Gå videre til hovedindholdet

Guds Almagt og prædestinationslæren

Gud er Almægtig. Betyder det at Han forud har bestemt hvem, der skal frelses, og hvem fortabes, eller har Han simpelthen bestemt alle ting og begivenheder i verden og universet fra evighed til evighed?

Hvis vi skal tro visse kristne retninger og Islam (den islamiske tanke om 'Skriftens moder' hvori alt i verden af Gud er nedtegnet og bestemt fra evighed til evighed) så er begge dele tilfældet.

Jeg vil her koncentrere undersøgelsen om den kristne tanke om prædestination, som både finder evangelisk støtte (Matt. 13, 24-30) og hos Paulus (Rom. 8, 28-30; Ef. 1, 11; 2. Tim. 1, 9-10) samt hos Augustin og Calvin.

Først om prædestination forstået som forudbestemmelse med hensyn til frelse og fortabelse, det der er blevet kaldt Dommens dobbelte udgang:

Hvis vi tager det evangeliske sted som angivet (lignelsen om ukrudtet i hveden) så er tanken den, at Gud har sået (skabt) nogle mennesker, djævelen har sået (skabt) andre. (Vi må dog her huske, at der er tale om en lignelse og altså ikke nødvendigvis en bogstavelig sandhed. Det er derfor ikke sikkert, at nogle - i kristen forstand - er skabt af djævelen, men dog er meningen, at nogle hører ham til i en eller anden forstand).

Disse to grupper af mennesker lever side om side i verden. Først på Dommens Dag bliver de skilt. Hvis man allerede nu (eller på Jesu tid) skilte dem, ville noget hvede uvægerlig gå tabt og blive brændt sammen med ukrudtet. Derfor venter Gud.

Det Gud har skabt er forud bestemt til frelse, det djævelen har skabt, eller som hører ham til, er forud bestemt til fortabelse.

Hos Paulus formuleres det lidt anderledes, idet han siger, at nogle forud er kaldede og hører Gud til, andre ikke. (Han bruger dog også vendingen 'forud bestemt' dvs til frelse (eller fortabelse)).

Vi må altså forestille os en universel kamp mellem godt og ondt, Gud og djævel, og mennesket er en del af denne kampplads.

Dette kan man vælge at tro på.

Men Vandrer mod Lyset siger noget helt andet:

Alle menneskers ånd er skabt af Gud, mens det fysiske legeme er skabt af Satan (Ardor) og de øvrige faldne (de ældste). Alle mennesker og selv Ardor skal engang indgå i Paradis til den evige salighed uanset hvad vi tror eller ikke tror.

Det kan være vanskeligt endeligt at afgøre hvilken af de to tanker, hvis nogen af dem, der er sand. Blot kan vi spørge:

Hvem af de to Guder er størst, og overlade svaret til den enkelte.

Dernæst om prædestinationen forstået som at alt i verden er forud bestemt fra evighed til evighed.

Til dette først en principiel overvejelse:

Til det gode, lyset, hører frihed. Til det onde, tvang. Ved at handle ondt bindes en del af ens vilje, og man bliver ufri i samme mål som man handler ondt. At handle ondt begrænser derfor ens vilje og dens frihed.

Da Gud er Almægtig, er det derfor umuligt, at Han skulle handle ondt og derved begrænse en del af sin vilje, eller rettere binde den og blive delvist ufri.

Derfor kan Gud ikke stå bag krige, drab, vold osv. Dette må tilskrives mennesker og mennesker alene, og derfor kan Gud ikke have bestemt alt i verden fra evighed til evighed.

Gud står ikke bag det onde i verden, og Hans Almagt betyder derfor noget andet. Blandt andet betyder den, at Han bestandig holder sin vilje fri ved ikke at handle ondt, og at Han har besejret alt ondt engang i tidernes morgen, hvilket beskrives udførligt i Vandrer mod Lyset.

Af disse grunde mener jeg, at det er rimeligt at sige, at prædestinationen ikke kan være sand i nogen af de skikkelser den er blevet formuleret i både kristendom og islam, og at den ikke er i overensstemmelse med men strider mod Guds Almagt.

Note: I andre dele af forfatterskabet har jeg forsøgt andre argumenter mod prædestinationslæren, fx i skriftet, Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, på carstenplougolsen.dk





Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviserog Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:
Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 
Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:
Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.
Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.
Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.
En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.
Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, ide…