Gå videre til hovedindholdet

Om børneopdragelse og ansvaret for de kommende generationer

I Vandrer mod Lyset fremsættes den tanke, at mindreårige børn ikke bør overdrages i fremmedes varetægt til opdragelse og fremmedes omsorg, men at denne opgave som en pligt påhviler forældrene, særligt mødrene.

Det er en pligt, siges det, for forældre at skabe et lyst og fredeligt hjem for børnene, og at give sine børn en så god ballast som muligt, så børnene senere kan møde voksenlivets udfordringer og byrder, og så forældrene med god samvittighed kan sige, at hvis børnene fejler som voksne, er det deres eget ansvar.

Opgaven med at give børnene åndelige værdier såsom fredskærlighed, ærlighed og sandhedskærlighed påhviler særligt mødrene, mens de materielle værdier og livsfornødenheder primært er fædrenes ansvar.

Hvordan lyder disse ord og tanker i dag og om vores samfund?

Man snakker meget om ligestilling, om minimumsnormeringer i daginstitutioner for børnenes skyld og om curlingforældre. Derudover har vi legal adgang til provokeret abort.

Er disse ting til gavn for børn, og lever vi her op til Vandrer mod Lysets ophøjede tanker?

Hvis man virkelig bekymrede sig om børns tarv, er fx minimumsnormeringer i daginstitutioner ikke ægte omsorg for børnene, men især mødre burde i så fald selv passe og drage omsorg for deres egne børn.

At kvinder kræver lige løn for lige arbejde og fx ønsker bedre repræsentation i bestyrelser og lederjobs er rimeligt - men kun hvis man ikke har mindreårige børn. I så fald er hovedansvaret børnene og ikke erhvervskarrieren.

Det er heller ikke i barnets tarv at blive båret frem i verden på hænder og fødder og blive pakket ind i vat og pylret om, så de bliver ude af stand til senere åbent at møde livet og livets kræfter.

Det er selvfølgelig heller ikke i barnets tarv, at vi har legal adgang til provokeret abort, eller at mennesker der ved at de lider af en alvorlig og arvelig sygdom sætter børn i verden.

Det første undergraver barnets (fostrets) retssikkerhed og generelt respekten for livet, og hvis man ved at man lider af en alvorlig sygdom som kan nedarves til afkommet, bør man ikke sætte børn i verden. Man bør så - ikke abortere fostret - men - så vidt det er muligt (fx gennem (frivillig) sterilisation) -undgå graviditet. Dette påhviler både kvinder og mænd og er deres fælles ansvar.

I det hele taget må vi sige, at her er et område, hvor vestlige kvinder og mænd kan lære meget af mennesker med ikke-vestlig baggrund. Det er mit indtryk, at ikke-vestlige kvinder i vid udstrækning ønsker selv at opdrage og drage omsorg for deres børn. Men dette ønsker man fra politisk side at forhindre ved at tvinge ikke-vestlige kvinder ud på arbejdsmarkedet - til skade for børnene.

Det bør ikke betragtes som et krav eller en pligt, hverken for vestlige eller ikke-vestlige kvinder, at sende deres børn i daginstitutioner. Sætter man børn i verden er det ens egen pligt at sørge for børnenes opdragelse og at drage ægte omsorg for dem, og det bør ikke overlades i fremmed varetægt.

Det signal man sender til børnene ved konsekvent at sende dem i daginstitutioner og på den måde overdrage dem i fremmedes varetægt er, at mødrenes erhvervskarriere og selvrealisation er vigtigere end dem, og det lider de under.

Sætter man børn i verden, er de det vigtigste. Man bør som en menneskepligt og for børnenes skyld selv drage omsorg for sine egne børn.

På dette område sejler forholdende i dag i de vestlige samfund og det er en af de ting vi bør rette op på. For børnenes og de kommende generationers skyld.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviserog Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:
Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 
Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:
Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.
Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.
Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.
En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.
Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, ide…