himlen - skridt for skridt at opbygge den indre basis - og den evige begrænsning.

Stakkels naive. I bliver lovet himlen, men får helvede og falder med et skrig.

Hvorfor ikke acceptere at vi ikke er guder? Hvorfor er alle disse patologiske febersyner - Mestre, stråler, chakras - så fristende?

Hvorfor ikke gå himlens vej - skridt for skridt på Jorden og i hverdagen?

Hvorfor følge slangen når vi kan følge Gud og være Hans børn?

Doktor Flinq får vinger

Jeg længes efter en Jord, der kan bære os;

Hvis man en morgen gribes af uro kan det være ubehaget ved ikke længere at have nattens vinger; (begge af ukendt oprindelse)

Det var omtrent på den tid hvor jeg - på den hårde måde - lærte, at hvis man opfører sig som en hund, bliver man behandlet som en hund -

at jeg første gang mærkede en let kløe mellem skulderbladene. Jeg så mig i spejlet, og ja, jeg kunne tydeligt se to røde prikker der hvor jeg mærkede kløen.

Jeg gik til lægen, men han kunne ikke se problemet, og han lod forstå at jeg enten så syner eller var hypokonder.

Men kløen blev ved og blev værre. Nu kunne jeg se to buler - og efter et stykke tid - to små men tydelige ansatser til - vinger.

Når sådan noget sker - tænkte jeg - er det altid spændende om vingerne der bryder frem - er hvide eller sorte.

Mine - styrefjer (sådan så jeg det) - var tydeligt hvide, mens resten var nærmest grålige - kun få rent sorte.

Når jeg gik rundt i byen eller på Borgen hændte det at jeg stillede mig o…

Kærlighedens filosofi

Ting af værdi koster;

Efter min opfattelse kan Kants moralfilosofi (Grundlegung zur Metaphysik der Sitten; Kritik der praktischen Vernunft) og Benthams og Stuart Mills utilitarisme (deres tanker om af og til at underkaste sig et mindre onde for at opnå et større gode) oversættes til en egentlig kærlighedens filosofi idet vi opfatter kærlighed mere som vilje og mindre som følelse.

Hvis ikke vi af og til overvinder os selv og investerer vilje i kærligheden og gør ting for hinanden eller sammen, men blindt lader os lede af vores tilbøjelighed og magelighed, dør kærligheden.

Kant udtrykker i de nævnte værker noget lignende i sin morallære:

At kun de gode ting vi gør på trods af vores tilbøjelighed (eller lyst) har egentlig moralsk værdi. De gode ting vi gør efter tilbøjelighed er legale, siger han, men uden egentlig værdi.

Således også i kærlighed.

Ekstreme eksempler på dette finder vi i Vandrer mod Lysets beskrivelse af hvordan de yngste overtog ledelsen af menneskeånderne og tog kampen …

Opsats 70; Katarsis for en nedbrudt sjæl

For at finde en kildes udspring 
Må man gå mod strømmen

Se, den ulykkelige flygte fra brand og pest med hænderne for ansigtet, se den unge, der træder ud over afgrundens kant og hør hans skrig i faldet.

Se, alle disse ulykkelige vride og vende sig på lejet uden at finde hvile, alle disse nedbrudte; dem vil jeg lære artaraxia, sjælens ro:

Hvis lidelsen er i det inderste, så er også helbredelsen der; der hvor såret og blødningen er, der skal vi stoppe den; hvis det inderste skriger i smerte, så er det der vi skal lægge den lægende hånd.

Hvis sygdommen er til døden, ligger helbredelsen i livet. Døden er sikker, men livet får det sidste ord.

Når sindet knuses begynder straks flittige indre hænder at arbejde på dets genheling:

Tanke for tanke, gerning for gerning; tanker der føder følelser, følelser der føder tanker, tanker og følelser, der føder gerninger, og gerninger der føder tanker og følelser;

Dette er de indre hjælpere, der ikke mister modet selv om vi fortvivler og ikke kan gå videre…

Den indre rejse

Som i al historie er vi på vandringen altid midt i det hele. Umuligt at sige hvornår den begyndte, men sikkert at den aldrig ophører.

Pilgrimmen forstod idet han søgte kærligheden, at han måtte rense sit hjerte for at elske.

Han måtte finde et ærligt punkt, hvor kærligheden ikke drejede sig om ham, hvor den ikke var en nedstigning fra Olympen, hvor den ikke var program eller teater eller konkurrence, men en gerning øje til øje, menneske til menneske, der gror naturligt frem fra en indre trang.

Kort sagt: Hvor den er virkelig.

Det ærlige punkt fandt han i hjertets inderste: Det rolige og ubedragelige punkt, der renser kærligheden med ild og brænder slaggeret væk og kun efterlader den ædle sten.

