I Vandrer mod Lyset, Ardors Beretning kap. 11 med parallelsted i Kommentaren XI, citeres Jesus af Nazareth for en tale om Guds dobbeltnatur - en Lysets og mørkets Gud - i Det gamle Testamente.
Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT:
I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede.
Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9).
I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19) og efter pagtslutningen (2. Mos. 24) fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren.
I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige.
Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testamente, fx alle de steder hvor Gud - som forveksles med Jesus - fordømmer mennesker og i hele Johannes Åbenbarings psykotiske overdrev.
Men Gud optræder også stedvis som en Lysets Gud i GT og NT:
Fx i 3. Mos. 19, 18 (næstekærlighedsbudet i GT) som både citeres af Jesus (Matt. 22, 39-40) og af Paulus (Rom. 13, 9-10) i NT og i den såkaldt aronitiske velsignelse (4. Mos. 6, 23-24).
Spredt rundt i den religiøse litteratur findes en tilsvarende dobbeltnatur af Gud:
Fx i Koranen hvor Gud dels beskrives som barmhjertig og retfærdig, dels udpensles mange steder de fortabtes lidelser (fx Sura 14, vers 15-18 og Sura 38, vers 55-58; '...Han vil få materiebefængt vand at drikke...Lad dem smage det! Hedt vand, materiefyldt væske og andre ting af samme slags...) osv osv.
Også Mormons Bog rummer dobbeltnaturen:
Fx i 1 Ne. 4:10-13 hvor Gud ved Ånden befaler Nephi at dræbe Laban, fordi denne har tilvendt sig de messingplader hvorpå Loven er nedskrevet, en Lov der er vigtig for folket for at 'de ikke skal synke ned i vantro og omkomme' (denne lov siges andetsteds bla at rumme de fem Mosebøger).
Nu - hvis man anvender den metode jeg har foreslået til vurdering og reformation af enhver religiøs tekst, tradition og praksis:
At sigte religionen ud fra billedet af Gud som den Almægtige Lysets og kærlighedens Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte men kun til at elske i tryghed og tillid;
Så må vi forstå, at den mørke del af Guds natur som Han fremtræder i så mange religiøse tekster, traditioner og praksis, må fjernes som vildskud, der intet har med den sande Gud at gøre.
Gud dræber ingen, Han forbander ingen, Han fordømmer ingen. Han kræver ikke lydighed, men ønsker at vi skal elske Ham i frihed. Han stiller ikke ultimatummet: Underkastelse eller død:
Gud er en Livets og kærlighedens Gud, Fader og Herre, en uendelig Magt og et uendeligt Værn, og Han er et uendelig mildt Væsen.
Jeg ved at mange inderst inde bærer dette sande billede af Gud, og som dog finder glæde og måske trøst i de nedarvede traditioner og for hvem de er hellige. Dette bør man omgås med respekt.
Men - Lysets Gud og sandheden optræder kun som sjældne gæster i traditionerne. Så hvorfor ikke søge ind til det vi bærer indeni:
At vores inderste kerne er kærlighed, skabt af Lysets og kærlighedens Gud.
Ja, hvorfor ikke søge ind til det og bort fra de traditioner, der mest viser et vrængbillede af vores Gud og Skaber, ind til den Gud der har åbenbaret sig for alle i Vandrer mod Lyset?
Hvornår vil den sande Gud vinde genklang i menneskers hjerter? Vil det komme med bulder og brag og sensation?
Eller vil det komme så enkelt, så stille som når Solen står op og varmer Jorden til liv og lyser træer i blomst mod morgen?
Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT:
I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede.
Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9).
I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19) og efter pagtslutningen (2. Mos. 24) fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren.
I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige.
Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testamente, fx alle de steder hvor Gud - som forveksles med Jesus - fordømmer mennesker og i hele Johannes Åbenbarings psykotiske overdrev.
Men Gud optræder også stedvis som en Lysets Gud i GT og NT:
Fx i 3. Mos. 19, 18 (næstekærlighedsbudet i GT) som både citeres af Jesus (Matt. 22, 39-40) og af Paulus (Rom. 13, 9-10) i NT og i den såkaldt aronitiske velsignelse (4. Mos. 6, 23-24).
Spredt rundt i den religiøse litteratur findes en tilsvarende dobbeltnatur af Gud:
Fx i Koranen hvor Gud dels beskrives som barmhjertig og retfærdig, dels udpensles mange steder de fortabtes lidelser (fx Sura 14, vers 15-18 og Sura 38, vers 55-58; '...Han vil få materiebefængt vand at drikke...Lad dem smage det! Hedt vand, materiefyldt væske og andre ting af samme slags...) osv osv.
Også Mormons Bog rummer dobbeltnaturen:
Fx i 1 Ne. 4:10-13 hvor Gud ved Ånden befaler Nephi at dræbe Laban, fordi denne har tilvendt sig de messingplader hvorpå Loven er nedskrevet, en Lov der er vigtig for folket for at 'de ikke skal synke ned i vantro og omkomme' (denne lov siges andetsteds bla at rumme de fem Mosebøger).
Nu - hvis man anvender den metode jeg har foreslået til vurdering og reformation af enhver religiøs tekst, tradition og praksis:
At sigte religionen ud fra billedet af Gud som den Almægtige Lysets og kærlighedens Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte men kun til at elske i tryghed og tillid;
Så må vi forstå, at den mørke del af Guds natur som Han fremtræder i så mange religiøse tekster, traditioner og praksis, må fjernes som vildskud, der intet har med den sande Gud at gøre.
Gud dræber ingen, Han forbander ingen, Han fordømmer ingen. Han kræver ikke lydighed, men ønsker at vi skal elske Ham i frihed. Han stiller ikke ultimatummet: Underkastelse eller død:
Gud er en Livets og kærlighedens Gud, Fader og Herre, en uendelig Magt og et uendeligt Værn, og Han er et uendelig mildt Væsen.
Jeg ved at mange inderst inde bærer dette sande billede af Gud, og som dog finder glæde og måske trøst i de nedarvede traditioner og for hvem de er hellige. Dette bør man omgås med respekt.
Men - Lysets Gud og sandheden optræder kun som sjældne gæster i traditionerne. Så hvorfor ikke søge ind til det vi bærer indeni:
At vores inderste kerne er kærlighed, skabt af Lysets og kærlighedens Gud.
Ja, hvorfor ikke søge ind til det og bort fra de traditioner, der mest viser et vrængbillede af vores Gud og Skaber, ind til den Gud der har åbenbaret sig for alle i Vandrer mod Lyset?
Hvornår vil den sande Gud vinde genklang i menneskers hjerter? Vil det komme med bulder og brag og sensation?
Eller vil det komme så enkelt, så stille som når Solen står op og varmer Jorden til liv og lyser træer i blomst mod morgen?
Kommentarer
Send en kommentar