Gå videre til hovedindholdet

Guds dobbeltnatur - Lysets og mørkets Gud - i den religiøse litteratur

I Vandrer mod Lyset, Ardors Beretning kap. 11 med parallelsted i Kommentaren XI, citeres Jesus af Nazareth for en tale om Guds dobbeltnatur - en Lysets og mørkets Gud - i Det gamle Testamente.

Vi kan se sandheden i hans ord ved at betragte forskellige skriftsteder i GT:

I 2. Mos. 12 lover Gud Moses og Aron, at Han vil dræbe alle førstefødte blandt egypterne og kvæget og derefter udfører Han det lovede.

Alt hvad Gud her gør mod egypterne, gør Han for at vise sin storhed og undere (2. Mos. 11, 9).

I 2. Mos. 32, 9-10 truer Gud med at tilintetgøre israelitterne efter åbenbaringen på Sinai Bjerg (2. Mos. 19) og efter pagtslutningen (2. Mos. 24) fordi israelitterne allerede igen er veget fra Herrens vej og har lavet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Herren.

I 4. Mos. 11, 33-34 slår Gud en mængde israelitter ihjel fordi de har været grådige.

Der er mange andre steder i GT hvor denne mørkets Gud åbenbarer sig. Mørkets Gud er også stærkt tilstede i Det nye Testamente, fx alle de steder hvor Gud - som forveksles med Jesus - fordømmer mennesker og i hele Johannes Åbenbarings psykotiske overdrev.

Men Gud optræder også stedvis som en Lysets Gud i GT og NT:

Fx i 3. Mos. 19, 18 (næstekærlighedsbudet i GT) som både citeres af Jesus (Matt. 22, 39-40) og af Paulus (Rom. 13, 9-10) i NT og i den såkaldt aronitiske velsignelse (4. Mos. 6, 23-24).

Spredt rundt i den religiøse litteratur findes en tilsvarende dobbeltnatur af Gud:

Fx i Koranen hvor Gud dels beskrives som barmhjertig og retfærdig, dels udpensles mange steder de fortabtes lidelser (fx Sura 14, vers 15-18 og Sura 38, vers 55-58; '...Han vil få materiebefængt vand at drikke...Lad dem smage det! Hedt vand, materiefyldt væske og andre ting af samme slags...) osv osv.

Også Mormons Bog rummer dobbeltnaturen:

Fx i 1 Ne. 4:10-13 hvor Gud ved Ånden befaler Nephi at dræbe Laban, fordi denne har tilvendt sig de messingplader hvorpå Loven er nedskrevet, en Lov der er vigtig for folket for at 'de ikke skal synke ned i vantro og omkomme' (denne lov siges andetsteds bla at rumme de fem Mosebøger).

Nu - hvis man anvender den metode jeg har foreslået til vurdering og reformation af enhver religiøs tekst, tradition og praksis:

At sigte religionen ud fra billedet af Gud som den Almægtige Lysets og kærlighedens Herre, en Gud vi ingen grund har til at frygte men kun til at elske i tryghed og tillid;

Så må vi forstå, at den mørke del af Guds natur som Han fremtræder i så mange religiøse tekster, traditioner og praksis, må fjernes som vildskud, der intet har med den sande Gud at gøre.

Gud dræber ingen, Han forbander ingen, Han fordømmer ingen. Han kræver ikke lydighed, men ønsker at vi skal elske Ham i frihed. Han stiller ikke ultimatummet: Underkastelse eller død:

Gud er en Livets og kærlighedens Gud, Fader og Herre, en uendelig Magt og et uendeligt Værn, og Han er et uendelig mildt Væsen.

Jeg ved at mange inderst inde bærer dette sande billede af Gud, og som dog finder glæde og måske trøst i de nedarvede traditioner og for hvem de er hellige. Dette bør man omgås med respekt.

Men - Lysets Gud og sandheden optræder kun som sjældne gæster i traditionerne. Så hvorfor ikke søge ind til det vi bærer indeni:

At vores inderste kerne er kærlighed, skabt af Lysets og kærlighedens Gud.

Ja, hvorfor ikke søge ind til det og bort fra de traditioner, der mest viser et vrængbillede af vores Gud og Skaber, ind til den Gud der har åbenbaret sig for alle i Vandrer mod Lyset?

Hvornår vil den sande Gud vinde genklang i menneskers hjerter? Vil det komme med bulder og brag og sensation?

Eller vil det komme så enkelt, så stille som når Solen står op og varmer Jorden til liv og lyser træer i blomst mod morgen?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst