Siden oldtiden hvor Ptolemæus omkring 150 e. Kr. skrev sin Almagest med dets geocentriske verdensbillede, Jorden som universets ubevægelige centrum, er de herskende verdensbilleder skiftet nogle gange, først med Kopernikus' teori om det heliocentriske verdensbillede i 1400-1500 tallet, Solen opfattet som midtpunktet, og siden det centrumløse og uendelige univers i begyndelsen af det 20. Århundrede, baseret på astronomiske iagttagelser af rødforskydning af lyset fra stjernerne og den deraf fremkomne teori om the Big Bang.
Den centerløse verden har siden fået en parallel i tanken om det centerløse menneske, fx repræsenteret i Jesper Hoffmeyers, En snegl på vejen, om biosemiotikken, tegnets og sprogets betydning for alt levende.
Hvor er menneskets centrum, dets kerne som vel alle oplever, hvis vi betragter mennesket som et udelukkende fysisk, biologisk væsen: I hjernen (i en særlig del af hjernen?), i hjertet, i maven eller en anden kropsdel?
Måske er mennesket uden påviseligt centrum i en verden uden påviseligt centrum.
Men Vandrer mod Lyset tilbyder et andet billede, et billede som vel ikke vil være fremmed for andre religiøse verdensbilleder, fx det jødiske, kristne eller islamiske, nemlig det teocentriske verdensbillede, det vil sige opfattelsen af Gud som verdensaltets absolutte centrum.
Verden har altså i dette billede et centrum, Gud, ligesom mennesket har et centrum, dets ånd, eller vi skulle måske sige dets udødelige, guddommeligt skabte kerne, det vi oplever som 'mig' eller 'jeg'.
Det er næppe muligt at bevise det teocentriske verdensbillede, men det kan sandsynliggøres netop ved denne almenmenneskelige erfaring og oplevelse af en personlig kerne, som ikke umiddelbart kan forklares biologisk, fysisk, og som måske har en oversanselig, guddommelig oprindelse.
Forskellige primært østlige filosofier benægter dog denne kerne ('egoets illusion') og fordi vi normalt oplever at have en kerne, et centrum, behøver det ikke at være sandt.
Ligesom det for Kopernikus' samtidige var uhyre vanskeligt at godtage det modintuitive heliocentriske verdensbillede, kan det centerløse menneske i den centerløse verden godt være sandhed, om end modintuitivt.
Svaret på hvad der er rigtigt må vel enhver afgøre med sig selv. Måske vil videnskaben en dag kunne svare, fx ved at inddrage andre dimensioner end de tre kendte.
Hvem ved?
Den centerløse verden har siden fået en parallel i tanken om det centerløse menneske, fx repræsenteret i Jesper Hoffmeyers, En snegl på vejen, om biosemiotikken, tegnets og sprogets betydning for alt levende.
Hvor er menneskets centrum, dets kerne som vel alle oplever, hvis vi betragter mennesket som et udelukkende fysisk, biologisk væsen: I hjernen (i en særlig del af hjernen?), i hjertet, i maven eller en anden kropsdel?
Måske er mennesket uden påviseligt centrum i en verden uden påviseligt centrum.
Men Vandrer mod Lyset tilbyder et andet billede, et billede som vel ikke vil være fremmed for andre religiøse verdensbilleder, fx det jødiske, kristne eller islamiske, nemlig det teocentriske verdensbillede, det vil sige opfattelsen af Gud som verdensaltets absolutte centrum.
Verden har altså i dette billede et centrum, Gud, ligesom mennesket har et centrum, dets ånd, eller vi skulle måske sige dets udødelige, guddommeligt skabte kerne, det vi oplever som 'mig' eller 'jeg'.
Det er næppe muligt at bevise det teocentriske verdensbillede, men det kan sandsynliggøres netop ved denne almenmenneskelige erfaring og oplevelse af en personlig kerne, som ikke umiddelbart kan forklares biologisk, fysisk, og som måske har en oversanselig, guddommelig oprindelse.
Forskellige primært østlige filosofier benægter dog denne kerne ('egoets illusion') og fordi vi normalt oplever at have en kerne, et centrum, behøver det ikke at være sandt.
Ligesom det for Kopernikus' samtidige var uhyre vanskeligt at godtage det modintuitive heliocentriske verdensbillede, kan det centerløse menneske i den centerløse verden godt være sandhed, om end modintuitivt.
Svaret på hvad der er rigtigt må vel enhver afgøre med sig selv. Måske vil videnskaben en dag kunne svare, fx ved at inddrage andre dimensioner end de tre kendte.
Hvem ved?
Kommentarer
Send en kommentar