Gå videre til hovedindholdet

Det relative og det absolutte

Foranlediget af at Poul Erik Bendtsen i dag på Facebook har skrevet nogle overvejelser om det relative i vores erkendelse, idet han blandt andet skriver at det relative er relativt, står i forhold til os, som tænker eller sanser bestemte ting, vil jeg her dele nogle tanker jeg fik da jeg læste hans post:

Hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781/87; da. Kritik af den rene fornuft) finder vi begreberne tingen-i-sig-selv og tingen-for-os som den (tingen; som både kan være en sansning (fx en stol) eller et begreb eller teori (fx kvanteteori eller logik eller 'verden' eller 'virkeligheden')) kommer til syne for os i betragtningen ('erscheinen' på tysk; eller fænomen (af græsk: phainomenon; komme til syne/det der viser sig (Den danske Ordbog)). Tilsynekomsten kan både være en sansning eller komme til syne for tanken idet vi tænker over, overvejer en ting).

Hvis vi nu i stedet for Kants angivelse af tingen-i-sig-selv som et noumenon, et grænsebegreb for erkendelsen, siger, at tingen-i-sig-selv er det absolutte, der idet vi betragter den bliver relativ, tingen-for-os, så har vi måske en mulig teori om al erkendelses principielle relativitet, at vores erkendelse principielt er relativ, idet genstanden, objektet for vores tanke eller sans ved selve betragtningen træder i relation til os, betragteren, bliver relativ.

Idet vi betragter og søger det absolutte, bliver det ved selve betragtningen relativt, nemlig relativt i forhold til betragteren.

Dette kunne være en epistemologisk parallel til den kvanteteoretiske tanke om, at iagttageren påvirker det iagttagede.

Det synes dermed at være en grundstruktur og begrænsning ved vores tanke og sansning, at de er relative ved selve betragtningen af et objekt (fysisk eller mentalt), og at vi ikke kan nå det absolutte (en sikker viden).

Et objekt kan fx også være vores jeg, det absolutte jeg, der bliver relativt i vores erkendelse, når vi betragter det, eller generelt alt der kan gøres til genstand for en fysisk eller mental betragtning.

Set på den måde er vi mennesker og den verden og virkelighed vi lever i måske principielt en blanding af det absolutte og det relative: Det absolutte (fx vores krop eller verden eller eksistensen), der først bliver relativt ved betragtningen.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere