Foranlediget af at Poul Erik Bendtsen i dag på Facebook har skrevet nogle overvejelser om det relative i vores erkendelse, idet han blandt andet skriver at det relative er relativt, står i forhold til os, som tænker eller sanser bestemte ting, vil jeg her dele nogle tanker jeg fik da jeg læste hans post:
Hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781/87; da. Kritik af den rene fornuft) finder vi begreberne tingen-i-sig-selv og tingen-for-os som den (tingen; som både kan være en sansning (fx en stol) eller et begreb eller teori (fx kvanteteori eller logik eller 'verden' eller 'virkeligheden')) kommer til syne for os i betragtningen ('erscheinen' på tysk; eller fænomen (af græsk: phainomenon; komme til syne/det der viser sig (Den danske Ordbog)). Tilsynekomsten kan både være en sansning eller komme til syne for tanken idet vi tænker over, overvejer en ting).
Hvis vi nu i stedet for Kants angivelse af tingen-i-sig-selv som et noumenon, et grænsebegreb for erkendelsen, siger, at tingen-i-sig-selv er det absolutte, der idet vi betragter den bliver relativ, tingen-for-os, så har vi måske en mulig teori om al erkendelses principielle relativitet, at vores erkendelse principielt er relativ, idet genstanden, objektet for vores tanke eller sans ved selve betragtningen træder i relation til os, betragteren, bliver relativ.
Idet vi betragter og søger det absolutte, bliver det ved selve betragtningen relativt, nemlig relativt i forhold til betragteren.
Dette kunne være en epistemologisk parallel til den kvanteteoretiske tanke om, at iagttageren påvirker det iagttagede.
Det synes dermed at være en grundstruktur og begrænsning ved vores tanke og sansning, at de er relative ved selve betragtningen af et objekt (fysisk eller mentalt), og at vi ikke kan nå det absolutte (en sikker viden).
Et objekt kan fx også være vores jeg, det absolutte jeg, der bliver relativt i vores erkendelse, når vi betragter det, eller generelt alt der kan gøres til genstand for en fysisk eller mental betragtning.
Set på den måde er vi mennesker og den verden og virkelighed vi lever i måske principielt en blanding af det absolutte og det relative: Det absolutte (fx vores krop eller verden eller eksistensen), der først bliver relativt ved betragtningen.
Hos Kant (Kritik der reinen Vernunft, 1781/87; da. Kritik af den rene fornuft) finder vi begreberne tingen-i-sig-selv og tingen-for-os som den (tingen; som både kan være en sansning (fx en stol) eller et begreb eller teori (fx kvanteteori eller logik eller 'verden' eller 'virkeligheden')) kommer til syne for os i betragtningen ('erscheinen' på tysk; eller fænomen (af græsk: phainomenon; komme til syne/det der viser sig (Den danske Ordbog)). Tilsynekomsten kan både være en sansning eller komme til syne for tanken idet vi tænker over, overvejer en ting).
Hvis vi nu i stedet for Kants angivelse af tingen-i-sig-selv som et noumenon, et grænsebegreb for erkendelsen, siger, at tingen-i-sig-selv er det absolutte, der idet vi betragter den bliver relativ, tingen-for-os, så har vi måske en mulig teori om al erkendelses principielle relativitet, at vores erkendelse principielt er relativ, idet genstanden, objektet for vores tanke eller sans ved selve betragtningen træder i relation til os, betragteren, bliver relativ.
Idet vi betragter og søger det absolutte, bliver det ved selve betragtningen relativt, nemlig relativt i forhold til betragteren.
Dette kunne være en epistemologisk parallel til den kvanteteoretiske tanke om, at iagttageren påvirker det iagttagede.
Det synes dermed at være en grundstruktur og begrænsning ved vores tanke og sansning, at de er relative ved selve betragtningen af et objekt (fysisk eller mentalt), og at vi ikke kan nå det absolutte (en sikker viden).
Et objekt kan fx også være vores jeg, det absolutte jeg, der bliver relativt i vores erkendelse, når vi betragter det, eller generelt alt der kan gøres til genstand for en fysisk eller mental betragtning.
Set på den måde er vi mennesker og den verden og virkelighed vi lever i måske principielt en blanding af det absolutte og det relative: Det absolutte (fx vores krop eller verden eller eksistensen), der først bliver relativt ved betragtningen.
Kommentarer
Send en kommentar