Gå videre til hovedindholdet

Hjertets enkle bevis for Guds eksistens

Gud er kærlighed og derfor søgbar i hjertet

Foranlediget af en læser (af indlægget To Gudsbeviser), der undrede sig over, hvad jeg egentlig mener med hjertets bevis for Guds eksistens og den efterfølgende forståelse af noget af den Almægtiges natur - at Gud er kærlighed - skal jeg her give en kort og forhåbentlig klar forklaring.

Jeg vil give den i form af en tænkt pædagogisk situation mellem en mor og hendes 3-5 årige barn:

Barnet spørger hvem Gud er og hvor Han er. Moren peger på barnets hjerte og siger:

- Der bor Gud! Kan du ikke mærke Ham?

Mere er det egentlig ikke. Barnet vil da kunne mærke eller føle Gud i tryghed, ro og glæde.

Det er kun os voksne, der ofte er så tumpede, at vi skal vejen rundt om filosofi, religion, hellige skrifter, dogmer og indviklede forklaringer og dertil hørende stridigheder, krige, fordømmelser og andre tvivlsomme kilder og fænomener.

Der er egentlig ikke noget nyt i dette. Der er tale om en religiøs grunderfaring, som mange troende - jøder, kristne, muslimer, mormoner og de, der allerede har grebet det nye, Vandrer mod Lyset - vil kunne genkende.

En anden har henvendt sig med al Ghazalis kontingentsbevis, der minder om Aristoteles' ubevægede bevæger (årsagen uden årsag) og skolastisk filosofi.

Men - alle disse forklaringer kan være gode nok, måske holder de, måske ikke - vi bliver gamle inden vi helt forstår alle disse sindrige teorier og logiske tricks, og så har vi ikke tid nok og vi kommer måske til at korrumpere kernen i spørgsmålet og virkeligheden bag, eller lader os forvirre og vildlede af menneskelige traditioner og usunde religiøse miljøer og alt for strenge - for sandheden fremmede - udlægninger af det hellige.

Hvorfor så ikke nøjes med det simpleste og hjertets enkle sandheder?

Logiske og videnskabelige beviser for det hellige bliver ofte til våben eller til redskaber til at overbevise eller omvende, og hvis ikke vi kan overbevise, så bliver andre til fjender, som vi vil bekæmpe.

Alt dette er kærligheden, kernen, fremmed. Man søger - og finder måske - et våben - og Gud går stille ud ad bagdøren. Gud er ikke en knyttet næve, men et kærtegn.

Det skulle være overflødigt, men jeg vil alligevel nævne, at når jeg i denne forbindelse taler om hjertet, mener jeg naturligvis ikke det fysiske organ, men derimod det hjertecenter, som Vandrer mod Lyset beskriver i forbindelse med åndernes legemlige udseende, s. 171-172: Kærlighedens oversanselige, åndelige basis i mennesket.

Det hele er så enkelt. Hvorfor gøre det så svært?

Kommentarer

  1. Unknown7. juli 2020 kl. 06.46

    Hvis det er så nemt, hvad adskiller så dit "bevis" fra dette:

    "Barnet spørger hvem Djævelen er og hvor Han er. Moren peger på barnets hjerte og siger:
    - Der bor Djævelen! Kan du ikke mærke Ham?
    Mere er det egentlig ikke. Barnet vil da kunne mærke eller føle Djævelen i tryghed, ro og glæde."

    Når det hjerte, Moren peger på, ikke er det fysiologiske, hvor peger hun så hen? Lad os glæde os over, at hverken matematikken, videnskaberne eller retssalene håndterer begrebet "bevis" så lemfældigt,

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere