Kierkegaards filosofi II

Som jeg forstår Kierkegaards filosofi, er hans to grundlæggende spørgsmål, som udfoldes i forfatterskabet, følgende:

1) Hvad vil det sige at være kristen, og hvordan bliver man det?

2) Hvad vil det sige at være sig selv, og hvordan bliver man det?

Spørgsmålet om kristendommen er for Kierkegaard det arkimediske punkt i det evige, mens det eksistentielle grundspørgsmål er det tilsvarende punkt i det timelige.

De to sfærer, det evige og det timelige, har deres brændpunkt eller skæringspunkt i Kristus; dels gud, dels menneske, dels det evige og dels det timelige.

At det evige og det timelige overhovedet mødes (i Kristus), er for Kierkegaard troens paradoks.

For Kierkegaard bliver man kristen ved Springet og troens dobbeltbevægelse: Man springer ud på de 70 000 favne idet man opgiver sig selv eller alt, og Gud griber det således udsatte menneske, og giver os tilbage til os selv.

Således skærer det evige og det timelige også hinanden i os; det religiøse og det eksistentielle mødes med Kristus som brændpunkt. Eller som det tænkes i den dialektiske teologi: Ved evangeliets personlige og forkyndte, eksistentielle tiltale til enhver.

At blive kristen har at gøre med forkyndelsen og det levende ord, mens man først og fremmest bliver sig selv ved at ville sig selv, hvilket så vidt jeg kan se i Kierkegaards filosofi har at gøre med overgangen fra det æstetiske moment til det etiske.

Men - hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så falder den religiøse del af denne tankerække, idet det her siges, at Kristus ikke er Gud.

Vi behøver ikke at frygte og bæve for det guddommelige og trygge og varme og nære, vi behøver ikke at opgive os selv for at få os selv og vi behøver ikke at afdø fra verden.

Vi behøver ikke alle disse overspændte tankerækker, hvortil også fx må regnes Paulus' breve, men kan trygt lægge vores liv i GUDS hånd, og hvis ikke vi ønsker dette eller overhovedet tror på en Gud, da fuldtud tilfredsstille Gud ved simpelthen at søge at elske vores medmennesker og ud fra kærligheden søge at højne og forædle vores ånd.

Dette er det ene fornødne og det er nok.

(Kilder til denne artikel: Vandrer mod Lyset; Søren Kierkegaard, Samlede værker 1-20 (Gyldendal), Wikipedia (ang den dialektiske teologi, som jeg først så omtalt i Tankens magt (1-3); Lindhardt og Ringhof); Bibelen (1992 oversættelsen)).