Gå videre til hovedindholdet

Kierkegaards filosofi II

Som jeg forstår Kierkegaards filosofi, er hans to grundlæggende spørgsmål, som udfoldes i forfatterskabet, følgende:

1) Hvad vil det sige at være kristen, og hvordan bliver man det?

2) Hvad vil det sige at være sig selv, og hvordan bliver man det?

Spørgsmålet om kristendommen er for Kierkegaard det arkimediske punkt i det evige, mens det eksistentielle grundspørgsmål er det tilsvarende punkt i det timelige.

De to sfærer, det evige og det timelige, har deres brændpunkt eller skæringspunkt i Kristus; dels gud, dels menneske, dels det evige og dels det timelige.

At det evige og det timelige overhovedet mødes (i Kristus), er for Kierkegaard troens paradoks.

For Kierkegaard bliver man kristen ved Springet og troens dobbeltbevægelse: Man springer ud på de 70 000 favne idet man opgiver sig selv eller alt, og Gud griber det således udsatte menneske, og giver os tilbage til os selv.

Således skærer det evige og det timelige også hinanden i os; det religiøse og det eksistentielle mødes med Kristus som brændpunkt. Eller som det tænkes i den dialektiske teologi: Ved evangeliets personlige og forkyndte, eksistentielle tiltale til enhver.

At blive kristen har at gøre med forkyndelsen og det levende ord, mens man først og fremmest bliver sig selv ved at ville sig selv, hvilket så vidt jeg kan se i Kierkegaards filosofi har at gøre med overgangen fra det æstetiske moment til det etiske.

Men - hvis Vandrer mod Lyset er sandhed, så falder den religiøse del af denne tankerække, idet det her siges, at Kristus ikke er Gud.

Vi behøver ikke at frygte og bæve for det guddommelige og trygge og varme og nære, vi behøver ikke at opgive os selv for at få os selv og vi behøver ikke at afdø fra verden.

Vi behøver ikke alle disse overspændte tankerækker, hvortil også fx må regnes Paulus' breve, men kan trygt lægge vores liv i GUDS hånd, og hvis ikke vi ønsker dette eller overhovedet tror på en Gud, da fuldtud tilfredsstille Gud ved simpelthen at søge at elske vores medmennesker og ud fra kærligheden søge at højne og forædle vores ånd.

Dette er det ene fornødne og det er nok.

(Kilder til denne artikel: Vandrer mod Lyset; Søren Kierkegaard, Samlede værker 1-20 (Gyldendal), Wikipedia (ang den dialektiske teologi, som jeg først så omtalt i Tankens magt (1-3); Lindhardt og Ringhof); Bibelen (1992 oversættelsen)).

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviserog Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:
Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 
Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:
Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.
Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.
Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.
En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.
Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, ide…