Gå videre til hovedindholdet

Guds dobbeltnatur - Lysets og mørkets Gud - i den religiøse litteratur

I Vandrer mod Lyset, Ardors Beretning kap. 11 med parallelsted i Kommentaren XI, citeres Jesus af Nazareth for en tale om Guds dobbeltnatur - en Lysets og mørkets Gud - i Det gamle Testamente.

Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT:

I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede.

Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9).

I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19) og efter pagtslutningen (2. Mos. 24) fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren.

I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige.

Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testamente, fx alle de steder hvor Gud - som forveksles med Jesus - fordømmer mennesker og i hele Johannes Åbenbarings psykotiske overdrev.

Men Gud optræder også stedvis som en Lysets Gud i GT og NT:

Fx i 3. Mos. 19, 18 (næstekærlighedsbudet i GT) som både citeres af Jesus (Matt. 22, 39-40) og af Paulus (Rom. 13, 9-10) i NT og i den såkaldt aronitiske velsignelse (4. Mos. 6, 23-24).

Spredt rundt i den religiøse litteratur findes en tilsvarende dobbeltnatur af Gud:

Fx i Koranen hvor Gud dels beskrives som barmhjertig og retfærdig, dels udpensles mange steder de fortabtes lidelser (fx Sura 14, vers 15-18 og Sura 38, vers 55-58; '...Han vil få materiebefængt vand at drikke...Lad dem smage det! Hedt vand, materiefyldt væske og andre ting af samme slags...) osv osv.

Også Mormons Bog rummer dobbeltnaturen:

Fx i 1 Ne. 4:10-13 hvor Gud ved Ånden befaler Nephi at dræbe Laban, fordi denne har tilvendt sig de messingplader hvorpå Loven er nedskrevet, en Lov der er vigtig for folket for at 'de ikke skal synke ned i vantro og omkomme' (denne lov siges andetsteds bla at rumme de fem Mosebøger).

Nu - hvis man anvender den metode jeg har foreslået til vurdering og reformation af enhver religiøs tekst, tradition og praksis:

At sigte religionen ud fra billedet af Gud som den Almægtige Lysets og kærlighedens Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte men kun til at elske i tryghed og tillid;

Så må vi forstå, at den mørke del af Guds natur som Han fremtræder i så mange religiøse tekster, traditioner og praksis, må fjernes som vildskud, der intet har med den sande Gud at gøre.

Gud dræber ingen, Han forbander ingen, Han fordømmer ingen. Han kræver ikke lydighed, men ønsker at vi skal elske Ham i frihed. Han stiller ikke ultimatummet: Underkastelse eller død:

Gud er en Livets og kærlighedens Gud, Fader og Herre, en uendelig Magt og et uendeligt Værn, og Han er et uendelig mildt Væsen.

Jeg ved at mange inderst inde bærer dette sande billede af Gud, og som dog finder glæde og måske trøst i de nedarvede traditioner og for hvem de er hellige. Dette bør man omgås med respekt.

Men - Lysets Gud og sandheden optræder kun som sjældne gæster i traditionerne. Så hvorfor ikke søge ind til det vi bærer indeni:

At vores inderste kerne er kærlighed, skabt af Lysets og kærlighedens Gud.

Ja, hvorfor ikke søge ind til det og bort fra de traditioner, der mest viser et vrængbillede af vores Gud og Skaber, ind til den Gud der har åbenbaret sig for alle i Vandrer mod Lyset?

Hvornår vil den sande Gud vinde genklang i menneskers hjerter? Vil det komme med bulder og brag og sensation?

Eller vil det komme så enkelt, så stille som når Solen står op og varmer Jorden til liv og lyser træer i blomst mod morgen?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Om gengældelsesloven

Et vel hidtil overset aspekt ved gengældelsesloven, den lov der er formuleret kortest og klarest ved ordene, "som du sår skal du høste" er, at dens formål ikke er at straffe men derimod opdrage os mennesker. Gud straffer ikke.
Den opdragende effekt af loven består i, at det ofte er meget vanskeligt at bibringe de mennesker, der fx slår ihjel en virkelig forståelse for, hvor forkert og ondt det er at dræbe andre mennesker. 
Fra Vandrer mod Lyset ved vi, at gengældelsesloven fungerer på den måde, at de onde handlinger, som vi ikke vil angre og søge tilgivelse for, vil have den konsekvens, at vi selv udsættes for nøjagtig de samme lidelser, som vores onde gerninger har voldt andre. 
Dermed opnår vi - meget konkret og smerteligt - den nødvendige forståelse af de lidelser vi har forvoldt ved at føle den samme smerte og lidelse som vi har forvoldt andre, og dermed mindskes risikoen betydeligt for, at vi igen begår en lignende forbrydelse og derved igen forvilder os ind i det samm…