Det ondes kortslutninger

Jeg har efterhånden så tit iagttaget det vi kan kalde mørkets, det ondes, kortslutninger, fx ved mine egne lidelser (jeg lever med en alvorlig sindslidelse):

Når jeg raser mod Gud pgra mine lidelser, så skaber jeg de lidelser, jeg raser over.

Jeg har iagttaget dette i mange forskellige tilfælde og forhold:

Fx at begæret afskærer en fra det, man begærer, eller hvis begæret opfyldes det så ikke mætter eller bliver ligegyldigt eller at det ledsages af en dårlig smag i munden:

Som den, der begærer magt, bliver magtesløs, som den, der begærer rigdom, og for hvem penge og ejendom snarere bliver en byrde end et aktiv, eller den, der begærer sex men aldrig mættes og er på evig jagt, eller den, der begærer berømmelse for berømmelsens egen skyld - at være kendt - men måske uden substans bag eller pgra mindreværdsfølelser og som meget godt føler det hule i det og for hvem berømmelsen bliver et problem og som ønsker igen at være anonym osv.

Det synes at være sådan, at begæret afskærer os fra det, vi begærer, mens kærligheden giver os det vi elsker.

En anden kortslutning kan ses hos den, der beundrer sin egen skønhed og derved mister den, eller den, der beundrer sin egen visdom og viden, og derfor bliver blind osv (jf Vandrer mod Lysets beskrivelse af de ældstes fald).

Eller der er selvmorderen, der flygter ind i døden af angst for den.

Jeg har kort sagt iagttaget dette fænomen - det ondes kortslutninger eller paradoksale natur - i så mange livssammenhænge, at jeg næsten tror at det er en kerneegenskab eller en universel lovmæssighed for det onde.

Eller som jeg før har skrevet: Det onde forråder sin bærer. Jeg tror, at dette er en universel lov, modsat lyset, som giver os det, vi elsker.

Jeg opfatter dette som en grundlæggende forskel på godt og ondt.