Og han forstod, at den der råber velsignelser fra bjergets top i virkeligheden står på havets bund og ser verden gennem slør og spytter bobler, der stiger til overfladen, hvor han selv burde være: Blandt mennesker.

Sådan fandt han kærligheden.

Uhørlige tone, syng let

Uhørlige tone, lyt
Simurghen synger partituret
Gyldne noder daler stille
Denne sang er vores

Noder rives ud og kastes i ilden
Når en mangler skurrer tonen
Den uhørlige tone, bliv stille
Vær Simurghens smil og glans

Syng ikke den dybeste sorg
Gør ikke sangen forgæves
Gennem tider og verdner
Skulle en mangle, forstummer tonen

I en gylden kugle i dyb nat
I begyndelsen fødtes tonen
Langsomt stiger den i styrke
I indre stilhed verdens helhed

Simurghen synger sjælen ren
Dens gyldne vinges kærtegn:
Stjerner danser sølv i blikket
Og fred daler glimt af det kommende:

Det blivende

Individuel eller kollektiv skyld og straf i relation til retssamfundet

Det er afgørende for ethvert samfund der vil kaldes et retssamfund at insistere på individuel og ikke kollektiv skyld i retsplejen.

For hvis et individ bliver dømt for en forbrydelse han ikke personligt har begået men som er begået fx af en fra familien eller fra hans race eller tro, er der ikke langt til folkeforfølgelsen og i sidste ende folkedrabet.

Hvis skylden for virkelige eller påståede forbrydelser opfattes kollektivt bliver straffen kollektiv; altså folkeforfølgelse eller folkedrab.

Dette så man fx under folkedrabet på jøderne under 2. Verdenskrig.

Selvfølgelig giver det mening fx ud fra Grundloven at opløse foreninger der virker ved vold ved dom og dermed i en vis forstand at straffe kollektivt.

Men her er det primært den formaliserede vold man straffer og mindre foreningens medlemmer. Man straffer foreningen, ikke medlemmerne.

Set i dette lys og med et aktuelt eksempel giver det ikke mening at kræve at fx alle muslimer bliver holdt ansvarlige for forbrydelser de ikke person…

Opsats 69; Kærlighedens ligning

Når du synker i mit inderste, er det der jeg føler smerten når du går.

Når jeg skærmer mit inderste, brændt af smerten, og ikke lukker nogen ind, er jeg ensom og lever ikke.

Er det da valget: Kærlighed og smerte eller ensomhed? Er smerten kærlighedens nerve, angsten for at du går, og dør kærligheden med smerten?

Når jeg lukker dig ind, og du mig, så lever du i mig og jeg i dig, og kærligheden bliver en udmattelseskrig og vi er begge bange.

Hvorfor kan vi ikke bevare vores inderste når vi lukker hinanden ind, hvorfor kan vi ikke være to i hjertet, hvorfor bytter vi hjerte og inderste?

Er kærligheden nødvendigvis lidelse eller kan vi være to? Behøver jeg at dø, når jeg elsker dig?

Er vi en hver for sig, dig i mig og jeg i dig, eller kan vi være to i hver og dermed fire; begge i begge hjerter?

Er kærlighedens ligning at 1+1=4?

Et kort over vores uvidenhed

Måske er den tanke jeg har forsøgt at formulere i indlægget Fundamentalontologi og erkendelsens usikkerhed rigtig:

At så længe vi ikke ved hvad eksistens er og har et adækvat sprog til at udtrykke det, er vores erkendelse principielt usikker fordi vi i erkendelsens formulering hele tiden bruger en form af verbet at være; både med hensyn til tings subjekt, væren og tilværelse og tings prædikater.

Jeg kan her tilføje nogle yderligere aspekter til vores erkendelses principielle og praktiske usikkerhed eller begrænsning:

Hvad ved vi egentlig om os selv? Hvis vi accepterer psykoanalysens lære om det ubevidste og det fortrængte: Ikke det store. Nogle egenskaber og aspekter ved vores karakter, tanker, følelser og handlinger forskønner vi eller fortrænger helt.

Måske er vores bevidste viden om os selv kun toppen af et isbjerg og alt ses gennem forvrængende, farvede briller.

Dette angående vores bevidsthed. Vores krop lægger alen til uvidenheden; alle de celler vi rummer, deres delinger og kam…

Den store kærlighed i livet og i litteraturen

Se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden livets og dødens træer gror; se, hvor nær ved og længst muligt fra hinanden paradis og helvede er; se, både godt og ondt rækker ud efter hjertet; det gode vander det med vand fra Eunoe, indsigtens kilde, og får det til at gro; det onde rykker det op med rod og kaster det i flammerne

Hvorfor er den store kærlighed i litteraturen næsten altid ulykkelig og forbundet med lidelse og undergang og den store sorg? Eksemplerne på det er mange, for eksempel disse:

I 1. Mosebog elsker Jakob Rakel, men Laban narrer ham så han først får Lea og først langt senere Rakel, der dør under fødslen af Benjamin.

