Gå videre til hovedindholdet

Guds Almagt og prædestinationslæren

Gud er Almægtig. Betyder det at Han forud har bestemt hvem, der skal frelses, og hvem fortabes, eller har Han simpelthen bestemt alle ting og begivenheder i verden og universet fra evighed til evighed?

Hvis vi skal tro visse kristne retninger og Islam (den islamiske tanke om 'Skriftens moder' hvori alt i verden af Gud er nedtegnet og bestemt fra evighed til evighed) så er begge dele tilfældet.

Jeg vil her koncentrere undersøgelsen om den kristne tanke om prædestination, som både finder evangelisk støtte (Matt. 13, 24-30) og hos Paulus (Rom. 8, 28-30; Ef. 1, 11; 2. Tim. 1, 9-10) samt hos Augustin og Calvin.

Først om prædestination forstået som forudbestemmelse med hensyn til frelse og fortabelse, det der er blevet kaldt Dommens dobbelte udgang:

Hvis vi tager det evangeliske sted som angivet (lignelsen om ukrudtet i hveden) så er tanken den, at Gud har sået (skabt) nogle mennesker, djævelen har sået (skabt) andre. (Vi må dog her huske, at der er tale om en lignelse og altså ikke nødvendigvis en bogstavelig sandhed. Det er derfor ikke sikkert, at nogle - i kristen forstand - er skabt af djævelen, men dog er meningen, at nogle hører ham til i en eller anden forstand).

Disse to grupper af mennesker lever side om side i verden. Først på Dommens Dag bliver de skilt. Hvis man allerede nu (eller på Jesu tid) skilte dem, ville noget hvede uvægerlig gå tabt og blive brændt sammen med ukrudtet. Derfor venter Gud.

Det Gud har skabt er forud bestemt til frelse, det djævelen har skabt, eller som hører ham til, er forud bestemt til fortabelse.

Hos Paulus formuleres det lidt anderledes, idet han siger, at nogle forud er kaldede og hører Gud til, andre ikke. (Han bruger dog også vendingen 'forud bestemt' dvs til frelse (eller fortabelse)).

Vi må altså forestille os en universel kamp mellem godt og ondt, Gud og djævel, og mennesket er en del af denne kampplads.

Dette kan man vælge at tro på.

Men Vandrer mod Lyset siger noget helt andet:

Alle menneskers ånd er skabt af Gud, mens det fysiske legeme er skabt af Satan (Ardor) og de øvrige faldne (de ældste). Alle mennesker og selv Ardor skal engang indgå i Paradis til den evige salighed uanset hvad vi tror eller ikke tror.

Det kan være vanskeligt endeligt at afgøre hvilken af de to tanker, hvis nogen af dem, der er sand. Blot kan vi spørge:

Hvem af de to Guder er størst, og overlade svaret til den enkelte.

Dernæst om prædestinationen forstået som at alt i verden er forud bestemt fra evighed til evighed.

Til dette først en principiel overvejelse:

Til det gode, lyset, hører frihed. Til det onde, tvang. Ved at handle ondt bindes en del af ens vilje, og man bliver ufri i samme mål som man handler ondt. At handle ondt begrænser derfor ens vilje og dens frihed.

Da Gud er Almægtig, er det derfor umuligt, at Han skulle handle ondt og derved begrænse en del af sin vilje, eller rettere binde den og blive delvist ufri.

Derfor kan Gud ikke stå bag krige, drab, vold osv. Dette må tilskrives mennesker og mennesker alene, og derfor kan Gud ikke have bestemt alt i verden fra evighed til evighed.

Gud står ikke bag det onde i verden, og Hans Almagt betyder derfor noget andet. Blandt andet betyder den, at Han bestandig holder sin vilje fri ved ikke at handle ondt, og at Han har besejret alt ondt engang i tidernes morgen, hvilket beskrives udførligt i Vandrer mod Lyset.

Af disse grunde mener jeg, at det er rimeligt at sige, at prædestinationen ikke kan være sand i nogen af de skikkelser den er blevet formuleret i både kristendom og islam, og at den ikke er i overensstemmelse med men strider mod Guds Almagt.

Note: I andre dele af forfatterskabet har jeg forsøgt andre argumenter mod prædestinationslæren, fx i skriftet, Islam - set ud fra billedet af Gud som Lysets og kærlighedens Almagt, på carstenplougolsen.dk





Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.
Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte.
Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge…

Gudsbeviser

Mange har i historiens løb forsøgt ved forstanden eller fornuften at bevise Guds eksistens.

For eksempel har Thomas Aquinas forsøgt hele fem sådanne, eller måske rettere fem indicier, der tilsammen skulle levere et til sikkerhed grænsende bevis.

Det samme har Anselm af Canterbury ved sit såkaldte ontologiske bevis for Guds eksistens.

Efter hvad jeg ved har man dog siden Kants Kritik der reinen Vernunft opgivet gudsbeviserne, idet han tilsyneladende logisk gør rede for, hvorfor et bevis er umuligt ad forstandens eller fornuftens vej ved de fire antinomier (modsigelser), som fornuften geråder i, hvis den søger udover sin grænse (enhver mulig erfaring, som han skriver).

Alligevel har nogle senere forsøgt at levere et videnskabeligt bevis ved tanken om intelligent design.

Dog - et bevis kan findes langt enklere og tilgængeligt for enhver, ikke via forstanden eller fornuften, ikke ved hjernen, men ved hjertet.

At Gud findes bliver umiddelbart klart for enhver, der søger ærligt og oprigtigt…