Gå videre til hovedindholdet

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviser og Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:

Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 

Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:

Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.

Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.

Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.

En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.

Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, idet enhver personligt kan søge i sit hjerte efter Gud - og finde Ham - i en inderlig hengivelse til kærligheden og dens udspring, Gud.

Påstanden er altså her, at Gud kan findes af enhver i hjertet. Denne påstand er tilgængelig for empirisk verifikation eller falsificering, idet enhver kan søge i sit hjerte og be- eller afkræfte tanken eller hypotesen og dermed tilfredsstille moderne videnskabelig praksis og krav. Denne metode er objektiv i den forstand, at alle kan udføre 'eksperimentet' men subjektiv i den forstand, at vi ikke kan 'lægge Gud under mikroskopet'. Og dog kan vi udpege det sted, hjertet, hvor Gud kan tænkes at findes, eller hvor jeg påstår Han findes, hvorefter enhver kan iagttage tankens sandhed eller fejlagtighed.

Rent praktisk kunne man søge videnskabelig afprøvning af tanken ved at lade et tilstrækkeligt antal mennesker via et spørgeskema eller interview svare på spørgsmål som:

'Hvis du betragter dit indre, dit hjerte, og der søger svar på Guds eksistens, finder du Ham så?'

Resultatet af en sådan undersøgelse ville ikke være hverken mere eller mindre videnskabeligt sikker eller usikker end så mange andre videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.

Der er altså tale om to beviser, to veje, hjernens og hjertets vej og vished. De to veje er ikke komplementære, men kan supplere hinanden i menneskers søgen efter vished og viden om de største og første spørgsmål, spørgsmål om den Almægtige og altings inderste mening.

De to veje supplerer blandt andet hinanden derved, at vi med det logiske bevis - så vidt argumentet holder - kan afgøre Guds ontologiske status - at Han findes - og med hjertets subjektive bevis kan vi afgøre noget om Hans Væsen:

At Han er et personligt Væsen, at Han er alkærlig, kærlighedens udspring og kilde, og helt tryg og nær til enhver, som mange troende sikkert vil være enig i, om man så er jøde, kristen, muslim eller tilhører andre trosretninger. 

Note tilføjet 13.5.2020:

Ved nærmere eftertanke tænker jeg, at det logiske, objektive bevis måske ikke holder. Det relative i argumentet andrager erkendelsen, mens det absolutte hævdes ontologisk. Det eneste vi med denne tankerække kan sige er måske, at en absolut erkendelse må findes, da det relative, erkendelsesmæssige, som konsekvent position ophæver sig selv. Men derfra går måske ingen vej til at hævde den absolutte eksistens eller et absolut Væsens eksistens. Det ene andrager et epistemologisk forhold, det andet et ontologisk.

Men det subjektive bevis, hjertets bevis, mener jeg holder, hvilket enhver kan erfare personligt.

At søge - og finde - Gud i hjertet, gennem kærligheden, vil sikkert ikke ligge fjernt fra den jødiske, kristne eller islamiske tanke og tro, idet næstekærlighedsbudet kan siges at være en central del af både jødedom og kristendom, i og med at buddet allerede optræder i 3. Mosebog, 19, 18 i Det gamle Testamente og både citeres af Jesus og Paulus i Det nye Testamente som et af de vigtigste bud.

Ligeledes vil tanken naturligt ligge til den islamiske tradition, hvis vi opfatter overgivelsen til Gud i den islamiske trosbekendelse, shahada, som det inderste hjertes overgivelse til den Almægtige, som jeg tidligere har foreslået i skriftet Profeternes segl

Og tanken om Gud som kærlighedens Almagt og hjertet som stedet vi kan finde Ham ligger helt naturligt i mit eget religiøse ståsted og fundament, Vandrer mod Lyset

Gud er ikke død, som Nietzsche kom for skade at sige, og hjertet er det sted vi kan finde Ham.

Kommentarer

  1. Egen note: Det er måske lidt unøjagtigt at tale om den islamiske overgivelse til Gud kun ved trosbekendelsen. Måske er det bedre at sige, at overgivelsen af det inderste hjerte til Gud i islam knytter sig til den hele tro og livspraksis. Således betyder ordet 'islam' enten overgivelse eller underkastelse (under Gud); kilde: Dansk Wikipedia

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…