I Elsa Morantes Løgn og trolddom elsker Franscesko Anna der elsker Edoardo, der ikke elsker nogen, og Anna og Franscesko slider hinanden op i et håbløst og dybt ulykkeligt ægteskab.

I Isac Bashevis Singers Familien Moskat elsker hovedpersonen Haddassah men får i første omgang Adele. Først senere forenes han med sin elskede, og sammen går de til grunde …

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …

Opsats 68; Tro og tvivl

Wo Zweifel nah dem Herzen wohnt,
Das wird der Seele schlimm gelohnt; Wolfram von Eschenbach (Parzival)

Tro er for hjertet, tvivl for hjernen.

Den der tvivler i hjertet er lige så at beklage som den der aldrig tvivler med hjernen.

Den der undlader hjertets perspektiv og at sætte sin viden i forbindelse med det indre menneske - hvad betyder det, er det vigtigt, betyder det noget - undsiger kundskabens etiske forankring - han er pedant og fjols - og bygger lige gerne bomber og broer.


Den der undlader hjernens tvivl: Se fanatikeren med det stive blik og hårde hjerte, den dårligt dannede, det alvidende fjols.

Men er så den vise ikke den; han der tvivler med fornuften, men aldrig, aldrig giver tvivlen bo ved hjertet?

'Ingen kan være i mørket evigt'

Ved læsning af forskellige religiøse tekster, fortrinsvis bibelen og koranen, og forskellig mytologi, slår det mig, hvor ny Vandrer mod Lysets tanke, ingen kan være i mørket evigt, og ingen skal fortabes er.

Ser vi på de våben Gud i jødedommens, kristendommens og islams helligtekster angiveligt bruger mod 'de syndige, vantro og ulydige mennesker', så adskiller de sig ikke meget fra de våben de hedenske guder bruger fx i Homers Iliaden og Odysseen eller i Vergils Æneide:

Den jødiske, kristne og islamiske 'Gud' dømmer og fordømmer mennesker mens budet til mennesker lyder døm ikke, at du ikke selv skal dømmes;

I de hedenske mytologier er guderne ofte intrigante og voldelige og ufredsstiftere;

Gud og guderne er her gud og guder af navn, ikke af gavn, og de bruger de ondes våben:

Trusler, vold, list og fordømmelse.

Lige sådan i jødedom, kristendom og islam.

Hvor anderledes er så ikke den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset, den Gud der tålmodigt og ved kærlighed o…

Det var tider (nostalgi er ikke hvad det har været)

Det var tider. Det var en tid. Det var tiden.

Det var dengang jeg lærte - på den hårde måde - at hvis man opfører sig som en skraldespand, bliver man behandlet som en skraldespand.

Det var dengang det var et ufravigeligt dogme, at der ingen dogmer måtte være.

Det var dengang med antiautoritære oprør, og alle var mod ensretning og uniformering og alle gik med hjemmestrikkede sweatre og batik og alle havde langt hår og skæg og alle smed bh' en og - måske endnu mere interessant - trusserne, og godheden og det åbne sind og fri tanke og kærlighed var obligatorisk.

Det var tider. Det var en tid. Det var tiden.

Det var dengang tyranniet skiftede ham og godheden og det åbne sind sad i skægget og det lange hår og det var dengang vi kastede åget - bh' en og trusserne - af os, og det var dengang nærvær og ømhed og omsorg og respekt og frisind og ansvar og glæden ved at opdage blev stoppet i piber og gik op i røg.

Det var dengang man skulle langt væk - mindst til Indien - for at finde hjem…

Epistemologisk metode. Observation, teori og test

Den gamle drøm om at videnskabeliggøre filosofien kan måske lykkes, hvis vi kan formulere en bestemt epistemologisk metode, og har fokus på den og mindre på resultaterne på samme måde som i naturvidenskaben.

Og hvorfor ikke undersøge om den naturvidenskabelige metode - observation,  teoridannelse og test - kan tillempes filosofien?

Hvis vi med epistemologisk observation mener et fænomen, et erkendelsesteoretisk problem eller spørgsmål eller teori, der kommer til syne - ikke for øjet men for tanken (ikke for den ydre men for den indre sans) - og hvis vi med en epistemologisk test mener at teste en hvilkensomhelst teori på sig selv, så har vi måske omridset af en epistemologisk metode, der kan kaldes videnskabelig og lige så objektiv som naturvidenskabelig metode.

En sådan metode vil ikke skulle bruge matematik som hjælpemiddel men logik, idet filosofien beskriver fænomener, der ikke kan beskrives matematisk men logisk.

De epistemologiske problemer kan være grundliggende spørgsmål eller…